SAMFUND // KOMMENTAR – Pludselig blev der stille. Helt, helt stille. Flere tusind mennesker stod stille og sagde ikke et ord i fem minutter. Iben Sønderup deltog lørdag som pårørende i demonstrationen #NoWords foran den amerikanske ambassade: ”Vi tænkte på alle dem, der mistede livet derude. Dem, der kom hjem i kister. Bisættelserne, hvor det store Dannebrog dækkede kisten. Hver families sorg.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kulden isnede ind til knoglerne, da vi gik over broen til Kastellet i København. Vi gik tæt, og alle havde klædt sig i deres varmeste tøj. Alligevel frøs vi i den frygtelige kulde. Folk var rolige, men stemningen var ladet. Hvor mange ville vi blive? Ville der ske noget? Ville det trigge vores følelser? Ville vi være påvirkede i flere dage efter?
Sammen med tusindvis af andre veteraner og pårørende var jeg draget til hovedstaden lørdag den 31. januar for at deltage i demonstrationen #NoWords. Tidligt lørdag morgen stod jeg op, mens det endnu var mørkt, og tog ud til Veteranhjem Aarhus for at hoppe på Danmarks Veteraners bus sammen med 50 andre pårørende og veteraner.
Der er mange familier, der har manglet støtte. Mange børn, der har savnet, og hustruer, kærester og forældre, der har gået i frygt, mens soldaten var udsendt
USA’s præsident Donald Trump havde som bekendt nedgjort vores soldaters arbejde i Afghanistan. Arbejde, som de havde gennemført side om side med amerikanerne og andre nationer fra koalitionen, på fuldstændig lige vilkår. Arbejde, som alene i Afghanistan medførte tabet af 44 danske soldater. 44 menneskeliv. Samtidig var præsidentens hån også en nedgørelse og ringeagtelse af de ofre, vi som pårørende har bragt.
Man kan politisk diskutere krige og deres berettigelse. Men man skal ikke anfægte og nedgøre vores soldaters arbejde. De har valgt et fag, hvor de sætter deres eget liv ind i kampen for Danmarks og de andre Nato-landes sikkerhed. Og dermed verdensfreden. Når Danmark, FN og Nato kalder, så stiller de op. Uden at tøve. Det gælder i øvrigt også politifolk, sundhedspersonale, feltpræster og andre, der udsendes til militære forposter i verdens brændpunkter.
Og vi pårørende, vi klarer alt det derhjemme, mens de er væk. Børn, der savner. Forældre, der frygter. Søskende, der er bekymrede. Venner, der følger med i hver eneste lille nyhed fra fronten. Vores egen frygt og bekymring. Og det er også os, ægtefæller, kærester, børn, søskende og forældre, der tager imod de udsendte, når de kommer hjem. Vi står klar, uanset hvilken tilstand de kommer hjem i. Levende eller døde. Hele eller skadede.
Vi var alle meget berørte
Da vi kom over broen og ind på Kastellet, strømmede folk hen mod mindesmærket: den grå mur med inskriptionen ”En tid, et sted, et menneske”. Ved siden af inskriptionen er der et ottekantet hul, hvor der brænder en vågeild, en evig flamme. Mindesmærket hedder Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948.
Jeg så Martin Lidegaard stille sig op på en sten og optage en selfievideo med sin telefon, hvor han påpegede vores soldaters vigtige arbejde.
Vi var tre pårørende, der fulgtes ad. Vi gik ind mellem folk for at komme tættere på. Der var mange faner fra forskellige soldater og veteranorganisationer. Og der var grønlandske flag. Der var også amerikanere med i demonstrationen. Vi så en, der gik med et stort skilt, hvorpå der stod ”This American stands with Denmark”.
Formanden for Danmarks Veteraner, Carsten Rasmussen, holdt en stærk tale, der satte ord på de følelser, vi har i disse dage. Vi var alle meget berørte. Så gik processionen af sted. Fanerne forrest sammen med dem, der bar det store røde banner med ordene #NoWords. Derefter de pårørende til de soldater, vi har mistet i Afghanistan og Irak, med flag, hvorpå deres navne var broderet.
Balkan
Mine tre voksne børns far er Balkanveteran, udsendt i 1992 med UNPROFOR, United Nations Protection Force. Jeg er stolt af det arbejde, han gjorde dernede. Han var bl.a. med til at køre en stor gruppe flygtninge i sikkerhed til en Røde Kors-lejr under heftig beskydning fra flygtningenes fjender.
Men stadig i dag møder jeg mennesker, der tror, at Balkankrigen var ”a walk in the park”. ”De kom jo ikke i rigtig krig dernede, gjorde de? Var det ikke ligesom på Cypern?” Det spørgsmål fik jeg, til min store overraskelse, i weekenden, lige efter demonstrationen.
Nej, Balkankrigen var ikke ligesom missionen på Cypern. Jo, de var i rigtig krig dernede.
