TRO & EKSISTENS // PODCAST & INTERVIEW – Hun har gjort karriere som så mange andre kvinder, der er vokset op i Velfærdsdanmark, men har valgt en sjælden vej, som kun kvinder kan vælge. Hun er nonne. Søster Christiane fra Nordsjælland er priorinde i et tysk kloster og kan lære fra sig om at stå ved sig selv. Hvem vil ikke gerne være bedre til det? Men hvorfor rode Gud ind i det hver eneste dag? Og hvad kan vi andre lære af det i en tid med Coronastress og uro? Søster Christiane har et bud.
”I Danmark var det meget upassende at være troende,” erindrer Søster Christiane, men så længe, hun kan huske, har hun vidst, at hun ville være nonne. Ikke at hendes forældre var særligt troende, eller at der i hendes liv på anden vis var guddommelig inspiration. Eller måske var der?
Som barn havde hun ikke nogen kontakt med klosterverden, hun blev konfirmereret som alle andre, men blev mere og mere overbevist, blev novice, ville videre, kom til Tyskland, til Bayern, og var pludselig en af mange.
”Det var bare et fuldstændigt andet sted at stå. At være nonne var accepteret.”
Udefra set har hun deponeret sin vilje ind i et system, men set fra hendes side er det et valg. Et, hun har truffet selv og stadig træffer
Hun uddannede sig som gymnasielærer og underviste børn fra 11 til 18 år i latin, ”Katholische Religionslehre” og spansk.
”Familierne var vilde med at få deres børn ind på de katolske skoler. Det hører bare med til Bayern, En ægte bayer drikker øl, er godt bygget og katolsk. Det er sådan, det er. Så nu var jeg en del af en majoritet. Der kom aldrig nogen og stak og spurgte, hvad det var, vi troede på eller sådan noget.”
At komme fra Danmark er dog en styrke for troen, mener Søster Christiane. Det kan lyde absurd, det ved hun, men det at være i mindretal har tvunget hende til refleksion.
”Der er en fare ved at være en del af en majoritet, og det er, at man ikke tænker dybt over, hvad man mener og tror. Man gør bare som alle de andre,” konstaterer hun, der nu er priorinde på Kloster Helfta nær Leipzig i det gamle Østtyskland.
Hav tillid
Atter er hun som nonne i massivt mindretal.
”Helt vildt i mindretal. Ikke fordi, kirken var forbudt i DDR, men den kørte med meget, meget lav profil. Så de ved intet om tro. Hvis de er noget hernede, er de for det meste protestanter. Hvis de svarer nej til det, og man spørger, om de måske er katolikker, svarer de også nej. Faktisk siger de fleste: Jeg er ingenting. Og så siger jeg hver gang, at det er ingen. De svarer sådan, fordi de så ikke skal betale kirkeskat, men det gør noget ved dem, tror jeg, at de kalder sig selv ingenting. Man kan ligesom mærke, der mangler noget i dem.”
De fleste mennesker i alle kulturer har altid troet, påpeger hun, på et eller andet. Også før i tiden, også nu, og det, at klostret findes, kan måske sætte tanker i gang, mener hun.
Hun mangler ikke nærkontakt med dem, der siger, de ikke er troende. Klostret driver en lokal børnehave, og Søster Christiane har selv undervist, ligesom klostret har boghandel, hotel og café.
Som nonne er det dog ikke overbevisningsarbejdet, der fylder mest. Det er driften af stedet. Økonomien. Fællesskabet. Bønnerne.
Man er for det meste temmelig blind, når det drejer sig om egne forhold
”Jeg har altid været meget imponeret af det sted i evangeliet, hvor ham, der på tysk hedder ein hauptmann, på dansk er det vel en officer i den romerske hær, kommer til Jesus. Hans tjener er syg, og han siger til Jesus: Det er lige meget, hvad du siger, jeg skal gøre, så gør jeg det. Og Jesus siger bagefter: Så stor en tro har jeg aldrig oplevet før. Tro har meget at gøre med tillid. Det virker selvfølgelig næsten som underkastelse,” erkender Søster Christiane.
