REPORTAGE – Igen i år var den flittige Karen Hammer at finde i Odense til kortfilmsfestival. Det er fortsat en fremragende festival, godt hjulpet på vej af venlige frivillige og et enormt udvalg af spændende kortfilm fra hele verden, skriver hun og fremhæver sine favoritter.
Midt i 198o’erne stod filminstruktørerne Jørgen Roos og Astrid Henning Jensen som festivaldirektører på Danmarks ældste internationale filmfestival.
Astrid Henning Jensen savnede desværre forståelse for animationsfilmenes fortryllende verden og skar lidt efter lidt ned på antallet af disse. Derved forhindrede hun Romana Burianova Svenssons vidunderlige eventyrfilm Skønheden og Dyret i at deltage i 1987.
Netop det år var mit første på festivalen, og da jeg havde berømmet Svenssons film til skyerne i “KLIP”, kæmpede jeg forgæves for at skabe opmærksomhed om denne fejl, som jeg fandt total uforståelig, idet berømte klassiske animatorer som Børge Ring, Tegnedrengene og Jannik Hastrup samtidig afholdt workshops for Odenses ungdom.
Odense filmfestival har gennem alle årene været et modigt og visionært kulturelt projekt, arrangeret og finansieret af Odense Kommune
1989, 1990 og 1991 var spændende år, for nu kunne man via de tilmeldte animationsfilm tydeligt følge udviklingen i Østeuropa. Den kommunistiske verden faldt sammen og med den de berømte statstøttede produktionsselskaber i Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Estland og Bulgarien.
Der var under kommunismen en stærk filmcensur; havde man ikke den korrekte politiske attitude, blev ens film ikke lavet, men kom man igennem flaskehalsen, fik filmen 100 procent støtte, og man fik sine rejseudgifter til europæiske festivaler betalt.
I de sidste år under kommunismen deltog mange utroligt spændende animationsfilm i Odense filmfestivalen. Fra Estland deltog instruktøren Avo Pärt, og han oplyste mig om sine vanskeligheder ved at komme gennem censuren. Adskillige af hans film var gennem tiderne blevet stoppet; uden statsstøtte var han nødt til at fifle lidt med sine politiske holdninger, og så prøve igen året efter med den samme film.
Et par år senere var der færre instruktører fra Østeuropa, for nu da censuren stort set var væk, var der ingen statsstøtte og ingen rejsekompensation; man havde ikke længere råd til at lave animationsfilm. I flere lande som for eksempel det tidligere Østtyskland sparede regeringen de fremragende østberlinske animationsstudier væk.
I de år oplevede vi alt for ofte, at den vindende instruktør allerede var rejst hjem, og derfor ikke var til stede under prisoverrækkelsen. I Odense gav kommunen nemlig kun de deltagende instruktører fuld forplejning i tre døgn, og mange havde ikke råd til selv at betale, til festivalen var ovre. Midt i glæden over de nye, friere tider i Europa, fandtes der også megen fortvivlelse.
En af de dejligste filmfestivaler i verden
I år havde Birgitte Weinberger 10-årsjubilæum som festivaldirektør. Ved Kick Off-ceremonien den 27. august priste hun denne utrolige festival, der nu gennem 43 år har været i stand til at præsentere et utal af fantastiske, sprudlende, underlige, provokerende, elskelige og gribende kortfilm fra hele verden og således bragt glæde og kærlighed til Odense.
Festivalen har gennem alle årene været et modigt og visionært kulturelt projekt, arrangeret og finansieret af Odense Kommune. Birgitte Weinberger pointerede, at ”OFF er Danmarks eneste Oscarkvalificerende filmfestival og har gennem de seneste år fået opbygget et stærk brand, med såvel nationalt som internationalt gennemslag. Vi nyder stor opbakning og har en konstant lyst til at udforske og udvikle såvel udtryk som indhold.
Den store verden har fået øje på os. Det ses af antallet af tilmeldte film. Vi har i år modtaget over 2.6oo kortfilm fra over 100 lande. I år bliver der sat ekstra fokus på morgendagens stjerner, da årets kunstneriske profil tegnes af den alternative filmuddannelse Super16” (Super16 er en forening af unge filmskabere med base i Nordisk Films studier i Valby, deres kompetencer udvikles et treårigt forløb. Den har nu fungeret i 10 år og præsenterede sig med et lille program med seks af den nyeste årgangs kortfilm).
Fordi Odense filmfestival er en folkefest med vigtige bidrag fra alverdens lande, og alle forestillingerne er gratis, vrimler det ind med tilskuere, hvilket gør det svært at få en billet; man skal reservere lang tid i forvejen
Som i 2017 oplyste OFF18 os også om de mange forskellige former for filmuddannelser, som i de senere år er myldret frem.
