KONCERT // ANMELDELSE – Mogens Dahl Koncertsal fejrede med tre koncerter 20-års jubilæum med et væld af kammermusikalske udladninger anført af Den Danske Strygekvartet, Trio con Brio og cellisten Andreas Brantelid i skønsomme blandinger. Fælles for dem alle er, at de lever op til Mogens Dahls kunstneriske ledetråd: at forlade det sædvanlige kammerkoncertformat og i stedet præstere det særlige og exceptionelle i nye og overraskende programkonstellationer.
”At forlade det sædvanlige, præstere det særlige og skabe det exceptionelle” har været dirigenten og kunstneriske leder Mogens Dahls ledetråd i de to decennier, der nu er forløbet næsten, før vi fik registreret det, efter at han og hustruen Jette Egelund den 1. februar 2006 åbnede Mogens Dahl Koncertsal med tilhørende faciliteter på Amagers Brygge.
Forud var gået en mangeårig drøm – samt et tocifret millionbeløb – før de kunne etablere et koncerthus, hvor primært kammermusik, lied- og korsang kunne udfolde sig i mere intime omgivelser end i de store koncertsale, der både sjældent kan fyldes og klinge sådan, som denne musik retfærdigvis er skabt til.
At det lykkes parret at forvandle et Klondike-lignende miljø med bilværksteder, lagerhaller, hestestald og gammelt bogtrykkeri til et indbydende musisk kunstoplevelsessted, tjener parret Dahl-Egelund til ubetinget ære og respekt. Og at de efter 20 års veludførte og konstante indsatser for at bringe nogle af verdens bedste kammermusikere til byen nu så ovenikøbet inviterer til en næsten ugelang koncertserie for at markere 20-året for deres og stedets fælles indsats med det bedste af hjemlige danske kammermusikere, gør ikke respekten mindre.
Vi kom rundt om såvel klassikerne som kammermusikkens hovedværker fra nyere tid, men også rejste videre med musikerne helt op til vore egne dage
Over tre aftener fik vi to af landets førende kammermusikensembler præsenteret i fuldt firspring, både hver for sig og i sammenflettede former, hvor cellosolisten Andreas Brantelid fungerede som midterfigur og den sammenhængskraft, der fik de to grupperinger til nærmest at blive til en oktet i skønsom samklang, om end de ikke alle spillede sammen på én og samme tid.
Med et godt dusin vidt forskellige værker fra forskellige egne og perioder præsenteret over tre aftener er det svært at fremhæve nogle kompositioner frem for andre. Men fælles for dem alle er, at de lever op til Mogens Dahls føromtalte kunstneriske ledetråd: at forlade det sædvanlige kammerkoncertformat og i stedet præstere det særlige og exceptionelle i nye og overraskende programkonstellationer.
Dette lykkedes til fulde på samtlige tre jubilæumskoncertaftener, hvor vi kom rundt om såvel klassikerne Schubert, Brahms og Mendelssohn som kammermusikkens hovedværker fra nyere tid, men også rejste videre med musikerne helt op til vore egne dage.
Stærke sjælspåvirkninger
Koncertrækken indledtes med Dmitrij Sjostakovitjs 3. strygekvartet op. 73, komponeret i 1946. Den er komponistens egen skildring af tiden efter den forfærdende krigskamp, der førte til sejren over mørkets kræfter, og er derfor naturligt præget af en konstant serie af pågående akustiske effekter mellem de fire musikere, der mere end antyder verdenskrigens skærende kontraster og knivskarpe dissonanser.
Dem honorerede Den Danske Strygekvartets musikere med et måske lige lovlig rudimentært samspil, der dog er på sin rette plads i netop dette værk, idet kvartettens medlemmer alle klart spiller efter devisen om en direkte og usminket samklang, men som undertiden resulterer i en lidt for upoleret tilgang til musikken – hvilket er deres helt bevidste valg.
Vi er ifølge titlen her i en form for gyserteater, hvor skiftende billeder af spøgelser og dæmoner beskriver sindets drømmeagtige og flydende rækker af fantastiske, skiftende billeder
Anderledes var samme aftens klavertrio af Bent Sørensen med titlen Phantasmagoria (fra 2007), hvor det er den lydeksperimenterende udforskning af Trio con Brio-klavertrioens instrumentale potentiale, der er det fremherskende, og hvor violinen og celloen konstant alternerer ved at svare og modsvare hinanden i nærmest dyriske, lydefterlignende fraser.
Vi er ifølge titlen her i en form for gyserteater, hvor skiftende billeder af spøgelser og dæmoner beskriver sindets drømmeagtige og flydende rækker af fantastiske, skiftende billeder eller illusioner. Måske en ikke mindre uhyggelig og mere sjælelig virkelighed end de krigsrædsler, Sjostakovitj opruller i sin forudgående strygekvartet.
