
VANDREBØGER // ESSAY – Når forfatterne vandrer, sættes verden i bevægelse. En række nyoversatte værker kredser om længslen efter det simple liv og en dybere forbindelse med naturen ved at gå ind i landskabet på særegne måder, der åbner flugtlinjer i horisonten. Ikke mindst i sproget, skriver Simon Lund Petersen.
At gå er den første udfordring, menneskebarnet rejser sig for at mestre. Senere går vi for at mødes eller forlade dem, vi elsker. I særligt afgørende livssituationer sker det sommetider, at enkelte lægger navn og smartphone bag sig for at træde ind i noget nyt og åbent.
De fleste voksne mennesker går tur. Da coronapandemien lukkede motionscentre og idrætshaller, stimlede folk sammen på stierne eller stavrede rundt med musik i ørerne. Isolationen gjorde vandring til en folkesport, hvis popularitet ser ud til at vare ved.
Men i en tid, hvor sociale medier, krig og kunstig intelligens gør horisonten flad og usikker, vækker vandringen også en dybere længsel efter at forsvinde fra kortet og koge hverdagens støj ned til spørgsmålet om, hvor meget rygsækken kan bære.
Vandrende forfatter forsvinder ind i geografien
“Visse mennesker håbede på at træde ind i Historien. Vi var nogle få, der foretrak at forsvinde ind i geografien,” skriver den franske forfatter, geograf og bjergbestiger Sylvain Tesson i Ad ukendte stier, som udkom på dansk sidste år oversat af Nils Schultz Ravneberg.

Bogen er Tessons forsøg på at rejse sig – og rejse væk fra sygesengen – efter i fuldskab at været faldet ned fra en facade på et hus i Chamonix i 2014. To år senere trodser han lægernes råd og traver tre måneder tværs gennem Frankrig fra Tende i Alpes-Maritimes nær den italienske grænse til Gouryfyret på Cap de la Hague i det nordvestlige hjørne af landet.
“Jeg ville gå ad skjulte stier, langs gærder, gennem tornet underskov og ad furede spor, der forbandt forladte landsbyer. Der fandtes stadig en tværvejenes geografi, når blot man aflæste kortene ordentligt, affandt sig med omvejene og tvang sig vej frem. Langt fra asfaltvejene fandtes et skyggernes Frankrig i ly for larmen, forskånet for den egnsplanlægning, som forurener mysteriet.”
Smuthullet finder Tesson i en gammel rapport om udviklingen i de franske landzoner. “Hyperlandlighedens” underudviklede departementer leverer kortet til det flugtforsøg, Tesson, som den håbløse romantiker, han er, udfører. Lindringen af krop og sind sker i bevægelsen mellem vandring, skrift og verden:
“Jeg kastede et par linjer ned i et hæfte, hvis synet af et egetræ på en lys eng bragte mig en venlig hilsen. Den sendte mig den med et grenslag. Vandringen var som at fiske med snøre: Timerne gik, og pludselig kunne man mærke en bevægelse, måske var der bid? En tanke havde bidt på krogen! (…) Var det et indskrænket liv? Ja. Men indskrænket til sit mest enkle udtryk. Det smukkeste, måske. Udfordringen bestod i af få den blide spænding til at vare ved.”
Daglejerdrømme
Samme nostalgiske kærlighedserklæring til vejene finder man i norske Knut Hamsuns lille perle af en daglejerroman Under høststjernen fra 1906, der udkom på forlaget Batzer & Co i maj og er oversat af Arild Batzer og Axel Sørensen. Romanen, som har en fyr ved navn Knut Pedersen (Hamsuns borgerlige navn) i hovedrollen, er første del af nobelpristagerens såkaldte vandretrilogi.
Den midaldrende Knut lider af neurasteni (kronisk træthedslidelse), har fået nok af byen, som bringer hans indre i ubalance, og er flygtet ud på landet – ud på en ø, hvor han strejfer omkring på jagt efter dagens arbejde.

