illiberalisme

Neo-illiberal populisme forklaret: Trump kunne være blevet standset i opløbet

i Bøger/USA af
BØGER // ANMELDELSE – Da Hillary Clinton dissekerede sit valgnederlag til Donald Trump i 2016, kaldte hun titlen på sin bog: ’What Happened?’ Et par år senere fældede USA’s tidligere udenrigsminister, Madeleine Albright sin dystre dom over samtiden i en anden bog med titlen ’Fascism. A Warning’, der kunne læses som et svar på Clintons spørgsmål. Nu forsøger en ny bog med titlen ‘Democracy Against Liberalism’ at give et andet bud på baggrunden for populismens succes. En del af svaret ligger i, at vi ikke har lært af historien, siger forfatteren Aviezer Tucker fra Harvard University. Når middelklassen presses og den sociale mobilitet forsvinder, skabes der en krise, som populister kan udnytte. Paradoksalt nok kan demokratiets redning ligge i coronakrisen. Hans Henrik Fafner anmelder og forklarer, hvad “illiberal populisme” er for en størrelse.

Det har i de senere år ikke skortet på bøger om fænomenet Donald Trump, og man kan godt sidde med en fornemmelse af, at det er noget, der ‘bare sker’. Næsten som en art naturkraft.

I efterkrigstiden, og navnlig op gennem den kolde krig, har mange levet i troen på en binær verden – de gode kræfter mod de mørke kræfter. Og så bringer trumpismen uorden i denne tro på den liberale verdens fortræffeligheder.

Vi kan sagtens have et samfund, som opfattes som et liberalt demokrati, selv om det tilsidesætter kvindens rettigheder eller diskriminerer mod fattige eller etniske mindretal

Men hvad nu hvis vi selv har en skyld i uvæsenet?

Det kunne jo være, nogen har sovet i timen, for den slags sker jo ikke bare af sig selv. Aviezer Tucker, som beskæftiger sig med politisk teori og filosofi ved Harvard University, tager i sin nye bog, Democracy against Liberalism. Its Rise and Fall, udgangspunkt i dette lidt provokerende spørgsmål, og med det som afsæt kommer han med en række afbalancerede bud på, hvad der sker omkring os i disse år.

illiberal

Vanetænkning

Hvis man ønsker at aflive den neo-illiberale populisme, som Tucker kalder fænomenet, som Trump er et udtryk for, må man dissekere den først, og det gør man bedst ved at opsætte en ramme, hvor alle styreformer kan placeres i forhold til hinanden.

Den består af tre sæt af modsætninger – demokrati overfor det autoritære styre, liberalismen overfor illiberalismen samt teknokratiet overfor populismen. Ingen af disse begreber findes imidlertid i rendyrket form noget sted.

Vi kan sagtens have et samfund, som opfattes som et liberalt demokrati, selv om det tilsidesætter kvindens rettigheder eller diskriminerer mod fattige eller etniske mindretal.

Fokus er på de neo-illiberale demokratier. Det er med andre ord ikke relevant at trække lande som Rusland og Tyrkiet ind i sammenhængen, for de har aldrig været liberale.

Vi skal bryde med vores vanetænkning, der bygger på erfaringerne fra mellemkrigstiden, hvor de illiberale bevægelsers demokratiske vej til magten fik karakter af kup. Lige pludselig var omvæltningen total, og det kunne lade sig gøre, fordi de demokratiske institutioner ikke var stærke nok til at yde modstand

Udover hvad der sker i USA lige nu, er det derimod interessant at kigge på Israel, Brasilien og Indien, der alle har ledere af Trumps støbning, men hvor de demokratiske institutioner er til stede og fungerer.

Trump, Netanyahu, Modi og Bolsonaro ligner hinanden, ikke mindst ved at et samfund skal have været liberalt, før det kan afliberaliseres, og dermed er der også bedre forudsætninger for at komme tilbage på rette spor.

