Myanmar – et kludetæppe af etniske konflikter, militærmagt og narkoøkonomi

af i Asien/Politik & Samfund

MYANMAR // REPORTAGE – På overfladen synes alt fredeligt og roligt i Myanmar, men man skal ikke tage fejl. Landet rummer et utal af etniske befolkningsgrupper, som alle næsten uden undtagelse føler sig som anden- eller tredjerangs borgere i deres eget land. Christer Lænkholm skriver fra Shan-provinsen i Myanmar om en konflikt, som ingen rigtig kender oprindelsen på.

Når udlændinge vil rejse rundt i landet, er de underlagt regler om at skulle have en myndighedsrejsetilladelse, men håndhævelsen er selektiv: Ingen bliver afkrævet tilladelsen, hvis man følger de gængse turistruter og hygger sig med at se forgyldte templer og pagoder, som der er i rigt mål i landet. Men hvis man bevæger sig uden for alfarvej og ind i de konfliktramte områder, bliver man afkrævet tilladelse og registreret. Eller hvis man prøver at besøge et særligt følsomt sted, bliver man simpelthen afvist med den begrundelse, at de ikke kan garantere ens sikkerhed.

Dette er i og for sig rigtig nok for visse områder, da hæren ikke kontrollerer alle områder i de vestlige provinser Karen, Shan og Kachin.

Borgere fra disse områder føler sig stærkt diskrimineret af centraladministrationen. Når de besøger den tidligere hovedstad Rangoon eller andre større byer i landet, bliver de afkrævet forklaring på, hvad deres ærinde er, og hvor lang tid de vil opholde sig i byen. Tilsyneladende uden anden begrundelse end, at de ikke tilhører det burmesiske befolkningsflertal.

Myanmars åbninger mod omverdenen har nok bragt øget vækst og velstand til landet, men det står stadig tilbage med massive udfordringer med inklusionen af landets mange etniske befolkningsgrupper i beslutningsprocesserne i landet.

Ingen dokumentation, ingen rettigheder

Det store naboland Kina har stor indflydelse på landet ikke mindst gennem investeringer i minesektoren og infrastrukturen. Og som en del af deres Silkevejsprogram vil kineserne gerne bruge en transportrute fra det vestlige Kina ned gennem Myanmar til havet som et alternativ til den længere rute gennem selve Kina. En del af infrastrukturprojekterne går gennem det etniske grænseland, som grænser op til Kina, hvilket lokalbefolkningen ingen indflydelse har haft på.

Folks marker og land er blevet beslaglagt og bebygget uden konsultationer og uden kompensation. Dokumentation af jordrettigheder er et stort problem selv for almindelige borgere, da centralregistreringen af jord ikke foregår systematisk, og myndighederne er underbemandet. De bevæger sig sjældent uden for byerne, selvom ethvert krav skal verificeres af en fysisk opmåling af landstykket.

Hvis området så ovenikøbet er konfliktramt, er der ingen chance for at få besøg af en landmåler. Og dokumentation får man aldrig, hvilket jo også er meget bekvemt for myndighederne, da man kører efter devisen: ingen dokumentation – ingen kompensation.

Det brænder i Shan

Siden 2016 har verdens øjne været fokuseret på fordrivelsen af flere millioner rohingyaer fra deres hjemprovins Rakhine til området omkring Cox Bazar i Bangladesh, alt imens væbnede kampe også hærger i andre dele af landet. Specielt Shan-provinsen i den østlige del er plaget af mere end 25 forskellige oprørsgruppers kampe med regeringen og hinanden.

Ingen kan rigtigt give et præcist indblik i, hvornår konflikten i Shan startede, eller hvad sagens kerne er, men overordnet kan man sige, at man fra regeringen side ikke siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1948 har formået rigtigt at inkludere og samle landets mange etniske befolkningsgrupper.

De etniske grupper, som i øst primært er kristne, har følt sig overset, diskrimineret og udsat for overgreb lige siden. Og væbnet kamp forekom som en realistisk vej til at opnå i hvert fald delvis selvbestemmelse og lige rettigheder. Men i den nuværende situation med over 25 forskellige væbnede grupper, som kæmper om hver deres territorie og legitim berettigelse, er der kun få vindere og mange tabere.

