SOMMERSERIE – Hans Christian Andersen har siden 1982 boet i Newcastle, en by der har flere tegn på dansk indflydelse. Torvet hedder fx ”Bigg Market”. Det er et meget gammelt torv og et meget gammelt navn: ”Bygmarkedet”. Som del af POV’s sommerserie skriver han her om byen, han kom til som dansklektor i oktober 1982.
NEWCASTLE – Jeg har boet i to mægtige byer ved Vesterhavets vestlige bred, der hvor havet kaldes ”the North Sea” og hvor danskere har gjort landkending i over tusind år.
Det er byer, hvor danske søfolk er kommet i så stort tal, at der har været danske sømandskirker i dem begge, så sømændene havde et sted at være, mens britiske kajarbejdere lossede og lastede deres skibe. Det var et arbejde, der tog dage dengang, før containerne kom til.
Det var en handel, hvor kul og maskiner sejlede den ene vej, smør og bacon den anden, for nu at overforenkle det lidt.
Og byernes navne fortæller historie, både deres egen og deres lands.
Kingston upon Hull blev overtaget af den engelske konge i 1299. Han ville udvikle den som havneby, og det har den været siden: the King’s Town (Kingston) on the River Hull. Flodens navn ”Hull” er dansk, det fik den af vikingerne. ”Hul” betyder det, kort og godt. Til hverdag hedder den bare ”Hull”.
Newcastle upon Tyne er oprindelig romersk. De kaldte stedet Pons Aelius, ”Aelius Broen” efter kejser Hadrian, hvis familienavn var Aelius. Da den normanniske kong William havde slået kong Harold ved slaget i Hastings i 1066, gav han sig til at styre landet, så de indfødte kunne forstå, at det var normannerne og ikke dem selv, der bestemte.
Ved det romerske brosted, højt på en skrænt over floden Tyne, byggede normannerne den borg, der stadig står der i dag: ”New Castle upon Tyne”. Den er mindre truende i dag, faktisk er den nu kommunalt ejet omgivet af jernbanespor og veje.
Men fra dens tag kan man stadig se langt ned ad Tynefloden og holde øje med eventuelle fjendtlige fartøjer eller med borgernes og turisternes aktiviteter på de gamle kajer. Den drejer sig mest om at feste nu til dags.
Mismodets vinter
Men England har ikke altid været et festligt sted at være i siden 1979, da jeg kom til Hull midt i den kolde vinter, ”the Winter of Discontent”, som den kom til at hedde. Mismodets vinter.
Den januar gik strejker og arbejdsnedlæggelser briterne så meget på nerverne, at de endte med at bytte Labourpremierminister Callaghan ud med Margaret Thatcher. Atten års konservativt styre fulgte og med det så meget andet. Storbritannien har aldrig været et enkelt land at forstå som indvandrer, men altid utroligt spændende.
Jeg hører sommetider en dansk præst bede for ”den engelske dronning” under gudstjenester i den danske kirke i London. Så tænker jeg ved mig selv, at det er som at bede for Dronning Margrethe af Sjælland
”England” skriver jeg, for det er i den del af kongeriget jeg bor, det kongerige der hedder United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, eller ”UK”. Jeg bor selv på ”hovedøen” Britain, som består af England og Wales og Skotland. Hvis man lægger de mindre øer rundt om Britain til, så får man ”Great Britain” eller GB, som der står bag på britiske biler, når de kører i udlandet, ligesom vore ”DK”.
Når vi danskere rejser på ferie i Great Britain, siger vi som regel, at vi skal til ”England”, som om det var hele landet. Men det er det jo ikke. Jeg hører sommetider en dansk præst bede for ”den engelske dronning” under gudstjenester i den danske kirke i London. Så tænker jeg ved mig selv, at det er som at bede for Dronning Margrethe af Sjælland.
Det industrielle forfald
I min tid som udlandsdansker har jeg set trawlerflåderne ligge stille og ruste i havnene i Hull og Grimsby, efter at Island tilkæmpede sig eneretten til fiskeri udenfor deres kyster.
