Mutanterne kommer – Paludan og det mytologiske kit

af i Bøger/Kulturhistorie/Politik & Samfund

DAGENS POV// MODERNE MYTOLOGI – ”Hvorfor kommer jeg til at tænke på Rasmus Paludan, når jeg læser Dmitri Gluchovskijs dystopiske fremtidsroman Metro 2033?” POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum skriver om budskaber og deres essens og om det nødvendige kit, der skal få et usammenhængende budskab til at fremstå troværdigt. Nøgleordene er mutanter og mytologi.

For tiden læser jeg Dmitri Gluchovskijs roman Metro 2033. Den handler om en postapokalyptisk verden, hvor menneskene har taget tilflugt i de forladte undergrundsstationer og der opstår små magtcentre, der kæmper med hinanden. Jeg er ikke kommet ret langt, for jeg har det problem, at jeg læser langsommere, desto bedre bøgerne er, og denne her er fuldstændig fantastisk.

Under en diskussion mellem to af det foreløbige figurgalleris positive autoritetsfigurer, som hovedpersonen, en eventyrlysten ung mand, lytter til med åbent sind, bliver truslen fra mutanterne meget alvorlig.

Det er blevet stærkere og stærkere gennem scenerne i bogens to første, lange kapitler og nu forstår man, at frygten for mutanterne, der sniger sig ind gennem de endeløse, mørkelagte, ubrugte tunneler i undergrundsbanen, er en del af disse dunkle samfunds grundlæggende mytologi. Hvorfor er det, jeg kommer til at tænke på Rasmus Paludan under den diskussion? Jeg ved det godt, og jeg skal prøve at forklare det. Det har netop med mytologi at gøre.

Fortællinger, der definerer et folks selvforståelse

Allerede her kan det være nødvendigt med en definition: En mytologi er en samling af fortællinger, der eksistentielt og ofte også samfundsmæssigt definerer et folks selvforståelse. Det er i den forstand, man f.eks. kan tale om de bibelske skabelses- og syndefaldsberetninger som en mytologi, der har defineret vores kulturs selvforståelse frem til Oplysningstiden og mange steder også senere.

Fortællingerne i 1. Mosebog om Gud, der taler verden frem igennem seks dage, og om Adam og Eva opstiller præmisserne: Gud har skabt verden, men mennesket er en stor synder, der skal frelses. Om det så er lukkeloven, har den sin mytologiske oprindelse og er defineret i den fortælling. Nemlig når Gud efter seks dages arbejde hviler den syvende dag (1. Mosebog, 2,2).

Men lad mig begynde et helt andet sted. Der indtraf for nylig et længe ventet, forløsende smukt øjeblik, og jeg er ikke ironisk, jeg er lettet. Da Rasmus Paludans håne-projekt havde iscenesat en omhyggeligt opreklameret afbrænding af det muslimske helligskrift, hvad der udløste demonstrationer og i et vist, mindre omfang udvekslinger mellem demonstranter og politi, skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen forsonligt på Twitter og talte om samfundets fællesskab i en bredere betydning.

Hvad er det så, der giver substans til det? Hvad får det til at hænge sammen? Noget må der jo være, ellers var der ingen der hoppede på det.

Men Rasmus Paludan er på vej over den grænse, hvor han kan ties eller argumenteres væk. Han har startet et parti med navnet Stram Kurs og lavet et partiprogram, som han har forsynet med ideologisk indledning og det hele. Det er bevidst, at jeg ikke linker til det her. Den særligt interesserede kan let finde det.

For at være på højde med klassisk partipolitik har han stiftet en ideologi, “etnonationalistisk utilitarisme.”

Det dækker over en hyberliberalistisk grundindstilning, hvor nytteetikken (utilitarismen) ifølge programmet skal udfoldes, når første stadium er opfyldt, nemlig at alle ikke-danskere er udvist. Partiprogrammet indeholder detaljerede anvisninger på, hvordan udvisningerne skal finde sted.

Det er nok reelt det første utopisk-totalitære, ideologiske program, jeg har set i nyere tid, eftersom det bygger på at virkeligheden først så at sige gælder, når utopien er opfyldt, nemlig udvisningerne:

Danmark skal udvise enhver ikke-vestlig person, der ikke er dansk statsborger. Fremmede, der er meddelt dansk statsborgerskab ved lov, skal have statsborgerskabet revurderet og som udgangspunkt have det annulleret.”