Disse to værker alene formidlede derfor et mere end pågående dynamisk og fysisk nærvær til publikum, så man gik derfra med stærke sjælspåvirkninger, der for undertegnede holdt sig lyslevende resten af aftenen og natten.
En tyst og intim hvisken
Den 2. jubilæumskoncert bød på et indledende fint og følsomt kvartetarrangement ved Rune Tonsgaard Sørensen af Igor Stravinskijs Suite Italienne fra 1932, der oprindelig var del af hans balletpartitur fra 1920 til Pulcinella med koreografi af Léonide Massine, som igen baserede sin koreografi på neapolitanske trin fra det 18. århundrede.
Suiten er en af flere afledninger af denne ballet, som Stravinsky komponerede til Ballets Russes, efter at impressarioen Sergej Diaghilev havde fundet nogle melodier af Pergolesi, som han ønskede at benytte, og derfor overgav dem til Stravinsky. Denne musikalske låntagning var kontroversiel i samtiden, ligesom også den ”neoklassiske” retning, Stravinskys musik tog, hvori de barokke harmonier overdængedes med dissonanser, som overdøvede de regelmæssige taktarter og skabte et både vittigt og ironisk musikalsk kaos. Musikkens charme forblev dog ubestridelig, og Stravinsky udnyttede den da også selv til forskellige senere arrangementer, herunder suiter med uddrag af ballettens numre for violin og/eller cello og klaver.
Her hviskes der tyst og intimt på strengene med sordin, ligesom der også rives og slås hårdt med buen i kaotiske nodeforløb, som om Britten ville skildre en musikers livsforløb i instrumentets vold
I Den Danske Strygekvartets udførelse blev den til en meget dansant fortolkning, fordi de fire musikere her vitterligt bød hinanden indbyrdes op til dans, inden de overlod scenen til Andreas Brantelid i Benjamin Brittens 3. solosuite for cello (fra 1971). Den er en søgende og eksperimenterende effektudforskning af celloens muligheder, baseret på brudstykker af russiske folkemelodier og oprindelig komponeret for Mstislav Rostropovitj.
Her hviskes der tyst og intimt på strengene med sordin, ligesom der også rives og slås hårdt med buen i kaotiske nodeforløb, som om Britten ville skildre en musikers livsforløb i instrumentets vold og en cellists personlige bekendelser og udtalte frustrationer. Sikkert og indfølt blev suiten spillet af en ung dansk mester på sin fornemme Stradivarius-cello fra 1707.
Til slut fik vi Schuberts Strygekvintet i C-dur, hvor Brantelid supplerede Den Danske Strygekvartet, og hvor de to celli i lange stræk tiltrak sig min fulde opmærksomhed med deres meget tætte indbyrdes dialoger. Det blev dermed til en bevægende musikalsk afslutning, som igen bekræftede det høje niveau, Mogens Dahl Koncertsal lægger for dagen her i deres 20. sæson.
Den indledende 20-minutters ”Artist talk” mellem kulturjournalisten Michael Bo og Brantelid var tillige en god og veldrejet optakt. Optaktssamtaler i kammermusikkens verden er altid en god ting, fordi der her netop er tale om tætte og intrikate musikalske samtaler mellem musikerne og deres indbyrdes instrumenter. Så for min skyld måtte dette indledende initiativ meget gerne fastholdes som optakt til sæsonens øvrige koncertprogrammer.
Koncertrække med fest og inderlighed
På den 3. og sidste koncert i rækken stiftede vi fornyet bekendtskab med to hovedværker i kammermusiklitteraturen gennem Johannes Brahms’ Sonate for cello og klaver nr. 1 (fra 1862-65) og Felix Mendelssohns forrygende Klavertrio op. 66 (1845). Den første blev fortolket af Jens Elvekjær ved flyglet i tæt samspil med Andreas Brantelid, der igen trakterede sin fornemme Stradivarius-cello, som i øvrigt er det selvsamme instrument, Johannes Brahms skrev denne cellosonate for.
Mendelssohns klavertrio er i sin egen ret et værk fuldt på højde med Franz Schuberts intense Strygekvintet i C-dur (fra 1828), som også blev spillet på den 2. jubilæumskoncert. Dette skyldes trioens perlende toneforløb og især den pulserende Scherzo, der nærmest ikke lader musikerne få et eneste åndehul under de rullende tonerækker. Her blev den spillet af Trio con Brio med en overgivenhed og et musikalsk-teknisk overskud, der igen blev fulgt op af Manuel de Fallas Ilddans som et ekstra og afsluttende festfyrværkeri.
Der var således både fest og inderlighed i denne koncertrække, som igen maner til eftertanke om, hvad private initiativer på musikkens område kan sikre os af oplevelser og bekendtskaber med nogle af samtidens største kammermusikalske kunstnere fra både ind- og udland.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og