Når IS er nedkæmpet – hvad sker der så

i Featured/Internationalt/Politik & Samfund af

Den samlede og koordinerede indsats mod Islamisk Stat (IS) synes efterhånden at bære frugt. Således er der forlydender om, at IS er ved at miste grebet om sin højborg i Mosul i Irak. IS er tilsvarende under stort pres i Syrien. I Irak er man begyndt at vejre morgenluft, og diskuterer således allerede på nuværende tidspunkt, hvad der skal ske, når IS er nedkæmpet og forsvinder fra området.

Byen Mosul har været under IS’ kontrol siden juni 2014. I takt med, at befrielsen af Mosul nærmer sig, er der i stigende grad historier i omløb om, at en ny magtkamp om Mosul i Ninevah-provinsen allerede nu er under opsejling.

Et etnisk, religiøst og politisk kludetæppe

Denne magtkamp vil være af endnu større kompleksitet med diverse etniske og religiøse mindretalsgrupper, der hver især på en og samme tid både vil være i fare og udgøre en fare for en mulig fred i regionen. Provinsen er hjem for kurdere, arabere af både sunni og shia observans, kristne, sabier, yazidier og shabaks. Voila, det kan næsten ikke blive mere komplekst. ”A can of worms”, som det rammende hedder på engelsk, er vel nok den mest dækkende betegnelse for dette etniske og religiøse kludetæppe. Og et fremtidsscenarie om magtkampen med så mange etniske og religiøse aktører med hver deres dagsorden kan gøre selv den mest hardcore krigsstrateg noget bleg om næsen.

Kurdiske magtambitioner

Netop grundet tilstedeværelsen af så mange grupperinger, der ikke ønsker at leve sammen, giver det umiddelbart mening at drøfte spørgsmålet om opdelingen af regionen til 6-8 mindre provinser for at tilgodese de forskellige etniske og religiøse interesser. Sådanne drøftelser er på tegnebrættet på nuværende tidspunkt.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har ganske travlt med at holde styr på den kurdiske trussel fra tre sider: Kurderne i Syrien, kurderne i Irak samt kurderne fra det irakisk kurdiske selvstyreområde. Det er mange bolde at have i luften, og kan vel nok give selv den mest halv-paranoide statsleder lidt sved på overlæben.

Men der er en anden, mere overordnet og uudtalt komponent i denne farlige cocktail; kurderne udenfor Mosul og Ninevah-regionen – nemlig kurderne fra det selvstyrende kurdiske område i Nordirak. Lige denne aktør er man ikke særlig begejstret for hverken i det myndighedskontrollerede Irak eller i Tyrkiet. I Irak betragter man den kurdiske pershermagas hjælp i kampen mod IS med en vis skepsis . Dette er begrundet i en frygt for, at det kurdiske selvstyres område på sigt ønsker at annektere de kurdiske områder i Ninevah-provinsen. Ønsket om en annektering er en del af kurdiske ambitioner om demografiske ændringer i området og ekspansion af det kurdiske område. Og i modstrid med det irakiske ønske om at bibeholde regionen under irakisk kontrol.

Den store kurdiske trussel mod Tyrkiet

Af samme grund er Tyrkiet tilsvarende særdeles skeptisk overfor det kurdiske selvstyreområde og ikke mindst dette styres magt- og ekspansionsdrømme. Set med tyrkiske øjne udgør de kurdiske ambitioner en trussel mod tyrkiske interesser i en ganske særlig grad.

Overordnet har den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, ganske travlt med at holde styr på den kurdiske trussel fra tre sider: Kurderne i Syrien, kurderne i Irak samt kurderne fra det irakisk kurdiske selvstyreområde. Det er mange bolde at have i luften, og kan vel nok give selv den mest halv-paranoide statsleder lidt sved på overlæben.

Tyrkiet, Irak og Syrien hænger sammen

Jeg har i tidligere blogposter omtalt tyrkisk udenrigspolitik, og Tyrkiets interesse i Syrien og Irak. Præsident Erdogan har udtalt, at man ikke kan drøfte en fredsløsning for Syrien uden at tage højde for tyrkiske nationale interesser. Uanset hvad man så i øvrigt måtte mene om manden og hans grandiose tendenser, har han sådan set – underligt nok – ret. For Tyrkiets historiske, etniske og politiske tråde er flettet ind i Syriens eksistens. Det samme gælder i forholdet mellem Tyrkiet og Irak. Og ligeledes for forholdet mellem Syrien og Irak.

De er alle hver især vævet ind i hinanden med deres etniske grupperinger, heriblandt kurderne, på tværs af landegrænser. Man kan derfor ikke tale om en løsning for Syrien uden også at tale om en løsning for Irak. Og en løsning for de to lande kræver, at tyrkiske interesser samtidig tilgodeses. Sidstnævnte er først og fremmest, at det kurdiske ønske om større og mere selvstyre ikke efterkommes.

IS er vores tids mareridt, men den aktør kan bekæmpes og vil blive nedkæmpet. For at sikre freden efter IS’ endeligt, bliver man nødt til at have fredsstrategier klar; herunder at få samarbejdspartnere og alliancer på plads allerede nu. Der er ikke tid til at forholde sig til det, når først IS er jaget på porten. Hvis ikke det bliver gjort nu, risikerer man, at regionen bliver skueplads for endnu værre (man skulle næppe tro det muligt) krigshandlinger og orgier af vold.

Af samme grund er det naivt at tro, at de to lande vil blomstre op, freden vil returnere og væksten vil komme, hvis bare de allierede styrkers indsats kan få nedbrudt IS og jaget den vanvittige dødskult på porten. Sandheden er, at når, og ikke hvis, IS mister magten i Irak – formentlig indenfor kort tid – står et hav af nye aktører i kø for at komme til at kæmpe om magten.

Kunsten at ville freden

Om løsningen ligger i opdelingen af provinsen i 6-8 mindre provinser er det store spørgsmål.

For at sikre freden efter IS’ endeligt, bliver man nødt til at have fredsstrategier klar; herunder at få samarbejdspartnere og alliancer på plads allerede nu. Der er ikke tid til at forholde sig til det, når først IS er jaget på porten. Hvis ikke det bliver gjort nu, risikerer man, at regionen bliver skueplads for endnu værre (man skulle næppe tro det muligt) krigshandlinger og orgier af vold.

Og om end tanken kan lyde besnærende med behørig hensyntagen til de mange forskellige etniske og religiøse grupperinger, er der ingen garanti for en fred med en sådan opdeling. Magtkampe og territoriale udvidelsesambitioner har altid eksisteret, uafhængigt af grænsedragninger. Freden vil formentlig først komme den dag, det rent faktisk kan betale sig for de mange aktører at ville den, ubetinget og uafhængigt af egne politiske dagsordner.

Topfoto: Wikimedia Commons: Mississippians, Iraqi Army partner to protect Q-West water supply DVIDS220291.jpg. https://www.dvidshub.net/image/220291

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.