Det minder om den utopiske socialisme, der forudsætter den brutale fratagelse af ejendomsret, inden samfundsordenen kan indtræde.

Bliver et parti opstillingsberettiget til Folketinget, får det visse rettigheder, ikke mindst i mediernes public service-dækning af valget. Derfor er det vigtigt at forholde sig til. I skrivende stund har Paludan og Stram Kurs indsamlet over de nødvendige 20.109 vælgererklæringer, men partiet er endnu ikke godkendt som opstillingsberettiget af ministeriet.

Du er kun dansker, så længe du gifter dig med en dansker eller en, der er født i et vesteuropæisk land

Navnet på partiet, Stram Kurs, er naturligvis bevidst designet til at fange partiløse populister og frafaldne socialdemokrater op. Det lægger sig op ad et angiveligt venstreorienteret parti, nemlig den tidligere formand for Sømændenes Fagforening Preben Møller Hansens kortlivede parti Fælles Kurs. Partiet kom i Folketinget i 1987 gennem at gøre det samme som Rasmus Paludans parti, nemlig at appellere til sådan en Der-er-noget-galt-i-Danmark-John-Mogensen-agtig laveste fællesnævner.

Populisme med andre ord. Populisme forstår jeg her som et fællesskab baseret på jagten efter fælles værdier, fremfor på fakta.

Den tidligere politiker for Fremskridtspartiet, Dansk Folkepartis forløber, pølsevogns-franchisetageren Kristen Poulsgaard er ofte citeret for de udødelige ord på klingende jysk: ”Hvis det er fakta, så benægter a fakta,” i sammenhængen et klokkerent udtryk for populisme. Visse mener dog, at det ikke er Poulsgaard, men en Høyre-politiker fra 1800-tallet, der er ophavmanden.

Stram Kurs-partiprogrammets indhold er fuldstændigt inkommensurabelt med en moderne virkelighed. Det refererer desuden heller ikke til noget ved virkeligheden, så programskriveren(e) har været nødt til at ændre på virkeligheden for at den skal passe ind.

Afsnittet om danskere, der gifter sig med udlændinge er direkte komisk: “Partiet anerkender, at danskere på rejse i verden kan opnå ønske om at indgå ægteskab med en udlænding. Det er imidlertid som udgangspunkt kun personer med en baggrund i den vesteuropæiske kultur, som egner sig til at bo permanent i Danmark og bidrage til samfundet. (…) Fremmede fra ikke-vestlige lande skal ikke have ophold i Danmark, men er velkommen til at opholde sig i det fremmede ophavsland sammen med dansk ægtefælle.”

Med andre ord, du er kun dansker, så længe du gifter dig med en dansker eller en, der er født i et vesteuropæisk land. Jeg har ikke bemærket, om der står noget om lukning af Swinoujscie-færgeruten i partiprogrammet.

En mytologi er en samling af fortællinger, der eksistentielt og ofte også samfundsmæssigt definerer et folks selvforståelse

Et andet sted, man ændrer virkeligheden, er indenfor den praktiske beskrivelse af danskeres rettigheder. I det korte program handler en stor del af det, der ikke handler om, at muslimer ikke er danskere, om velfærd.

Opskriften på at komme i Folketinget

Det gør det, fordi Rasmus har regnet ud, at han kan komme i Folketinget, hvis han kan få fat i alle de syge og arbejdsløse og mindre bemidlede, der føler at de hænger fast i systemet, fordi deres rygskade og håndledsbetændelse og tilbagevendende depression ikke af de ansvarlige sagsbehandlere anses for alvorlig nok til, at de kan få den hjælp eller løsladelse fra samfundspligter, de behøver.

De er kommet i klemme på grund af de mange utilsigtede virkninger ved den beskæftigelsesreform den tidligere socialdemokratiske regering stod for. Hvis de ikke var i klemme i forvejen.

Mange af dem, der er ramt, har gennem medierne – ikke mindst de medier, Politikens for nylig kaldte junkmedier efter en stor undersøgelse – fået den opfattelse at det hele er muslimernes skyld, skønt det i virkeligheden er neoliberalismens skyld.

Det er i dens navn, man omkring 1980 begyndt at drive det offentlige som en virksomhed, med virksomhedens målstyring og omkostningsrationalitet. Samtidig har man undermineret samfundsøkonomien: Man har solgt ud af de rentable dele af det offentlige og givet relativ skattefrihed til multinationale selskaber gennem afreguleringen af nationaløkonomierne. Men den tager vi en anden gang.

