BAGGRUND // SERIE – I det sydamerikanske land Bolivia lever 36 indianske befolkninger med hver deres traditioner, skikke og sprog. Trods forskellighederne er alle indianere over en kam blevet behandlet som andenrangsborgere i de sidste knap 500 år. Men i 2005 skete en mindre revolution med valget af Sydamerikas første indianske præsident, Evo Morales, der har sat indianske befolkningers rettigheder, kultur og identitet øverst på dagsordenen.
Artiklerne om Bolivia er blevet til på baggrund af en rejse rundt i landet i efteråret 2013. Artiklerne er skrevet og publiceret i perioden 2013-2015 og behandler derfor ikke den aktuelle udvikling i Bolivia med præsident Evo Morales’ afgang. Artiklerne har i stedet fokus på nogle af de forandringer i Bolivia, som Morales opnåede som præsident. I 2013 var der en udbredt opbakning i store dele af befolkningen til Morales’ politik.
Med 60 % af stemmerne ved oktobervalget i 2014 kunne Juan Evo Morales Ayma sætte sig i præsidentstolen i Bolivia for en tredje periode. Siden han i 2006 første gang tiltrådte embedet, er der sket store forandringer i landet, som ligger mellem Brasilien i nord og øst, Paraguay og Argentina i syd og Chile og Peru i vest.
I Sydamerikas fattigste land er fattigdommen på retur, trods at halvdelen af befolkning på lidt over 10 millioner stadig lever under fattigdomsgrænsen. Bolivias økonomi udvikler sig positivt: I de sidste ti år har væksten i gennemsnit ligget på 4,8 % om året takket være gunstige råvarepriser og salg af naturgas.
Efter at vi er begyndt at undervise på quechua, er børnene blevet mere tillidsfulde og glade. Da vi før kun underviste på spansk, var børnene utrygge, fordi vi mødte dem med et sprog, de ikke forstod”
– Doris Rodríguez
Samtidig har Bolivias indianske majoritet fået både politisk stemme og indflydelse med aymaraindianer Evo Morales på præsidentposten. Siden spaniernes erobring af landet i 1538 har indianske borgere været undertrykte politisk, socialt og kulturelt. Præsidenten har iværksat et storstilet indiansk genoprejsningsprojekt, som han kalder en afkolonialisering af landet. Effekten af initiativet ses allerede, da mange indianere mærkbart har fået større selvtillid og stolthed over deres baggrund.
Bolivias areal er 25,5 gange større end Danmarks. Den indianske befolkning udgør ca. 55 %, og omkring 35 % er mestizer, dvs. af blandet indiansk og europæisk afstamning. Resten består af europæiske efterkommere, og knap 1 % stammer fra afrikanske slaver, der blev bragt til landet i kolonitiden for at arbejde i sølvminerne i Potosí.
En plurinational stat
Præsident Evo Morales er leder af MAS, Movimiento al Socialismo, Bevægelsen frem mod socialisme, og bryder med mange års militærdiktatur og konservativt styre. Han vælges i 2005 på løfter om at gøre op med udenlandsk kontrol med landets olie- og gasressourcer samt økonomi. Som noget af det første i embedet nedsætter han et udvalg, der skal omskrive forfatningen, så den tager hensyn til den indianske majoritet. Desuden gennemfører han delvise nationaliseringer af olie- og gassektoren.
Lige så populær han er blandt de indianske grupper og de fattige bolivianere, ligeså upopulær erhan blandt den højere middelklasse og forretningseliten i storbyen Santa Cruz i syd.
I 2008 vinder han to folkeafstemninger: Den ene handler om den nye forfatning og den anden om, hvorvidt præsidenten kan genvælges ud over to perioder a fire år. Den nye forfatning vedtages året efter, og i den forbindelse ændres landets officielle navn til Estado Plurinacional de Bolivia, Den plurinationale stat Bolivia, dvs. en stat af flere nationer, som alle har krav på respekt og værdighed. Landet får ved samme lejlighed et plurinationalt flag.
Undervisning på indianske sprog
Siden 1991 har Bolivia haft tre officielle sprog: spansk, aymara og quechua. Med den nye grundlov i 2009 bliver de 34 øvrige indianske sprog også officielle sprog. Som endnu et led i præsidentens såkaldte afkolonialisering af landet, indføres tosprogsundervisning i alle landets skoler med en ny skolelov fra 2010, Lov 070. Samtidig erstattes faget religion, der før udelukkende handlede om katolicismen, af et fag om alle religioner, skikke og traditioner samt spiritualitet.