Kulmineindustrien blev nærmest udslettet af Thatchers krig mod fagbevægelsen.
Landet oplevede en angrebskrig på Falklandsøerne – oplevede, kæmpede og vandt den. Der fulgte militære indsatser i Irak og Afghanistan og på Balkan.
Skibsbygningsindustrien svandt ind og så forsvandt den.
Man møder veteraner alle vegne og i alle aldre, alle har de minder om tiden i tjenesten, mange gange bærer de på svære minder. Storbritannien er militariseret i et omfang, vi ikke har været vant til
Der kom en fredsaftale i stand omkring Nordirland, men den var afslutningen på et kvartårhundredes militærindsats derovre, og i den periode underviste jeg studerende med stillinger i våbenindustrien: de kiggede efter bomber under deres biler, før de kørte til mine forelæsninger.
Med tiden har vi også måttet finde os i terrortruslen i Danmark. I Storbritannien har den været en del af hverdagen siden 1972. I mange år var der ingen affaldsspande på jernbanestationerne: dem kunne den irske republikanske hær (IRA) finde på at lægge bomber i.
Fordi briterne selv valgte at ”nedgradere” kampen mod IRA til ”uroligheder”, når de talte om den, og ikke ”krig mod den irske republikanske hær”, så glemmer man, at briterne næsten altid har deres soldater i aktion et eller andet sted i verden. Man møder veteraner alle vegne og i alle aldre, alle har de minder om tiden i tjenesten, mange gange bærer de på svære minder. Storbritannien er militariseret i et omfang, vi ikke har været vant til.
Jeg har netop boet steder, hvor arbejdspladser er forsvundet i titusindvis ikke bare de sidste fire årtier, men i snart hundrede år. Hvor der ikke er mange muligheder for unge mennesker uden akademisk baggrund. Forsvaret er netop sommetider vejen frem for mange unge mænd og kvinder. Når deres kontrakt udløber, får de lidt at en særstatus i nærsamfundene, man ser op til veteraner.
”Mange af de ting har vi også oplevet,” vil vi som danskere sige. ”Fiskeriet på Bornholm er nærmest udslettet, hvad blev der af dansk skibsbyggeri, hvad laver de egentlig oppe i Frederiksværk nu? Vi sender også soldater ud for at sætte livet på spil for vores sikkerhed.”
Langt højere bjerge
Naturligvis.
Men udgangspunktet i Nordøstengland er anderledes. Det samme gælder i Nordengland: landet er så langstrakt, at Nordøstengland ligger nord for det officielle Nordengland.
Hull ligger i Nordengland, Newcastle mange kilometer nord for, i Nordøstengland.
Men her vil jeg fortælle om Nordøstengland og om Newcastle – den største by mellem Leeds og Edinburgh. Nordøstengland ligger i en del af England, der historisk er helt derude, hvor kragerne vender (hvis ikke de skal videre til Skotland).
Inde midt i landet ligger en lille provinsby, der hedder Haltwistle. Haltwistle ligger lige midt i Storbritannien, bogstaveligt talt. Hvis man kører med bil fra Dover til Haltwistle – og det tager en del timer – så er man næsten gennem hele England. Men nordfor ligger Skotland, Hebriderne og Shetlandsøerne: man er kun halvvejs gennem Storbritannien. I den grad Stor-britannien.
Jeg har boet i Newcastle siden 1982.
Man brugte engang det her udtryk om at gøre noget helt overflødigt: ”Det er som at bære kul til Newcastle.” Der er ingen, der bruger det udtryk mere, hvorfor skulle man bære noget så ligegyldigt som kul noget som helst sted hen i verden?
For ikke så længe siden var Newcastle den største eksporthavn i verden for kul.
For et par årtier siden var Newcastle en sort, sodsværtet by, hvor turister aldrig kom, for her var ikke noget at komme efter. Newcastle var, som nogen skrev, et monument over det nødvendige i, at mennesker er nødt til at arbejde for føden
Under jorden – og ofte under havet, udfor kysten – arbejdede der over to hundrede tusind mænd i Nordøstenglands miner for at grave det kul ud, der leverede energi til dampmaskiner verden over.