Hvis alle de syge skal have den omsorg de behøver og der ikke må være andre end danskere i landet, så gad jeg nok se, hvem der skulle passe dem

Rasmus Paludan appellerer til alle de mennesker, der mener, at indvandringen er et led i en bevidst, muslimsk strategi for at overtage og nedbryde den europæiske kultur.

Men Rasmus må også her lave virkeligheden om for at få det til at passe. For hvis alle de syge skal have den omsorg de behøver og der ikke må være andre end etniske danskere i landet, så gad jeg nok se, hvem der skulle passe dem.

Det ganske særligt kiksede ved Rasmus samfundsanalyse er, at hvis der er nogen, der er på vej til at “overtage kulturen”, så er det robotteknologien, algoritmerne og AI (Artificial Intelligence), samt ikke mindst RI (Remote Intelligence). Som en lang artikel i det amerikanske ugemagasin The New Yorker refererede en forsker for for nylig: “Hvis dit arbejde kan beskrives enkelt, kan det også automatiseres.” Er der nogen, der har lagt mærke til, hvordan der er blevet færre og færre funktioner i ufaglært arbejde de senere år?

Et andet og mere grundlæggende sted, Paludan må lave om på virkeligheden for at få tingene til at passe, er naturligvis i beskrivelsen af ”muslimerne”

Man har ophævet blasfemiparagraffen for nogle år siden, fordi man mente, at man i injurielovgivningen og racismeparagraffen havde de midler, man skulle bruge og det var ikke nødvendigt at lade religionen have en særstilling lovgivningsmæssigt på dette område.

Men det har samtidig juridisk frisat begrebet ”muslimerne” som et samlebegreb for de arabiske, semitiske, balkaneuropæiske, persiske, pakistanske, afghanske og øst- og vestafrikanske folkeslag, som er mørke i huden og som udgør en meget stor del af indvandrerne i Europa. Det er smart, fordi man omgår racismelovgivningen ved at henvise til disse befolkningsgruppers religion.

Jeg skal ikke diskutere indvandring her og næsten heller ikke religion, blot i forbifarten nævnte at Stram Kurs’ partiprogram – ligeledes i forbifarten – nævner (kultur)kristendommen som den forudsatte religion i landet. Der er dog intet konkret i programmet der i øvrigt referer til hverken form eller indhold af den religion.

Det er her, mytologien kommer ind

Hvad er det så, der giver substansen og får det til at hænge sammen?

Noget må der jo være, ellers var der ingen der hoppede på det. Det er det samme princip med f.eks. reklamebranchen. Man kan ikke lyve rent ud, der må være identifikationspunkter, der giver forbrugerne en oplevelse af, at reklamen i tilstrækkeligt omfang afspejler varen.

Det er her mytologien kommer ind. Frygten for mutanterne. Desværre er vi ikke helt fremme ved tunnelindgangen endnu, om jeg så må sige. Det er nødvendigt med en refleksion over, hvorfor angsten for mutanterne fungerer som mytologi i Gluchovskijs roman.

Orkerne hos den stærkt kristne Tolkien i Ringenes Herre er på samme måde delvis mutanter, delvis produkt af vores forestillinger om ren ondskab og destruktion

Mutanterne beskrives som uberegnelige væsener med diverse deformiteter i forhold til mennesket. Et eksempel på Glochovskijs overlegne romanteknik er, at når han har etableret frygten for disse væsener, kan han beskrive den eksistentielle angst ved at lade personer tage fejl af f.eks. et par løse hunde, man hører langt inde i tunnellen og derefter ser vage skygger fra. Et øjeblik tror de, mutanterne kommer! Angsten får frit løb i kroppen.

Mutanter er ikke helt ualmindelige i skønlitteraturen de seneste hundrede år. I tidligere tid, da verden var religiøs, var mutanter utænkelige, eftersom verden var perfekt skabt af Gud og kun i afgrænset omfang ødelagt af mennesket. Var der endelig mutanter, var de enten djævle eller deformeret af deres indre ondskab, som man kan ane flere steder i afsnittene om Helvede i Dantes Guddommelige Komedie (1300-1320).

Orkerne hos den stærkt kristne Tolkien i Ringenes Herre er på samme måde delvis mutanter, delvis produkt af vores forestillinger om ren ondskab og destruktion. De er mørke, primitive og rummer intet godt.