Vi så kortfilm fra Super8, der hører hjemme i Aarhus, fra 18Frames, der er en fynsk filmuddannelse, fra Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, fra The Animation Workshop i Viborg, fra Det Odenseanske Kortfilmsakademi og et par interessante film fra Den Danske Filmskole i København. Der var en uoverskuelig mængde af tilbud; det var svært at vælge…
Fordi Odense filmfestival er en folkefest med vigtige bidrag fra alverdens lande, og alle forestillingerne er gratis, vrimler det ind med tilskuere, hvilket gør det svært at få en billet; man skal reservere lang tid i forvejen – helst allerede inden programmet er trykt og bare kan hentes på hjemmesiden. Hvis man vil se film i Odense, skal man søreme være hurtig på tasterne! Det ved jeg så til næste år.
Takket være det ekstremt venlige personale, som alle arbejder gratis, lykkedes det mig dog at se en større del af de konkurenceprogrammer, jeg havde ønsker om at se. På trods af de mange stressede tilskuere, der kæmpede om at få en plads i de små biografer, var stemningen under OFF18 hjertelig og så fuld af hjælpsomhed og smil, at man aldrig vil kunne glemme, at Odenses filmfestival er en af de dejligste i verden.
Rystende og tankevækkende vinderfilm
”I kunsten skal livet leves”, udtalte Birgitte Weinberger ved festivalen i 2017, ”I kunsten kommunikeres livet på forskellig vis, fra forskellige vinkler med forskellige virkemidler. Som al kunst spejler kortfilm den virkelighed, der omgiver dem. I en kortfilm kan enkelte egnes historie, kultur og åndelige overbevisning træde frem for os uden løftede pegefingre eller politiske slagord.
I en tid, hvor skellene bliver større og afstandene længere, er det vigtigt, at vi træner evnen til at kunne sætte os i hinandens sted og være i stand til at beherske verden fra et andet perspektiv end det, der nu engang er vores. Angsten for det ukendte svinder en smule, hver gang lyset falder på en uudforsket plet. Øjnene vender sig til nye udsigter.”
Disse kloge ord fulgte mig gennem samtlige sete kortfilm siden august 2017 og passede skam også fint til dette års film.
Fra de 12 internationale konkurrenceprogrammer og de syv programmer med danske kortfilm blev jeg nok mest grebet af smerte og vrede under den georgiske film Prisoner of Society instrueret af Rati Tsiteladze, der modtog prisen for bedste dokumentarfilm.
Den begynder med stor jubel i en lille landsby året er 1991. En søn er født, og faderen skyder begejstret sit gevær af i luften. 16 år senere hersker vreden og fortvivlelsen i familien. For den lille dreng har udviklet sig til en transkønnet kvinde ved navn Adelina. Familiens skændsel er enorm, og faderens ære står på spil.
Vi ser den nu 26-årige Adelina bag tremmer uden nogen muligheder for at komme ud af huset. Hun har været spærret inde i 10 år, for i dette traditionelle samfund kan hendes uforståelige kønsændring være direkte livsfarlig for familien og for farens ære.
En anden rystende film var Grand Prix-vinderen Detainment instrueret af irske Vincent Lambe. Historien er baseret på rigtige interviews og vidneudsagn fra sagen om mordet på James Bulger i 1993, hvor to 5-6 årige drenge bortførte og myrdede (for sjov?) den 3-årige James. Filmen følger gennem 30 minutter afhøringerne af de to, der enten intet kan huske eller kaster skylden på hinanden. De to små skuespillere er fremragende.
Den nok mest uhyggelige og tankevækkende film var Fauve instrueret af Jeremy Comte fra Canada. To halvstore drenge leger tagfat på cykel og forvilder sig ud i et gammelt, forladt mineanlæg. De pjatter og skubber hårdt til hinanden. De skal være tough overfor hinanden. Det bløde ler neden for skrænten er som kviksand og trækker langsomt og ubønhørligt den ene dreng ned. Hans ven kan intet gøre — de er helt alene. Han får et lift hjem, men er tavs; det er for sent at sige noget.
Den chilenske film Real af Javier Sanhueza hører også til i afdelingen for barske film: En ung arbejdsløs lyddesigner Kristel har taget imod et lidt suspekt arbejdstilbud i det sydlige Chile. Hun finder selv frem ved at lifte med en lastbil. Da hun står midt i optagelserne, indser hun, at intet arbejde nok ville have været at foretrække.
Endnu et år med krigsfilm
Ved OFF 2017 var der adskillige film om krig og flygtninge, flere af dem var sågar overraskende morsomme som Mare Nostrum af Rana Kazkaz og Anas Khalaf, men dette års hollandske Nightshade af Shady El-Hamus, der handler om en lille dreng, som hjælper sin far en sen aften på en øde landevej, er sandelig ikke morsom.
