BØGER // ANMELDELSE – Erlend O. Nødtvedts roman Mordet på Henrik Ibsen bevæger sig mellem karikatur og karneval og er både sjov, lærd og lærerig. Man bliver ført hjemmevant rundt i Bergen, rundt i Norge, rundt i Nordeuropa, fra skuespilhuse til smugkroer. Undervejs må man spørge: Hvem er mest til grin, de tilsyneladende enfoldige nordmænd, eller mig, den kloge og ophøjede læser?
Det lyder som det rene galimatias: Forfatteren Erlend O. Nødtvedt har skrevet et værk, Mordet på Henrik Ibsen, der nok er legende og fuld af spilopper, men som forudsætter et kendskab til litteratur, historie og kulturelle personligheder i et omfang, intet nogenlunde ærligt nulevende menneske besidder – hvis man ikke lige er Erlend O. Nødtvedt himself.
Alligevel fungerer det. Med mobilen i venstre hånd staver jeg mig igennem og googler troligt navne og steder og sagn. I et væk drysser Nødtvedt henvisninger og navne ud over teksten og metaforiske bolde op til nye plotvendinger. Som læser tænker man: Kan det have sin rigtighed? Og ja, minsandten. Navne og steder har fandtes.
Bag denne fortælling er der en anden og større parallel fortælling om Norges nationalidentitet, en bevægelse ud af koloniherre Danmarks skygge
Tør jeg påstå, at det faktisk er dejligt saliggørende? Som om de ekstra benspænd tilfredsstiller en hidtil ukendt indre nørd. Ja, det gør jeg.
Humoren i bogen spiller på alle tangenter. Læseren er skiftevis overlegen i forhold til en perlerække af forfængelige, naive og godtroende nordmænd, hvorefter blotlæggelsen af Bergens underliv klør forargelsen på ryggen, lige der, hvor læseren ikke selv kan nå (i overført betydning).
Indimellem tørner fremstillingen af 1800-tallet frontalt sammen med Nødtvedts senmoderne sprogblomster i forfatterens bevidste leg med inkongruensen mellem datidens begivenheder og nutidens gengivelsesformer.
Jeg ender med at spørge mig selv, hvem der er mest til grin, de tilsyneladende enfoldige nordmænd eller mig, den kloge og ophøjede læser. Herligt!
Henrik Ibsens tidlige år
Kernen i historien er Henrik Ibsens ankomst til Bergen i 1851 foranlediget af violinisten Ole Bull. Det er Ibsens formative år som teaterinstruktør, og i Nødtvedts udgave er han ved ankomsten en fesen, forfængelig, uduelig og klodset ikke-personlighed.
Kulissen er Bergens ildelugtende smøger og stræder, pisserender og beværtninger, letlevende kvinder, landsbytosser samt ikke mindst en perlerække af personligheder fra teatrets verden.
I bogen lyder det:
”På Torgallmenningen var der underligt folketomt. Endnu var det tidlig morgen, men siden prinsevisitten nærmede sig, havde man kunnet forvente et betydeligere ståhej end det foreliggende […] Det vrimlede med koner bærende på gryder til de barslende kvinder, vandbaljer, brændelæs, en legion morgenfulderikker okkuperede alle bænke og drak demonstrativt foran en samling flagellanter, som svajede i procession mellem ostehandlere fra oss, lirekassemænd og pappenhejmere [ … ] et demonstrationstog mod gadebelysning holdt sine faner mod vinden og prøvede at overdøve et bøhmersk hornorkester, ellers var Torvallmeningen helt øde og præget af en dyb og ildevarslende ro. Hvor var alle folk blevet af?”
Det hele virker levende og let genkendeligt, som en blanding af Pirates of the Caribbean og længst hedengangne danske forfatter Knud H. Thomsen (den danske forfatter bag værker som Røverne i Skotland og Klokken i Makedonien).