I 1538 blev Bolivia koloniseret af spanierne. Såvel inkakulturen som andre indianske kulturer led et svidende nederlag
Bag den nye skolelov ligger tanken om, at alle kulturer er ligeværdige, og at alle indianske børn skal kunne modtage undervisning på både deres indianske sprog og på spansk. Tidligere var undervisningssproget udelukkende spansk, hvorfor mange indianske børn blev tabt i uddannelsessystemet, da de og deres familier ikke talte spansk. Det er i dag et krav, at alle ansatte i den offentlige sektor, herunder lærere, skal være tosprogede. Derfor kæmper mange spansktalende nu med at lære et indiansk sprog, primært quechua eller aymara.
Doris Rodríguez, lærer på Josefina Goytia Skolen i byen Sucre, fortæller om sine erfaringer med tosprogsundervisning:
“Efter at vi er begyndt at undervise på quechua, er børnene blevet mere tillidsfulde og glade. Da vi før kun underviste på spansk, var børnene utrygge, fordi vi mødte dem med et sprog, de ikke forstod. De fleste børn på vores skole kommer fra små landsbyer i omegnen af Sucre, og de taler ikke spansk hjemme, men quechua. Så derfor forstod de ikke, hvad der foregik i skolen, og mange droppede ud.”
Det gode liv – Vivir bien
Evo Morales står for en såkaldt revolutionær agenda, inspireret af såvel den traditionelle socialisme som den indianske ide om at vende tilbage til et mere ligevægtigt samfund, hvor alt eksisterer i harmoni eller gensidighed med hinanden. Et samfund, der eksisterede før den spanske erobring for knap 500 år siden.
Han forener sin livsanskuelse i en slags filosofi, vivir bien, der betyder ‘det gode liv’, som handler om at respektere naturen og Pachamama, Moder Jord. Evo Morales forsøger at forene denne indianske tankegang med en socialistisk. Han vil gøre op med den globale, kapitalistiske økonomi og væksttanken og i stedet at opbygge en samfundsmodel, der bygger på Bolivias tidlige historie, som kort opridses i de efterfølgende afsnit.
Evo Morales sammenfatter sine ideer omvivir bieni ti punkter, som han første gang præsenterer i en tale holdt på inkaernes fødeø, Isla del Sol i Titicasøen, den 21. december 2012. [3] I korthed går punkterne ud på at styrke demokratiet og menneskers sociale rettigheder. Desuden handler det om at respektere naturens ressourcer som modvægt til kapitalismens markedsføres af menneskelige behov.
Tiwanakukulturen
Den første store indianske civilisation, der udviklede sig på den bolivianske højslette, var tiwankukulturen (på spansk tiahuanaco). Kulturen spredte sig fra byen Tiwanku, grundlagt år 1200 f.Kr. ved Titicacasøens sydlige bred, til Stillehavet. Fra omkring 700 e.Kr. dominerede tiwanakukulturen et område bestående af det nuværende Bolivia, det sydlige Peru, det nordøstlige Argentina og det nordlige Chile.
På sit højeste var Tiwanaku en by med ca. 50.000 indbyggere og et religiøst centrum. Indbyggerne dyrkede intensivt landbrug og anlagde store vandingskanaler. Fra omkring år 1000 e.Kr. kollapsede imperiet. Byerne blev forladte, og befolkningen spredtes. Der er flere mulige forklaringer på, hvorfor det skete: et kæmpe jordskælv, en fremmed invasion eller klimaforandringer. Sidstnævnte er nok den mest oplagte årsag. Fra 1000 e.Kr. var der en lang periode uden regn, hvorfor en langvarig tørke kan være en oplagt grund til imperiets kollaps.
Tiwanakuimperiet blev efterfulgt af adskillige mindre regionale aymarastater. Aymaraerne indvandrede sandsynligvis til Titicacaområdet fra den østlige del af højsletten Altiplano. Aymaraerne var hyrder med flokke af lamaer og alpakaer. De fremstillede produkter af sølv. Sidstnævnte fandtes i store mængder i overfladedepoter på højsletten ved bjerget Cerro Rico i det nuværende Potosí. Aymaraerne havde kolonier i flere regioner, og territoriet var inddelt i mindst syv militære kongedømmer.
Inkaimperiet
Fra ca. 1450 oplevede aymaraerne en større og større konkurrence fra inkaerne, et quechuatalende folk med base i Cusco i det sydlige Peru. På trods af aymaraernes militære kapacitet, var de ikke i stand til at danne fælles front mod inkaerne, og langsomt blev de indlemmet i inkaimperiet.
