TEATER // ANMELDELSE – Den danske teaterscene er lige nu fyldt med dramatik, som tager sit udspring i filmens verden. På Aarhus Teater tager de formgreb på Lars von Triers Dancer in The Dark, og på Østre Gasværk, hvor Pelle Erobreren opføres som musikteater, har man kigget mere mod Bille Augusts filmatisering af værket end mod Martin Andersen Nexøs oprindelige roman. Begge forestillinger skuffer POV’s teaterreporter Ole Blegvad.
For et par uger siden havde jeg en ”hvad-nu-hvis-samtale” med en kammerat, som er filminstruktør. Vi talte scenekunst contra filmkunst, og jeg sluttede med at sige, at hvis jeg kun måtte vælge en af de to kunstarter, filmen eller skuespillet, så ville jeg til enhver tid vælge teatret. For sit nærvær, sin intimitet, sit insisteren, sine følelser, sine historier, sin sammenhængskraft og ikke mindst sin væren i nuet. De samme ord og argumenter kunne man jo ret beset sætte på sit forsvar for filmen, men jeg ender altid med at vælge scenekunst.
Pelle i den store verden
Jeg bevæger mig glad mod Østre Gasværks nyrenoverede scenerum for at se Pelle Erobreren som musikteater. (premiere den 25. oktober.) Og rummet er imponerende, som altid. Og Martin Andersen Nexøs roman, om den aldrende Lassefar fra Tomelilla i Sverige, der sammen med sønnen Pelle kommer til Bornholm for at finde lykken, er som skabt til det imponerende og store rum.
Men så alligevel. Hurtigt smuldrer forestillingen væk i det kolossale rum i Maja Ravns yderst minimalistiske scenografi. Det bliver det store, næsten nøgne, Gasværk med lys- og videodesign, der stjæler opmærksomheden.
Lassefar, Kongstrup, Pelle, Erik, Eleven, forvalteren, Rud, Madam Olsen, og hvad de ellers hedder, spillet af glimrende skuespillere som Thomas Bo Larsen, Kristian Halken, Morten Surballe, Birgitte Raaberg m.fl. kæmper en hård kamp for at nå ud til publikum.
Det lykkedes desværre aldrig helt. Det bliver fraværende teater, der ikke er inde at tage fat i følelser og nærvær.
Man forstår at verden – Gasværket – er så stort, så stort i forhold til os mennesker, men ordene og handlingen forsvinder på mystisk vis væk i det smukke rum.
Samtidig har man valgt at lave forestillingen som musikteater. Dygtige klassiske musikere spiller en slags klassisk-folkemusik, som passer fint til rammefortællingen, der som bekendt foregår på landet omkring Stengården. Men musikken af P-O Nilsson og Dreamers’ Circus, og teksterne til sangene af Bim Wilkström, tilfører ikke forestillingen noget ekstraordinært.
Tilbage sidder man med en fornemmelse af, at bearbejdelsen har lagt sig mere op ad Bille Augusts filmatisering (1987) end ad Martin Andersen Nexøs roman (1906). Forestillingen bliver en slags highlights fra filmen (der selvfølgelig er taget fra romanen).
Det store ses i det små. I romanen og i filmen, der både vandt Guldpalme i Cannes og en Oscar for bedste ikke-amerikanske film, er Pelle omdrejningspunktet i dannelsesrejsen om uretfærdighed og social arv, om individet kontra kollektivet, om handlekraft og lederevner, om empati, kærlighed, drømme og solidaritet.
Sådan er det desværre ikke i teaterudgaven. Historien fortaber sig ganske enkelt i det alt for store visuelle udtryk i den gamle, smukke gasbeholder.
Selma uden Björks musik
Mens Østre Gasværk altså netop er færdig med ombygningen, så er Aarhus Teater stadig i fuld gang med at renovering af deres gamle scene, så Dancer In The Dark spiller på den lille scene, Scala.
Vi er stadig i filmuniverset med Lars von Triers film fra 2000, der vandt De Gyldne Palmer, og som Björk modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle for.
Vi er, som i Pelle Erobreren, i en verden, hvor hovedpersonen leder efter lykken. Mens Lassefar drømmer om det gode liv i Danmark, så er hovedpersonen i Dancer In The Dark, Selma, rejst fra Tjekkoslovakiet til USA. Selma er tæt på at blive blind, ramt af en øjensygdom, som sønnen Gene vil arve, hvis han ikke får en operation.
Hun arbejder på den lokale fabrik for at samle penge sammen til sønnens operation. Når Selma ikke arbejder for at tjene penge, så flygter hun ind i den farverige og fantasifulde musicalverden, hvor hun på byens dilletantteater spiller Maria i The Sound of Music.
Selmas syn forværres gennem forestillingen, og med det svage syn kommer katastroferne: Selma bliver fyret, hun bliver franarret sin opsparing af naboen, politimanden Bill, som ellers var Selmas fortrolige. Selma bliver beskyldt for at myrde Bill, det hele ender med retssag, dom og hængning.
