SØREN MUNK // INTERVIEW – Søren Munk, der er fotograf og arbejder for engelske Channel 4, har udgivet et album med musik, der er skrevet under hans mange rejser i Afghanistan, Irak, Pakistan, Mali, Niger og senest Ukraine. Hvordan opstår musikken, spørger POV’s Jan Eriksen. “Det er fornemmelsen af at køre gennem det maliske landskab. Der er krig, men det eneste, vi ser om natten, er stjernerne. Man bliver god til at gå ind i sin egen verden, når man sidder der for sig selv,” fortæller Munk bl.a.
Først næsten uhørligt – som i et miks af et såkaldt lo-fi indierock og dream pop – glider det første nummer, ”The Overseer”, ud af højtalerne. Ikke desto mindre er det meste af musikken på Søren Munks første album undfanget under usædvanlige og dramatiske livsomstændigheder. I krige eller under krigslignende omstændigheder.
I kraft af sit daglige job som fotograf og journalist på den britiske tv-kanal Channel 4, har Søren Munk i årevis rejst rundt i verdens krigsramte brændpunkter.
Under disse rejser er han blevet inspireret til sangene på albummet Purr Show. I marts og april var en kollega og han på rejse for at dokumentere det forgæves russiske forsøg på at indtage Kiev.
Pludselig boede jeg langt pokker i vold i London på et ulækkert værelse med brunt gulvtæppe sammen med fem andre. Vandet, der hverken var koldt eller varmt, kom gennem en gummislange ind i vasken
Dagligt bevægede Søren Munk og hans kollega sig ud i forstaden Irpin på jagt efter historier, omgivet af sønderbombede huse og smadrede biler.
”Det viste sig at være ekstremt farligt. Bombardementerne var helt tilfældige. Pludselig hørte vi raketterne over hovedet for sekunder senere at brage ind i en af bygningerne. Og der står man bare på en vej og ved ikke, hvad der sker. Og man tænker: Det her ville være en vanvittig måde at dø på”, siger Munk.
Jeg møder ham i, hvad der skal vise sig at blive en kort pause mellem to rejser. Under interviewet bliver han ringet op af nogen fra Channel 4, der er en form for pendant til danske TV2. Om Munk kan rejse til Mali for at dække den russiske Wagner-gruppes fremfærd der. Og senere videre til Niger, som hærges af jihadister.
Livet i en kuffert
At Søren Munk i dag så at sige lever i en kamuflagekuffert, skyldes – afhængig af overbevisning – tilfældigheder, indgriben fra oven eller karma. Omkring årtusindeskiftet var det drømmen om en musikkarriere, der drev ham til London.
”Som teenager sad jeg på mit værelse og lyttede til Smiths og The Cure og drømte om at komme væk. Jeg havde en narrativ, visualiserede en engelsk drømmeverden, en nysgerrighed, som jeg håbede at realisere – og gerne i London,” fortæller han.
Efter gymnasiet og en RUC-uddannelse tog ideen om at søge lykken i London endelig form. Der var ikke rigtig andet, der trak i Søren. Der var ikke en jobplan og umiddelbart ingen vision med familie og hus. Så han tog et fly til London og vidste med det samme, at det var her, han hørte til.
“Efter jeg var landet i Heathrow og gik ned ad de møgbeskidte rulletrapper, vidste jeg, at det var mit sted. Jeg blev meget mindre selvbevidst, om jeg havde det rigtige tøj på. Det var lidt mere punk, pludselig havde jeg fornemmelsen af at kunne være den, jeg ville,” siger Søren Munk.
Vi ser en gruppe træer – og under hvert af træerne ligger der en død 15-16-årig tuareg. Man kører ind over broen og bliver mødt af folk, der jubler og skriger af glæde og kaster deres klæder af ansigterne
”Der er så mange dynamikker i den by. Jeg tror, jeg følte, at der var for mange faste holdepunkter i livet i København. I London følte jeg med det samme, at der kunne ske så mange ting i løbet af dagen. Det var en forløsende proces for mig. Fornemmelsen af at mit liv kunne ændre sig, når jeg gik ud ad døren,” siger Søren Munk.
Og sådan blev det. Dog ikke lige første dag, men ret hurtigt lærte han forskellige musikere at kende og forsøgte at finde et job. Der er grænser for, hvor længe man kan leve af en SU-opsparing.
