CORONAKRISE // KULTUR – Nogle kunstformer er særligt udfordret af krav om sikker afstand til publikum. For hvordan kan man bevare det sanselige og tætte i en interaktiv danseforestilling for små og større børn, når man samtidig skal holde afstand? Den udfordring står en række dansekompagnier med. Men måske kan det blive et konstruktivt, kreativt benspænd.
Når vi nu igen får adgang til at gå i teatret, er en stolerække eller to tæt på scenen måske fjernet for at opnå mindst to meters afstand mellem scenen og første række. Afstanden skal sikre, at kunstnere og publikum ikke risikerer at smitte hinanden, og det vil formentlig ikke lave væsentligt om på kontakten mellem scene og sal og ikke kræve, at forestillinger ændres.
Anderledes er det for de kunstnere, hvor publikum tæller tumlinger på et år eller to til en danseforestilling. Her taler vi ikke om lige stolerækker og andægtig stilhed. Forestillingen foregår på gulvet med de små lige udenom, og de skal have alle sanser i brug. Pludselig er et barn måske tullet ind mellem danserne, og et vigtigt element i forestillingen er, at de små skal røre og gøre for at begribe. Derfor er der som en del af forestillingen måske bløde puder, lysende lamper og flagrende stoffer ude mellem de små hænder undervejs.
Og når publikum er skoleelever på 10 eller 15, og forestillingen handler om, hvordan vi forholder os til mennesker, vi ikke kender, er der også masser af kropslig kontakt i spil. Det er ligesom hele pointen, at eleverne skal turde være i tæt kontakt med andre end det sædvanlige slæng på skolen.
Hvordan kan den intense og tætte kunstoplevelse bestå, hvis der samtidig er krav om afstand og forholdsregler ved kontakt? Den ligning arbejder dansere og koreografer i øjeblikket på at løse
Sådan er det normalt, når Dansehallernes KORA-kompagnier er ude i daginstitutioner og skoler for at give børnene en oplevelse med dansen som kunstart. Men normalt blev som bekendt aflyst 11. marts, og selv om vi skridt for skridt er på vej tilbage mod noget af det liv, vi kendte før coronaens indtog, vil der efter alt at dømme fortsat være en række krav at overholde, når danserne i sensommeren skal ud i institutionerne igen.
Men hvordan kan den intense og tætte kunstoplevelse bestå, hvis der samtidig er krav om afstand og forholdsregler ved kontakt? Den ligning arbejder dansere og koreografer i øjeblikket på at løse.
”For os er det supervigtigt ikke at gå på kompromis med det kunstneriske udtryk og mødet med børnene, så opgaven er at finde ud af, hvordan vi kan sikre det og samtidig overholde krav om sikker afstand”, siger danser My Marie Nilsson.
Hun er tilknyttet kompagniet MYKA, som for Dansehallerne turnerer til vuggestuer med forestillingen ”Månen”. I alt er godt en halv snes professionelle dansekompagnier gennem Dansehallerne hvert år ude på tilsammen omkring 500 dansebesøg i vuggestuer, børnehaver og skoler landet over. På den måde får op mod 20.000 børn hvert år mulighed for at opleve og ikke mindst være deltagere og medskabere i en danseforestilling, som ligesom al anden kunst både giver børnene som publikum en æstetisk oplevelse og gør dem klogere på sig selv og verden.
”Selv de helt små børn, som vi kommer ud til med ”Månen” er utroligt meget med, og det er fantastisk at se, hvordan nogle af dem først er meget tilbageholdende, men til sidst i forestillingen er ude på gulvet for at lege med. Man kan virkelig mærke den intense stemning, og vi hører ofte fra pædagogerne, at de aldrig har oplevet børnene så fokuserede”, fortæller My Marie Nilsson.
Om den intensitet og medleven kan bibeholdes under nye former, er det store spørgsmål for hende nu. Hun har god tid til at overveje det, for ligesom det skete for resten af kulturlivet, blev hun i marts ramt af, at alle forårets aftaler skulle streges over og slettes fra kalenderen. Ingen forestillinger, ingen undervisning, ingen prøver. Ud over MYKA er hun med i andre dansekompagnier, laver egne forestillinger som koreograf, underviser i kreativ bevægelse for børn og er samtidig yoga- og pilatesunderviser. Alt ligger stille nu.
”Men jeg prøver at tage ja-hatten på og er optimist”, siger hun.
Kropslig kontakt som det centrale
Også danser og koreograf Esther Ransdal Haugegaard fra EM Dansekompagni skal i gang med at tænke kreativt i forhold til forestillingen, ”Vi2”, som kompagniet tager ud til de ældre elever i skolerne med. ”Vi2” beskrives som et danselaboratorium, hvor eleverne med afsæt i de professionelles optræden skal teste forskellige koreografiske virkemidler og lave små sekvenser, som de kører ”igennem koreografiens krydderikværn”.