Som Tessons selvbiografiske vandrer er Hamsuns alter ego en forfattertype, der skaber myter om sig selv. Knut skjuler sine byklæder for at få lov til at gå til hånde på de gårde, han driver forbi. Han er teknisk begavet, opfinder en savemaskine, hvis drejehåndtag gør, at man ikke længere behøver ligge på siden for at trække klingen frem og tilbage.
Ikke så sjældent har jeg ligesom Hamsuns hovedperson fantaseret om daglejerlivet som en flugtlinje i horisonten, et vindue i hverdagens kalenderrace
Knut er ifølge egen overbevisning selv oplært på caféerne, og påtaler gerne sine grøftekammeraters usoignerede ydre, men hylder også daglejernes simple liv, selvom han manipulerer dem. Især går løjerne ud over Grindhusen, en fyr fra fortiden. De to får til opgave at grave en ny brønd til præstegården, og arbejdet afstedkommer lige dele lykke og godhjertet aversion:
“Der kom en mand og ville have sine murerredskaber tilbage. Hvad – Grindhusen havde altså ikke stjålet dem! Hvor var det alt sammen kedeligt og middelmådigt med Grindhusen, han var aldrig rundhåndet, aldrig mærkelig. / Jeg sagde: / Du er ikke andet end mad og søvn og arbejde, Grindhusen. Nu er her en mand efter redskaberne. Du har jo bare lånt dem, din stakkel. / Du er en torsk, sagde Grindhusen fornærmet. / Og jeg gjorde ham blid igen som så mange gange før ved at slå mine ord hen og le ad dem.”
Det er tydeligt, at Knut har øje for den gode historie, som er guld værd, når man som fremmed kommer til en ny by. Det er bedst at pynte lidt på fakta og holde mysteriet åbent. Men selvom Hamsuns vandrefigur er en tankefuld enspænder, som vægter frihed højest, værdsætter han hændernes muntre arbejdsfællesskab. Og forelsker sig i gårdenes kvinder, selvom han aldrig vil fæste sig, end ikke der, hvor kærligheden måske er mulig.
Ikke så sjældent har jeg ligesom Hamsuns hovedperson fantaseret om daglejerlivet som en flugtlinje i horisonten, et vindue i hverdagens kalenderrace, hvor naturen ikke blot er en scene for motion, men arbejdsplads og åndeligt fristed i én og samme iltende bevægelse.
Hamsun viser på sublim vis – i glimt – hvordan vandringen udvider nuet og åbner hjertet: “Når jeg går ad den tilgroede sti ind gennem skoven skælver mit hjerte i en ujordisk glæde. Jeg mindes et enkelt sted på østkysten af det Kaspiske Hav hvor jeg engang stod. Der var det som her og søen var stille og tung og jerngrå som nu.”
Den vandrende forfatter sætter verden i bevægelse; erindringen ruller, veje skriver sig selv. Folk han møder undres over denne hemmelighedsfulde fremmede, der drager og forstyrrer med sine underlige vaner og dvælende blik. Selvom Knut finder ro i skovl, sav og murerske, har hans sværmeriske natur dog også behov for åndelig adspredelse.
Det finder han på kirkegården og ikke mindst gennem sommernattens strejftog under stjernerne, hvor Hamsuns evne til at beskrive naturens mystik blinker som sølv i månelys:
“Vi lærte som børn at folde hænderne og stå stille for ikke at skræmme grågåsen når den drog forbi – jeg har ikke noget at forsømme ved det og gør det samme nu. En blød, mystisk stemning flakker gennem mig, jeg holder vejret og stirrer. Der kommer den, himlen ligger tilbage efter den som et kølvand. Gakgak! siger det over vores hoveder. Og den herlige plov glider videre under stjernerne …”
Hamsuns vagabondfortælling taler med sin besyngelse af daglejerlivet i naturen ind i vores tids længsel efter at sprænge hamsterhjulet og spænde rygsækken på.