Far og søn krydser grænsen til Holland med lasten fuld af immigranter, da drengen skal tisse. Og så er det pludselig nødvendigt at handle hurtigt.
Semper Fi fra Norge instrueret af Iain Forbes beretter om to venner, der under en afhøring af krigsfanger deltager i tortur. Da billederne lækkes, og offentligheden graver i sagen, er det ikke helt klart, hvad der er foregået, og hvem der egentlig har foretaget sig hvad.
Den kinesisk-serbiske co-produktion Salvation af Orkenbek Baysenbay foregår i dagene op til krigsudbruddet i 1992. To venner, en bosnier og en serber, får deres venskab knust, da en serbisk ekstremist blander sig og myrder bosnierens far. Filmen foregik i buldermørke, så jeg havde lidt svært ved at forstå, hvad der egentlig skete. Filmen er et af de første eksempler på det nye samarbejde mellem den kinesiske filmindustri og unge europæiske talenter.
Dokumentarfilm og billeder fra udviklingslandene
Fra 2018 har OFF også fået en afdeling med dokumentarfilm. Jeg nåede kun at se ganske få af filmene fra de seks programmer. Mange af dem kunne også ses i de tidligere omtalte internationale og danske serier. Vinderen blev Prisoner of Society, som jeg allerede har berømmet.
Værd at omtale er den italiensk-franske Happy Today, der foregår i Uganda på et hospital, hvor unge Patricia er i lære som jordemoder. Hun tænker på, hvor glad hun er ved sit arbejde, der slet ikke minder om det hårde liv ude i det landsbysamfund, hun kommer fra. Det er fascinerende at se hende uden problemer klare en fødsel.
Jeg var i år ikke alt for betaget af filmene i de fire programmer med animationsfilm
I denne serie finder vi også den smukke og rørende svenske The Promise af Paula Gustafsson. To meget gamle kvinder har levet som et par i 35 år og først giftet sig, da det endelig blev lovligt i Sverige. De har lovet at elske og ære hinanden i medgang og i modgang, men nu kan dette blive svært at holde, for den ene er flyttet på plejehjem – og de savner hinandens nærhed.
Se “The Promise” her på SVT Play
Sidste år var der flere afrikanske filminstruktører fra Kenya, Benin og Congo til stede i Odense; ulandsbeskrivelserne i år var med undtagelse af Astri and Tambulah af Xeph Suarez fra Filippinerne instrueret af europæere.
I Astri and Tambulah er Sama Badjao Filippinernes sejlende sigøjnerfolk. 16-årige Astri og 17-årige Tambulah lever af at sejle rundt og spille og danse traditionel musik for småmønter i udkanten af Zamboanga City. Astri er transkvinde, men ingen generer parret af den grund. Men traditionen kræver et arrangeret ægteskab, hvor Astri mod sin vilje skal være brudgom. Der er meget smukt i deres stille, våde verden.
I den schweiziske Black Line ser vi fiskerne trække deres net gennem flodens forurenede vand en tidlig morgen, mens Muezzinen kalder til bøn i Bangladesh; en fin lille stemningsbeskrivelse.
It’s raining på kun otte min er en glad og fin lille film om lykken ved regn. Fire afrikanske kvinder vågner glade ved regnens trommen på taget og kigger leende ud gennem vinduets tremmer. Jeg kender denne lykkefølelse fra mine mange besøg i Vestafrika, hvor den livsgivende regn alt for ofte er en sjælden gæst. Den italienske instruktør hedder Ciro D’Emilio.
I Irans uhyggelige Limit af Javad Daraei møder vi en tilsyneladende imbecil ung mand, der har brug for hjælp. Lytter man til ham, og følger man ham, er man døden nær. Tænk over, hvem du hjælper.
Skuffende animationsfilm
Jeg var i år ikke alt for betaget af filmene i de fire programmer med animationsfilm. Børge Ring-prisen gik til den franske sort/hvide The Night of The Plastic Bags af Gabriel Harel. Det er en gyser, hvori vores verden er efterhånden hårdt plaget af plastic affald. Det hænger overalt i Afrika i træerne eller blæser henover markerne, så køerne får tarmslyng og dør af at græsse.
De mange havdyr som hvaler og skildpadder kommer til at spise plastik i stedet for føde og dør af sult. Plastic laver store øer i visse havområder, men endnu er det ikke så galt som denne film forudser. En kvinde og hendes musikermand løber hen over en affaldsplads og angribes af de tusindtallige plastikposer. Kvinden havde planlagt at skulle starte en familie og få et barn. Men denne verden er ikke til børn, og snart heller ikke til mennesker. De kvæles og dør.
Måske har juryen ret i, at denne film var den bedste blandt animationsfilmene; jeg giver den nu ikke store chancer i det Oscar-kapløb, som den som vinder vil blive hvirvlet ind i.