Lyt til hele samtalen her:
Lyt til viljen
”Jeg gør det af hengivelse. Det er noget, der hører med til troslivet. Jeg kan ikke bare stille mig op over for Gud og så fortælle ham 1, 2, 3, sådan og sådan skal det være og så videre. Det er ikke sådan, det kører.”
Hun ler.
Hvordan man kan vide, hvad der er Guds vilje, som man så kan hengive sig til, som var man en romersk officer, har hun også svar på.
Det er ikke et let svar, men et, der kan bruges af alle i alle de svære valg, man som menneske står i. Om man tror eller ej.
Udefra set har hun deponeret sin vilje ind i et system, men set fra hendes side er det et valg. Et, hun har truffet selv og stadig træffer. En dialog, hun går ind i med sig selv, Gud og nogle af dem, hun sætter højt.
”Teresa af Ávila (spansk nonne og forfatter, 1515-1582, red.) har sagt noget meget vovet. Hun sagde: Når jeg ved, hvad det er, jeg vil, så ved jeg også, hvad det er, Gud vil,” indleder hun og fortsætter:
”Man skal indimellem lige prøve at holde inde og så høre ind i sig selv. Hvad er det egentlig, jeg vil? Hvad går det her egentlig ud på? Der er mange folk, der for eksempel kører ned i deres arbejde. Nogle gange bliver man lige nødt til at trække bremsen og spørge, hvad er det egentlig, vi vil med det her? Hvad er det, jeg vil? Hvad er det, der er vigtigt for mig?”
Tjek med andre
Søster Christianes erfaring er klar, og hun deler den gerne.
”Jeg er helt sikker på, at Gud taler meget til os. Især, når vi virkelig prøver at høre ind til, hvad er det egentlig det her liv handler om,”
Risikoen er, at det ikke er Gud, man hører, selv om man tror det, men ens egne simple behov for prestige, vedstår hun, og derfor skal der hjælpere til.
Hun kunne da også være gået. Der er ingen tvang og heller ingen angst hos hende for det såkaldt almindelige liv
”Før man fortæller verden alt for meget om, hvad Gud vil med én, så er en god ide lige at tale sammen med en, der har meget erfaring på det område, som man også lige kan få tjekket sig selv. Man er for det meste temmelig blind, når det drejer sig om egne forhold,” konstaterer hun.
Der er endnu en faktor, der kan hjælpe.
”Der er også det, man plejer at kalde tegn. Det er selvfølgelig noget, som folk, der ikke tror, ikke har meget til overs for. Men jeg har oplevet, at folk, som siger, at de ikke har med den kristne tro at gøre, gerne vil stå ved, at når man forfølger et bestemt mål, så er der en tendens til, at der også sker nogle ting, som hjælper til. Det er tegn.”
Vær dig selv
Selv kan hun ikke huske, at hun fik tegn om, at hun skulle være nonne.
”Det var bare sådan, det var. Jeg var klar over, at jeg skulle prøve det, ellers ville jeg aldrig få ro i mit sind. Så der var ikke rigtig nogen grund til at gå ind og tage hele den borgerlige runde med uddannelse og partnere og familie, hvis jeg hele tiden havde den der indre uro. Hvordan ville det have været? Hvordan ville det andet havde været?”
En noget nær rationel beslutning, som hun kunne gøre om, tænkte hun. Hun kunne da også være gået. Der er ingen tvang og heller ingen angst hos hende for det såkaldt almindelige liv. Hvad holder hende i klostret?
Øvelse i taknemmelighed
- Sæt dig med begge hænder i skødet.
- Tag med den ene hånd fat om den anden hånds lillefinger og overvej hvilken lille ting, du kan være taknemmelig for.
- Tag så om din ringfinger og spørg, hvilket menneske kan du være taknemmelig for.
- Tag da om langefingeren og tænk over, hvad du kan være stolt af i dit liv.
- Tag nu om pegefingeren og fundér over, hvilken større sag eller ting du kan være taknemmelig for.
- Til sidst tager du om tommelfingeren og spørger dig selv: Hvad har jeg gjort af godt i mit liv i dag?
Søster Christiane har lånt øvelsen af Mester Eckehart, tysk teolog, 1260-1328.
