POV SPORT // ANALYSE – Trænergerningen er på mange måder utaknemmelig. Men den er også særdeles økonomisk indbringende for de største aktører på sidelinjen. At de så langt fra altid lever op til prisen, er en anden sag.
De tre T’er egentlig et meget godt billede på og wrap-up på fodboldweekenden. Ten Hag, Thorup og Thomas. Erik ten Hag i en af verdens største fodboldklubber, Manchester United, Jess Thorup i Nordens største, FC København, og Thomas Frank i brumbasse-klubben, The Bees, Brentford FC, som egentlig ikke burde være i stand til at flyve så højt, men er high flying.
Jeg har, som så mange andre danskere, en stor veneration for Christian Eriksen, og fanskaren er ikke blevet mindre efter det mareridtsforløb, vi som tv-seere var igennem sidste sommer, da Eriksen kollapsede i åbningskampen ved EM mod Finland i Parken. Efterfulgt af hans spektakulære og samtidig velforberedte comeback til topfodbold med en nyslået kontrakt med Manchester United.
Og man som uvildig tilskuer sidder og prøver at lure klodens nyeste stjernestrateg med Ajax-blodårer og skabelonfodbold, der vil noget, lidt efter i kortene, og man så får øje på: ingenting
Efter mange hug igennem årene for at insistere på, at han er den næstbedste danske fodboldspiller siden Michael Laudrup (efter Thomas Gravesen selvfølgelig), insisterer jeg fremdeles. Sådan har vi alle vores favoritter, og fodbolden lever i sagens natur også af den slags diskussioner. Jeg skal undlade at opridse min mandagstræner-udlægning af hans kvaliteter endnu en gang, men blot konstatere, at han har været én af de få, der har shinet en smule i Manchester Uniteds monsterfiasko af en sæsonstart i Premier League.
Først med et 2-1-nederlag hjemme på et forventningsfuldt Old Trafford til Brighton og lørdagen efter med et endnu mere blamerende ét af slagsen. 4-0 til Thomas Frank og danskerkolonien på det nyopførte Community Stadium på vejen ud mod Heathrow Lufthavn i London. Med afstand weekendens største overraskelse i Premier League.
Men for lige at skrue tilbage til det første opgør mod Brighton, og man som uvildig tilskuer sidder og prøver at lure klodens nyeste stjernestrateg med Ajax-blodårer og skabelonfodbold, der vil noget, lidt efter i kortene, og man så får øje på: ingenting.
Ret beset spillede Brighton United ud af brættet i et gennemført og konsekvent spillesystem, som alle mand fra bane til bænk effektuerede, som var det en gymnastikopvisning, man havde øvet i et år.
Nu har Erik ten Hag haft meget kort tid til at sætte sit præg på en galemandsklub af rygter og forventninger hvilende på fortidens storhed, Sir Alex Fergusons ånde i nakken, som en håndfuld mislykkede trænere på posten sikkert stadig kan fornemme, fans, der hader de amerikanske ejere, Glazer-familien, og forfejlede forsøg på at hente flere markante navne ind i indeværende transfervindue.
Ten Hags manøvrerum
Ej at forglemme en forsmået og aldrende verdensstjerne i Cristiano Ronaldo, der ved sin blotte tilstedeværelse, eller til tider mangel på samme, gør det svært for en ny træner at manøvrere i. Men stadig. Erik ten Hag kender Christian Eriksen ud og ind, inviterede ham sågar ned at træne med Jong Ajax i genoptræningsfasen efter hans sygdomsforløb, og så sætter han gudhjælpemig ham på toppen som en slags falsk 9’er i den allerførste kamp.
Den slags fejlvurderinger er jo ikke cirka 80 millioner kroner i årsløn værd. Eriksen kom da også ned på midtbanen og rette plads efter pausen, men da var det stort set allerede for sent, fordi den mentale pust åbenlyst var gået ud af United, om end Eriksen gjorde sit til at løfte både spil og mentalitet med sit utrættelige løbearbejde.
Lørdag i denne weekend skulle Christian Eriksen så tilbage til den hjemmebane, hvor han vendte tilbage til Premier League for godt et halvt år siden og velsagtens var en udslagsgivende faktor for, at Brentford blev oppe i Premier League. Det har Thomas Frank selv sat ord på. Men han havde også lært Eriksen så godt at kende, at han havde udset sig svaghedspunkterne hos både ham og resten af United-mandskabet, så Brentford nærmest tromlede gæsterne over lørdag aften.
David de Drop
I den danske træners taktiske beregninger var nu nok ikke inkluderet to gigantiske målmandsdrop af David de Gea i United-kassen. Men Thomas Franks seks år i klubben, de første to som assistent, er også et levende billede på, hvad kontinuitet på trænerposten kan betyde. End ikke efter Frank missede den første gyldne mulighed for milliard-kampen om at rykke op, tøvede Brentford-ledelsen.
Og året efter leverede Thomas Frank bare varen endnu en gang. Med oprykning til følge. Og så at blive oppe i den første sæson. Når han bliver spurgt til ”den svære 2’er”, svarer han resolut, at han ikke tror på den slags absolutter. Han arbejder bare videre.