Dampmaskinerne kom også ofte fra Nordøstengland. Verdens første lokomotivfabrik blev åbnet i Newcastle (bygningen står der stadig), verdens første offentlige jernbane åbnede heroppe i 1824, det lokomotiv, der trak det, findes stadig og står på et museum i ikke langt fra, hvor jeg selv bor.
For hundrede år siden leverede Armstrong fabrikkerne i Newcastle moderne kanoner, dampkraner og skibe til hele verden fra en fabrik og et skibsværft, der var halvanden kilometer langt og gav arbejde til flere hundrede tusind mennesker.
Ikke så langt fra Newcastle, i Sunderland, leverede skibsværfterne på et tidspunkt en fjerdedel af alle nybyggede skibe i verden. Er der nogen af læserne, der kan huske Vognmandsruten, der sejlede på en række ruter i Danmark fra 1984-98? Rederiet fik ”superflex” færger bygget hos bl.a. North East Shipbuilders i Sunderland. På et tidspunkt annullerede Vognmandsruten en færge, der allerede var under bygning. Jeg husker, jeg selv så skibet ligge ufærdigt i Wearfloden, den sidste nybygning i Sunderland. Det var et typisk eksempel på en stor industriregions langsomme forfald. Vi danskere havde en lille andel i det.
Men vi var ikke skyld i det. Danmark og Storbritannien mistede deres skibsbygningsindustrier af samme grund: vi blev udkonkurreret af konkurrenter i Asien. Storbritannien mistede sin kulmineindustri, fordi det var billigere at importere polske kul, og nu importeres kul fra Kina, hvis de overhovedet importeres.
I røg og damp
Det kostede selvfølgelig noget med al den tunge industri og kuleksport, mens de stadig havde den heroppe.
Storbritannien var beskidt. For et par årtier siden var Newcastle en sort, sodsværtet by, hvor turister aldrig kom, for her var ikke noget at komme efter. Newcastle var, som nogen skrev, et monument over det nødvendige i, at mennesker er nødt til at arbejde for føden.
H.C. Andersen var på gennemrejse i 1847 og beskriver kort byen: ”Klokken 9 kjørte vi til Nevcastle, der laa i Røg og Damp i et Dyb …” (fra hans Dagbog, 11. august 1847). I det Newcastle, han beskriver, lå havneområdet nede i den dal, Tynefloden har gravet gennem årtusinderne.
Andersen måtte af toget i Gateshead, nabobyen syd for floden. Så er turen gået med hestevogn ned ad den stejle skrænt til floden, ned i ”dybet”, hvor handelsskibene lå fortøjet i lange rækker langs kajerne, henover den eneste bro over Tynefloden og så op igen ad smalle stejle gader til Newcastles jernbanestation.
Han gør ikke reklame for Newcastle, tværtimod afviser han den som den typiske industriby, man dengang fandt i det gennemindustrialiserede England. Malerier fra samtiden viser netop det røgslør, der dækkede byen og farvede dens bygninger matsorte.
Det var ikke nogen specielt tiltrækkende by at bo i. Danskere, der flyttede hertil i 1960’erne, husker ikke Newcastle som noget særligt. En OK by, men ikke mere. Sikkert mere beskidt end de danske byer, de var vant til.
Og snavset kunne være en fordel for nogle. I firserne var britisk miljøbeskyttelse endnu ikke godt udviklet. Man hørte, at udenlandske firmaer, f.eks. fra Danmark, flyttede til Nordøstengland, fordi kravene til miljøbeskyttelse ikke var så strenge, som i Danmark.
Under anden verdenskrig fik mange tusind danske søfolk tildelt Newcastle som deres officielle hjem i Storbritannien
Da jeg kom hertil i 1982, var sværindustrien for længst forsvundet, og kulminerne skulle snart lukke efter den landsopfattende strejke, der førte til Margaret Thatcher regeringens sejr over den britiske fagbevægelse. Armstrongs kilometerlange fabrik var næsten væk, kun en stor kampvognsfabrik stod tilbage og leverede tunge ”battle tanks” til mange landes forsvar.
