POLITIK // KRONIK – Sagen mod Venstres fhv. forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, bør gå sin gang ved domstolene. Den eneste, der kan have interesse i at få sagen bremset, er hovedpersonen selv, men på sigt tjener det samtlige partier, folkestyret og ikke mindst opbakningen til retsstaten bedst, at sagen kommer for en dommer.
Undlader Folketinget at ophæve hans immunitet, efterlader det folkestyret med et gigantisk forklaringsproblem og åbner samtidig en ladeport for lækager fra fortrolige udvalg. Det er uholdbart og vil være direkte skadeligt for nationens sikkerhed.
Sagen mod Claus Hjort Frederiksen må derfor føres af principielle årsager – uanset hvor ens politiske sympati i øvrigt ligger.
Hemmelighedskræmmeriet gør hele sagen absurd og får den til at ligne en surrealistisk virkeliggørelse Kafkas bog Processen
Claus Hjort Frederiksen er sigtet efter straffelovens paragraf 109, der kan give helt op til 12 års fængsel, for afsløringen af statshemmeligheder. Dog kan man slippe med en bøde eller en straf på 3 år, hvis oplysningerne gives uagtsomt.
Det er under alle omstændigheder dybt alvorligt, men ikke et eneste medlem af regeringen eller i Folketinget vil nogensinde mistænke Claus Hjort for at ville skade Danmarks interesser. Det betyder dog ikke, at han er uskyldig i sigtelserne, da sagen jo fra starten lignede en tilståelsessag for åben skærm. Skyldsspørgsmålet kan kun afgøres ved en domstol – ikke i Folketinget.
Den danske Josef K.
Hemmelighedskræmmeriet gør hele sagen absurd og får den til at ligne en surrealistisk virkeliggørelse Kafkas bog Processen, hvor hovedpersonen, Josef K., pludselig en dag hentes af to mænd, arresteres og derefter ikke kan få at vide, hvad han er sigtet for.
Claus Hjort Frederiksen ved godt, hvad han er sigtet for, men må ikke sige det til nogen. Dog er han gået så langt til at fortælle, at sigtelserne kun vedrører kendt stof fra den offentlige debat. Om det argument så holder i byretten, er tilsyneladende tvivlsomt, da Rigsadvokaten i givet fald næppe havde indstillet, at der indledes en sag mod den forhenværende forsvarsminister.
Det efterlader hele sagen i en gordisk knude, der kun kan løses ved, at et flertal af de øvrige folketingsmedlemmer kapper tråden til deres egen samvittighed
Skal en sag give mening, må Rigsadvokaten nødvendigvis argumentere for, at Claus Hjort har forbrudt sig mod en fortrolighedsaftale med staten, som intet har med offentligheden at gøre. Befolkningen er her reduceret til 3. part.
Justitsminister Mattias Tesfaye kender også sigtelserne, men er bundet på hænder og fødder i en catch 22. Hvis han fortæller det til alle Folketingets medlemmer, risikerer han at gøre sig selv skyldig i præcis det samme, som Claus Hjort Frederiksen er sigtet for.
Med andre ord. Justitsministeren kan kun betro oplysningen til en snæver kreds af personer og i dette tilfælde partilederne, der hver især risikerer fængselsstraf, hvis de forbryder sig imod oplysningernes fortrolighed.
Gordisk knude skal løses
Det efterlader hele sagen i en gordisk knude, der kun kan løses ved, at et flertal af de øvrige folketingsmedlemmer kapper tråden til deres egen samvittighed.
For sagen er, at der kun kan indledes en retssag mod Claus Hjort, hvis Folketinget først ophæver den immunitet, som grundlovens paragraf 57 har udstyret alle folketingets medlemmer med som et værn imod politisk forfølgelse.
Claus Hjort er medlem af Folketinget frem til næste folketingsvalg, hvor han har valgt at trække sig pga. af konens alvorlige sygdom. Det er muligt, at en eventuel retssag imod ham vil kunne føres efterfølgende, hvor immuniteten ikke står i vejen, men det ændrer ikke på de principper, der pt. er på spil i Folketinget.
Her trænger nysgerrigheden sig på og chancen for at fedte regeringen ind i mere snavs er for stor. Politik er ikke altid lige logisk
Hvis et flertal underlader at ophæve hans immunitet vil det uundgåeligt blive et signal om, at ikke alle danskere er lige for loven, og at Folketinget er klar til at beskytte sine egne, når lokummet brænder. Det styrker næppe folkestyret og opbakningen til retsstaten.
Mattias Tesfaye havde mandag en rundtur med flere partiledere, hvor rigsadvokaten gav dem en fortrolig indføring i sigtelserne. Partilederne må som nævnt ikke dele oplysningerne med sine egne gruppemedlemmer, og det er her sagen for alvor går i hårdknude.
For det med at have politiske partier er ikke nævnt i grundloven. Det er blot en praktisk foranstaltning, der er vokset frem med demokratiets udvikling. Medlemmerne af folketinget er valgt som enkeltpersoner, og de er jf. grundlovens paragraf 56 kun bundet af deres egen overbevisning.
