KORTFILMFESTIVAL // REPORTAGE – OFF er et lille mirakel af en filmfestival. Derfor lykkedes det selv i corona-sommeren 2020 at afholde den. Festivalen har levet siden 1975 og Karen Hammer rapporterer fra den nyligt overståede OFF21. I år endog i strålende solskin
Til hujen og klapsalver åbnede Birgitte Weinberger den 30. august festivalen med ordene: ”Dear friends, a warm welcome to the opening of Denmarks international Oscar-qualifying short film festival. OFF21. OFF started in 1975 and is the oldest film festival in Denmark. This year we celebrate 46 years of short film and love in Odense. Much has changed, and we have fought to find a way. Because arts and communities are important, and if we all keep our hands clean, head cold and hearts warm, we will make it work! I’m sure.”
OFF21 efter pandemien
Pandemiens begrænsninger syntes ikke at have mindsket verdens interesse for OFF, der modtog 3000 kortfilm fra mere end 100 lande. Det blev reduceret til 122 film fra 39 lande, som blev præsenteret i 5 konkurrenceprogrammer.
Det var overvældende og næsten umuligt at vælge. Selv endte jeg med at have misset adskillige vinderfilm. Hvem kunne f.eks. have forudset, at Sylvia Le Fonus sort/hvide kærlighedsfilm Amourteur kunne vinde prisen for bedste danske kortfilm, når der var så mange andre spændende kandidater at vælge imellem?
Jeg kan nævne film som Nicolaj Kopernikus’ Stenofonen, der lader Jesper Christensen huske de korte øjeblikke i sin barndom, der smadrede alle hans forventninger til livet og skabte en taber. En rystende og smertelig, men desværre for mig også en genkendelig oplevelse.
Eller Emilie Fabricius Hackes meget smukke og livsbekræftende En svale gør ingen sommer. Den fortæller om en ung kvindes besøg hos sin elskede mormor, der måske havde ønsket sig mere af livet end det, hun fik. De forholdsvis ukendte skuespillere er fremragende. Instruktøren er autodidakt, men har fået hjælp af sine mange venner. Jeg venter mig meget af Emilie Fabricius Hacke i de kommende år.
Erfarne danske Oscar-vindere
Af andre danske film må også nævnes Svend Coldings beske familiedrama It’s so Charming, Klaus Hjulers tankevækkende film fra 2. verdenskrig, Enemy Blood, Casper Balslevs beskrivelse af en desillusioneret fodboldspiller i The Soccerplayer, Louise Hyllands spøjse roadmovie Revolution of Love, hvor to selvdestruktive outsidere mødes og i stedet for at smadre/dræbe en eller anden finder sammen, og Martin Strange-Hansens gribende On my Mind, hvor en meget stædig mand insisterer på at få spillet et bestemt stykke musik på en cafes jukeboks nu.
Anders Walters Natsværmer indfriede derimod forventningerne
Instruktøren modtog i 2002 en Oscar for kortfilmen Der er en yndig mand. Jeg var sikker på, at denne film ville modtage en pris, men jeg tog altså som så mange andre fejl.
Anders Walters Natsværmer indfriede derimod forventningerne. Den fortæller om en ung mands kamp mod sin fordrukne far, der føler han spilder sin tid med at studere biologi, når han er født til at blive en national vinder som racerkører. Filmen er flot og gribende og vandt både Publikumsprisen og Ungdomsjuryens pris.
Anders Walter har for længst vist sit værd ved tidligere at vinde flere gange i Odense. I 2013 blev hans vinderfilm Helium sendt videre til Hollywood, hvor den endte med at vinde en Oscar.
Animationsfilmene tegner mindre godt
Animationskonkurrencens film var en skuffelse, for netop her plejer OFF at stå stærkt. Den russiske Anna, Cat-and-Mouse af Varya Yokovleva var visuelt spændende, men noget uklar i fortællingen.
Jeg var rigtig glad for franske Bastien Duboiss film Souvenir Souvenir, der fortæller en vedkommende historie om filminstruktøren, der med alle midler forsøger at få sin morfar til at fortælle om sine oplevelser fra krigen i Algeriet. Måske var det ikke noget særligt – bare antilopejagt og gode kammerater? På dødslejet ser den gamle hærgede mand ud på os, for han ser også noget andet – et grufuldt minde.
Inspireret af Carsten Jensens bog Vi de druknede har han lavet en usædvanlig flot film med en helt ny selvopfunden animationsmetode
Den danske filmskolefilm Buff Cops, der bruger flere forskellige animationsmetoder og undersøger, hvad der egentlig sker med superhelte, når de går af mode, var sjov og tankevækkende.
Anna Rueskov Schleichers fine film Nomads lader os følge en kvinde og en dromedar på deres sidste rejse gennem en øde ørken mod verdens undergang.
