ESSAY – “»Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør«, siger Jesus. Men nogle gerninger er utilgivelige. Ikke mindst når gerningsmanden ved, hvad han gør. På den anden side er det måske først i de tilfælde af utilgivelighed, at tilgivelsen rigtig får betydning. Kun det, som er umuligt at tilgive, er tilgivelsen værdigt”, skriver Max Ulrich Klinker i dette essay, hvor han tager læseren med tilbage til en frygtelig formiddag i landsbyen Oradour-sur-Glane i 1944. Her mistede 642 indbyggere – mænd, kvinder og børn – livet i hænderne på tyske SS-tropper. Var det ondskabens banalitet?
I dag et mindesmærke, en gang en fredelig landsby, der ikke havde mærket meget til Anden Verdenskrigs rædsler. Livet gik sin vante gang i Lidenlund lige indtil den frygtelige formiddag lørdag 10. juni 1944, hvor SS-regimentet Der Führer, som var en del af SS Divisionen Das Reich, slog ring om byen.
Få nåede at opfatte, før det var for sent, hvilken tildragelse, der var under hastig opsejling. Det var torvedag og måske forekom det umiddelbart plausibelt, at alle blev beordret op til byens centrale torv, Champ de Foire, for at vise identifikationspapirer. Ringen blev tættere og mindre. Snart var SS-tropperne inde i samtlige huse for at genne folk sammen.
Når man i dag går gennem ruinbyens gader, er det ikke svært at se, hvor slagteren, hvor frisøren, hvor autoværkstedet, hvor skolen har ligget. Og hvor indbyggerne har boet og levet. En hel by udryddet på få timer
Med den tyske grundighed, vi normalt værdsætter i andre sammenhænge, blev så godt som ingen af byens 642 indbyggere overset. Bortset fra bare seks personer, der formåede at undslippe, var hele landsbyens befolkning drevet sammen. Aldersfordelt fra nyfødte spædbørn til 90-årige.
Efter samling blev mænd og store drenge gennet ind i stalde og større garager, hvor de snart efter blev mejet ned af maskingeværer.
Kvinder og børn fik besked på at gå til byens kirke, hvor det viste sig, at alterdugen var erstattet af ledninger til giftgasbomber. Kvinder og børn blev spærret inde i kirken, og de som forsøgte at nærme sig vinduerne, blev beskudt udefra. Giftgassen virkede ikke så effektivt, som man åbenbart havde forestillet sig, og så kastede SS-soldaterne granater ind for til sidst at antænde ild.
Snart brændte kirkebygningen med temperaturer så høje, at kirkeklokken faldt ned fra tårnet. Klokken ligger der endnu, på samme måde som resten af Oradour-sur-Glane henligger efter massakren den 10. juni 1944. Når man i dag går gennem ruinbyens gader, er det ikke svært at se, hvor slagteren, hvor frisøren, hvor autoværkstedet, hvor skolen har ligget. Og hvor indbyggerne har boet og levet. En hel by udryddet på få timer.
Tilgivelse er ikke accept
Ansvarshavende officer var den 29-årige SS-Sturmbannführer (svarende til major) Adolf Dickmann. Dagen forinden havde han og hans SS-soldater udført en massakre i byen Tulle, hvor 99 af byens mænd blev hængt uden dom, anklaget for deltagelse i modstandsbevægelsen, mens over hundrede andre blev sendt til udryddelseslejrene. Den 10. juni var kun 72 timer efter, de allierede var gået i land i Normandiet (D-Dag), og Das Reich-divisionen var gået glip af kamphandlinger, fordi de havde befundet sig for langt inde i baglandet.
Det er så let i vores fortravlethed, i vores selvoptagethed, og hvad der ellers kan være af anledning til ikke at reflektere, at overse det samfund, vi lever i. Ondskab er et vilkår, en konstant fare, som opstår af tankeløshed
Vi finder aldrig ud af, hvad der er foregået inde i hovedet på denne Dickmann. Han blev dræbt i et slag i Normandiet allerede 19 dage efter massakren i Oradour-sur-Glane. Måske var det ondskabens banalitet, som Hannah Arendt (1906 – 1975), politisk teoretiker, dansk Sonningpris-modtager og tysk-jødisk flygtning, opsigtsvækkende og kontroversielt konkluderede efter processen i Israel mod en anden Adolf, SS-Obersturmbannführer Adolf Eichmann (1906 – 1962).
Altså en opfattelse af at Eichmann ikke begik sine forbrydelser ud fra ondskab, men ud fra en bureaukratisk ansvarsfralæggelse og opfyldelse af sine pligter. ”Jeg gjorde, som jeg fik besked på”, sagde Eichmann igen og igen under processen og udtrykte ingen form for skam, ingen afstandtagen til sine handlinger, ingen fortrydelse eller anmodning om tilgivelse. Det var bare arbejde. Udført af et menneske uden normer og uden holdninger, bortset fra den ene: At være pligtopfyldende.