Hvis det er muligt, vender folk tilbage til deres landsby efter nogle dage, men det er ikke alle, der er så heldige

Taberne er i høj grad lokalbefolkningen, som oplever, at kampene rykker helt ind i deres landsbyer, så de bliver nødt til at flygte. Enten til en af de lidt større officielle lejre rundt omkring i området eller midlertidigt til kirker eller slægtninge. Nogle forsøger også at flygte til Kina, men her bliver de hurtigt gennet tilbage fra, da man ikke ønsker en flygtningebefolkning i området.

Typisk flygter folk ikke langt væk fra deres landsby, kun lige langt nok væk til at de er i sikkerhed. De fleste tilbagelægger ikke mere end 2-3 dages rejse til fods gennem junglen, hvilket også er langt, når man må tage sig af hele familien fra babyer til gamle. Hvis det er muligt, vender folk tilbage til deres landsby efter nogle dage, men det er ikke alle, der er så heldige.

Nogle er nødt til permanent at bosætte sig et andet sted. De har mistet alt og må begynde helt forfra på deres livsførelse igen. Og de, der er så heldige at kunne vende hjem igen, ved ikke, hvad de vender hjem til. Hvis kampene kun er forbigående, har de måske stadig deres hus og marker intakte, men hvis kampene har været intense, kan alt være ødelagt. Og måske er der placeret miner i området også, som bare ligger som sovende soldater og venter på, deres offer selv udløser detonatoren. Selvom det er en stor risiko, tager næsten alle chancen og flytter hjem igen. De har ikke noget andet valg.

Narko som konflikt-driver

Konflikten i Shan har, ligesom mange andre konflikter før den, fået sit helt eget liv. Hvor det oprindelige mål om rettigheder og frihed i dag træder i baggrunden for penge, magt og territorie. De få vindere, der er i konflikten, skal findes blandt lokale kommandører og militsledere

For at opnå en bedre kontrol med nogle områder har regeringshæren indirekte støttet lokale militser og givet dem de-facto kontrol med nogle områder. Så længe de holder situationen stabil og ikke generer regeringshæren, får de lov at passe sig selv. Samtidig har nogle af de væbnede grupper også kontrol med større områder, hvoraf nogle grænser op til Kina. Man har således grupper, der egenhændigt kontrollerer relativt store områder uden at være underlagt national eller mellemstatslig kontrol af nogen art. Den stilling giver gode muligheder for at tjene penge på en nem måde.

Gruppernes evne til at finansiere deres fortsatte væbnede kamp er således også blevet en faktor, som bidrager til fortsættelsen af konflikterne

Shan har traditionelt været en del af det område, som har været kendt som den gyldne trekant. Her blev en stor del af verdens produktion af opium dyrket, der forarbejdes til heroin og sælges til resten af verden. Men fordi verdens heroinforbrug er for nedadgående, og fordi visse væbnede grupper har slået ned på landmænd, som dyrkede opium, har Afghanistan overtaget førstepladsen.

Til gengæld har det ustabile miljø i området givet grobund for en voksende produktion af syntetiske stoffer såsom yaba, som er en lokal billig blanding af amfetamin og koffein og meget ren amfetamin – kaldet Ice.

Godt nok betragter man området som ustabilt med de mange væbnede grupper, som bekæmper hinanden og regeringen, men der er også områder under militskontrol, som indadtil er stabile nok til at huse en relativ kompliceret narkotikaproduktion i stor skala. Nogle betegner denne tilstand som forudsigelig usikkerhed – en tilstand ideel for den slags illegale aktiviteter.

Stor skala betyder ifølge Int. Crisis Group, at den årlige produktion i området er ca. 250 tons ren amfetamin med en værdi lokalt på mellem 5 og 25 milliarder kroner og en gadeværdi på en billion kroner i Australien, som er et af hovedmarkederne.

Hvad der er bemærkelsesværdigt, er, at der ikke er tale om små beskidte kælderlokalelaboratorier, men store farmaceutiske fabrikker med high-tech-udstyr, uddannede kemikere og store mængder kemiske substanser, hvoraf flere ikke bare kan købes i fri handel.