Nærsynet opdagelsesrejse
En anden forfatter, som for nylig er udgivet på Batzer og oversat af Paul Klitnæs, er den østrigske nobelpristager Peter Handke. Forsøg over den vellykkede dag er det tredje af Handkes fem essayistiske forsøg på at beskrive et særligt fænomen – her: en vellykket dag.

Handke er kendt for at have hovedpersoner, der vandrer – og ligner forfatteren selv – i sine værker, og med dette tredje forsøg nu tilgængelig på dansk (fire ud af fem er udgivet), tematiseres vandringen da også i glimt, blandt andet i denne forrygende lille meditation over forholdet mellem den vellykkede dags indretning og kunsten “at bo”:
“Skulle jeg ikke for en gangs skyld være blevet inde i huset hele dagen og ikke have lavet andet end at bo? Få dagen til at lykkes bare ved at bo? At bo: sidde, læse, kigge op, stråle i unyttighed. Hvad har du lavet i dag? Jeg har hørt. Hvad har du hørt? Åh, huset. Ah, under bogens telt. Og hvorfor går du så ud nu når du jo var på din rette plads derinde med din bog? For at tage det læste til dig, i det fri.”
Hamsun er en af Peter Handkes litterære idoler. Det er let at se forbindelsen, når de to mediterer over vandringens nærvær
Her viser Handke, hvordan hans egen skrivemetode kan overføres til den læsende vandrer: Handke har gjort det til en del af jobbet at skrive ud, i hånden. Gerne på en stub eller i farten, mens verden bevæger sig omkring og gennem den vandrendes skrift. Det handler om at opdage, hvordan verden altid er ny, hvordan sproget altid er i gang med at forvandle sig selv og landskabet, når vi virkelig er til stede og ser detaljen helt tæt på med egne øjne.
At tage bogen med ud giver ordene mulighed for at lette eller synke ned i kroppen, når du går. At vandre giver stof til skriften, skaber omgivelser og giver gennemtræk eller “vind”.
Hamsun er en af Peter Handkes litterære idoler. Det er let at se forbindelsen, når de to mediterer over vandringens nærvær og den vellykkede dags ditto: Handkes landskaber er altid også det nære, den lokale verden, naturens ikke-steder og byens udkanter. Men hos østrigeren foretager vi også altid en vandring i sproget selv, hvor begreber og talemåder vendes på hovedet af den fremmedes blik.
Sætningens grøftekanter
Forfatter og oversætter Peter Waterhouse er som landsmanden og navnefællen Peter Handke først og fremmest en vandrer i sproget, hvilket ikke mindre end tre spritnye oversættelser fra det lille kvalitetsforlag Virkelig med dunkel skønhed illustrerer. Forlægger Andreas Vermehren Holm har specialiseret sig i at grave gemte og glemte poetikker, udkast og litterære korttekster frem, “hvor den største forestillingskraft og tænkning rummes på nogle få sider”. Og det må man sige, er tilfældet her.
Som Handke er den Wien-bosatte Peter Waterhouse med de britiske aner en nærsynet opdagelsesrejsende, der på radikal vis forsager fortællingens kronologiske horisont til fordel for sætningens – og historiens – uudforskede grøftekanter.
I vandredigtet Blomster oversat af Martin Larsen viser Waterhouse, hvordan man med forestillingskraft og sprogligt nærsyn på én gang kan gennemlyse og omarrangere landskabet, den vandrende bevæger sig igennem.

I fyndige, enkeltstående sætninger uden umiddelbar sammenhæng, hvor jeget går gennem nattens udkanter – forbi fabrikshaller, biler og lygtepæle – står der pludselig:
“Natlandskab. Dér er et lys. Lad os samle det, vi er bier.”
Aftenens tusmørkekammer fremkalder byens særlige “blomsteragtighed”, som forfatteren siger i bogens efterfølgende samtale; at skilte, lysreklamer og billygter – med intervieweren Kubaczeks ord – er “tekniske blomster, der forsøger at drage os til sig, at lokke os.”
