TEATER // ANMELDELSE – Musefælden er et klassisk mordmysterium, hvor det bevidst teatralske skuespil, de dramatiske pauser og de mistænkelige gæster er en del af fornøjelsen. Agatha Christies verdens længst spillende teaterstykke har holdt publikum i London fanget siden 1952 – og traditionen tro skal man stadig love ikke at afsløre, hvem der gjorde det. På Folketeatret bliver det til uforpligtende morskabsteater med enkelte skønhedsfejl i sprogtonen.
Musefælden er teatralsk teater. Der er absolut intet naturalistisk over hverken handlingen eller skuespillet. Eller for den sags skyld over scenografien, der hylder skuespillerne i et skarpt lys, der næsten opretholder illusionen om, at vi ser en film fra gamle dage. Du ved – dengang alting foregik i sort/hvid og med truende slagskygger. Dengang hvor elektriske pærer kunne blinke og gå ud i det rette, dramatiske øjeblik.
Handlingen er grundlæggende Cluedo med levende mennesker i stedet for brikker. Otte personer, hvoraf en er morderen, mens resten bare bærer forskellige hemmeligheder. Og præcis som i brætspillet lever skuespillerne i Musefælden sig mere eller mindre overspillende ind i rollen som frøken dit-og-dat, fru et-eller-andet eller major hvad-det-nu-er.
I radioen hører vi, at en kvinde er blevet myrdet i London, og at politiet efterlyser en mand i mørk frakke med lyst halstørklæde og en blød hat
Som det ofte er tilfældet hos Agatha Christie (og andre forfattere af den klassiske krimiskole) er det interessante egentlig ikke, hvem der gjorde det. Det er den sociale interaktion, de involveredes sproglige vid og satiren over deres givne roller og status i samfundet, der er historiens pointe.
Men traditionen tro træder en af skuespillerne alligevel frem under applausen og beder indtrængende publikum om at bevare hemmeligheden om, hvem morderen er i Musefælden.
Tre blinde mus, otte gæster og en morder
Titlen henviser til en børnesang om Three Blind Mice – Tre blinde mus, der kommer så frygteligt galt afsted. Handlingen udspiller sig på Monkswell Manor, et nyåbnet pensionat en times kørsel fra London. På en nærliggende gård var tre børn i pleje, men blev frygteligt mishandlet, indtil en af dem blev dræbt. For 13 år siden.
I radioen hører vi, at en kvinde er blevet myrdet i London, og at politiet efterlyser en mand i mørk frakke med lyst halstørklæde og en blød hat. Ikke noget godt signalement, da historien jo netop foregår ”i gamle dage”, hvor mænd som en selvfølge bar hat. Der er en voldsom snestorm, men inden vejene sner til, når gæsterne at ankomme. Eller om du vil; dramatis personae.
Foruden det unge værtspar, Molly og Giles Ralston, er det arkitekten Christopher Wren (ligesom ham med Sct. Paul’s Cathedral), Mrs. Boyle, Major Metcalf og Miss Casswell. Samt den italienske Mr. Paravincini, der uanmeldt søger ly på Monkswell Manor, fordi hans bil sidder fast i en snedrive.
Pludselig begynder vi – og figurerne indbyrdes – at se noget mistænkeligt ved alle
Morgenen efter får de et telefonopkald om, at man frygter, at morderen netop har Monkswell Manor som næste mål, så de vil sende kriminalassistent Trotter som beskyttelse. Han er heldigvis en habil skiløber, så han kan komme frem. Han er forhåbentlig også en god detektiv.
Alt kan være et våben
Pludselig begynder vi – og figurerne indbyrdes – at se noget mistænkeligt ved alle. Isolerede, som de er, i et hus, hvor pejsen selvfølgelig har en drabelig ildrager, hvor der hele tiden skal hugges brænde til pejsen med en drabelig økse, og hvor der er to trapper til værelserne på første sal, samt en kældertrappe skjult i et klædeskab, så det er umuligt at holde styr på, hvem der er hvor.
Lyd og lys understreger hele tiden det morderiske potentiale, mens figurerne forsvinder ind i dagligstuen, ud i køkkenet, op på værelserne, ned i kælderen eller endda ud ad vinduet for lige at tjekke, hvorfor telefonforbindelsen pludselig er blevet afbrudt. Det er herligt forstilt. Det er også en smule overspillet. Men på den gode måde.
Det virker faktisk lidt forstyrrende, at ikke alle er lige gode til at – om jeg så må sige – spille spillet. Men Charlotte Elizabeth Munksgaards Mrs. Boyle er vidunderligt snobbet, sur og irriterende (og navnet kan da også oversættes til ”byld”).
Andreas Dissing Hyttels Wren er overdrevent og affekteret indsmigrende. Amanda Bøgestrøms Miss Casswell rammer, hvad der efter tidens målestok ville være en alt for moderne, selvsikker og provokerende, ung dame. Inklusiv hensynsløse rygevaner. Og Mikkel Becker Hilgarts kriminalassistent er irriterende opvakt og spejderdrengsoptimistisk.
Sprogtonen halter
Apropos tidsperioden så forekommer det – i hvert fald for et mere modent publikum – lidt forstyrrende, at figurerne ikke konsekvent er Des. Mand og kone kan være dus. Når man skal være udsøgt fornærmende over for et menneske, som man også tiltaler med titel eller ægteskabelig status, så lyder det altså bedst at være Des. Den sociale norm er desværre udvisket i Folketeatrets version af Musefælden.
Vi skal lidt indforstået nyde at se handlingen udfoldet med et blink i øjet og overdrevent dramatiske pauser
Vi ville nok have været i stand til at rumme sådanne gammeldags omgangsformer selv i dagens Danmark. Vi slugte jo uden problemer Badehotellet og for den sags skyld Matador med de normer. Og lidt begavet overspil.
Selv om vi ikke ved, hvem morderen er, så er vi med på overenskomsten om, at vi træder ind i Musefælden som et fiktivt rum. Vi skal lidt indforstået nyde at se handlingen udfoldet med et blink i øjet og overdrevent dramatiske pauser. Vi skal more os over at gennemskue figurernes løgne. Vi skal grine lidt ad konventionerne.
Når Musefælden klapper
De fleste vil nok vide – eller vil få forklaret af andre – at Musefælden er verdens længst spillende teaterstykke og indehaver af en officiel Guinness-verdensrekord på over 30.000 opførelser i Londons West End siden premieren i 1952. Med den væsentlig tilføjelse, at publikum i alle årene har respekteret anmodningen om ikke at afsløre, hvem der gjorde det – whodunnit.
Musefælden må være indbegrebet af morskabsteater. Vi sidder og klukker undervejs og føler os i godt selskab. Vi kommer nok ikke ud af teatret som bedre mennesker. Vi har ikke behov for at sunde os over de tanker, forestillingen har sat gang i, og diskutere dem med vores ledsager.
Men i to-en-halv time forsvinder vi ind i mordgåden og – når Musefælden fungerer bedst – skuespillernes leg med deres håndværk. Det er dejlig, uforpligtende afslapning i efterårsmørket og hen over julen.
Det er også lidt som at blive optaget i en hemmelig loge. Nu kender jeg hemmeligheden – og om du så truer mig med ildrageren, øksen, køkkenkniven eller lægger dine klamme hænder om min strube, vil jeg ikke afsløre morderens identitet. Den hemmelighed vil gå i graven med mig – og de titusinder af andre, der har set og vil se Musefælden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og