FILM // ANMELDELSE – “On a Magical Night” er en vittig og lystig komedie, der spilles fremragende af stjerneskuespillere, men selvom temaet om den første forelskelse er medrivende, er filmen ikke helt et mesterværk, skriver Karen Hammer i anmeldelsen af månedens film i Cinemateket.
Hvem husker ikke det første kys—og personen, der fik det? Og endnu tidligere den første forelskelse, der aldrig blev til mere end svimlende uro og usikkerhed. Jeg husker dem begge med glæde, og rent mirakuløst kender jeg den dag i dag begge de involverede “ungersvende” fra dengang i 50’erne.
Forfatter, teater- og filminstruktør Christophe Honoré ser i sin næstnyeste film “On a Magical Night” nærmere på de følelser, vi engang havde for vores partner, dengang vi troede, at vedkommende skulle være den eneste ene for ever and ever.
Juraprofessoren Maria – spillet af Chiara Mastroianni (Catherine Deneuve og Mastroiannis smukke datter) – har nok at se til. Hun kan både overkomme at passe sine forelæsninger og nyde de mange unge studerendes gunst, uden at hendes mand Richard aner uråd. Imidlertid går det galt, da hun irriteret over sin unge elskers utroskab dropper ham, og en sms ubelejligt tikker ind i vasketøjskurven.
Mod slutningen vælger instruktøren at lade os se ned på gaden, der adskiller de to personer og lade dem åbent diskutere hen over en slags dukkehusmodel
Richard, spillet af Chiaras eksmand Vincente Lacoste, er dybt såret, for han har brugt “sine bedste år” på Maria og aldrig været hende utro. Hun fastslår irriteret, at det er naivt at tro på ægteskabelig troskab efter 25 år, og er han mon nogensinde kommet over sit livs første kærlighed?
Inspireret af Leo McCareys Hollywood komedie “The Awful Truth” (1937) med Cary Grant og Irene Dunne fabulerer Christophe Honoré over hukommelsens magt over vores følelser – og giver Maria og Richard en mulighed for at tænke og huske tilbage.
Maria flytter ind på værelse nr. 212 i hotellet overfor for der ubemærket at kunne iagttage Richards reaktioner, medens hendes egne og mange andres erindringer korporligt vælter ind i nr. 212 og de nære suiter.
Hendes mange elskere hober sig op, og en ung version af Richard lægger an på hende og vækker hendes lidenskab. Richard dukker også op som 12-årig, og vi præsenteres for hans årelange forelskelse i spillelærerinden Irene Haffner, der som 40-årig ytrer ønske om at generobre ham og sågar medbringer det barn, de burde have fået.
Maria har aldrig før truffet drengen Richard, men det går op for hende, at den poesi og musikalitet, hun engang fandt så vidunderlig i ham, er baseret på hans følelser for Irene. Maria, der i filmen aldrig ses yngre, husker, hvordan hun dengang efter brylluppet savnede hans klaverspil og hans følsomhed, og forstår nu hvorfor: Irene forlod ham, da han valgte Maria, og han droppede sit spil og sin fortid.
Det gør ikke forvirringen mindre, at en klonet Charles Aznavour dukker op og synger fortidige kærlighedssange, og den voksne Richard og den nu gamle Irene Haffner – og Marias afdøde mor også blander sig med bebrejdelser og gode råd.
Cinematekets program sammenligner filmen med Charlie Kaufmans geniale “Evigt solskin i et pletfrit sind” (2004), og det holder desværre slet ikke
Mod slutningen vælger instruktøren at lade os se ned på gaden, der adskiller de to personer og lade dem åbent diskutere hen over en slags dukkehusmodel – her er det teaterinstruktøren, der styrer. Man kan undertiden drømme sig tilbage til udvalgte øjeblikke i sit liv. Tilbage til de korte øjeblikke, der fik en dominerende effekt på ens videre skæbne. Hvad nu hvis man havde kunnet se konsekvenserne af sine valg og havde turdet tage nogle usikre chancer eller havde set partnerens karakter klarere?
Som den unge Richard udbryder: “Hvorfor sagde du aldrig, at du ville blive så ondskabsfuld med alderen!” På trods af skilsmisser og tidens tand vil der altid være nogle minder tilbage til dengang, da han var ung og sød og den eneste ene.
I filmen kan disse minder måske genoplive de følelser, der næsten var glemt under årevis af skuffelser, hvis man tør. For mig at se er en enkel magisk nat nok ikke tilstrækkelig til at redde stumperne af et så misligholdt ægteskab.
Honoré har ønsket at lave et vittigt og sarkastiske lystspil, og Cinematekets program sammenligner filmen med den geniale “Evigt solskin i et pletfrit sind” (2004) af Charlie Kaufman og Michel Gondry, og det holder desværre slet ikke på trods af mange gode skuespillerpræstationer. I 2019 deltog filmen i Cannes-filmfestivalens særlige udvælgelse, ”Un Certain Regard”, hvor Chiara Mastroianni modtog prisen for bedste kvindelige præstation. Filmen er bestemt seværdig men i mine øjne ikke et mesterværk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