Prøv selv at gå en tur ved mørkets frembrud og læg mærke til, hvordan lyskulturen, natten illuminerer, nedbryder grænserne mellem natur og teknologi, når blikket tiltrækkes af lyset.
Denne sammenskrivning af biologisk natur og menneskeskabt bylandskab er karakteristisk for horisonten i Blomster. På tysk bliver de lydlige ligheder ubestrideligt tydeligere, som når der i den danske oversættelse på en ensom sætning blot står “Lys. Blomst”, mens originalteksten afslører en mere åbenlys lyrisk forbindelse: “Lumen. Blumen.”
Landskabet er også altid sprogets, ordenenes og sætningens, uoversættelige som de lyde og billeder, vandringens bevægelse gennem skriften og verden afslører.
Som der står i en anden af de nye små Waterhouse-udgivelser med titlen Vores navne bliver levende:
“Er flysporet et notat? Fuglene opstår, så er de over engen; verden er ugæstfri, den holder fanget, den lille sol lyser, husene står som bjergkæder, vandreren skelner ikke.”
Vandreren bliver den samlende figur i et kaotisk, grænseløst landskab af kultur og natur. Den gåendes blik “skelner” ikke mellem bjerg og hus, de er former og farver, afstand og nærhed i evig bevægelse, så længe gåturen holder udvekslingen i gang. Eller som der står et andet sted i det dunkle krat af en prosatekst, som også indeholder en biografisk erindring om krigens – og eksilets – omkostninger for barnet, vandreren husker:
“I marts 1960 spurgte barnet faren: Hvor og hvordan begynder det, når jeg tænker noget bestemt? Svaret var: Det begynder ikke. Det blomstrer, men blomsterne var der i forvejen. – Og hvordan begyndte jeg? – Du begyndte ikke. Se på en eng, du ser den ikke begynde. (…) Flyet er en sang i en blå mund. – Far, nu er solsorten begyndt at synge foran vinduet. – Nej, den er ikke begyndt. Den synger. At synge dukker op af at synge. Billeder lyser af billeder.”
Du “begynder” ikke at gå, du går. Vandrer ud af vejen, fra venstre mod højre, og verden skrives forfra på ny. Ordene blomstrer, landskabet vågner af sin søvn og lytter.
Sådan er det at være på tur med Waterhouse: Det er fra sætningens grøfter, at røgen stiger
Peter Waterhouse fremtryller med sit sproglige gehør forbindelser i landskabet, der visse steder minder mig om Inger Christensens fornemmelse for naturens skalaer i Alfabet; fra solbærret i busken til universets sfæretunge mørke, som her nogle fragmenter fra Forlaget Virkeligs tredje Waterhouse-udgivelse indenfor få måneder, rejsedigtværket Prosperos land:
“Landsbyskiltet / i stort dyb – / helt nede i verden på vejen (…) Dalens / dåbsfadsrunding / og klangene ændres (… …) I solbærbusken / så jeg verdensrum”
Fem kapitler med titler som “Jauntal-oversættelse” og “I denne dal” organiserer kolonnerne af noter, syn og scener, som i de fleste tilfælde falder i klaser af tre linjer. Som læser får vi intet foræret, intet narrativ, ingen forklaringer. Blot forstår vi, at billederne hvirvles op af den vandrende, der ser ud til at befinde sig i blandt andet Kärnten og Friuli.
Sådan er det at være på tur med Waterhouse: Det er fra sætningens grøfter, at røgen stiger. “Den gåendes / hilsen / brænder kortvarigt”.
At gå ud af sig selv
Er man til lidt mere kronologisk struktur på gåturen, er A Mock Books nyeste skud på stammen i deres prisværdige GAIA-serie den tyske filminstruktør Werner Herzogs legendariske rejsedagbog fra 1974, Om at gå i is med undertitlen: Munchen-Paris 23.11. til 14.12.1974.
Bogen udkom første gang på dansk i 2014 på C&K Forlag, oversat af René Jean Jensen. Set i lyset af tidens litterære vandretrend, virker det ikke som et tilfælde, at A Mock Book netop nu har kastet deres kærlighed på Herzogs uomgængelige klassiker i genren.