Fortællingens egentlige klimaks, den skabagtige Ibsens bortgang og verdensstjernen Ibsens ankomst, skjuler sig i lag på lag af drukinficerede tåger, halvt opløste breve og forsvundne febernætter.
Bag denne fortælling er der en anden og større parallel fortælling om Norges nationalidentitet, en bevægelse ud af koloniherre Danmarks skygge. Det er en beretning om at træde i karakter og at tale med egen tunge, nynorsk eller bokmål, elegant eller klodset, som det måtte være eller lyde, men under alle omstændigheder fuldgyldigt som sig selv.
Endnu et lag markerer overgangen fra et romantisk verdenssyn til det modernes gennembrud – og så er både tid og sted sat i scene. Det er klogt tænkt og gennemført af forfatteren.
Store dele af romanen bevæger sig frit mellem forskellige genrer og fortællemåder: brevroman, satire, vaudeville og folkesagn for blot at nævne nogle få, ledemotivet romanen igennem er detroniseringen og karnevaliseringen af Ibsens skikkelse og dermed en endegyldig bekræftelse af den status, Henrik Ibsen fik.
Er der noget, vi burde have fået øje på?
Det er modigt at kaste sig ud i så ambitiøs romanskrivning, ambitiøs ikke mindst på læsernes vegne. De sidste mange år har den dominerende litterære debat i Danmark drejet sig om ungdommens kulturelle forarmelse, manglende læsefærdigheder og litterære uvidenhed. Det er en debat, der ikke ser ud til at ende og derfor i sig selv en falliterklæring. Udskamningen af en generation for deres manglende interesse i tidligere tiders kultur og litteratur får dem næppe til at kaste sig over åndelig føde.
Vi skændes om skyld og skam, om det er de unge, der er for dovne eller os, gamle, der er for kedelige? Vi skændes om, hvorfor der ikke sælges flere bøger. Hvorfor der ikke citeres flere digte, hvorfor vi ikke kender vores forfattere.
Bogen aktiverer læseren til at bruge en fornøjelig uge med at google og fare vild i sidefortællinger og strøtanker i stedet for bare at sidde og nikke vidende og selvtilfreds
Alt imens peger Mordet på Henrik Ibsen på, at litteraturen, både fortidens og nutidens, står levende i vores norske naboers bevidsthed, som om de følger med i udgivelser, som om det ikke er forbeholdt fåtallet, som de ikke lider af en halv-dårlig samvittighed over de gode intentioner, der blev glemt hen ad vejen. Som om de har knækket koden.
Så det er svært ikke at blive benovet over både Nødtvedt og forlæggerens mod i udgivelsen af det foreliggende værk. Det er også svært ikke at blive lidt misundelig over den måde, Norge har formået at holde ilden ved lige, både når det drejer sig om litteratur og sprog.
Erlend O. Nødtvedts 260 sider lange roman Mordet på Henrik Ibsen bevæger sig mellem karikatur og karneval, den er både sjov, lærd og lærerig og så tør den kræve noget af sin læser, ellers falder den til jorden. Men romanen giver sin læser endnu mere igen: Man bliver ført hjemmevant rundt i Bergen, rundt i Norge, rundt i Nordeuropa, fra skuespilhuse til smugkroer, ja vi er sågar forbi Johanne Louise Heiberg i København og hullet fra Nils Klims underjordiske rejse.
Bogen aktiverer læseren til at bruge en fornøjelig uge med at google og fare vild i sidefortællinger og strøtanker i stedet for bare at sidde og nikke vidende og selvtilfreds. Det bliver umuligt at koncentrere sig om bare at læse og blive bekræftet i det, man allerede ved. Det kunne have været irriterende, men personligt oplever jeg at føle mig i rigtig godt selskab. Jeg sidder tilbage beriget med underlige detaljer og besynderlig viden. Ting, jeg ikke kan forestille mig, jeg nogensinde får brug for. Men er det ikke også meget fedt, bare at undre sig over verden.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og