Efter Carsten Jensen
En tredje væsentlig dansk film var The Drowned af Luc Perez, der er uddannet ved Kunstakademiet i Lyon og dansk gift. Inspireret af Carsten Jensens bog Vi de druknede har han lavet en usædvanlig flot film med en helt ny selvopfunden animationsmetode. Han fortæller i stærke billeder om situationen under 1. verdenskrig, hvor mange sømænd fra Marstal omkom på trods af, at Danmark var neutralt.
Juryen kunne desværre ikke se, hvad jeg så i filmen, og gav den største animationspris (Børge Ring Award) til svenske Carolina Sandviks morbide og noget uforståelige dukkefilm The Expected. En kvinde dør i sit badekar. Manden tømmer vandet ud af guldfiskeakvariet og fylder det med blod. Noget tyder på, at han også tømmer indholdet ud af hende – og måske spiser fiskene. Filmen vil med denne pris kunne deltage i næste års Oscarkonkurrence.
I mange år vrimlede det med berømte animationsinstruktører fra Østeuropa, der, hvis man bevilligede dem udrejsetilladelse, også fik alt betalt. De fleste af disse forsvandt får år senere, da landenes økonomi og politik ændredes.
Endelig på tredjedagen kom den film, som både jeg og juryen kunne prise, den franske gyser You are dead Helen
Odense var også et meget populært mødested for de mange begavede danske animatorer som f.eks. Børge Ring, Tegnedrengene og Jannik Hastrup. De afholdt workshops for den fynske ungdom, spillede jazz og drak meget øl. Det var tider.
Succes, men …
Jeg har lige siden planlagt arbejde og ferier, så jeg altid kunne komme til Odense i slutningen af august og møde alverdens spændende kortfilmskunstnere. Stemningen var skam også god i år, og vi mødtes til mange receptioner. Men …
Efterhånden som dagene gik, blev jeg mere og mere bekymret for festivalens standard. Der var i år tydeligvis ikke nær så mange gode film som i 2020. Måske havde corona-restriktionerne været for vanskelige at tackle for filmproduktionerne?
Endelig på tredjedagen kom den film, som både jeg og juryen kunne prise, den franske gyser You are dead Helen. OFF’s motto har i årevis været “expect the unexpected”, og historien i You are dead Helen er sandelig unexpected.
Horror-Helen overrasker
Franske Michel Blanchart har instrueret denne absurde kærlighedsfortælling om afdøde Helen, der ikke vil slippe sin ekskæreste og konstant blander sig i hans liv. Hun anklager ham for at negligere hende, mens han kører i bus, hvor han bliver helt til grin, når han højlydt forsvarer sig.
Vi kan se dem begge, mens alle andre kun ser ham, der går og taler med sig selv. Det er en både morsom og sørgelig film, for han holder fortsat af hende. Da han prøver at komme videre med sit liv, eksploderer dramaet, og filmen bliver blodig.
Filmen blev tildelt Artist-prisen med ordene: ”The Winner of this year’s Artist Award should be commended for its innovative and surprising use of the horror genre and for using it to tell a both funny and moving story”. For mig vil netop denne film blive stående i min erindring som repræsenterende OFF21.
Brudens bedstemor
Der var mange spændende film i OFF-konkurrencen, som nævnt fra 26 forskellige lande. Den mest eksotiske var nok Al-Sit fra Sudan. Her kommer en velhavende mand fra Doha til sine forfædres landsby for at finde en ung brud, men kommer på tværs af byens kloge matriark Al-Sit, der er vant til altid at bestemme.
Den nuværende flygtningesituation behandles i flere film f.eks. den australske Ayaan
Pludselig spille hans mange penge ingen rolle, og brudens forældre må skuffede se deres livs chance forsvinde. Den potentielle brud er imidlertid mindst lige så speget som sin bedstemor, der får en ubehagelig overraskelse.
Kinas bidrag, Wild Seed af Sunyin Zhang foregår I 1980’erne. En gravid kvinde med små piger flygter fra myndighederne med sin mand langt op i bjergene, hvor hun gemmer sig i en hule, fast besluttet på at få en søn. I dag er hun en heltinde. Det ville hun nok ikke have været, hvis filmen var bare 10 år ældre, hvor Kina førte en etbarnspolitik.
Flygtninge og dødszoner
Den nuværende flygtningesituation behandles i flere film f.eks. den australske Ayaan af Alies Sluiter. En somalisk kvinde strander på en øde strand. Hun er alene, skilt fra sine slægtninge. Hun samles op i en Landrover af en venlig mand, der ser anderledes på tingene, end de effektive grænsebetjente.
Den danske Drømme om flugt af Alexander Rahnami Mannaloest fortæller om en far og hans søn, der prøver at komme ind i Danmark og væk fra de primitive fængsler, man har anbragt dem i. Filmen foregår i en nær fremtid, hvor regler og principper er endnu mere umenneskelige end i dag.