”Pludselig boede jeg langt pokker i vold i London på et ulækkert værelse med brunt gulvtæppe sammen med fem andre. Vandet, der hverken var koldt eller varmt, kom gennem en gummislange ind i vasken. Men det var en del af det at opdage, hvad der var vigtigt for mig.”
Ret hurtigt efter sin ankomst til den engelske hovedstad hørte Søren Munk om en form for ubetalt praktikophold på Channel 4. Ikke at han nogensinde havde set sig selv som journalist eller fotograf. Men hvorfor ikke? Måske var det den rette dør. Som supplement til musikken. Han skyndte sig at lære at fotografere. Han må have haft talent, for han blev hurtigt tilknyttet Channel 4 News – et dybdegående nyhedsprogram, især med fokus på internationale forhold.
… og så kom 9-11
”Pludselig kom 9-11 i 2001, og jeg blev spurgt, om jeg ville være med til at følge op. Ja tak. Så jeg mødtes med Lindsay Hilsum – den engelske Ulla Therkelsen. Og så rejste vi afsted til Pakistan for at forsøge at komme ind i Afghanistan. Det lykkedes så ikke, men vi var der en måned, og så var jeg solgt,” siger Munk.
Da jeg taler med Søren Munk, er han netop rejst til Danmark for at udgive sin plade, som han har indspillet i London. Det musikalske udtryk på Purr Show er, som det ligger i lo-fi indierockens natur melankolsk, tåget og diset. Det er et udtryk, der nærmest sådan lidt løseligt vælger sin lytter, nærmere end omvendt, for det stiller krav om nærvær. Drømmeflyvsk med historier, der tager udgangspunkt i livsoplevelser som f.eks. vigtige samtaler med ekskæresten.
Folk køber deres varer samtidig med, at de forsøger at vænne sig til, at det aldrig bliver, som det var før. Det kan det jo aldrig blive. Uanset, hvor du kommer til at bo og under hvilke forhold, er du såret for altid
”Når man som journalist dækker krig, bruger man meget tid på at rejse. Du sidder der og kigger ud af flyveren, du sidder i landroveren, du sidder på dit hotelværelse om aftenen, hvis der findes et hotel i nærheden. Ellers sover du i landroveren. Du er på farten. Jeg tror, det er det tempo og den følelse, der er på mit album. Det er en form for roadmovie, synes jeg selv,” siger Søren Munk.
Med sangen ”The Side of Your Face” som undtagelse handler teksterne ikke nødvendigvis om oplevelser på rejserne, konkret, men de er opstået på vejen, blandt andet i Mali.
Det seneste kup i Mali fandt sted i 2012 og førte til den daværende præsident Amadou Toumanis afgang. Sideløbende gjorde tuaregerne oprør i den nordlige del af landet, hvilket førte til, at militante grupper med tilknytning til al-Qaeda overtog den nordlige del af landet.
Siden da har det vestafrikanske land, der er et af de fattigste i verden, været præget af dybe spændinger.
Trods tilstedeværelsen af tusindvis af franske soldater og FN-soldater er det ikke lykkedes at nedkæmpe terrorgrupperne i den nordlige del af landet.
Luksusturist i en krig
Søren Munk opholdt sig i Mali på et tidspunkt, hvor franskmændene havde sendt deres specialstyrker ind for at rydde de nordlige byer for jihadister, som havde styret dem et stykke tid. Tv-holdet fik mulighed for at følge med den maliske hær op til en by, så det kunne være til stede, da byen blev befriet.
”Det er fornemmelsen af at køre gennem det maliske landskab. Der er krig, men det eneste, vi ser om natten, er stjernerne. Man bliver god til at gå ind i sin egen verden, når man sidder der for sig selv – bevæger sig ind i en verden for sig selv. For mig er musikken det sted, jeg går ind i,” siger Søren Munk.
– Hvordan inspirerer det din sangskrivning, når du sidder der i bilen om natten?
”Man er luksusturist i en krig. Vi aner ikke, hvad der venter, når vi stiger ud af vores bil kl. 4.30 om morgenen. Nogle lokale militærfolk viser os rundt, og vi ser en gruppe træer – og under hvert af træerne ligger der en død 15-16-årig tuareg. Man kører ind over broen og bliver mødt af folk, der jubler og skriger af glæde og kaster deres klæder af ansigterne. Det er en mærkelig kombination af oplevelser.”