I efteråret 1974 modtager Herzog et telefonopkald fra Paris. Tysk films førstedame, kritikeren Lotte Eisner, ligger for døden. Det er sent i november, snart vinter i München. Alligevel er instruktøren ikke i tvivl om, hvad der skal ske. Han pakker sine ting, en jakke, kompas og en vadsæk “med det mest nødvendige.” Der er 800 kilometer til den franske hovedstad:
“Mine støvler var så nye og solide, at jeg havde tillid til dem. Jeg gik den mest direkte vej til Paris, i sikker forvisning om at hun ville overleve, hvis jeg kom til fods. Desuden ville jeg være alene.”
Hvad der følger, er Herzogs beskrivelse af vejen, han må gå, når den magiske pilgrimspagt er knyttet. Vandringen er for Herzog en praksis, der bringer bevidstheden ned i kroppen, som går i ét med landskabet. Den absurde idé, at gåturen skulle have nogen som helst indvirkning på udfaldet af Lotte Eisners sygdom, er en livsnødvendig illusion for Herzog, så han kan forlade meningsløshedens apatiske tilstand, og i stedet lade kroppen gå ham sårbar – og dermed modtagelig for signaler og tegn fra Paris. Er turen hård nok, vil bevidstheden vandre ud af sig selv og forbinde sig med landskabet og stemmen, der kalder?
Herzogs poetik er så langt fra turismens komfortable flysæde, man kan komme
Målet med Herzogs vandring er ikke at nå til Paris i sig selv, men den ekstatiske tilstand, som muliggør en gensidig udsathed, når han når frem. Det er en magisk tænkning, der bevidst overskrider fornuftens nyttelogik til fordel for fantasiens og føddernes modspor.
“Eisnerinden må ikke dø, hun dør ikke, jeg tillader det ikke. Hun dør ikke, det gør hun ikke. Ikke nu, det må hun ikke. Nej, hun dør ikke nu, fordi hun ikke dør. Mine skridt er faste. Og nu skælver Jorden. Når jeg går, går en bison. Når jeg holder pause, hviler et bjerg. Ve! Hun må ikke. Hun gør det ikke. Når jeg kommer til Paris, lever hun. Det vil ikke være på andre måder, fordi det ikke må. Hun må ikke dø. Senere måske, når vi tillader det.”
Herzogs poetik er så langt fra turismens komfortable flysæde, man kan komme. Han tager den besværlige vej med ophøjet humør, lader lakoniske betragtninger om egne surmulerier stå og lyse sammen med foruroligende glimt af uvejr og ensomhed i de små landsbyer.
Herzogs messende tone gør enhver pause i læsningen – og vandringen – aldeles umulig. Tvivl og fortvivlelse bremses af løftets kraft: Stopper han, ophører stemmen med at kalde.
“… jeg går ikke rigtig mere; jeg lader mig drive. Jeg forvandler en falden forover til gang,” skriver Herzog lørdag d. 7. december på vej mod Domrémy.
Mest af alt sner og regner det bare uafbrudt. Herzogs trodsige pilgrim ser sig selv udefra, som det, han er og ligner: En ulæselig håndskrift henover kortet.
“Jeg er skihopper, jeg lægger mig mod stormen, helt foroverbøjet, tilskuerne rundt om er en skov, stivnet til saltstøtte (…) Jeg tænker, at jeg hellere må flyve videre, inden de opdager, at mine ben er helt færdige og så stive, at de vil smuldre som kalk, når jeg lander.”
Skihopperen lægger sig mod stormen; vandreren forvandler sit snublende fald til gang. Sådan kan man måske se de skønlitterære gåture: Som et alternativ til motionisternes opmålingsruter og gængse guidebøger, der viser vej fra a til b.
Forfattere, der vandrer, skriver landskabets skråskrift.
Klik dig videre til andre af POV Internationals artikler fra bogverdenen lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.