Men hele regionen havde stadig ry for at være gennemindustrialiseret og gammeldags.
Man sagde (og der er noget om det), at delegationer fra det forhenværende Sovjetunionen kom på studiebesøg i Nordøstengland. Det var angiveligt det sidste sted, man kunne opleve den form for proletarliv, Marx og Engels havde set og kritiseret i 1800-tallet. Den moderne kommunist kunne lære om god gammeldags social uretfærdighed her.
”Bigg Market” hedder torvet. Det er et meget gammelt torv og et meget gammelt navn: ”Bygmarkedet”. Det er dansk
Da jeg kom hertil, var man i gang med at vaske de gamle facader rene i Newcastle, og bybilledet var ved at ændre sig radikalt, en gammel flot storby kom til syne. I betragtning af, at den var opført over mange år og må være sodet til, bygning efter bygning, var jeg selv måske del af den første generation, der oplevede Newcastle som ikke bare stor men storslået.
Da de først blev opført, må bygningerne i Newcastles gamle centrum have set dyre ud, hvad enten de var tilsodede eller ej. Nu kunne man endelig se dem som del af et samlet bybillede, i en by der engang summede af aktivitet, hvor fabriksmaskinerne hamrede og dundrede, kulrøgen væltede ud af alle skorstene, handelsskibene ustandselig lagde til kaj ved floden, og hvor bankerne pumpede penge gennem den lokale, nationale og internationale økonomi.
Den bydel jeg bor i, Gosforth, er historisk: Den er Englands første officielle forstad, adskilt fra selve byen af en kilometer bred fælled, hvor køerne græsser hver sommer. Herud flyttede de rige og lederne, på god afstand af den travle bymidte og havn.
Bybilledets teater
I oktober 1982 begyndte jeg som dansklektor, senere som lecturer, i dansk sprog, litteratur og kultur ved Newcastles universitet. Vi var ikke mange om arbejdet, så der var rigeligt med forberedelse.
Når jeg søndag aften var færdig med at forberede min undervisning til den følgende uge, satte jeg mig i bilen og kørte ind til byen, til det gamle kajområde.
Det var her, byen i århundreder havde sit gamle havneområde, hvor rederier og shippingselskaber havde deres kontorer og eksport og import blev organiseret. Længere nede ad floden lå andelsbevægelsens pakhus, den første bygning i England opført i armeret beton. Overfor lå et kolossalt silopakhus specielt bygget til at opbevare tusinder af tons korn importeret fra Baltikum til viderebehandling.
Hernede lå værtshuse, hvor bl.a. danske søfolk må have drukket øl og mødt den lokale befolkning – måske letfærdige damer med prisliste og vekselpenge i håndtasken. Den danske sømandskirke lå, i sin sidste version, i bydelen Jesmond, lidt længere nord for kajer og flodhavn, men mange danske søfolk har også fundet vej derop med bus eller til fods.
Under anden verdenskrig fik mange tusind danske søfolk tildelt Newcastle som deres officielle hjem i Storbritannien. Flertallet af de danske skibe i handelsflåden valgte at sejle til allierede havne, da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940.
De britiske myndigheder konfiskerede skibene og satte en del søfolk i fangelejre. Den danske samarbejdspolitik med den tyske regering gjorde det umiddelbart ikke nemt for de britiske myndigheder at afgøre, om en dansk matros eller maskinchef, der ankom til en allieret havn, var en slags ”tysker”.
Men briterne havde brug for både danske skibe og deres besætninger. Danskerne blev sendt til Newcastle, blev sendt ud at sejle med danske skibe (under britisk flag), fik deres egen klub i Newcastle.
De skabte deres eget fagforbund, for at sikre sig, at sømændenes fagforeninger ikke gik til under besættelsen. Og som danskere, der som gruppe sejlede for de allierede allerede fra 1940, har de med tiden fået officiel status i Danmark som frihedskæmpere. Dermed er de også blevet de første organiserede frihedskæmpere, selvom de gjorde deres indsats på verdenshavene og ikke i som sabotører, menneskesmuglere, udgivere af ulovlige skrifter osv. hjemme i Danmark.