Purr Show er skrevet og indspillet inden krigen i Ukraine. Men der er nye sange på vej, vist også med inspiration hentet under opholdet, hvor raketterne svævede hen over hovedet på Søren Munk og kollegerne.
”Man aner jo ikke, hvad der vil ske om et øjeblik. Eller hvor succesfulde russerne ville blive. De der tanks, der stod i række. Man er nødt til som journalist at arbejde i stedet for bare at sidde og vente på, at der sker noget. Man prøver med rådgivning og security, som man køber sig til, at komme tæt på bombeområderne. Man har hørt dem om natten, bomberne,” siger Søren Munk.
På den ene side var det så farligt at rapportere fra Kiev, at Channel 4-holdet besluttede, at det var FOR farligt. På den anden side var det nærmest som at gå rundt i London under corona-nedlukningen, fortæller han.
Såret for altid
”Der er helt stille i gaderne i Kiev, ingen smil. Det er creapy. Man afventer den næste bevægelse. Ja, det næste, man ved ikke rigtig hvad. Der er en truende stilhed, og alligevel går livet videre, for det skal det jo uanset. Folk køber deres varer samtidig med, at de forsøger at vænne sig til, at det aldrig bliver, som det var før. Det kan det jo aldrig blive. Uanset, hvor du kommer til at bo og under hvilke forhold, er du såret for altid,” siger Søren Munk, og tilføjer:
”Det er de færreste af os i den vestlige verden, der har oplevet. Heldigvis.”
– Det virker som om, der er en form for dualitet mellem din musik og omstændighederne, den er blevet til under. Teksterne er meget noget, der sker inde i dig selv, musikken flydende, tåget, men skrevet mens mennesker dør, og steder ødelægges?
”Jeg tror, det gælder for alle mennesker, der arbejder i situationer, hvor man kan blive traumatiseret. Læger og sygeplejersker ser de mest forfærdelige ting. Du skal kunne tænke over det, du ser, og bevare din menneskelighed. Musik er en vidunderlig ting, vi ved ikke helt, hvad det er, men når man lader sig drage ind i det, giver det dig muligheden for at føle – for hvis du lukker af og bliver kold, så får du problemer. Livet er så skrøbeligt. Det er livsbekræftende for mig at skrive, når jeg rejser – forstået sådan at mine tanker også minder mig om, at jeg sætter pris på livet. Når du har levet dit liv på rejse, sker der noget oppe i dit hoved. Teksterne udspringer nok af en længsel efter at være tæt på noget, en eller anden form for fast holdepunkt.”
Purr Show er indspillet i samarbejde med Andy Ramsay, kendt fra Stereolab, og Jimmie Robertson, der har mikset Depeche Mode og Arctic Monkeys – specielt guitaristen Garo Nahoulakians arbejde stikker ud på pladen. Der er inspiration fra en gruppe som Low, men også helt sikkert også Neil Young.
“Neil Young har tålmodighed til at skrue helt ned. Der kan være noget meget powerfuldt i pauserne, det der bliver holdt helt tilbage, det nøgne, ligesom f.eks. bluesmusik. Som teenager læste jeg John Lennon citeret for, at den første fuldstændig ærlige sang, han skrev, og hvor alting ændrede sig var “Help, I need somebody, not just anybody”.”
Søren Munk og jeg har aldrig mødt hinanden før. Det viser sig under interviewet, at nr. 1 på listen over vores største koncertoplevelser er den samme – Neil Young og Booker T and The MG’s på Roskilde Festival 1993. Den ternede skjorte, en evigt søgende rockguitar og bookerens soulfyldte backingband med Steve Cropper på guitar mødte hinanden som the confluence of two rivers. Søren har endda haft mulighed at takke Steve fra Booker T for oplevelsen under en reportageopgave i Royal Albert Hall i London.
“Jeg har tænkt meget over den koncert. Tænkt over det, der kan ske, når musikere blander sig med hinanden, søger ud af de spor, de ellers går i. Søger det ukendte, det var en åbenbaring for mig,” siger Munk.
Og sådan har det langt henad vejen også været med Søren Munks liv.
“Man kan sige, at mit liv har været en læring om, at man skal holde sig åben for de uventede eventyr, der måtte komme. Jeg troede, at det bedste ville være at rejse rundt som musiker. Det var jo derfor, jeg rejste til London. Det siger jeg altid til unge mennesker. Hold døren åben.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