Men for at forstå det, skal vi bryde med vores vanetænkning, der bygger på erfaringerne fra mellemkrigstiden, hvor de illiberale bevægelsers demokratiske vej til magten fik karakter af kup. Lige pludselig var omvæltningen total, og det kunne lade sig gøre, fordi de demokratiske institutioner ikke var stærke nok til at yde modstand.

Det er de i dag, og derfor kommer det i form af et langt sejt træk, der hele tiden skifter karakter. Det er grunden til at Orbans illiberale magtovertagelse i Ungarn var så hurtig og ukompliceret, for i det postkommunistiske samfund var det demokratiske bolværk slet ikke på plads.

Uigennemtænkt liberalisering

Undervejs har de demokratiske samfund begået en række fejltagelser, som har været med til at bane vejen for dagens tilstand. Helt konkret besluttede USA’s højesteret i 2003 at fjerne loftet for de donationer, politikerne har ret til at modtage for at føre valgkamp.

Den totalitære tænkning accepterer ideen om en objektiv historisk sandhed, men bruger denne accept til eksempelvis holocaustbenægtelse, eller til at afvise at Stalins hemmelige politi dræbte millioner af mennesker. Dette er kvalmende, men dog til at tage og føle på.

Argumentet lød, at med afhængigheden af et stort antal små donorer kunne den enkelte politiker miste det økonomiske underlag for sit arbejde ved at tage et enkelt upopulært standpunkt. Dette betragtede retten som udemokratisk og åbnede derfor mulighed for at donorer i den meget tunge vægtklasse kunne gøre sig gældende.

Afgørelsen var velment, men åbnede vejen for, at kandidater i højere grad kunne kommunikere direkte med mega-donorer og gå uden om de etablerede partistrukturer. Det var et af de elementer, som skaffede Trump til magten, og det er noget af det samme, som banede vejen for Berlusconi i Italien. Den type kandidater kan undgå alt fodarbejdet med først at skabe sig en magtbase i partiet.

Et andet middel er medierne.

Et klassisk eksempel er den israelske leder, Netanyahu, som pt. står anklaget for korruption og manipulation med pressen. Udover klare lovovertrædelser benyttede han sig af en måske uigennemtænkt liberalisering af den israelske presselov.

Gratisaviser og udenlandske donorer endte som en giftig cocktail. Den amerikansk-jødiske kasinomilliardær Sheldon Adelson, som også spytter solidt i Trumps kasse, finansierer dagbladet Israel HaYom (Israel i dag), et utilsløret talerør for Netanyahu.

Skræmmekampagner er midlet for denne type ledere. Netanyahu taler om den iranske fare, ligesom Trump taler om indvandrere som repræsenterende en ud af en række andre trusselsscenarier.

En lemfældig omgang med sandheden er som bekendt også et gennemgående træk, og her skal vi igen til at sondre mellem forskellige former for illiberalisme. Den totalitære tænkning accepterer ideen om en objektiv historisk sandhed, men bruger denne accept til eksempelvis holocaustbenægtelse, eller til at afvise at Stalins hemmelige politi dræbte millioner af mennesker.

Den aktuelle illiberalisme tager en mere populistisk retning, hvor historiefortællingen bliver relativistisk og båret frem af følelser. Den drukner alle andre narrativer i en flodbølge af alternative narrativer, som passer ind i den givne sammenhæng.

Dette er kvalmende, men dog til at tage og føle på.

Den aktuelle illiberalisme tager en mere populistisk retning, hvor historiefortællingen bliver relativistisk og båret frem af følelser. Den drukner alle andre narrativer i en flodbølge af alternative narrativer, som passer ind i den givne sammenhæng.

Vi lærte ikke af historien – det førte til Trump

Alt dette kunne man have undgået eller i det mindste afværget, argumenterer Tucker for. Gennem det 20. århundrede har menneskeheden været igennem en smertefuld læringsproces, bestående af ekstreme ideologier. Den ekstreme højrefløj førte til Anden Verdenskrigs katastrofe, og det ekstreme venstre kollapsede sammen med Sovjetunionen i 1989.

Ved afslutningen af den kolde krig argumenterede den amerikanske filosof Francis Fukuyama for, at menneskeheden havde lært lektien, og at kun det liberale demokrati stod tilbage.