Et skift i mytologien

Efter at verden ikke længere er grundlæggende religiøs, men grundlæggende naturvidenskabelig, er det sket et interessant skift i mytologien om let forandrede, menneskelige væsener. Tidligere tider opererede med engle, der var væsener, der har en sjæl, men ingen krop. Det er et indlæg i den klassiske eksistentielle diskussion om, hvad der sker med menneskets ånd, når kroppen svinder hen og dør.

Naturvidenskaben mener som bekendt, at stikket blot bliver trukket ud og lyset i øjnene slukket, når kroppen dør. Engle, gode eller onde, er i dag utroværdige. Derfor er en ny type væsen opstået, nemlig zombien. Den er ikke en sjæl uden krop, men en krop uden sjæl.

Kroppen er i naturvidenskabelig forstand mekanisk, hvor den i religiøs sammenhæng blev forstået som drevet af ånd. Zombien er en ustyrlig, mekanisk krop. Englen var en ustyrlig ånd.

En illustration fra The Extinction Parade, en tegneserie af Max Brooks om kampen mellem zombier og vampyrer

Zombien stammer symbolsk set fra den afrikansk-caribiske voodoo-dyrkelse, men når den optræder i en populær roman som World War Z af Max Brooks, er den ikke udtryk for et lån fra Caribien, men et selvstændigt mytologisk element i den vestlige verdens kultur.

Jeg har beskrevet dette fænomen nærmere i bogen Argumenter mod døden. Det skal bemærkes, at Brooks ikke skriver med nær den litterære kraft, som Gluchovskij har. Max Brooks arbejder langt hen ad vejen med ren effektmageri, og får ikke ordentligt spurgt ind til forholdet mellem den menneskelige psyke og zombien, “The undead”.

Frygten for mutanterne går et skridt videre i Gluchovskijs roman, for mutanten er et resultat af et fejlslagent politisk system. Det har lange aner i den nyere russiske kultur. Som al den science fiction, som den stærke kunst i kommunistregimernes tid i det 20. århundrede producerede, er de centrale billeder symboler på et fejlslagent politisk system, der holder mennesket fanget og tager dets frihed.

Hvor jøderne i Tyskland blev sammenlignet med et andet ustyrligt væsen, der ofte har symbolsk betydning for menneskets navnløse angst, nemlig rotterne, sammensætter Stram Kurs-mytologien sig en mutant af lige dele muslim og homoseksuel mand

Den polske sci-fi forfatter bag den kendte, flere gange filmatiserede roman Solaris, Stanislaw Lem har en novelle, hvor der står en fabrik ude i ørkenen og kører døgnet rundt, men den producerer ingenting. Det er et klokkerent billede på systemet under kommunisttiden.

Det kit, der får sammenhængen til at etablere sig i Rasmus Paludans politiske parti, er at muslimer har samme plads i fortællingen som mutanterne har i Gluchovskijs roman: Frygten for de uforståelige, utæmmelige, umenneskelige, der vil komme og holde det sande menneske fanget, overtage dets verden og tage dets frihed. Længere er den faktisk ikke.

Paludan-fortællingen garneres undervejs med forskellige former for hånlige markører.

Hvor jøderne i Tyskland blev sammenlignet med et andet ustyrligt væsen, der ofte har symbolsk betydning for menneskets navnløse angst, nemlig rotterne, sammensætter Stram Kurs-mytologien sig en mutant af lige dele muslim og homoseksuel mand:

“Partileder Rasmus Paludan fortalte forbipasserende, herunder en række muslimer, at islam er verdens største homo-religion,” som der stod i en højrenationalistisk internetblog for en tid siden.

Homoseksualitet som monstrøst træk i Stram Kurs-mytologien

På overfladen lader Stram Kurs-folkene som om de accepterer homoseksualitet som en menneskerettighed, og bruger angiveligt de stadigt gentagne, dybt vulgære, ofte pornografiske beskrivelser af muslimer som skjult homoseksuelle, som en nedgøring af muslimer alene, men det er kun på overfladen. Homoseksualitet er i parentes bemærket som bekendt forbundet med dødsstraf i klassisk muslimsk sharialovgivning.