I begyndelsen gjorde inkaerne ikke meget for at ændre på aymarasamfundene, men efter et aymaraoprør i 1470 strammede inkaerne kursen. De sendte en stor hær fra Cusco og slog oprøret ned. Herefter styrkede de deres kontrol over højsletten ved bl.a. at sende grupper af quechuatalende folk til området for at dyrke jorden og introducere nye dyrkningsmetoder, og de byggede veje og fæstningsværker. De inkorporerede regionen i Qullasuyu, den rigeste og mest befolkede af inkaimperiets fire regioner. Hermed beseglede inkaerne deres status som det mest magtfulde andinske imperium siden Tiwanaku.
I løbet af ca. et århundrede blev inkaerne herskere over det største imperium i Amerika. Et imperium, der strakte sig over 5.000 kilometer fra det sydlige Colombia til det nordlige Chile. Befolkningen var på omkring 20 millioner mennesker, som blev regeret af en hersker, der hævdede, at han nedstammede direkte fra solen.
Inkaerne hævdede, at deres grundlægger og forfader, Manco Cápac, var født på Isla del Sol, Soløen, i Titicacasøen. Det var den andinske verdens hellige centrum, fordi man troede, at selve solen blev skabt der.
Spanierne kommer
I 1538 blev Bolivia koloniseret af spanierne. Såvel inkakulturen som andre indianske kulturer led et svidende nederlag. Spanierne satte sig tungt på alle områder: De rådede over det politiske system og økonomien. De bestemte, hvad der skulle dyrkes, og ikke mindst satte de sig på sølvdepoterne på bjerget Cerro Rico og tvang indianerne til at udvinde sølvet for sig.
Såvel Spanien som resten af Europa berigede sig stort på indianernes bekostning. De forskellige indianske grupper med deres specifikke kulturer, sprog og religion blev undertrykt. Indianerne blev reduceret til andenrangsborgere uden værdi og rettigheder.
Uafhængigheden og vandkrigen
Knap 300 år senere, i 1825, får området sin uafhængighed fra Spanien, og landet tager navn efter den venezuelanske frihedshelt Simon Bolívar. En politisk elite af criollo, kreolere, som er spaniere født i Amerika af spanske forældre, og mestizer, bliver skabt. De indianske befolkninger får stadig ingen del i magten.
Bolivias historie er en lang række af diktatoriske ledere og militærkup, og den herskende politiske elite har altid bestået af mestizer. Bolivianerne har dog også en lang tradition for oprør mod magten. Især minearbejderne har været gode til at organisere sig og skabe stærke fagforeninger.
Også civile borgere har gjort oprør, når forholdene blev for brogede. Et eksempel er kampen om vandet i Cochabamba i år 2000. Den daværende præsident Hugo Banzer, der var kommet til magten ved et militærkup i 1971, bliver genvalgt ved et såkaldt demokratisk valg i 1987. Han fortsætter tidligere regeringers nyliberalistiske politik med privatiseringer af samfundsejendom.
Men da han i 2000 planlægger at sælge vandforsyningen i Cochabamba til det amerikanske ingeniør- og byggefirma Bechtel, går det galt for ham. Folk i Cochabamba, diverse organisationer, fagforeninger m.v. er ikke til sinds at privatisere vandforsyningen. Med støtte fra fagforeninger organiserer folk i byen sig og får sparket Bechtel ud af byen. Samme år sagsøger Bechtel og selskabets spanske medinvestor Abengoa Bolivia for 50 mio. US dollars for økonomiske tab. Sagen udmunder i en mindre bod til Bolivia på 300.000 US dollars. Kampen er kendt som Vandkrigen, og den får afgørende betydning for den videre politiske udvikling i Bolivia.
De næste fem år er der ikke mindre end fem forskellige præsidenter. Derefter vælges Evo Morales til præsident.
Hvor er Bolivia på vej hen?
Det er tydeligt, at der er sket store forandringer i det bolivianske samfund i de sidste otte år under Evo Morales. Mange bolivianere, især indianere og fattige, giver udtryk for, at de på flere fronter har fået bedre levevilkår. Trods fremskridt lever dog stadig en tredjedel af befolkningen i ekstrem fattigdom.
Ideen om vivir bien er både en smuk og idealistisk tanke, men selv Evo Morales bliver ramt af virkeligheden. Eksempelvis i form af et af verdens største lithiumdepoter, som findes under verdens største saltslette, Salar de Uyuni. Hvis Pachamama og naturen skal respekteres i tråd med vivir bien, må lithiummet blive, hvor det er. Men samtidig vil en udvinding af lithiummet kunne indbringe svimlende summer til det bolivianske nationalbudget, hvilket er mere end fristende.
Valget er faldet på en indtil videre pragmatisk løsning, hvor udvindingen af lithium er gået i gang i form af et mindre statsligt pilotprojekt – ikke uden konsekvenser for naturen.
Rejsen til Bolivia blev foretaget med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.
Topfoto: Bettina Gram.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her