Vores soldater, udsendt som såkaldte ”fredsbevarende styrker” under FN, blev beskudt, fanget i krydsild mellem kæmpende grupper, og nogle blev dræbt. De så forfærdelige ting: Børn, der blev slået ihjel, voksne, der var blevet slået ihjel på uhyggelige måder, og de måtte se på, at lokale befolkningsgrupper dræbte hinanden, uden at kunne gøre noget, uden at have lov til at gribe ind, på grund af et latterligt upassende FN-mandat.
Der gik mange år, før man i det politiske system og i Forsvaret indså, at man havde svigtet en stor gruppe veteraner. Og deres familier
I dag er Balkanveteranerne den gruppe af tidligere soldater, hvor selvmordsraten er højest. Det skyldes sandsynligvis, at mange af dem lider af såkaldt moralske skader, og at Danmark ikke var klar til at tage imod soldaterne, da de kom hjem.
De blev bare stillet op på en række, og så blev der sagt: ”Hvis nogen har brug for psykologhjælp, så træd frem!” Så var opgaven fuldført. Man havde tilbudt hjælp. Derefter hørte soldaterne og deres familier ikke et ord.
Der gik mange år, før man i det politiske system og i Forsvaret indså, at man havde svigtet en stor gruppe veteraner. Og deres familier. 15 år gik der fra hjemkomsten, til der kom et brev til soldaten med nyt tilbud om psykologhjælp. Femten. År. Der var ikke et ord om tilbud til de pårørende.
Fællesskabet føltes stærkt og godt
I langsomt tempo gik vi mod udgangen på Kastellet. Indimellem stod vi helt stille. Den iskolde østenvind gik til marv og ben. Vi kom over broen og ind i parken. Vi snakkede om, at det var dejligt, at så mange mennesker var mødt frem for at støtte denne sag. Vi fortalte hinanden om vores familiemedlemmer, der havde været udsendt. Vi var sammen. Fællesskabet føltes stærkt og godt.
I værdig ro gik processionen gennem gaderne, hen over Østerport Station. Himlen var blå med lette slørskyer og en bleg sol. Iskrystallerne fra den bidende vind knasede i skoene. Benene og fødderne var følelsesløse. Betjente fra Københavns Politis Rytterisektion sad klar på deres heste. Der var politibiler stillet op på strategiske steder. Vi blev passet godt på.
Foran USA’s ambassade gjorde fanerne holdt. Vi stoppede op og så os tilbage. Der var mennesker i procession, så langt øjet rakte. Tusindvis. Foran ambassaden var der opstillet hegn. Bag hegnene gik journalister og kamerafolk fra alverdens medier frem og tilbage og filmede optoget. Nogle af veteranerne og de pårørende gav interviews til medierne.
Helt, helt stille
Pludselig blev der stille. Helt, helt stille. Flere tusind mennesker stod stille og sagde ikke et ord i fem minutter. Fanerne blafrede i vinden. Stilhed. Vi kiggede op mod det amerikanske flag, der vajede på toppen af ambassaden. På de mange danske flag, der var sat i blomsterkummerne foran ambassaden. Og vi tænkte på alle dem, der mistede livet derude. Dem, der kom hjem i kister. Bisættelserne, hvor det store Dannebrog dækkede kisten. Hver families sorg.
Der blev holdt ét minuts stilhed for Hæren, ét minut for Flyvevåbnet, ét minut for Søværnet, ét minut for Beredskabsstyrelsen og ét minut for Politiet, herunder også udsendte fra Specialstyrkerne, Hjemmeværnet, Sundhedsvæsenet og civile.
Derefter blev navnene på de faldne læst op, et efter et. Tårerne trillede ned ad kinderne, og sorgen fyldte alle os, der var forsamlet foran ambassaden. Jeg har ikke selv mistet nogen nærtstående i krigene derude. Men jeg har mødt mange pårørende og veteraner, der har mistet. Deres sorg er også min.
Derefter blev navnene på de faldne læst op, et efter et. Tårerne trillede ned ad kinderne, og sorgen fyldte alle os, der var forsamlet foran ambassaden
Jeg har været med på en rejse med Veteranstøtten til det gamle missionsområde i Kroatien. Her fik vi fortidens begivenheder helt tæt på igen. Vi så, hvor krigshærget landet stadig var. Ruiner med bombehuller i tage og mure, side om side med velholdte huse med biler og haver foran. Et underligt, kontrastfyldt syn. Veteranerne kunne sige nummeret på den enkelte type raket ved at bedømme hullerne i husene.
Vi så floden, hvor ligene var kommet drivende under krigen. Vi så lejren, hvor soldaterne havde boet, og hvor de blev opsøgt af rædselsslagne, sårede flygtninge, som de ikke måtte hjælpe. Skolen, hvor en gruppe handicappede mennesker brutalt blev myrdet. Stederne, hvor kompagnierne holdt til. Mange steder inde i gamle bygninger fandt vi graffiti skrevet på dansk.