Klick af tyske Luis Schubart har måske også noget at gøre med de nye tider, hvor flygtninge skal stoppes for enhver pris. Tre skolepiger på udflugt forvilder sig ind bag et hegn, hvor de ikke burde være. En lyd stopper den ene af dem. Hun har fattet situationen, for hun har slægtninge i Ukraine, så hun har – stiv af skræk – trods af alt en løsning.
Vi sidder pludselig med livet i hænderne og følger udviklingen. En uforglemmelig og intens oplevelse – og god at blive klog af, hvis man en dag skulle være så uheldig, f.eks. som turist i Cambodia, at være nær et minefelt.
Riz Ahmed er en fremragende skuespiller, som vi for nylig har set det i spillefilmen The Sound of Metal
Corona problemerne er kun nævnt i et par film, sjovest i den meget charmerende italienske 2020 March 27 af Alessandro Hober.
Vi møder en ældre mand, der har været isoleret I sin lejlighed længe og nu er svært liderlig. Han ringer rundt til adskillige veninder, men ingen tør eller har lyst til at begive sig ud endsige møde ham. Fortvivlet tænder han for fjernsynet og oplever, at Paven netop er i gang med at tale til folket. Han fascineres og overvældes i en grad, så tårerne løber frit.
H.C. Andersen prisen
H.C. Andersen prisen, OFF21’s største pris, blev tildelt Amail Karias for The Long Goodbye med musikeren/rapperen Riz Ahmed fra Storbritannien. Han spiller sig selv som engelskfødt pakistaner, der i den grad føler racismen og fremmedgørelsen fra sine engelske naboer, der råbende samler sig ved hans hus og beder ham skride hjem.
Rasende forsvarer han sig med bl.a. disse ord: “I am feeling rejected by Britain, but I am fucking British. I am Britain”. Det er en voldsom og fængende film, der på sin vis kommenterer/udstiller det fremmedhad, der ikke bare i Storbritannien, men i hele verden spreder sig som en virus.
Riz Ahmed er en fremragende skuespiller, som vi for nylig har set det i spillefilmen The Sound of Metal. Filmen blev samtidigt nomineret til at deltage i den kommende europæiske filmfestival.
Op på sæbekassen
For et par år siden kom konkurrenceprogrammet DOC til. Det er som de andre Oscar-kvalificerende. Førsteprisen gik til Holland for A view from above af Dylan Werkman, Filmen sendes videre til Hollywood.
Andenprisen, The Soapbox Award, gik til Three Songs for Benazir af Elizabeth og Guliatan Mirzael fra Afghanistan. I disse dage, hvor Taliban har overtaget magten i Afghanistan, er netop denne film, der fortæller om et ungt pars svære tilværelse i en flygtningelejr for internt fordrevne i Kabul, den rette til at opfylde prisens betingelser: “Prisen vil gå til den dokumentarfilm, der gør bedst brug af platformen til at have en meningsfuld indflydelse på samfundet”.
Via kortfilm fra fjerne egne og kulturer får vi en mulighed for at blive klogere og måske også mere forstående og tolerante overfor mennesker med andre religioner og livsværdier
I DOC-programmet var jeg meget begejstret for The Peepul Tree, der foregår i en storby i Indien, hvor myndighederne finder det nødvendigt at fjerne et enormt træ midt i byen. Om kort tid vil der strømme tusinder af pilgrimme til en hindufestival i regionen, og træet fylder næsten hele vejen.
Da det smukke træ også er en hindu-helligdom, er situationen noget pinlig for byens borgmester, der har valgt at retfærdiggøre fældningen ved kun at ansætte muslimske arbejdere.
Den schweiziske instruktør, Sonja Feldmeier, har dygtigt instrueret den fascinerende film, der grundigt skildrer det imponerende arbejde, der udføres samtidigt med, at byens normale trafik af biler, trækvogne og fodgængere udfolder sig.
Man må nyde de mange træhuggeres kløgt og samarbejde. De har alle helt tjek på, hvor tyngdekraften vil lade de enorme stammer falde uden at ramme de mange forbipasserende. Samtidig kan undre sig over, at man ustraffet kan tillade sig at bøje religiøse regler efter forgodtbefindende.
Hele verden i en festival
Verden er stor og uendeligt mystisk. Via kortfilm fra fjerne egne og kulturer får vi en mulighed for at blive klogere og måske også mere forstående og tolerante overfor mennesker med andre religioner og livsværdier.
OFF’s kortfilm har gennem årene både overrasket, glædet og moret mig. Odense Film Festival er en uvurderlig gave, og der er al mulig grund til at hylde Birgitte Weinberger og hendes mere end 100 frivillige for deres unikke arbejde med at kæmpe med bureaukrati og karantæneregler, så der år efter år kan være en festival i Odense med Fyns sødeste piger og verdens mest spændende film.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