“The Night of The Plastic Bags” af Gabriel Harel. Foto: Odense filmfestival
Nok er den anderledes og ubehagelig, men for mig at se kunne man lige så godt have givet Børge Ring-prisen til den charmerende lille dukkefilm Sister fra Kina af Siqi Song om etbarnspolitikkens konsekvenser set fra en 8-årig drengs perspektiv, eller til Sara Koppels farvestrålende, halvpornografiske 1st DAY & NEXT MINUTE, der helt uden blusel skildrer sex og begær, så man næsten hopper i stolen. Kedelig? Det har hun sgu aldrig været.
Ingen af dette års deltagende animationsfilm havde Børge Ring- endsige Oscar-potentiale. Hvor var de henne, alle de dygtige animationsinstruktører, som vi i 2017 kunne glæde os over? Den franske Grandpa Walrus af Lucrèce Andreae, der skildrer en familie i tre generationer, som på en øde strand med høje klitter mindes den afdøde bedstefar og prøver at sprede hans aske, postulerede at handle om familiesammenhold, men virkede fortænkt.
OFF18 var så sprængfyldt med tilbud og oplevelser, at det var for meget af det gode på kun seks dage. Hvis man i Odense har tænkt sig at blive en af Europas mest betydningsfulde festivaler, så må man ofre endnu en uge på sagen
Så var der da lidt mere historie i den danske Home Grown af William Reynish: Verden er gået af lave, og befolkningen er evakueret efter en atomulykke. En ung pige er vendt tilbage til sit barndomshjem for at finde sin forsvundne far. Som i virkelighedens Tjernobyl har naturen overtaget området, der nu i en overdådighed af grønne planter og mængder af vilde dyr er smukkere end nogensinde.
Vagter prøver at advare pigen mod strålingsfarer, men hun har en mission og finder da også sin far om end i en noget ændret skikkelse. Sammen vil de måske kunne glemme fortiden og skabe en ny tilværelse som familie.
Ved festivalens afslutningsfest blev de fem nominerede til næste års Robert Pris i kortfilmskategorien afsløret. De fem nominerede er Delfinen af Laurits Munch-Petersen, Fugle af Trine Nadia, Maja af Marijana Jankovic, November af Kasper Møller Jensen og Næste stop af Daniel Kragh–Jakobsen
Se “Delfinen” her hos Filmmagasinet Ekko
Jeg hepper på Delfinen – en smuk og gribende skildring af en mors sorg og hendes forsøg på at holde et løfte til sin lille søn, nu hvor det næsten er for sent. Hun henter ham hemmeligt på hospitalet og drager forsynet med hans svømmeting ud til vandet.
Nu skal de virkelig have det sjovt – grillpølser på stranden og ud at svømme for at færdiggøre det svømmekursus, han ikke nåede at tage. Far ringer utallige gange, men ingen tager mobilen, og så står politiet der pludselig. Instruktørens medskribent Marianne Andersen og hendes lille søn spiller totalt overbevisende de to hovedroller. En uforglemmelig film for alle mødre.
Næsten for meget af det gode
OFF18 var så sprængfyldt med tilbud og oplevelser, at det var for meget af det gode på kun seks dage. Hvis man i Odense har tænkt sig at blive en af Europas mest betydningsfulde festivaler – og det ser det skam ud til – så må man ofre endnu en uge på sagen.
Biograferne er for små til publikums behov, og selvom man kæmper sig til pladser og konferencer, er det umuligt at nå bare det halve af de mange spændende tilbud. Takket være de mange smilende og utroligt hjælpsomme medhjælpere, så fungerer det trods alt forbløffende fint.
Så jeg klager ikke – jeg elsker Odense filmfestival, som jeg vel har deltaget i omkring 17 gange; intet steds i Danmark træffer man så mange flinke og smilende mennesker. Tusind tak skal I have alle sammen.
I år blev 111 kortfilm udvalgt til de fire konkurrenceprogrammer; de kom fra 35 forskellige lande. I år var der desværre ingen film fra Afrika. Fra tredjeverdenslande deltog Kina, Taiwan, Filippinerne, Iran, Tyrkiet og Brasilien; det skulle gerne blive bedre for fremtiden.
Endelig må jeg nævne en af mine absolut favoritfilm og også en af de mest overraskende: Canadiske Marc-Antoine Lemire har med Pre-Drink skabt den smukkeste og fineste lille kærlighedsfilm. To bedstevenner tager sig et par drinks, inden de går ud. De ender med at blive hjemme i stedet. Alexe er en ung transkvinde, og Carl er en homosexuel mand. De har kendt hinanden altid og kender alle hinandens hemmeligheder. De har haft sex med de samme mænd, men aldrig med hinanden – før nu.
Dette års Odense filmfestival fandt sted den 27. august til søndag den 2. september
Topillustration: Odense filmfestival
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og