Nachwendekinder – født i en familie med rødder i det gamle Østtyskland

af i Bøger/Europa

BØGER // ANBEFALING – Forfatter Anna Elisabeth Jessens kollega og ven, Johannes Nichelmann, har skrevet bogen Nachwendekinder om efterkommergenerationen fra DDR. Bogen giver et nyt billede af kompleksiteten omkring genforeningen her i 30 året for Murens fald, skriver hun.

Min kollega og ven, Johannes Nichelmann, er født i 1989. Han er et Nachwendekind, som de bliver kaldt i Tyskland. Det er unge tyskere, der er født lige før eller efter die Wende, Murens fald, i november 1989, for 30 år siden.

Jeg mødte Johannes Nichelmann for et par år siden i en master class i EBU, European Broadcasting Union, hvor jeg har undervist unge europæiske radiojournalister.

Siden har vi holdt kontakten, vi har delt lejlighed i Friedrichshain i Berlin, og senere har vi arbejdet sammen som kolleger.

Johannes Nichelmann har skrevet en bog, hvor han fortæller først og fremmest historien om sine egne forældre og bedsteforældre i DDR, en historie, der er tiet om, for ingen taler om den, den er tabu

I 2017 lavede Johannes og jeg for Westdeutsche Rundfunk en podcast-serie, der hedder Tod eines Stasi Agenten, om en tidligere Stasi-agent, der blev fundet død i Danmark.

Da jeg ankom til Berlin sommeren 2017, hvor vi dagen efter skulle begynde vores produktion af podcastserien, havde Johannes fået fat i to billetter til et stykke totalteater, der fandt sted i et boligkompleks i det tidligere Østberlin. En teatergruppe havde entreret med en hel hjørneejendom, nogle store, grå lejekaserner, der stod tomme, og som tilsyneladende ikke havde forandret sig særlig meget siden 1989.


Fakta:

Når man taler om generationen af Nachwendekinder, er det gruppen af unge, hvis forældre boede i det tidligere DDR. For betydningen af at blive født i en familie med rødder i det gamle Østtyskland, staten, der ikke eksisterer mere, DDR, er større, end mange måske forestiller sig. Det kan man læse om i en bog, der er udkommet i Tyskland i september i år på forlaget Ullstein:

Johannes Nichelmann: Nachwendekinder

Die DDR, unsere Eltern und das grosse Schweigen

En personlig og journalistisk beretning om DDR, Nachwendekinder-generationens forældre og den store tavshed, som undertitlen siger.


Det skulle være en overraskelse til mig, og jeg vil sige, at jeg følte mig temmelig underholdt de mange timer, forestillingen foregik, men det gjorde Johannes ikke. Det skal jeg vende tilbage til senere.

Ved indgangen til komplekset skulle vi, teatergæsterne, aflevere vores mobiltelefoner og lægge dem i kuverter, vi blev udstyret med lidt DDR-penge og sendt ind en decideret tidslomme.

Her ude på gaden var det bryske vagter i DDR-uniformer, der kommanderede rundt med os.

Vi blev delt op i hold og sendt ind i komplekset, hvor andre vagter tog sig af os, og ret hurtigt blev jeg adskilt fra Johannes, der kom i en anden gruppe.

Meget gemytligt

Første stop var en slags borgercafé, hvor der hang et stort billede på væggen af den sidste generalsekretær for det kommunistiske parti i DDR, Erich Honecker. Og her i cafeen kunne vi forsyne os med mad og drikke, nemlig en sød, grøn DDR pebermyntelikør, dejlige syltede Spreewaldgurken samt russisk Soljanka-suppe.

Videre fra borgercafeen blev grupperne sendt ind i en slags aula, hvor vi stillede op på linje til en slags appel ud fra det nummer, vi var blevet tildelt. Og herinde i aulaen blev der holdt tale for os om socialismen og fællesskabet.

Så gik turen under streng men ikke uvenlig kommando videre til lægebesøg, hvor vi blev udspurgt, nogle ville kalde det forhørt, om vores fysik men også psyke, og der blev skrevet små rapporter ned på kartotekskort om den enkelte på skrivemaskine. På et tidspunkt under lægebesøget blev jeg bedt om at lave en urinprøve i et glas, og da jeg ikke kunne tisse men i stedet fyldte glasset op med vand ude på toilettet for at spille med på komedien, modtog jeg en skideballe af en stram læge, en skuespiller, der ligesom alle de andre på intet tidspunkt tabte masken, og jeg blev også udspurgt om, hvorfor jeg var her som udlænding? Tonen var pludselig skrap og insinuerende.

