TYSKLAND // ANALYSE – Ville stemningsbilledet i Tyskland virkelig ændre sig, hvis alle afviste asylansøgere og kriminelle blev udvist fra den ene dag til den anden? Ville alt blive godt igen som i de gode gamle dage, og ville Tyskland igen være et land, der flyder med mælk og honning? Det er spørgsmål som disse, der præger den aktuelle debat.
Ordet Stadtbild er i de sidste uger blevet politisk dynamit i Tyskland. Kansler Friedrich Merz udløste debatten med en bemærkning om ”et problem i bybilledet”, som han knyttede til migration og hjemsendelser. Sidenhen har spørgsmålet, om det var et rimeligt eller et racistisk udsagn, fyldt medierne. I en aktuel meningsmåling giver 63 % af de adspurgte tyskere kansleren ret. Samtidig føler to tredjedele sig trygge i det offentlige rum, og kun et mindretal har reelt oplevet problemer med flygtninge i deres nærområde.
Gennem tiden er Friedrich Merz flere gange blevet kritiseret for populisme og for at komme med udsagn, der går over grænsen, når det handler om migration og indvandrere. Tilbage i 2023 kaldte han unge indvandrerdrenge for ”kleine Paschas” (her: dominerende, patriarkalsk adfærd. Red), og han hævdede, at 300.000 afviste asylansøgere i Tyskland fik lavet nye tænder hos tandlægen, og at tyske borgere derfor ikke kunne få aftaler.
Også den aktuelle kritik placerer Merz’ udsagn mellem racistisk kodet og ”entydigt racistisk”. Efter de første kritiske stemmer i ”Stadtbild”-sagen var blevet kraftigere, gjorde Merz det klart, at han ikke havde tænkt sig at trække noget tilbage. Tværtimod tilføjede han: ”Spørg jeres døtre” og antydede dermed, at det var blevet utrygt for dem at færdes ude efter mørkets frembrud.
Der gik dog ikke længe, inden ”døtrene” protesterede på gaderne. I flere tyske byer blev der afholdt demonstrationer imod Merz’ udsagn. Også meningsmålingerne viser, at problemet med bybilledet hovedsagelig finder tilslutning hos den ældre generation. I det 18-34-årige segment er 42 % enige med Merz, hvorimod hovedparten ligger hos de 35-59-årige (70 %) og gruppen med 60+ (66 %).
Selvom Merz i første omgang resolut nægtede at relativere eller undskylde, trak han mere eller mindre i land under et pressemøde i London. Her læste han sine pointer op og holdt sig til en stram, forberedt formulering. Problemet gjaldt migranterne uden opholdstilladelse og uden arbejde, som ikke overholder reglerne. Samtidig understregede han kraftigt, at Tyskland har brug for indvandring, og at mennesker med migrationsbaggrund er en uundværlig del af arbejdsmarkedet.
Statsmandens gode retoriske figur?
Friedrich Merz’ ageren kan læses som en meget gennemtænkt motte-and-bailey-strategi. Et retorisk kneb, der er opkaldt efter middelalderens borgarkitektur. Bailey er det åbne område foran borgen, hvor man kan bevæge sig frit, imens motte er den befæstede del af borgen, der bruges som forsvars- og flugtsted under et angreb.
I Merz’ tilfælde var bailey det vidtgående udsagn om det problematiske bybillede plus den følelsesladede tilføjelse om døtrene. Motte-delen fulgte efter kritikken og demonstrationerne, idet han i London relativerede og konkretiserede sit udsagn.
Resultatet er, at alle hører, hvad de vil høre: Den bekymrede vælger hjemme i Tyskland, der oplever utryghed og uorden, føler sig forstået, mens de moderate og internationale observatører i London accepterer præciseringen.
En anden tolkningsmulighed, i forbindelse med at Merz trak i land, ligger i datter-tilføjelsen. Her instrumentaliseres familien og i dens præsentation lød det snarere som et patriarkalsk refleksudbrud end stålsat lederskab. Denne personliggørelse gjorde hele sagen mere følelsesladet og vanskelig at kontrollere, og i sidste ende risikabel for en kansler, der gerne vil fremstå statsmandsagtig.
Mellem substans og semantik
Den offentlige opmærksomhed fokuserer mest på semantikken. Er der tale om racisme, eller er det blot uheldigt formuleret? Samtidig træder den reelle politiske problemstilling i baggrunden.
