FILM // ANMELDELSE – Køln 75 handler om den unge, tyske koncertarrangør, Vera Brandes, der på trods af alder, modgang og besværligheder arrangerede en af jazz- og pladehistoriens kendteste koncerter, nemlig pianisten Keith Jarrett’s improviserede solooptræden i Operahuset i Køln i 1975. Der er diversitet men ikke meget impro-jazz over filmen, hvilket der jo sikkert er mange, der vil sætte pris på.
Jeg er nødt til at nævne det allerede nu, så det er også en advarsel og en slags spoiler alert: Man kommer aldrig til at høre noget af musikken fra den koncert, hvis optakt filmen Køln 75 handler om. Da koncerten begynder i slutningen af filmen, spilles der i stedet et Bee Gees-nummer på lydsiden – ”To Love Somebody”, fortolket af Nina Simone – og jeg sad og spekulerede som en gal på, hvad den bagvedliggende mening kunne være med det. Hvorfor i alverden laver man en film om en koncert uden at give os en fornemmelse for det musikalske klimaks?
Man skal kigge langt efter elegante nuancer og tvetydige scener
Filmen starter ganske vist med at fortælle os, at det ikke er en film om koncerten, men om stilladset. Om alt det, der foregik uden om koncerten – og især tildragelserne mod den unge tysker, Vera Brandes, der altså er en virkelig person, og som først og fremmest spilles af Mala Emde i den unge udgave.
Fars største skuffelse
Filmen starter ved Vera Brandes 50-års fødselsdag (her gestaltet af Susanne Wolff), hvor hendes tandlægefar ankommer og holder en tale og siger, at hun er hans livs største skuffelse. Så kender vi præmissen for filmen, når vi springer tilbage i tiden til den 16-årige Vera, der udviser rebelskhed og foretagsomhed i en lidt irriterende og lidt for skematisk fremstillet dramatisering. Hun møder hurtigt den engelske musiker Ronnie Scott, der af en eller anden grund hyrer hende til at arrangere en tysk koncertrække.
Hun må bruge sin fars klinik som kontor, som jo er et skægt islæt, men en meget bogstavelig tilgang til mange scener overdøver de på papiret sjove ideer. For eksempel skal hendes første opringninger til koncertsteder ses i så mange tempi, at jeg trættes, og det bliver også alt for overtydeligt, når hun står i faderens tandlægeklinik om aftenen og kigger beskæmmet rundt. Og sådan er det med de fleste scener i den første times tid, når filmen skal berette om Veras liv, venner og omgivelser. Man skal kigge langt efter elegante nuancer og tvetydige scener.
På et tidspunkt oplever hun pianisten Keith Jarrett live i Berlin, og da hun nu på trods af sine 18 år faktisk arrangerer koncerter med jazzmusikere, beslutter hun, at hun vil arrangere en koncert med ham i Kølns operahus. Hun skal lægge 10.000 D-mark for at få lov, og efter flere skærmydsler med sin temmelig anstrengende far får hun til sidst pengene hemmeligt af sin mor, der betinger sig, at hvis det bliver en fiasko, så skal hun læse til tandlæge som andre ordentlige mennesker. Så er præmissen helt klar.
Musikundervisning
Men vi bliver faktisk undervejs afbrudt af lidt undervisning, idet en musikjournalist – spillet af Michael Chernus – taler direkte til os. Det sker flere gange i løbet af filmen med små musik- og jazzskoletimer, og det som virkede enormt friskt i begyndelsen og som et kærkomment afbræk fra den lige lovligt manus-regelrette fiktionalisering af Veras liv, ender med ikke helt at blive doseret rigtigt. Er der for lidt eller for meget af det?
Men vi får faktisk lidt at vide – eller får lov til at opleve – hvilken tilgang Jarrett har til musikken
Jeg hælder til det første, for jeg holder meget af det, som man i min første studietid kaldte for faktion, hvor man blander de forskellige virkemidler fra henholdsvis fiktion og fakta. Det kan nemlig få seeren til at lave nogle fortolkningsmæssige forbindelser, som enten den rene fiktion eller den rene fakta ikke nødvendigvis kan fremtrylle.
Så jeg giver absolut point for idéen, men det er som om, at det ikke bliver jazzet nok. Blandt andet fordi Veras historie er kogt ned til et drama med et manus på skoleniveau og derfor ikke giver modvægt til musikken.
Men vi får faktisk lidt at vide – eller får lov til at opleve – hvilken tilgang Jarrett har til musikken. For cirka halvvejs er der en lang sekvens med musikjournalistens delvist fiktive møde med Jarrett (John Magaro) og hans manager Manfred Eicher (Alexander Scheer), der senere udgiver koncerten. Det er tæt på at være det mest interessante i filmen – i hvert fald hvis man er musikinteresseret.
Hellere jazz end tandlæge
Veras kamp for at undgå en skæbne værre end døden: at blive tandlæge – i manusteorien hendes såkaldte need og filmens egentlige motor udover koncertens succes, der er hendes want – forstørrer på den ene side betydningen af koncerten, men formindsker betydningen af selve musikken. Det er dramaturgisk korrekt, men kreativt forkert i mine øjne.
Men det blev til en nødvendighed, da det viste sig, at filmfolkene ikke kunne få musikrettighederne fra Keith Jarrett og pladeselskabet ECM, og at de i øvrigt ikke ville bidrage med noget derudover. Det lærte jeg først bagefter, og jeg har inden deadline ikke kunnet finde ud af, hvad eller hvem det egentlig er, man hører, når vi og Vera for eksempel ser Jarrett spille i Berlin i filmen.
Men Jarrett selv er ikke ret vild med The Köln Concert, som albummet hedder, og det, som er filmens (anti-)klimaks. Og det selvom det skulle være verdens bedst sælgende solopianoalbum på trods af, at det er ren improvisation uden kendte melodier.
Jeg har naturligvis lyttet til min dobbelt-lp undervejs i skrivningen, og den har jo både lidt tomgang og irriterende gentagelser af fraser men også inspirerede passager med rytmisk og melodisk schwung og skønhed. Lidt lige som filmen, faktisk, som dog i mine øjne – og ører – ikke når op på Jarretts niveau til koncerten.
På den anden side har filmen heldigvis i enkelte scener et lille glimt i øjet. Så den er noget helt andet, og alt i alt er det nok bedst at anskue filmen som en kulørt, tysk Coming-of-Age-Film og ikke som en musikfilm.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og