Igen og igen lader Rasmus homoseksualiteten være muslimernes vigtigste og væsentligste og i virkeligheden altoverskyggende adfærd, dog kun mændenes, idet han tydeligvis ikke interesserer sig for muslimske kvinder

Men der findes ingen nationalisme, som tillader homoseksualitet – homoseksuelle er i nationalistiske sammenhænge altid anvendt som skræmmebilleder, fordi nationalismen i sit væsen er før-demokratisk, idet den sætter nationens sjæl over demokratiets potentielle opløsning af denne sjæl gennem demokratiets angiveligt ansvarsløse åbenhed for andre end nationens retmæssige, blodsbeslægtede indbyggere.

Her er homoseksualitet en trussel mod selve nationens eksistens. Det er ikke en enlig svale, når en højrenational, dansk politiker kalder den franske præsident for “en lille bøssedreng” og ligesindede afviser homoseksuelt ægteskab.

Rasmus Paludan forklarer det selv sådan: ”Vores aktioner om HOMO-Islam sætter fokus på, at både islam og mange muslimer har en holdning til homoseksualitet, som ikke er forenelig med harmonisk sameksistens med danskere i Danmark. Dette synes vi sjovest gøres på en måde, der provokerer muslimer. Så får en del muslimer nemlig mulighed for at vise deres voldsparathed over for ytringer, som de ikke bryder sig om.”

Lige under overfladen ligger imidlertid et nedgørende sprog, også overfor den homoseksuelle:

”En endnu mindre kendt mand, der primært er kendt for at blive vraget til kommunalvalget 2017 af Nye Borgerlige og i øvrigt for at være selverklæret bøsse, erklærer med stor sikkerhed, at jeg selv er homoseksuel. Dermed melder han sig i klubben af radikaliserede muslimer, der med den største foragt dagligt skriver til mig, at jeg er en svans og derpå følger op med løfter om at kneppe mig. De tager stærk afstand fra homoseksuelle, men de vil gerne udføre analsex på mænd, som de ikke bryder sig om.”

Igen og igen lader Rasmus homoseksualiteten være muslimernes vigtigste og væsentligste og i virkeligheden altoverskyggende adfærd, dog kun mændenes, idet han tydeligvis ikke interesserer sig for muslimske kvinder.

I det ligger en bevidst karakteristik af muslimer som monstrøse, således som man altid karakteriserer ”fjender af folket” som monstrøse – jf. middelalderens mange beskrivelser af jøder, som nogen der spiser småbørn osv.. At tro, at Rasmus Paludan skulle beskrive muslimer med et karaktertræk, som de anser for ret og rigtigt eller bare acceptabelt, er naturligvis forkert. Skulle Paludan kommen til magten, ville han omgående begynde at beskrive homoseksuelle som muslimer.

Hvorfor er det, at en sådan bevægelse kan blive opstillet til den lovgivende forsamling?

Det er derfor, jeg kommer til at tænke på Gluchovskijs roman og hans placering af en angstmekanisme i romanens emotionelle spektrum gennem skildringen af frygten for mutanterne. Det er det der driver Paludans politiske stunt: Frygten for mutanterne.

Mutanterne er det indre, psykisk betingede skræmmebillede, en højrenationalistisk populist får, når han frygter, at hans land går under som følge af et fejlslagent politisk system i hænderne på en uansvarlig magtelite. Og som bekendt er elitekritikken et populistisk træk par excellence.

Hvorfor er det, at en sådan bevægelse kan blive opstillet til den lovgivende forsamling? Aviserne svømmer over med indsigtsfulde perspektiveringer af stupiditeten i partiets program, herunder at deres forlag til lovgivning vedrørende danskere og danskhed til forveksling ligner nazisternes såkaldte Nürnberg-love.

Der kan kun være to grunde:

1) Fordi tilstrækkeligt mange mennesker er så brændende optaget af demokratiets vel, at de ønsker, at enhver der rækker hånden op og siger, ”jeg vil også”, skal have muligheden,

2) Fordi tilstrækkeligt mange er opslugt af den samme mutanterne kommer-mytologi, som Gluchovskij skildrer som en konsekvens af det, de ser som et fejlslagent styre. At samfundet står i fare for at blive overtaget af monstrøse erobrere.

Her kan det være på sin plads at minde om et kønt lille Bono-citat fra U2-sangen ‘‘Peace on Earth’:

They say that what you mock
Will surely overtake you
And you become a monster
So the monster will not break you

(De siger til sidst bliver du
selv ligesom det du håner,
du bliver selv et monster
for at modstå monstrets hug)


Foto: Still fra en spilversion af Metro 2033.

Opdateret lørdag 27. april med en nuancering af replikken om Poulsgaard-citatet

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Bøger