Bag det hele ligger et komplekst samspil mellem menneskerettigheder, EU-regler og tysk forvaltningspraksis/bureaukrati. Tyskland har i årevis kæmpet med at hjemsende afviste asylansøgere, ikke fordi viljen nødvendigvis manglede (allerede den forhenværende regering lovede at fremskynde hjemsendelsesproceduren), men i praksis er det juridisk og administrativt næsten umuligt. EU’s Dublin-forordning forpligter medlemslande til at sende asylansøgere tilbage til det første land, de registreres i. Men mange af de sydeuropæiske lande nægter at tage dem tilbage. Retssager, sundhedsforhold og manglende rejsedokumenter betyder, at tusindvis i stedet lever i en slags limbo, hvor de hverken kan sendes ud eller integreres fuldt ud.
Bybilledet ændrer sig altid, men det er tolkningen, der skaber frygten.
Når Merz taler om ”mennesker, der ikke arbejder og ikke følger reglerne”, peger han dermed på et fænomen, som den tyske stat i høj grad selv producerer. Det er ikke en naturlov, at mennesker i asylsystemet står på gaden uden arbejde og perspektiv. Det er resultatet af politiske valg, juridiske begrænsninger og administrativt overlap mellem EU-regler og national lovgivning.
Især på baggrund af Merz’ relativerende udsagn fra London om uundværligheden af migranter på arbejdsmarkedet er det paradoksalt, at diskussionen ikke handler om, hvordan man aktiverer menneskerne frem for at parkere dem i systemet. Opmærksomheden rettes mod sprog, symboler og følelser, en semantisk kamp, der overskygger substansen, hårde tal og fakta; Tysklands økonomi har akut behov for indvandring. På den ene side er staten uvillig til at investere i de ankomne og gøre dem til en fungerende del af arbejdsmarkedet, og på den anden side skræmmer den skærpede tone i den tyske udlændingedebat og det politiske klima allerede veluddannede udlændinge, der aktivt fravælger især det østlige Tyskland med henvisning til det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) og dets popularitet og fremmarch.
Utryghedens konstans
I den kendte tyske podcast Lanz & Precht bemærker filosoffen Richard David Precht, at der altid har eksisteret utrygge steder i bybilledet. Enhver generation kan pege på sine egne no-go-zoner, hvor man ikke gerne går alene om aftenen, eller hvor sociale problemer samler sig. Gennem tiden har det tit været banegårdskvarterer, der var præget af vold, stofmisbrug og anden kriminalitet. Det nye er ikke, at sådanne steder findes, men hvordan de tolkes. Hvor man tidligere talte om sociale ubalancer, fattigdom eller urban forsømmelse, så tolkes uroen nu gennem kulturelle og etniske skillelinjer. Med andre ord: Bybilledet ændrer sig altid, men det er tolkningen, der skaber frygten.
I den forbindelse bør nævnes, at talrige tyske byer i de seneste mange år har kæmpet med forandringer i bybilledet med tomme butiksvinduer og nedlukket detailhandel. En udvikling, der i højere grad skyldes økonomisk strukturforandring end kulturel forandring. Stigende huslejer, lavere købekraft og onlinehandlens fremmarch har tømt de gamle gågader.
Hvor nogle ser dette som tegn på økonomisk krise, ser andre det som et kulturelt tab. For i takt med at de klassiske detailkæder og familieejede butikker forsvinder, overtages de tomme lokaler ofte af nye aktører. Små grønthandlere, frisører og caféer, drevet af familier, som tit har mellemøstlig baggrund. Det giver gaderne et nyt præg og bliver for nogle et synligt symbol på forandring. For andre bliver det et tegn på social mobilitet, vitalitet og iværksættergejst i et økonomisk presset byliv.
Men Merz’ præcisering, at han mente personer uden opholdstilladelse, som ikke arbejder og ikke følger reglerne, burde egentlig have gjort det klart, at han ikke henviste til de forandringer, man ser i bybilledet gennem små migrantdrevne butikker. Alligevel blev udsagnet til dels opfattet sådan, idet en del mennesker med migrationsbaggrund følte sig meget ramt af udtalelserne. Det viser effektiviteten af et ord som Stadtbild og dets projektionsflade: Alle kan lægge deres egne billeder og bekymringer ind i det.
CDU, angst, AfD og den altopsplittende kulturkamp
Selvom det tyske ordsprog lyder: ”Angst ist ein schlechter Ratgeber” (angst er en dårlig rådgiver), så er den aktuelt en stærk politisk drivkraft. Den gennemsyrer mediernes beretninger og algoritmer, styrer både vælgernes følelser og det konservative parti CDU’s strategiske balancegang. Først og fremmest er det AfD, der profiterer af den store usikkerhed og utilfredsheden i Tyskland, imens Merz prøver at indfange vælgerne uden at krydse partiets røde linje, die Brandmauer, og indgå samarbejde med AfD.