De er også kommet på kajerne og i værtshusene i Newcastle, når de ikke havde hyre på havet. Anders Lassen, den berømte danske soldat i det britiske SAS, kom til Newcastle og blev rekrutteret til Special Air Services her.
The Crown Posada
Her kørte jeg ned i min gamle, rustne (engang hvide) Triumph Toledo sådan en søndag aften.
Turen gik ned ad den stejle Grey Street (”England’s most beautiful street”), videre ad den endnu stejlere Dean Street, under en enorm jernbaneviadukt. Her drejer vejen til venstre. Op til højre løber den smalle og også stejle gade ”the Side”. Den fører forbi den gamle (men jo også ”nye”) borgs fodmur op til St. Nicholas Cathedral. Da H.C. Andersen var her, var det Newcastles hovedgade, der førte fra havneområdet op til bymidten.
Men jeg kørte til venstre, og her åbenbarede der sig et fantastisk syn: højt oppe over de store gamle kontorbygningers tage strækker den berømte Tyne Bridge sig over mod nabobyen Gateshead. Grønmalet strækker dens enorme jernbue sig op mod himmelhvælvet, og højt oppe hører man biltrafikken passere forbi uafbrudt.
Men nede i gaden var der stille og mørkt, der gik sjældent mennesker. De fleste kontorbygninger lå tomme hen, der var ingen forretninger, vinduerne var sorte og uden gardiner.
Jeg parkerede bilen – jeg tror ikke, der var parkometre eller andre begrænsninger dengang – og gik ind i den eneste bygning, hvor der var lys og liv – en smule liv. The Crown Posada er en af byens bedst kendte pubber. Den er bygget i 1880 på et skævt og smalt grundstykke mellem to andre bygninger, aflang og dyb, med glasmalerier i vinduerne ud til gaden og godt øl bag baren.
Fordi jeg skulle hjem i bilen og på arbejde næste morgen – og fordi alle pubberne dengang lukkede klokken elleve om aftenen – nøjedes jeg med en halv pint.
Men det var også nok. Jeg kom der for den magiske stemning i et byområde, der mest af alt mindede mig om en enorm teaterkulisse, der venter på, at tæppet skal gå og skuespillerne kommer ind og sætter liv i bygningerne. Jeg kom lige fra mit arbejde som del af ledelsen af Hulls store kommunalt ejede New Theatre og tre års Ph.d. studier ved Hulls Universitets dramainstitut. Turen ned til Newcastles gamle, stille havneområde var helt uimodståeligt romantisk og stemningsfyldt og det passede lige til min teatralske fantasi.
Det post-industrielle Newcastle
Nu er alt anderledes i Newcastle.
Ligesom mange andre havnebyer, ikke mindst i Danmark, har Newcastle lært at leve med den post-industrielle virkelighed. Havneområdet er gennemrenoveret, de gamle kontorbygninger er omskabt til hoteller og boliger, der er rigeligt med barer og restauranter – nogle af dem endda mægtigt fine spisesteder.
Andelsbevægelsens gamle betonvarehus er nu Hotel Malmaison, kornlageret ovre i Gateshad er et fint kunstcenter, Baltic Centre for International Art (”Baltic” til hverdag), indrettet af svenskeren Sune Nordgren og åbnet i 2002. Ved siden af ligger det store, nye Sage Gateshead musikcenter med tre koncertsale, Baltic forbindes med Newcastle ad en elegant vippebro for fodgængere og cyklister. Langs floden ligger nye boligblokke og oppe i byen er de to hundrede kontorhuse renoveret, med opfriskede originale facader og, bagved, moderne lejligheder og kontorer.
I halvfemserne kom Newcastle på listen over verdens bedste byer at feste i. Det er med til at trække studerende til de to universiteter. Det er blevet en del af markedsføringen, og det har ført til feberagtig aktivitet i weekenderne, når grupper af mænd og kvinder holder ”stag nights” og ”hen nights”: polterabend-turisme er blevet en væsentlig del af byens turismeøkonomi.