Profitten på narkoen har således en stor indflydelse på statens formelle økonomiske system, korruption og kriminalitet. Og så selvfølgelig på gruppernes evne til at finansiere deres fortsatte væbnet kamp, og er således også blevet en faktor, som bidrager til fortsættelsen af konflikterne. De våben og våbensystemer, der anvendes, bliver stadig kraftigere og bedre og af større kaliber. Det er således ikke kun lette våben og miner, der truer lokalbefolkningen, men også ueksploderede granater.

I den gammeldags opiumsproduktion startede fødekæden nederst i hierarkiet hos de små bønder, som i det mindste tjente lidt på ulovlighederne. En slags demokratisering af narkotikaproduktionen. Ved amfetaminproduktionen ender profitten højt oppe i fødekæden og gavner ikke engang områderne, hvor produktionen foregår. Udstyr, ingredienser og arbejdskraft kommer udefra og pengene forsvinder til udlandet eller de større byer, hvor de bliver hvidvasket i ejendomme og jord.

Freden har svære betingelser

Der kører flere freds- og forsoningsprocesser i de forskellige provinser og også på nationalt niveau. Men selvom det har resulteret i fredsaftaler mellem regeringen og flere af de større væbnede grupper og mere fred i visse områder, har freden i nogle områder øget presset i andre områder, som har oplevet øget militær tilstedeværelse inkl. i luften.

Løsningen skal findes politisk, ikke på slagmarken – det er den eneste måde at skabe fred på. Freden kan ikke vindes med militære virkemidler

De forskellige væbnede grupper har dannet forskellige alliancer. Arakan-bevægelsen, som beskyldes for at stå bag angreb på politistationer i Rakhine, hvorfra rohingyaerne bliver fordrevet, har for eksempel modtaget militær træning helt ovre i den østlige Kachin-provins af andre væbnede grupper. Generelt er alliancer kun delvist stabile og brydes ofte. Regeringen beskyldes af nogle for at udøve en del-og-hersk taktik, hvor man slutter fred med nogle grupper i en alliance, men ikke med andre, for at kunne koncentrere styrkerne på at kæmpe med få grupper ad gangen. Samtidig med at man støtter andre militser, som kæmper mod den væbnede gruppe, man lige fra officiel side har indgået en fredsaftale med, og fører på den måde en proxy-krig, selvom man officielt har indgået fred.

Det påpeges af de etniske grupper, der stadig har lige rettigheder som deres mål i deres kamp mod regeringen, at der er tale om en politisk konflikt med militære konsekvenser, og ikke militær konflikt med politiske konsekvenser. Løsningen skal findes politisk, ikke på slagmarken – det er den eneste måde at skabe fred på. Freden kan ikke vindes med militære virkemidler.

Man kan så spekulere på, om alle parter på lokalt niveau er interesseret i mere stabile og fredelige forhold. Magten og pengene, som følger med den storstilede narkoproduktion, bliver en konfliktdrivkraft i sig selv, og incitamenterne til at stoppe eller nedskalere konflikterne er i det perspektiv svære at få øje på, og Myanmars nyligt vedtagne narkotikaplan fra 2018 har svære betingelser for at blive implementeret.


Foto: MaxPixel

Christer Lænkholm har sit virke som humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp hvor han bl.a. arbejder med at analysere og planlægge humanitære indsatser i skrøbelige stater i Asien, Afrika og Mellemøsten.

Christer har i næsten 20 år arbejdet med at forstå og afhjælpe sårbare personers behov efter naturkatastrofer og konflikter herunder internt fordrevne og flygtninge.

De seneste 5 år har han arbejdet med, hvordan humanitær hjælp kan effektiviseres ved hjælp af ny teknologi i kombination med uddeling af penge, og hvordan den humanitære sektor kan udvikle sig til at adressere fremtidens behov.

Han er Danmarks førende ekspert indenfor uddeling af penge som nødhjælp med en plads i Cash Learning Partnerships (CaLP) tekniske arbejdsgruppe som rådgiver UNHCR, WFP UNICEF, regeringer, Røde Kors og internationale NGO’er i brugen af penge som nødhjælp. Han er desuden med i et udvalg, som skal analysere og rådgive omkring, hvordan finansiel nødhjælp ser ud i 2030.

Privat og gennem arbejdet har Christer besøgt mere end 75 lande og prøver altid at forstå dybden af den politiske situation i det land, han besøger.