Nedtælling til Europa-Parlamentsvalget: EU-magten skal ud af den lukkede østers

af i EU/Politik & Samfund

EP-VALG 2019 // INTERVIEW – Er der noget som Europa-Parlamentets medlemmer ofte skumler over og gerne så ændret omgående, er det hemmelighedskræmmeriet hos ministrene og deres udsendte embedsmænd: De kan vedtage politiske forslag og derefter holde absolut hemmeligt, hvad de stemmer på. Dette demokratiske hul vil Europa-Parlamentet og EU’s ombudsmand Emily O’Reilly have vekslet til åbenhed i den næste EU-embedsperiode. 

EU’s magtstrukturer er som kontorgangene i Europaparlamentet i Strasbourg: For de erfarne og viderekomne. Temmelig kringlede, og bestemt ikke til at forklare eller umiddelbart at finde vej i for den førstegangsbesøgende. Det kræver vedholdenhed at forstå magtens veje og vildveje. Og mere end bare skilte og kort.

Magtdistributionen inden for EU er groet ud af mange års politiske visioner, kompromisser og traktater. Selv om landene i øst, vest, nord og syd i disse år, og som ofte før, skændes om retningen, så virker systemet tilsyneladende. For der spyttes fortsat EU-love ud af magtkorridorerne i Bruxelles og Strasbourg.

Selverkendelsen i EU-kredsen er netop, at EU ikke er perfekt, men er på sit givne state-of-art. Og at kritikken godt kan komme indefra. Derfor indførte EU i 1993, efter dansk forbillede, sin ombudsmands-institution, der er sat i verden for at behandle klager over EU-systemet

Alligevel er der plads til forbedringer omkring den politiske proces, lyder det fra adskillige af de danske EU-parlamentarikere. De spørger sig ikke sjældent hvorfor Ministerrådet, der repræsenterer de udsendte ministre fra de enkelte lande, kan gemme deres holdninger så langt væk, at offentligheden efterfølgende ikke aner, hvad de stemmer for?

For taler man med de danske Europa-parlamentarikere i Strasbourg, kommer temaet omkring den skæve magtfordeling mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet næsten altid frem et eller andet sted i samtalen.

Ansat til at bide EU-systemet i haserne

Kort fortalt: EU-lovene forhandles typisk på vegne af EU-landenes regeringer i et løbende forhandlingsflow, udstukket af EU-Kommissionen, der har monopol på at fremsætte love. I sidste ende skal både Ministerråd og Europa-Parlamentet høres, og nikke ja til de love, der vedtages.

I de gensidige forhandlinger er praksis, at Ministerrådet spiller med lukkede kort, mens Europa-Parlamentarikerne per definition spiller med åbne kort, da parlamentet jo skal finde et flertal mellem partierne.

Det giver Ministerrådet en klar fordel, når de skal forsøge at trumfe parlamentarikerne. Fordi forhandlerne fra Ministerrådet ved, hvor de kan presse Europa-Parlamentet, mens det modsatte kun sker, hvis Europa-parlamentarikerne under hånden kan få indsigt i Ministerrådets forhandlingsmandat og få indblik i, hvad deres forhandlingspart tidligere stemte for eller imod. Men er det nu så afgørende i den daglige trummerum?

Det er ikke i orden, når EU-lederne siger, at det er ærgerligt, at befolkningerne giver Bruxelles og EU-systemet skylden for alt muligt, og ikke mindst det demokratiske underskud

Ja, det er det så afgjort, ifølge EU’s egen terrier, EU-ombudsmanden, der er ansat til at bide EU-systemet i haserne, hvis det ikke er velfungerende nok. Og netop Ministerrådets lukkethed er kommet op øverst på dagsordenen hos ombudsmanden, der i dette tilfælde er en kvinde. Emily O’Reilly har haft jobbet de seneste fem år, og hun kom fra en lignende stilling i hjemlandet Irland. Før da var Emily O’Reilly journalist, så hun er vant til at undre sig.

“Lad os sige, at jeg er hjemme i Irland, eller du er hjemme i Danmark, og du hører et radiointerview, hvor en minister bliver spurgt, hvad han ønsker at gøre ved et givent miljøproblem. Forestil dig, at han svarer, at det vil han ikke sige. Det er hemmeligt. Det ville medføre et ramaskrig“, siger Emily O’Reilly ved mødebordet i sit Strasbourgkontor.

“Så hvis du prøver at sætte dig ind i, hvad de ledende politikere fra dit eget land indtager for positioner i EU’s arbejdsgrupper, eller på ambassadørniveau, så bliver det meget svært, fordi det i mange tilfælde slet ikke er dokumenteret,“ siger Emily O’Reilly.

Hun tror, at den manglende åbenhed spiller ind i et narrativ, hvor regeringspolitikerne anses for at afkoble den øvrige virkelighed. Og ikke ønsker den indblanding fra f.eks. Europa-Parlamentet, der er sat i verden for at give EU-borgerne mere direkte indflydelse.

Mellem 80 til 90 procent af mine anbefalinger reagerer parterne på. Ofte sker der så en holdningsændring, når jeg kommer med anbefalinger, selv om det også kan tage sin tid. Foto: ombudsman.europa.eu

“Min pointe er, at det ikke er i orden, når EU-lederne siger, at det er ærgerligt, at befolkningerne giver Bruxelles og EU-systemet skylden for alt muligt, og ikke mindst det demokratiske underskud. Og så på samme tid, så vil lederne helst undgå, at borgerne kan følge med i, hvad de selv gør i Bruxelles”, lyder det fra Emily O’Reilly.