”Vores forestilling handler om, hvordan vi møder et andet menneske første gang – om førstehåndsindtryk – og vi plejer at stille eleverne op i to rækker, hvor de står ved siden af deres klassekammerater, men efter opvarmningen skal de arbejde sammen med den, de står overfor, og som kommer fra en anden klasse eller et andet klassetrin. Det er bevægelsessekvenser, hvor de jo naturligvis rører ved hinanden”, forklarer Esther Ransdal Haugegaard.
Danseren spekulerer på, om de børn, kompagniet kommer ud til i efteråret, vil være nervøse for nærhed og præget af pludselig at være hvirvlet ind i en virkelighed med afspritning og afstand
Et af målene er, at børnene efter forestillingen og laboratoriet har mødt nye venner fra deres skole, fordi de har prøvet at være sammen på en ny måde og måske kan finde på at gå ud til spisepausen sammen bagefter. Den pointe i forestillingen – altså at komme fysisk tæt på nogle af dem, de ikke kender – bliver svær, hvis eleverne fortsat skal holde sig i nogle mindre grupper.
”Det er ærgerligt, hvis vi skal miste det, for noget af det stærke i vores forestilling er jo netop den fysiske kontakt, og at de gennem legen og dansen kommer så tæt på hinanden. Det er en central del af den kunstneriske idé i vores forestilling at røre ved andre end dem, man i forvejen er venner med”, siger Esther Ransdal Haugegaard, som ud over at være danser og koreograf i EM Dansekompagni blandt andet også er danseformidler, projektudvikler og danser i Gunilla Lind Danseteater.
Hun har lige været på barsel og skal fra efteråret på turné igen til en række skoler med forestillingen ”Vi2”, så også hun er i fuld gang med at finde ud af, hvordan man kan skabe en intens forestilling om at røre ved andre, hvis man ikke må det… Samtidig spekulerer danseren på, om de børn, kompagniet kommer ud til i efteråret, vil være nervøse for nærhed og præget af pludselig at være hvirvlet ind i en virkelighed med afspritning og afstand.
Kreativt benspænd
Hvis skoleelever generelt er præget af ængstelse efter måneder, hvor de ikke var i skole og ikke måtte se vennerne, kan det omvendt være noget, danserne i forestillingen ”Vi2” skal anerkende og måske bruge kunstnerisk.
”Vi skal have stor respekt for det, når vi kommer udefra, det er klart, men måske kan vi med vores forestilling være med til at give dem noget, som kan være medvirkende til, at de kan få rystet coronaen af sig”, funderer Esther Ransdal Haugegaard.
Hun er indstillet på, at nogle af forestillingens dele måske til en start skal foregå mellem de elever, som i forvejen går i klasse sammen, hvis det er et krav, at børnene ikke må være så tæt på dem fra andre klasser.
”Der er masser af bevægelseselementer, de godt kan lave sammen med deres kammerater, og jeg er da heller ikke i tvivl om, at der nok skal opstå nogle gode, kreative ideer, når vi skal i gang”, siger Esther Ransdal Haugegaard.
Det afgørende er, at vi fortsat kan skabe en kunstoplevelse for børnene. Måske bliver det sådan, at i stedet for at de kigger på os, skal vi give dem inspiration og værktøjer til at skabe en installation, hvor de er aktører
Samme holdning har My Marie Nilsson. Fra at have været væltet ud af kurs over den pludselig nedlukning, er hun nu sammen med MYKA og koreograf My Grønholdt gået i gang med at tænke i konkrete ideer til, hvad der skal ændres i forestillingen, og hun taler ligefrem om, at krisen og kravene måske kan blive til et kreativt benspænd, som kan føre noget nyt og spændende med sig.
”Det er klart, at der er meget, vi er nødt til at ændre på, men det er vigtigt at holde fast i den kunstneriske kvalitet og den æstetiske oplevelse samtidig med, at det skal være ansvarligt. Det afgørende er, at vi fortsat kan skabe en kunstoplevelse for børnene. Måske bliver det sådan, at i stedet for at de kigger på os, skal vi give dem inspiration og værktøjer til at skabe en installation, hvor de er aktører”.
De 12 KORA-kompagnier med tilsammen 15 forskellige forestillinger skal efter planen ud til institutioner og skoler igen fra august.
Fakta
Dansehallerne er med base i København et nationalt ressourcecenter for dans og koreografi.
Årligt får mere end 60.000 mennesker over hele landet mulighed for at møde dansen som kunstart.
I Dansehallernes projekt KORA oplever op mod 20.000 børn fra 0-16 år hvert år dansen som kunstart, når dansere fra et af de tilknyttede kompagnier kommer ud i børnenes daginstitution eller skole.
KORA er støttet af Statens Kunstfond og af Nordea-fonden, som støtter det treårige projekt ”KORA – dans for de yngste”.
Topfoto: Søren Kristoffer Kløft
Afstandskravet om to meter mellem kunstnere og publikum bliver noget af en udfordring for de dansere, der turnerer til daginstitutioner og skoler med danseforestillinger, hvor børnene er medskabere – og ikke mindst tæt på som her fra forestillingen ”YEM” af dansekompagniet Tiny Dancer med danser Mette Møller Overgaard.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her