Men der er ikke noget nyt i, at studerende gerne vil hertil.
Allerede i halvfjerdserne var byens industrielle image noget, der holdt studerende på afstand. Men det britiske universitetssystem medførte dengang, at de unge mennesker skulle besøge de tre universiteter, de prøvede at søge ind på.
Når de først var her og så byen, glemte de som regel alt om kulminer og sværindustri: Newcastle var umiddelbart spændende.
Og det er også sådan, jeg selv har oplevet den. Før Newcastle blev ”opdaget” som festby, strømmede den lokale ungdom ind til byen og fyldte barer, pubber og natklubber. Dengang som nu samledes de på det torv nær domkirken, hvor byens gamle rådhus lå.
”Bigg Market” hedder torvet. Det er et meget gammelt torv og et meget gammelt navn: ”Bygmarkedet”. Det er dansk. Vi har ikke mange danske stednavne fra vikingetiden her, men der er altså et. Et andet er navnet på en af vores mest ydmyge bydele, Byker: ”By-kæret”.
Det har været et godt sted for en dansker som mig at tilbringe fyrre år.
Jeg fortalte ovenfor om en tur nedad den stejle Grey Street. Hvis man i stedet tager opad gaden (det bliver sværere og sværere at køre i bil inde i Newcastle, så gåben eller cykel er nemmere), når man til en fyrre meter høj mindesøjle med en statue af Earl Grey.
Den er god nok: det er ham med teen. Det er nu ikke teen, der gjort ham fortjent til søjle og statue. For to hundrede år siden var han aktiv i den politiske bevægelse, der førte til afskaffelsen af slaveriet. Han fik titel af ”Earl” (”jarl” på dansk) i 1806.
Når man står ved siden af søjlen og ser sydover, kan man se markerne ovre på bakkerne på den anden side af Tynefloden. Med sine omkring 270.000 indbyggere er Newcastle ikke nogen enorm storby. Mindre end Aarhus, større end Aalborg og Odense.
Udsigten mod det nære landbrugsland minder mig om, at det er svært at skrive om Newcastle uden også at skrive om dets omgivelser og dets historie. Ellers bliver det til turistbrochure. Jeg vil til hver en tid anbefale at tage på ferie i Nordøstengland. Der er masser af se, flot natur, som ikke er overrendt.
Når jeg kører rundt i Northumberland National Park eller North Yorkshire Moors, gennem store hedeområder, tænker jeg sommetider, at sådan må den jyske hede have set ud på Steen Steensen Blichers tid før 1864 og opdyrkelsen af heden. Dengang heden strakte sig som et hav ned gennem Jylland hele vejen til Slesvig Holsten.
Dengang Dalgas var med til at redde Danmark, da ”hvad udad var tabt skulle vindes indadtil” for nu at omskrive citatet lidt.
Dengang dansk landbrug i 1800-tallet fandt ud af at bruge andelsprincippet til at skabe det moderne landbrug, der så gav dansk smør og bacon status af foretrukne varer i det britiske køkken.
Dansk i udlandet
Jeg kan tydeligvis ikke adskille min danske identitet fra min britiske realitet: de bliver til en eneste virkelighed.
Men det er også, fordi det danske aldrig helt har været ude af min hverdag, som danskunderviser i firserne, som medarrangør af danske begivenheder sammen med Det danske Institut og London-ambassaden i halvfemserne, med H.C. Andersen-events og -konkurrencer, med freelance-arbejde for DR Orientering.
Og sidst men ikke mindst gennem de danske kirker i Hull og Newcastle, der er med til at holde fast i det danske i deres lokalsamfund.
I Newcastles domkirke, St. Nicholas Cathedral, står mindesmærket for de næsten to tusinde danske søfolk, der gav deres liv for Danmarks frihed under Anden Verdenskrig. Deres danske klub lå lige overfor domkirken og den gamle borg. Hvert år samler den danske menighed en gruppe danskere og briter i domkirken, så tæt på 5. maj som muligt, for at holde mindegudstjeneste og markere, at vi ikke har glemt deres indsats.