De lokale var ekstremt fattige. Vi blev anbefalet at give dem vores madpakker fra hotellet, hvis vi ikke selv kunne spise dem. Et sted, langt ude i ingenting, så vi to gamlinge, der sad helt apatiske foran et lillebitte stenhus. På begge sider af huset var der en ruin. Den ene var fyldt med en kæmpe bunke glasskår. En lang række geder gik forbi ude på vejen. Lyden af gedernes klokker klang ensomt mellem bjergene. Det hele virkede trøstesløst, og menneskerne virkede opgivende. Uden fremtid.
Vi gjorde det med ro og værdighed
Foran ambassaden var de fem minutters stilhed forbi. Manifestationen var fuldført. Folk begyndte at røre på sig igen. Der var en stemning af lettelse. Projektet var lykkedes. Vi havde tilkendegivet vores mening. Fået en kæmpe folkelig opbakning til at sige USA’s præsident tydeligt imod, når han påstod, at vores soldaters indsats havde været ubetydelig. Og vi gjorde det med ro og værdighed.
Vi råbte ikke med vrede stemmer. Vi havde ingen larmende højttalere med. Vi havde bare vores faner og flag. Ingen ord kan sige, hvor forkerte, upassende og sårende præsidentens hån var. Ingen ord. Så vi lod tavsheden og stilheden tale.
En nær ven til vores familie blev udsendt til Irak, Afghanistan, Libanon og andre konfliktzoner flere gange. Jeg husker hans fortælling om at sidde i en helikopter, der fløj lavt ind over ørkenen i Irak, på vej ind i det ukendte. Inden han tog afsted, inviterede han os, de nærmeste, på middag. For hvis det nu var sidste gang, vi så ham. Han havde skrevet et afskedsbrev. Det gør alle soldater, inden de bliver udsendt. For hvis nu … Jeg husker hans forfærdelse over de fattige børns forhold i Afghanistan. De stod ved hegnet omkring soldaternes lejr og håbede på, at der blev smidt lidt mad ud til dem, eller en flaske vand. Eller bare en kuglepen.
Folkemængden begyndte langsomt at opløses foran ambassaden. Vi så lokalformanden fra Veteranhjem Aarhus med fanen og gik hen for at følges med ham. Vi var alle meget bevægede over den fine og værdige manifestation. Navnene, der var blevet læst op. Stemningen.
Uanset om vores soldater og veteraner er kommet skadede eller uskadte hjem fra de missioner, de har været udsendt på, så påvirker det både dem og familien
I den bidende kulde fra øst satte vi kursen mod Kastellet og begyndte at gå tilbage. Vinden bed i kinderne og trak vand i øjnene. Tilbage på Kastellet kom jeg forbi mindesmærket, Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948. Her stod jeg stille i respekt og dybe tanker.
Uanset om vores soldater og veteraner er kommet skadede eller uskadte hjem fra de missioner, de har været udsendt på, så påvirker det både dem og familien. For hver veteran er der mindst otte af de nærmeste, som er påvirket af soldatens udsendelse, på den ene eller anden måde.
Og det nytter ikke noget, at man siger til os: ”Jamen, de valgte jo selv at tage af sted.” Ja, det kan godt være. Men Danmark har brug for et forsvar. Og heldigvis vælger nogle at tage opgaven på sig. Vi pårørende, vi kan ikke gøre andet end at bakke op. Og det gør vi så. Uden at beklage os. Vi har sagt farvel til familie og venner igen og igen, fordi de tog ud for at arbejde for verdens sikkerhed.
Men der er mange familier, der har manglet støtte. Mange børn, der har savnet, og hustruer, kærester og forældre, der har gået i frygt, mens soldaten var udsendt. Og som derfor nu står tilbage med udfordringer. Mange, mange pårørende, som kæmper hver dag. For at få familien til at hænge sammen. Hjælpe deres soldat eller veteran. Hjælpe deres børn. De kæmper en tavs kamp.
De senere år er man begyndt at nævne os pårørende i talerne til Flagdagen for Danmarks Udsendte den 5. september. ”Vi skal anerkende og respektere vores veteraner og deres pårørende.” Talerne har lært, at vi pårørende skal nævnes, så vi ikke føler os overset. Men de ved som regel ikke, hvilken kamp mange af os kæmper. For de fleste pårørende har ikke kræfter til at råbe op. Og de siger heller ikke noget af loyalitet over for deres veteran. Ikke et ord.
Flagene med de faldnes navne bliver stående foran USA’s ambassade indtil torsdag den 5. februar.
Læs også Annegrethe Rasmussens analyse “Trump siger, at han vil “overtage kontrollen med midtvejsvalget” – men kan han det?”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og