Glemmer vi at være menneske, er prisen, at vi glemmer os selv som individ, og så bliver vi ofre for sammensmeltningen af det private og det offentlige; det som i sidste ende er det totalitære, det undertrykkende, hvor der ikke længere er identifikation mellem os selv og vores egne handlinger.
Det er så let i vores fortravlethed, i vores selvoptagethed, og hvad der ellers kan være af anledning til ikke at reflektere, at overse det samfund, vi lever i. Ondskab er et vilkår, en konstant fare, som opstår af tankeløshed. Ahrendt hævder, at ondskab reelt set ikke er andet end fravær af tanke og omtanke. Og heri ligger dens banalitet, mente hun.
Tilgivelse er ikke en undskyldning, ikke en forklaring, men helt enkelt en vedgåelse af, at noget forkert er begået
Ganske vist er Ahrendt elitær i sin tænkning – sådan påstår hendes kritikere, men hun ville ikke tilgive Eichmann. Vi andre har også svært ved at tilgive Dickmann for hans krigsforbrydelser i Oradour-sur-Glane. Tilgivelse forudsætter, at gerningsmanden anerkender, at en uret har fundet sted. Tilgivelse er ikke en undskyldning, ikke en forklaring, men helt enkelt en vedgåelse af, at noget forkert er begået.
Ahrendt hævder, at vi tilgiver, fordi vi vurderer, at vi kan have en fremtid sammen foran os, det vil sige, at vi har brug for det andet menneskes eksistens. Tilgivelse er ikke en accept, og må ikke blive det.
Ondskabens væsen
“Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”, siger Jesus. Men nogle gerninger er utilgivelige. Ikke mindst når gerningsmanden ved, hvad han gør. På den anden side er det måske først i de tilfælde af utilgivelighed, at tilgivelsen rigtig får betydning. Kun det, som er umuligt at tilgive, er tilgivelsen værdigt.
Og så fortsætter Jesus endda, ”Vi skal elske vores fjender”. Intet almindeligt menneske ville kunne fostre en sådan tanke af sig selv, hvilket dels understreger evangeliets guddommelighed og dels peger på den kæmpe udfordring, som Kristendommens krav om tilgivelse er for os mennesker. På denne måde mindes vi om, hvor svært det er at være kristen.
Ondskaben er i den verden, vi lever i, og det er vigtigt at forholde sig til. Det er på én gang dekadent og kristendomsforladt, men især udtryk for en kultur i forfald, hvis nutidige mennesker ikke vil forholde sig til de store begreber, der i mere end 2.000 år har formet vores samfund
Søren Kierkegaard siger farverigt, at hvis man virkelig skal sætte et menneske på en svær prøve, så forlang, at det bliver kristent. Således er ondskab mere end Ahrendts respekterede psykologiske udredning. Ondskab lader sig ikke altid forklare rationelt. Årsagen til ondskab er ondskab selv, hvilket kan være svært at goutere for nutidige mennesker, der insisterer på at forstå og kunne forklare alt.
Ondskab er udtryk for kampen mellem det gode og det onde, mellem det sande og det falske. Apologeten C. S. Lewis (1898 – 1906), som også skrev fortællingerne om Narnia, digter i sin bog Fra Helvedets Blækhus en historie om Den onde selv, der har indkaldt til et pressemøde for at fortælle om sin største triumf til alle tider; nemlig, at han har fået folk til at tro, at han ikke findes. At han ikke er til, og derved at ondskab heller ikke er til. Ja, at det ligefrem slet ikke giver mening at tale om ondskab.
Lewis havde gjort tjeneste som britisk officer i skyttegravene i Flandern under Første Verdenskrig og havde fået sin bekomst, inden han begyndte at skrive. Ondskaben er i den verden, vi lever i, og det er vigtigt at forholde sig til. Det er på én gang dekadent og kristendomsforladt, men især udtryk for en kultur i forfald, hvis nutidige mennesker ikke vil forholde sig til de store begreber, der i mere end 2.000 år har formet vores samfund.
Vi må ikke glemme fortidens synder
Allerede kort efter massakren i Oradour-sur-Glane besluttede det officielle Frankrig sig for, at byen skulle være et mindesmærke; en varig erindring om menneskers ondskab – banal eller ej.
Et pressebillede fra september 2013 viser den daværende tyske præsident Joachim Gauck (født 1940, uddannet præst) sammen med den daværende franske præsident François Hollande (født 1954), der besigtiger kirkeruinen i Oradour-sur-Glane sammen med den sidste af de overlevende, Robert Hebras, på dengang 88 år.
Frankrig og Tyskland er kommet videre. Til gengæld må vi bære erindringen i os. Den, der ikke kender fortiden, kan ikke forstå nutiden og slet ikke gøre sig tanker om fremtiden. Er mennesker historieløse, er risiko for gentagelse af fortidens forbrydelser tilsvarende stor.
Oradour-sur-Glane skylder man et besøg. Der er åbent for besøgende hele året (med undtagelse af perioden midt-december og januar). Læs mere på hjemmesiden www.oradour.org (fransk og engelsk).
Topfoto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