Det er en stor begivenhed: repræsentanter for ambassaden og Newcastles borgmester deltager, når de kan.
Så som danskere har vi en opgave og en plads i lokalsamfundet.
Kulturarv?
Da min far døde for snart et kvart århundrede siden, gik vi gennem hans papirer og også nogle af hans fars.
Jeg opdagede, at jeg ikke var den første Andersen-mand, der var taget over Vesterhavet til dets vestlige kyst, der hvor havet kaldes the North Sea.
I 1933 tog min farfar på studiebesøg i Hull. Han var begyndt i stillingen som direktør for Andelssvineslagteriet i Rønne et par år før, nu må han have været ovre at studere, hvad der skete med det bornholmske bacon, når det nåede frem til engelsk havn.
Et års tid efter krigens afslutning ankom min far til North Shields, længere nede af Tynefloden.
DFDS lægger i dag stadig til i North Shields, dengang sejlede de helt op ad floden. Far må have rejst med et andet selskab. Han var på ferie. Det har været ret usædvanligt for en ung dansker at tage på ferie kun et år efter krigen, han kan umuligt have haft rejsevaluta med, det har været helt uopnåeligt. Jeg gætter på, at farfars britiske forretningsforbindelser har hjulpet med at arrangere turen.
Og så trak han mig ind i naboværelset, hvor jeg mødte min tvilling. Dvs. det var han jo ikke, for jeg er eneste drengebarn i min familie. Men vi lignede hinanden på en prik
Det blev jeg først rigtigt klar over sidst i halvfemserne, men der var altså en uopdaget forbindelse til mig og til to forrige generationer, og så Hull og Newcastle.
Hull har i øvrigt også en statue på toppen af en søjle. Søjlen i Hull er ”kun” 27 meter høj, men den statue minder os om William Wilberforce, der havde endnu større betydning for afskaffelsen af slaveriet i de britiske besiddelser.
Tilfældigheder og sjove paralleller, som jeg ikke lægger noget i. Der er ikke noget, der skal fortolkes, der gemmer sig ingen dybere mening i det. Kun en, måske, nemlig at forbindelsen mellem Danmark og Storbritannien engang var meget nær og derfor fandt tre gange hr. Andersen frem til Hull i Nordengland og Newcastle i Nordøstengland.
Kun en ting undrer mig sommetider lidt.
I 1980 var jeg til studenterfest i Hull. Jeg var Ph.d.-studerende ved Hulls universitet dengang, forskede i moderne britisk dramatik. Af og til var der en fest i et af de her traditionelle engelske rækkehuse, der var blevet udlejet til studenterbolig. Man skulle altid have en flaske med noget alkoholisk med, og det første man gjorde var at gå ud i køkkenet og stille sin flaske ved siden af de andre på køkkenbordet. Så var der ellers selvbetjening.
Jeg stod i køkkenet og snakkede med en bekendt, da en helt ukendt fyr tog mig i skulderen og sagde: ”Kom lige her. Der er nogen, jeg synes, du skal møde.”
Og så trak han mig ind i naboværelset, hvor jeg mødte min tvilling. Dvs. det var han jo ikke, for jeg er eneste drengebarn i min familie. Men vi lignede hinanden på en prik.
Vi kiggede på hinanden, sagde ikke noget. Så gik jeg tilbage ud i køkkenet.
Det tog et stykke tid, før det faldt mig ind, hvad der måske var sket her. Måske. Farfar var i Hull i 1933, min far blev født i 1927. Var det muligt, min far havde en halvbror i Hull, og ham, jeg havde mødt her, var en halvfætter?
For et par år siden ville man have sagt, at ”det finder vi jo aldrig ud af”, men med moderne DNA-analyser og internationale databaser, ja, hvem ved: måske der en dag kommer en email og siger, at jeg allerede har familie i England.
LÆS MERE AF HANS CHRISTIAN ANDERSEN
Topillustration: Floden Tyne går gennem Newcastle, der i dag er en attraktiv og indbydende by. Foto: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her