Selverkendelsen i EU-kredsen er netop, at EU ikke er perfekt, men er på sit givne state-of-art. Og at kritikken godt kan komme indefra. Derfor indførte EU i 1993, efter dansk forbillede, sin ombudsmands-institution, der er sat i verden for at behandle klager over EU-systemet.

Det er dog de færreste EU-borgere, der i det daglige har direkte kontakt til EU og klagerne retter sig især mod daglig praksis omkring f.eks. Den Europæiske Centralbank eller lægemiddel-agenturet. Derfor kommer klagerne oftest fra NGO’er, frem for enkelte borgere.

Nogle gange kræver det en skandale, for at virkeligheden flytter sig. Der er mange eksempler på, at politiske processer er langsomme, indtil en skandale skaber det pres, der fremskynder de beslutninger, der er modnet i det stille

”Det kan være, at man vil klage over forhold for flygtninge i Grækenland, hvor EU-Kommissionen er involveret – man kan altså ikke klage over den græske regerings arbejde, men kun inden for det, hvor EU har et ansvar”, siger Emily O’Reilly, der ikke kun behandler indkomne klager, men også tager sager op, der ligger hende på sinde. Og det gør den manglende åbenhed hos Ministerrådet, hvor hendes institution har skrevet en rapport om manglen på åbenhed.

”Jeg har derfor anbefalet ministerrådet, at de skal dokumentere, hvilke positioner landene indtager. Jeg siger ikke, at de straks skal offentliggøre dem, mens de forhandler. For der skal være plads til, at man kan forhandle i fortrolighed. Men i det mindste skal man efterfølgende kunne finde ud af, hvem der havde hvilken holdning”, lyder hendes krav.

Skandalerne hjælper på åbenheden

En af de faste måder, som EU-forhandlingerne foregår på, er gennem de såkaldte triloger, den løbende dialog mellem Ministerrådet, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Al EU-lovgivning sker gennem trilog-forhandlingerne, indtil man når frem til de endelige resultater. Derfor er et af de faste forhandlingspapirer i enhver trilog-forhandling et dokument med fire kolonner, fortæller Emily O’Reilly.

En kolonne til Ministerrådet, en til EU-Kommissionen og en til Europa-Parlamentet. Til sidst en kolonne til det kompromis man laver.

”Vores anbefaling er, at disse trilog-dokumenter, i det mindste skal gøres offentlige efter at forhandlingerne er afsluttet. Og EU-Domstolen har netop i 2018 dømt, at der ikke er noget til hinder for, at det sker, også mens parterne forhandler”, siger EU-ombudsmanden, der glæder sig over, at der løbende er kommet mere åbenhed i EU-systemet, når man gør status over den nuværende Juncker-kommission.

”I 2013 ville Kommissionen fx slet ikke offentliggøre egne forhandlingsudspil. Men i dag står EU-kommissionen et helt andet sted – de har virkelig åbnet op, og er i dag meget mere åbne omkring forhandlingsmandater og de papirer, som offentligheden har adgang til. Forandringerne er klart til det positive”, siger hun.

Gennemsigtighed er kun det første skridt i en kæde af handlinger, for at man kan skabe forandringer

”Men åbenhed i sig selv er ikke nok”, lyder det fra Emily O’Reilly, der peger på de mange skandaler, der har krævet handling fra EU-organerne de seneste år.

En af de senere års skandaler er Luxleaks, der afslørede, at EU-medlemmet Luxembourg har givet store skatterabatter til en lang række selskaber. Luxembourgs regering forsøgte efter afsløringerne endda at dømme den mand, der  fungerede som whistleblower. Først senere har EU-institutionerne forsøgt at stramme op på skattesnyd. En ret typisk proces, siger hun.

”Nogle gange kræver det en skandale, for at virkeligheden flytter sig. Der er mange eksempler på, at politiske processer er langsomme, indtil en skandale skaber det pres, der fremskynder de beslutninger, der er modnet i det stille. Det er typisk en todelt proces: Første del handler om at afsløre sager, men så skal der også gøres noget ved det. Ellers kan det være lige meget”, siger EU-ombudsmanden.

På den måde er gennemsigtighed kun det første skridt i en kæde af handlinger, for at man kan skabe forandringer, siger Emily O’Reilly, der understreger, at det ikke er bindende for EU-institutionerne at følge Ombudsmandens anbefalinger, men de fleste tager alligevel imod forslagene.

 ”Mellem 80 til 90 procent af mine anbefalinger reagerer parterne på. Ofte sker der så en holdningsændring, når jeg kommer med anbefalinger, selv om det også kan tage sin tid”, slutter EU’s ombudsmand Emily O’Reilly.


Foto: ombudsman.europa.eu

Lasse Soll Sunde er freelancekorrespondent med base i København og Berlin.

Han skriver primært og holder foredrag om Tyskland og europæisk politik. Se mere på www.lassesollsunde.dk

Hør mere om Europa-politikken i podcastserierne www.tagpaulsenpaaeuropa.dk og www.diteuropa.dk

Seneste artikler om EU