”Det har meget at gøre med korbønnen. At man bare står op om morgenen til den første fælles korbøn, har dem i løbet af dagen og afslutter dagen med en fælles korbøn. Det giver mit liv en helt anden kvalitet,” beretter hun og taler om en taknemmelighed over at være i live, som hun kan rette et sted hen.
Det er det, bønnen gør muligt.
”For mig er det bedre bare at leve med troen, uden at man skal tænke så meget. Man skal bare bede. Man skal bare være lidt sammen med Gud. Man behøver ikke at fortælle ham en hel masse eller gøre en hel masse. Det er bare dejligt at være sammen med ham.”
Hun tier lidt. Ler. Overvejer svaret på spørgsmålet om hvorfor.
”Det er ikke helt nemt at svare på. Jeg kunne måske sige det på den måde, at det giver en fornemmelse af i meget høj grad at være meget sig selv. Ikke at være ”fremmed bestemt”, som man siger på tysk. Ikke at være opfyldt af alt muligt, som egentlig ikke er en selv. Det er at mærke, at man er meget i harmoni med at være, som man skal være overfor Gud.”
Gå i kloster
At træde ind i klostret er ingen flugt.
”Hvad skulle jeg flygte fra,” spørger hun og taler videre om, at der er ”masser af virkelighed i klostret”, hvor man ikke bare ”har det fredeligt og roligt og beder hele tiden,” men meningen er der. Rammen om livet.
”Hver gang, jeg har spekuleret på, hvordan livet skulle være, hvis jeg skulle leve ude i verden, endte det altid med, at jeg skulle faktisk have et liv som lignede klosterlivet meget, og så kunne jeg lige så godt blive, hvor jeg var.”
Fem bud til ro
Hav tillid
Lyt til viljen
Tjek med andre
Vær dig selv
Gå i kloster
Ikke at have fået børn er indimellem et savn. Hun har haft med mange børn at gøre, har fulgt dem i mange år, men det med at have voksne børn, hvis liv hun nu kunne følge med i, ville hun gerne have prøvet. Men valget er truffet. Mere end en gang.
Hun har villet sikre sig, at hun kan få rammet sin taknemmelighed ind hver eneste dag. Noget, hun opfordrer alle til at prøve.
”Det kan være svært at få gjort alene, men prøv da at tage i kloster et stykke tid,” foreslår hun.
Men jeg tror, mange kunne have glæde af at gå i kloster. Bare et kort stykke tid
Klostret giver og kræver plads til at meditere, til at tænke sig om, til at fordybe sig og sætte sit liv i relation til noget, der er større end den næste månedsløn.
”Vi tilbyder en bestemt ramme, hvor folk kan komme og lige prøve at få trukket de der bremser og bare lytte ind i sig selv,” sammenfatter hun og foreslår at komme afsted ”måske bare en uge”.
”Det er ikke det samme som at være nonne. Det er ikke det, jeg foreslår andre at blive. Men jeg tror, mange kunne have glæde af at gå i kloster. Bare et kort stykke tid,” siger Søster Christiane, Kloster Helfta.
Søster Christiane
Født 1965.
- Novice på landets eneste cistercienserindekloster, Maria Hjerte Abbedi på Sostrup Slot ved Grenå.
- Inden det lukker i 2014, er hun taget videre til Kloster Seligenthal i Bayern.
- Bliver der gymnasielærer i latin, katolicisme og spansk og novicemester.
- Fra 2013 Kloster Helfta i Lutherstadt Eisleben nær Leipzig.
- Fra 2015 priorinde samme sted.
Her bor i dag otte nonner. Klostret bruges også til retræteophold og undervisning, driver en børnehave og har tilknyttet café og et større hotel.
Kloster Helfta
Cisterciensterindekloster stiftet 1229.
Lutherstadt Eisleben nær Leipzig.
Nonnerne fik uddannelser, de ellers ikke kunne få.
Flere kendte, kvindelige mystikere har boet her.
Blandt andre Gertrud von Helfta (1256 -1302.
Under DDR var her landbrugskollektiv.
En indsamling fik kirken restaureret og nyt kloster bygget op.
Man kan bo på korte eller længere ophold.
Følge tidebønner i kirken.
Have samtaler med nonnerne.
Være stille og arbejde.
www.kloster-helfta.de
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