Resultatet er et politisk og kommunikativt paradoks: CDU taler som AfD, men nægter foreløbig at indgå et samarbejde. Indtil videre afviser 62 % af de adspurgte i en meningsmåling et samarbejde mellem CDU og AfD. Men AfD’s erklærede strategi er at fremme den slags kulturkampe, med målet om at adsplitte CDU fra de øvrige partier i midten/venstre og trække dem yderligere mod højre. Især i spørgsmål om migration, identitet og ”tyske værdier” er der mange ideologiske og retoriske overlap mellem CDU og AfD. Grøften mellem de to partier er ikke så stor, som mange tror, eller CDU selv siger. Flere og flere CDU-medlemmer, ytrer offentligt et ønske om en normalisering af AfD.
Afledningsmanøvre: kulturkamp
Kulturkampen er med bybillede-debatten for alvor ankommet i Tyskland og dominerer mediernes dagsorden. Samtidig rykkes alvorlige spørgsmål om strukturelle udfordringer og økonomiske problemer i baggrunden. Det, der virkelig præger landet; stagnerende vækst, mangel på arbejdskraft, især i pleje- og sundhedssektoren, samt voksende økonomisk usikkerhed hos den enkelte.
Og ville stemningsbilledet i Tyskland virkelig ændre sig, hvis alle afviste asylansøgere og kriminelle blev udvist fra den ene dag til den anden? Ville de gode gamle dage komme tilbage og Tyskland blive et overflodsland igen? Eller ville blikket måske blot flytte sig fra asylansøgeren til den selvstændige butiksejer med mellemøstlig baggrund, som pludselig også bliver en del af ”problemet”?
Når man én gang har gjort identitet og adfærd til forklaringen på problemer, bliver det svært at vende tilbage til de egentlige spørgsmål om fordeling, uddannelse, boligpolitik og økonomisk perspektiv.
CDU forsøger at score hurtige point på et tema, som er resultatet af årtiers politisk nølen. Den samme stat, der beklager manglende integration, gør det samtidig næsten umuligt for mange at arbejde, uddanne sig eller skabe en stabil tilværelse.
En reel integrationspolitik koster, både politisk mod og økonomiske ressourcer, og det er lettere at appellere til følelsen af utryghed end til behovet for investering. Investering vil sandsynligvis afsløre den egentlige konflikt og sagens kerne: ulighed, fordeling og retfærdighed.
Hver gang staten forbedrer vilkårene for flygtninge og migranter, opstår uvilkårligt en sammenligning, der minder om Friedrich Merz’ asylansøger-tandbehandlingsanekdote: ”Hvorfor får de hjælp, når jeg må vente?” Den sociale misundelse, indlejret i et samfund med voksende ulighed, bliver her kanaliseret udad som et spørgsmål om ”dem” i stedet for ”os alle”.
Det danske perspektiv på byens billede
Set fra Danmark kunne man fristes til at tænke, at tyskerne blot halter efter. Herhjemme har debatten for længst bevæget sig videre; væk fra afviste asylansøgere i bybilledet hen til Frederik Vads tredje erkendelse og over mod de unge mænd med indvandrerbaggrund, som i mediedækningen gøres til symboler på utryghed i metroer og på S-tog.
Men måske er det netop pointen: Danmark viser, hvad der sker, når kulturkampen bliver normaliseret og institutionaliseret.
Når man én gang har gjort identitet og adfærd til forklaringen på problemer, bliver det svært at vende tilbage til de egentlige spørgsmål om fordeling, uddannelse, boligpolitik og økonomisk perspektiv.
Så hæfter man sig ved overrepræsentationen af personer med indvandrerbaggrund i kriminalitetsstatistikkerne og gør nationalitet eller etnisk kulturbaggrund til hovedforklaringen, hvor årsagerne i virkeligheden er mere komplekse og ligger i sociale mønstre: uddannelsesniveau, beskæftigelse, boligforhold og civilstand. Det egentlige spørgsmål er derfor ikke, hvor folk kommer fra, men hvorfor så mange stadig holdes fast i marginalisering i stedet for at blive en del af det samfund, der siger, det har brug for arbejdskraft.
Tyskland bevæger sig nu ad den vej, Danmark allerede har gået på et stykke tid. Her ved man, hvor let blikket flytter sig; fra strukturer til ansigter, fra politik til identitet.
Men måske handler det i virkeligheden slet ikke om, hvem der præger bybilledet, men om hvordan vi får det præsenteret, og hvem der egentlig ser det.
For hvor mange oplever byens virkelighed med egne øjne? Hvor mange ser den gennem medier, overskrifter og algoritmer, der tit forstærker frygten, før den overhovedet når ud i gaderne?
Det moderne bybillede bliver ikke kun formet af dem, der går på gaden, men af dem, der tolker og transmitterer den.
Og måske er det netop dér, utrygheden starter: i billedet af byen – ikke i byen selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og