Derfor kræver flere medlemmer og partier, at alle bliver indviet i sigtelserne. Det er ikke nok bare at følge deres formands anbefalinger på trods af, at det jævnligt sker, at folketingsgrupperne tager stilling til sager, der er omgærdet af stor hemmelighed, og hvor de reelt beslutter sig med bind for øjnene. Men det vil de så ikke i Claus Hjort-sagen. Her trænger nysgerrigheden sig på, og chancen for at fedte regeringen ind i mere snavs er for stor. Politik er ikke altid lige logisk.
Venstre med dobbelt-standarder
Venstre indtager naturligvis en hovedrolle i sagen. Partiet har i forvejen lidt den tort at få sin fhv. udlændingeminister, Inger Støjberg, dømt ved Rigsretten i en sag, der var ved at sprænge partiet indefra.
Nu slår partiet derimod ring om Claus Hjort Frederiksen, og gør alt, hvad det kan for at undgå, at hans immunitet bliver ophævet. Det kan i sig selv virke ulogisk, da Jakob Ellemann-Jensens begrundelse for at sende Støjberg i Rigsretten netop var, at Venstre var overbeviste om hendes uskyld, og at det ville komme for en dag, når sagen havde gået sin gang.
Noget af en anklage med særdeles vidtrækkende konsekvenser, hvis der er hold i påstanden. Det er normalt kun noget, vi ser i diktaturstater
Sådan kom det som bekendt ikke til at gå, og nu tør Venstre altså ikke være konsekvente i sin argumentation og løbe samme risiko. Sagen mod Claus Hjort Frederiksen skal for alt i verden bremses i opløbet. Som sagt. Politik er ikke altid lige logisk.
Venstre får støtte af flere partier.
Nye Borgerliges leder Pernille Vermund har afvist at mødes alene med Tesfaye med begrundelsen, at hun ikke er juridisk kyndig – dog kyndig nok til efterfølgende at beskylde den konservative leder, Søren Pape, for justitsmord ved at signalere, at K sandsynligvis støtter en ophævelse af Hjorts immunitet.
Er Danmark en bananstat?
Claus Hjort har på det seneste været rundrejsende i budskabet om, at der ligger politiske motiver bag sigtelsen imod ham på trods af, at han jo kom med det, der lignede en tilståelse for åben skærm, da han i TV2’s politiske magasin, Lippert, den 14. december sidste år sagde:
”Nu vil jeg være forsigtig med, hvad jeg siger, og ellers må jeg risikere fængselsstraf, men jeg har i hvert fald været med til at orientere om, at den aftale fandtes”.
Holder anklagerne, står Danmark tilbage som en bananstat
Det blev sagt med henvisning til den danske aftale med USA om udveksling af hemmelige oplysninger via det såkaldte kabelsamarbejde. Et samarbejde, der har været omtalt i de danske medier siden 2014, hvor det fremgik af lækkede tophemmelige papirer fra Edward Snowden, men som aldrig officielt er blevet bekræftet af de danske myndigheder.
Claus Hjorts ”tilståelse” var tænkt som et forsvar for fhv. chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, der på daværende tidspunkt sad varetægtsfængslet og stadig har en sigtelse for landsforræderi hængende over sig.
Claus Hjorts forsvar blev imidlertid til et angreb på daværende forsvarsminister Trine Bramsen for en amatøragtig håndtering af hele sagen, hvilket en stribe tidligere departementschefer efterfølgende har bakket op.
Senere har Claus Hjort skærpet sin kritik og beskylder nu regeringens top for at stå bag sigtelserne imod ham. Noget af en anklage med særdeles vidtrækkende konsekvenser, hvis der er hold i påstanden. Det er normalt kun noget, vi ser i diktaturstater, som vi ikke plejer at sammenligne os med. Holder anklagerne, står Danmark tilbage som en bananstat.
Løsning efter folkeafstemningen
Som sagt er der kun ganske få mennesker, der kender sigtelsernes præcise indhold, og derfor bygger pressens omtale af sagen kun på kvalificerede, men ubekræftede oplysninger fra en kilde. Nemlig Claus Hjort Frederiksen. Men meget tyder på, at de holder vand.
Claus Hjort har ikke været varetægtsfængslet og deltager stadig i møder i Udenrigspolitisk Nævn, hvor medlemmerne får klassificeret information under straffeansvar. Det var næppe sket, hvis man mistænkte Claus Hjort for at være en farlig spion med skæg og blå briller.
Mattias Teasfaye er færdig med sine sonderinger i denne uge, og derefter ventes det at gå forholdsvist stærkt med et lovudkast om ophævelse af immuniteten. Spørgsmålet er dog, hvor stærkt og om ikke regeringen helst vil vente til efter folkeafstemningen den 1. juni om forsvarsforbeholdet, da Hjort-sagen pt. overskygger alt andet.
Dansk politik har måske aldrig været spændende. Man har aldrig før set en lignende sag, og aldrig før har så vigtige principper været på spil, hvor grundlovens paragraffer og principper støder mod hinanden.
Men i sidste ende bliver det det valg mellem immunitet og opbakning til retssamfundet. Det valg burde efter de politiske markeringer ikke være så svært endda. Politikerne bør have tillid til, at domstolene når frem til den rigtige og retfærdige afgørelse.
Læs mere om sagen mod Claus Hjort Frederiksen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