Godt set af daværende sportschef, Rasmus Ankersen, og klubejer, Matthew Benham, at fiske Brøndby-boss Jan Bech Andersens bommert som forklædt internetkriger at jage Frank ud af Vestegnen. Den drøvtygger den i London bosiddende Bech Andersen nok stadig i ærgrelse på. Alt imens Thomas Frank, hvis han fortsætter i samme spor, sagtens kunne begynde at kigge sig om efter større adresser. Og en løn, der ikke er tre-fire gange lavere end Erik ten Hags.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt Frank er der for pengenes eller fodboldens skyld, skal man bare følge hans tyggegummi, så får man en fornemmelse af, hvor meget han brænder for spillet. Nu med endnu en dansker at lege med i sine taktiske overvejelser i skikkelse af den lille troldmand Mikkel Damsgaard i flokken.
Erik ten Hag får ikke seks år i United, som Frank har fået i Brentford, til at skabe et slagkraftigt hold. Måske Alex Ferguson nok gjorde det i et andet århundrede, men nutidens tålmodighed rækker slet ikke til resultatløs opbygning. I de store klubber er det nu og her, ellers venter slisken rundt om næste nederlag.
Ten Hag skal nu nok få et godt stykke på den anden side af transfervinduet, og mon ikke også, han får skabt et lidt skarpere snit over et hold, der lige nu stikker i alle retninger. Omend ærkerivalen Liverpool venter i næste runde, og hvis Jürgen Klopp river sin kollega endnu mere rundt i manegen end Thomas Frank, hersker også branchens pludselige totalspin af fans og eksperter, der hen over natten kan drive selv den mest kompetente træner ud af vagten.
I Danmark ligger den højestlønnede træner omkring 1/30 af Simeone. Men Jess Thorup skal for sine 10 millioner alligevel stå model til en del i FC København
Deraf også de absolut vanvittige trænerlønninger i de største klubber. I naboklubben, City, kører Pep Guardiola lidt mere end det dobbelte af ten Hags 80 millioner ind på bogen om året. Klopp omkring 140 millioner. Den længst siddende træner i europæisk topfodbold, Diego Simeone, der står i spidsen for Atlético Madrid, tjener astronomiske 300 millioner kroner om året.
I Danmark ligger den højestlønnede træner omkring 1/30 af Simeone. Men Jess Thorup skal for sine 10 millioner alligevel stå model til en del i FC København. Fordi det ligesom bare ikke spiller. Jo, klubben blev endelig igen dansk mester, men mere for selvforståelsen end øjet, og fansene vil have begge dele. Point og stabillækker fodbold. Ikke det der svingende pendul af sejre og nederlag, som også i denne sæson synes at være klubbens og dermed trænerens møllesten om halsen.
Der skal næppe mange flere af sidstnævnte til, før der bliver trukket i en form for nødbremse. 1-0-nederlag i Parken til oprykkerne fra Horsens, 4-2 til Viborg, og på trods af en opløftende 4-1-derbysejr over Brøndby var der ikke langt til pibekoncertens 1-3-ekko i fredags hjemme mod Randers.
Ikke kun som om, fansene ikke kan lide Jess Thorup. Mange giver hårdhændet udtryk for det på omkostningsfrie sociale medieplatforme. Kemien synes bare ikke rigtig at være til stede mellem fans og træner. Den retter man ikke op med en enkelt derby-sejr. Omklædningsrummet er én ting, men man skal heller ikke undervurdere en fanbases indflydelse, hvis den larmer højt og længe nok.
Name of the game
Ovre i FC Midtjylland lønner man ikke trænere i dobbeltcifrede millionbeløb, snarere det kvarte, og interimudgaven, Henrik Jensen, efter fyringen af Bo Henriksen, har noget nær historisk formået at være foran 3-0 ved pausen i de seneste to kampe mod oprykkerne Lyngby og Horsens. For så at spille 3-3. Så er man langt efter Diego Simeones lønseddel.
At det så skabte furore i dele af fodbold-kommentariatet, at TV3-ekspert Jesper Thygesen gik lige lovlig hårdt til Henrik Jensen efter det seneste sammenbrud i Horsens, kan man da godt synes, er en kende uretfærdigt for den stakkels vikar, der i det store billede forsøger at udføre sit arbejde til håndører. Men hey, name of the game. “Lev med det,” som de siger henne i Mettes regering.
Salig landstræner Richard Møller Nielsen blev også kendt for at mene, at 2-0 er den farligste føring. Den køber de ikke længere på Heden. Og i forhold til Jesper Thygesen, der jo altså fra egen krop igennem mange år ved, hvad han taler om, ville Ricardo nok bare have sagt et eller andet i retning af, at Thygesen trænger til en bypass i hovedet. Sådan er fodbolden og trænergerningen så forfængelig og spydig begge veje.
Nå ja, så var der lige Antonio Conte (Tottenham-træner til godt 130 millioner kr. om året) og Thomas Tuchel (til godt 60 millioner), der begge søndag aften fik rødt kort for at ryge i bogstaveligt håndgemæng, efter det indbyrdes London-opgør endte 2-2 i overtiden. Conte blev tosset, fordi Tuchel holdt fast i hans hånd, Tuchel var rasende over, at Conte ikke kiggede ham i øjnene, da de sagde tak for kampen.
Der er mange børnehavepladser, nerver og millioner på spil i det der trænergame …
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