Tucker kritiserer Fukuyama for ikke at tage højde for, at mennesket ikke nødvendigvis tager ved lære af historien. I den optimistiske tidsånd efter Berlin-murens fald var der mange, som glemte den historiske bevidsthed, og når det sker, opdager man ikke faresignalerne, når de viser sig. Og det er dybest set det, der førte udviklingen lige lukt i favnen på Trump, Bolsonaro, Modi og alle de andre.

I 2008 sørgede den velbjergede del af den amerikanske befolkning for at lukke af nedadtil, så man hindrede medlemmer af den privilegerede klasse i at synke nedad.  Manøvren spærrede dog samtidig vejen for de medlemmer af middelklassen, som var på vej op

Da finanskrisen væltede ind over de vestlige økonomier i 2008, kunne magthaverne have forsøgt at aktivere den historiske bevidsthed, for 1930’ernes krise var jo med til at skaffe Hitler til magten. Men man slog sig til tåls med, at der ikke længere var nogen stor og bundfattig arbejderklasse – det meste af befolkningen var rykket op i den solide middelklasse, som typisk ikke har samme hang til dramatiske udslag.

Her peger Tucker imidlertid på et andet element, som også var til stede i 1930’ernes Europa, nemlig at krise også sætter en stopper for social mobilitet.

I 2008 sørgede den velbjergede del af den amerikanske befolkning, hvor også Hillary Clinton befinder sig, eksempelvis for at lukke af nedadtil, så man hindrede medlemmer af den privilegerede klasse i at synke nedad.

Manøvren spærrede dog samtidig vejen for de medlemmer af middelklassen, som var på vej op, og derfor så man samme mønster, nemlig at middelklassen lagde et lignende gulv ned til samfundets underste lag.

Manglende social mobilitet har konsekvenser

Krisen cementerede altså en lagdeling, og den slog ud politisk. Store dele af middelklassen gav igen ved at slutte sig til Trumps korstog mod eliten, mens de underste lag reagerede med sociale protester.

Således sporer Tucker Black Lives Matter længere tilbage end til udviklingen under Trump-regeringen og argumenterer for, at det meste kunne være blevet standset i opløbet, hvis tidligere politiske ledere havde været bedre til at læse faresignalerne.

De liberale demokratiers håb ligger paradoksalt nok i coronakrisen

Der er dog håb for de liberale demokratier, og det ligger paradoksalt nok i coronakrisen.

De illiberale ledere bygger i stort omfang deres magt på trusselsscenarier, og denne taktik fungerer fint, så længe truslen er fiktiv. Så kan man nemlig appellere til vælgerbefolkningens følelser, hedder det i bogen. Men så snart en trussel viser sig at være reel og dødbringende i det virkelige liv, reagerer den samme vælgerbefolkning emotionelt.

Så smuldrer tilliden til den illiberale leder, og det gælder, hvad enten det er Netanyahu, Bolsonaro eller Trump. Da bliver disse lederes styrke på en studs vendt til deres åbenlyse svaghed.


LÆS MERE AF HANS HENRIK FAFNER HER


Om forfatteren:

Aviezer Tucker is a political theorist and philosopher. He is an Associate at the Davis Center for Russian and Eurasian Studies, Harvard University, where he works on post-totalitarianism and the philosophy of history. He is the author of The Legacies of Totalitarianism (2015) and Our Knowledge of the Past: A Philosophy of Historiography (2004).

Aviezer Tucker: Democracy against Liberalism. Its Rise and Fall, Polity Books, 200 sider, 19,95 dollar, bogen udkom i juli.Om forfatteren:

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.

Hans omfattende viden og indgående kendskab til regionens politik og kultur anvender han nu til foredrag, sit eget forfatterskab samt til oversættelser, sammen med sin kone, af israelsk skønlitteratur til en række forlag.

Mange kender også Hans Henrik Fafner som værdsat og vidende rejseleder ved kulturrejsebureauet Viktors Farmor.

Seneste artikler om Bøger