Der er komponeret helt ny musik, nye sange og lydbillede til forestillingen af Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis. (I sidste sæson var Marie Koldkjær Højlund sammen med Simon Kvamm med til at fortolke salmer i succesforestillingen Lyden af de skuldre vi står på, også på Aarhus Teater.)
Hele ideen med lyduniverset er sådan set fin nok. Selma er ved at blive blind, derfor skruer vi op for det lydbillede, som Selma oplever det, om det så er på fabrikken, i hjemmet eller i retssalen. Jeg synes desværre, at ideen æder sig selv, så man til sidst bliver træt af de mange forstørrede lyde fra blikkasser, fodtrin, stole der sættes og så videre.
De nye sange fungerer meget forskelligt. Faktisk synes jeg, at flere af teksterne nærmest fjerner sig fra hovedhistorien, mens andre synges på tjekkisk, så de ikke giver noget mening til historiens fremdrift – andet end at understrege musikken og musical er livets lethed i Selmas liv i forhold til alle grusomhederne, hun møder.
Det er vel også nu, at jeg må fortælle, at jeg var til Lars von Triers verdenspremiere ved Filmfestivalen i Cannes i 2000. Det var en enestående oplevelse, hvor især Björks sange og skuespil tog alle med storm. Faktisk var der flere, som synes, at historien med Selma var en kende for tynd.
Det var historie, der lagde sig i rækken af Trier-film med selvopofrende og naive kvinder i hovedrollen. I Breaking The Waves viser den unge Bess sin kærlighed til sin invalide mand ved at have sex med fremmede mænd. I Dancer In The Dark er der altså Selma, der ofrer sit liv for sin søns syn.
Sofia Nolsøe spiller hovedrollen som Björk med stor autoritet og sikkerhed i et ensemblespil, der fungerer. Men jeg bliver ikke helt ramt af fortællingen. Jeg sad hele tiden med det store spørgsmål, hvorfor sætter Aarhus Teater egentlig Dancer In The Dark op nu og endda uden Björks musik. Jeg savner en retning i fortællingen. Hvem er Selma i 2018? Er hun stadig Triers selvopofrende lille-pige? Eller er hun er stærk kvinde, der tager sagen i egen hånd og samler penge ind til sønnens operation for derefter at bliver dømt af et korrupt system? Jeg mangler svarene, ikke som en facitliste, men som dramatisk motor i stykket.
Må man? Man skal!
Man kan så spørge, om teatret overhovedet må fortolke film til teater. Min korte svar er: Teatret skal, for at udforske vores eksisterende værker og for at give dem et nyt liv og abstraktionsniveau. Derfor tak til Aarhus Teater og Østre Gasværk. Jeg blev bare ikke ramt denne gang.
Må man så som kulturforbruger sammenligne kunstprodukter indenfor to forskellige genrer? Mit korte svar er. Ja, kulturforbrugeren skal sammenligne. For at blive klogere på kunstens præmis. Og for at finde identitet og fortolkning i de forskellige genrer og udtryk.
Måske har jeg med Triers og Billes udgaver af Dancer In The Dark og Pelle Erobreren for mange oplevelser med i bagagen. Og måske har Aarhus Teater og Østre Gasværk valgt to fuldkomne film i den danske filmskat.
Jeg tænker Björk, Catherine Deneuve, Pelle Hvenegaard og Max von Sydow er svære at gå op imod.
Og måske spiller teateret i disse tilfælde ”fallit” overfor filmen. Filmen, der er nærbilledets kunst, kan zoome helt ind, så vi mærker Pelle og Selmas smerte. Filmen, der brutalt kan lave temposkift ved at klippe fra den ene scene til den anden, mens teatret må blive i samme rum, i samme illusion.
Eller måske skyldes de manglende jubelklokker fra min side noget så elementært som problemer i maskinrummet?
På begge forestillinger har teatrene nemlig været nødsaget til at skifte instruktør i forløbet. Instruktør Liv Helm blev forhindret i at udføre jobbet på Aarhus Teater af forskellige årsager, derfor trådte den i Berlin boende instruktør Anne Zacho Søgaard til med kort varsel. På Østre Gasværk betød Kasper Holtens udnævnelse som teaterchef på Det Kongelige Teater, at han sprang fra opgaven, som så blev overtaget af Katrine Wiedemann. Det er en kunstnerisk og indholdsmæssig udfordring at blive kastet ind i et teaterprojekt med kort varsel.
I begge forestillinger savnede jeg noget af det, jeg talte med min kammerat om, som gør scenekunsten så stærk: Nærvær, intimitet, insisteren, følelser, historien, sammenhængskraft og nuet. Uden disse elementer er det, som om filmen knækker, når den kommer på teatret.
Og nu vi taler film kontra teater, så savnede jeg også noget af det Lars von Trier er blevet elsket og hadet for, nemlig melodramaet.
Dancer In The Dark spiller på Aarhus Teater, Scala, indtil den 8. december.
Pelle Erobreren spiller på Østre Gasværk indtil den 9. december.
Foto: Dancer In The Dark, Emilia Therese.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