Men så blev vi sendt ind i en imødekommende DDR-butik, hvor vi fik præsenteret alle de gode DDR-produkter og fik smagsprøver. Her var tonen stolt og ganske hyggelig, det samme var den hos danselærerinden, en meget sød dame, der lærte os nogle komiske valsetrin til bedaget musik. Vi, danseskole-eleverne, morede os, og vi fik også hver især serveret et glas DDR-sekt. Den smagte godt, lidt sød måske. Meget gemytligt.

Hele aftenen igennem smilede vi gæster i min gruppe selvfølgelig til hinanden her og der, mens skuespillerne havde stonefaces.

På et tidspunkt mødtes alle grupperne igen i aulaen for sammen at synge DDR’s nationalhymne, Hanss Eislers smukke: Auferstanden aus Ruinen. I øvrigt efter min mening en af de smukkeste melodier, der findes. Her så jeg et glimt af Johannes, men vi mødtes først igen til den sidste seance, hvor alle blev bænket for at se Sandmärchen sammen, en yndet godnathistorie på tysk TV, også vist i årevis på østtysk fjernsyn.

DDR-dna i efterkommerne

Johannes var rasende. Han havde haft lyst til at gå flere gange i aftenens løb, men han vidste ikke hvor jeg befandt mig i huset og ville ikke lade mig i stikken, og mobiltelefoner havde vi selvsagt ikke på os.

Johannes syntes i den grad, det var en lorteforestilling, et rigtigt dårligt teaterstykke, hvor alle klichéerne stod på rad og række, og han havde hadet, hvordan folk havde grinet af det hele. Vi havde moret os over hans forældres fædreland, hans forældres liv og levned i det gamle Østtyskland. Og i øvrigt været udsat for et fortærsket vrangbillede.

En ting er staten, en anden ting er dens befolkning. Skellet mellem Ossis og Wessis er der endnu i den generation, der blev født lige omkring DDR-statens sammenbrud, mener Johannes, selvfølgelig tydeligst i årene efter 1989

I det øjeblik forstod jeg for første gang, hvor meget mere komplekst historien om DDR er, og at der stadigvæk eksisterer DDR-dna, hvis man kan kalde det det, ikke kun i dem, der har oplevet DDR men også i deres efterkommere.

Johannes Nichelmann har skrevet en bog, hvor han fortæller først og fremmest historien om sine egne forældre og bedsteforældre i DDR, en historie, der er tiet om, for ingen taler om den, den er tabu, DDR-forældre har ikke talt, og deres børn har heller ikke spurgt. Det sker nu i Nichelmanns bog, og så har han også interviewet andre Nachwendekinder, der i forbindelse med bogen taler med deres forældre om DDR-tiden, for nogle måske for allerførste gang. Der er fortællinger om tabuer, fortielse og løgne, selvmord og selvbedrag i bogen.

Skellet mellem Ossis og Wessis

Overordnet formulerer Johannes Nichelmann den tese, at Genforeningen af de to Tysklande ikke er lykkedes helt. Der er noget galt i et samfund, der optager en anden stat, der har eksisteret i 30 år, og efterfølgende lader som om, den aldrig har eksisteret. Det er sådan, Johannes ser det. Og når DDR bliver skildret, er det i bedste fald i klicheer.

En ting er staten, en anden ting er dens befolkning. Skellet mellem Ossis og Wessis er der endnu i den generation, der blev født lige omkring DDR-statens sammenbrud, mener Johannes, selvfølgelig tydeligst i årene efter 1989.

Johannes oplevede det selv. I 2002 flyttede han med sin mor og bror fra den berlinske bydel Pankow, som i sin tid var Østberlin, sydpå til en lille landsby i det vesttyske Schwaben. Med det samme blev der spurgt til i skolen, hvor han kom fra, øst eller vest? Og Johannes svarede nord eller Berlin. For Johannes opfattede ikke sig selv som østberliner, men i klassen blev han placeret ved siden af en anden elev, der ligesom ham kom fra det gamle DDR, en anden Ossi.

Undervejs i arbejdet med bogen har Johannes søgt oplysninger, som så mange har gjort før han, om sin farfar, som alle i familien har haft et anstrengt forhold til. En fremtrædende forsker på Humboldt-universitetet i Berlin, der i DDR-tiden havde lov til at rejse ud af landet og deltage i internationale kongresser. Alle i familien, også Johannes’ far, har mere eller mindre regnet med, at der ville stå noget om denne mand i Stasi-arkiverne, men det gør der ikke. Intet, og det er forbløffende, men til gengæld er der en note i papirerne om, at Johannes’ farfar måske har arbejdet for HVA, udenrigsspionagen. Ved bogens slutning funderer Johannes over, om han skal gå videre med researchen. Det er ikke så nemt. HVA’s dokumenter blev ødelagt ved Murens fald, og er det i det hele taget en sandhed, som Johannes’ far, Johannes og den øvrige familie er parate til at finde ud af?

Mindreværdet

I bogen taler Johannes med sin mor om DDR-tiden. Det kan synes mærkeligt, at det ikke er noget, man har gjort i familien før, men det har ligget som noget uudtalt, at DDR-tiden ikke var noget, man nødvendigvis havde lyst til at dvæle ved, og der er så mange dobbelte følelser forbundet med den.

Hans mor fortæller ham om det besynderlige mindreværd, en tidligere DDR-borger kan føle sig knuget af.

-En følelse af, at man ikke er noget værd, fordi man er født på den forkerte side af muren. Man kan bare strege sin biografi ud, sin baggrund ud. Man er dum, man har ikke lært noget ordentligt i skolen, siger hun i bogen.

Og Johannes’ mor er umådelig træt af det, fortæller hun sin søn, da de endelig taler sammen. For hun er hverken dum eller doven, siger hun. Hun har fået sin uddannelse i DDR, hun fik et godt arbejde, hun har også et godt arbejde job nu, og hun har stået for sine børns opdragelse.

Måske er der en parallel i den danske småstatsbevidsthed og så bevidstheden hos de unge med østtysk baggrund. Deres selvværd og selvtillid er ikke funderet på D-mark og Wirtschaftswunder. De har en mere beskeden tilgang til verden

Johannes’ egen skildring er flettet ind i reportager og interviews med andre Nachwendekinder.

For eksempel Lukas, der først for nylig fik at vide gennem en anonym telefonopringning, at hans far havde spioneret for DDR-regimet, en far, der var rockmusiker, og som Lukas altid havde set op til og troet var imod overvågningen i DDR.

Så er der Maximilian, som føler sig som et indvandrerbarn i det nuværende Tyskland, fordi hans oprindelige land præger hans identitet, selvom DDR for længst er fortid.

Og Franziska, hvis familie lider under det familietraume, at hendes farfar begik selvmord kort tid efter murens fald. Han var Stasi-officer.

Der er så mange pletter i tiden efter die Wende, blinde pletter i historien, kalder Johannes dem. Mentalt set er landet stadigvæk opdelt, og for at helingen skal sætte i gang, kræver det at Nachwende-børnene spørger deres forældre om tiden i DDR.

Selvfølgelig springer parallellen i øjnene, selvom det er to ting, der er svært at sammenligne, men alligevel, til dengang i 60erne, hvor de unge efterkrigstyskere begyndte at udspørge deres forældre om anden verdenskrig, om holocaust.

Og parallellen piller Johannes også straks fra hinanden i sin bog, for der er også en dobbelthed i erindringen om DDR, der er en gemt stolthed over de gode ting, der eksisterede dengang, altså bevidstheden om det tabte fædreland, og det at have vokset op i det, være efterkommer af det kombineret med latterliggørelsen og udpegningen af de skrækkelige ting der foregik i DDR-diktaturet.

Et nyt billede af kompleksiteten

Til sidst lige en lille personlig ekskurs.

Jeg har kendt og kender flere unge og yngre tyskere, fordi jeg som tidligere nævnt har været lærer for dem i EBU, og det har altid undret mig, at det har været meget nemmere for mig uden undtagelse at kommunikere med de unge, der har en østtysk familiebaggrund, ligesom Johannes. Jeg har spurgt mig selv mange gange hvorfor? Men måske er der en parallel i den danske småstatsbevidsthed og så bevidstheden hos de unge med østtysk baggrund. Deres selvværd og selvtillid er ikke funderet på D-mark og Wirtschaftswunder. De har en mere beskeden tilgang til verden.

Jeg ved ikke, om Johannes’ bog om de tyske Nachwendekinder bliver oversat til dansk, men jeg vil gerne anbefale den. Den giver et nyt billede af kompleksiteten her i 30 året for Murens fald.


Illustration: Ullstein Buchverlage/Niklas Vogt

Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) er bachelor i dansk fra Københavns Universitet, journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og manuskriptuddannet fra Den Danske Filmskole.

Har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og har vundet flere internationale priser for radiomontagerne Hvorfor ringede hun ikke igen? Efter festen og Doktor Tramsens rapport.

I 2008 udkom hendes bog Kraniet fra Katyn på baggrund af radiomontagen og dokumentarfilmen af samme navn. Om hundrede år er hendes første roman.

Anna Elisabeth arbejder i København, men bor på sine oldeforældres gård uden for Haderslev i Sønderjylland samt 1-2 mdr. om året i New York City.

Seneste artikler om Bøger