En fornem og værdig sortie

af i Kultur/Kulturhistorie/Musik

MUSIK // ANMELDELSE – Kim Larsens sidste plade, Sange fra første sal, er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde, skriver Jan Eriksen. Selvom der er et par mislyde undervejs, har vi at gøre med et album, der for evigt vil stå som en uomgængelig, livsklog – og mæt svanesang fra en mand, der fik set det, han ville. 

På mange måder er det, der skulle blive Kim Larsens sidste plade en form for appendiks til biografien Mine unge år, der udkom sidste år. Som i Jens Andersens biografi fortæller Kim Larsen historier, der både konkret og tematisk tager udgangspunkt i ”dengang da jeg var lille”, som han sang en gang. Uanset at flere af dem tager favntag med tidsaktuelle emner – mest ny-feminisme.

Når der nu skulle komme en afrunding af Kim Larsens imponerende bagkatalog og enestående grand oevre er Sange fra første sal, trods et par mislyde, en meget fornem og værdig sortie for den største danske folkekunster nogensinde.

Allerede valget af titlen, der unægtelig minder om den svenske film fra 2000, Låtar fra andre våningen (Sange fra anden sal), fortæller en klassisk Kim Larsen-historie; den om kulturelle referencer.

Allerede fra begyndelsen i Den store dag leger sangskriveren kispus med et par lyse akkorder eller tre, og så har vi en melodi, der kun gør forårssmilet endnu bredere

Ligesom i instruktør Roy Anderssons fine film fortæller Larsen forskellige historier, der mere eller mindre væves ind i hinanden undervejs.  I øvrigt er musikken til filmen skrevet af Benny Andersson, der ikke er i familie med instruktøren.

Anderledes familiært er det med Larsens nye album. Sange fra første sal er indspillet i Kim Larsens og hans kone Liselottes lejlighed i Odense i samarbejde med sønnen Hjalmar, der forfølger sin egen karriere for øjeblikket. Desuden medvirker impresario med mere Jørn Jeppesen med kor og guitar. Allerede sidste år fortalte Jeppesen, at der var nye sange på vej. For Kim Larsen skrev altid nye sange. Der var også et hint på Kjukkens Facebook-side.

“Uskyldig og fri – med det er det forbi”

Sange fra første sal er vel det nærmeste, man kommer en egentlig Kim Larsen soloplade overhovedet. Jo, der var selvsagt Værsgo fra 1973, men dengang var sangeren under indflydelse af blandt andre producer Poul Bruun og ven og mentor Stig Møller på sidelinjen. Sidste år havde han selv forberedt alt inden indspilningerne hjemme i lejligheden.

Og der er vi inviteret indenfor i Kim Larsen-land. Det første, der slår én, er, hvor gennemført og stærkt, Larsens vokal er overbevisende produceret helt frem i lydbilledet. Det er virkelig hans farvel og tak fra en mand, der fik set det, han ville.

Allerede fra begyndelsen i Den store dag leger sangskriveren kispus med et par lyse akkorder eller tre, og så har vi en melodi, der kun gør forårssmilet endnu bredere. Selv denne anmelders plejebarn – en hunkat – har ved lyden af den gamle hankats stemme og uimodståelige melodi opsøgt en solstribe i køkkenvinduet, mens den betragter et par store drenge pjatte, som de nu engang er sat i verden for at gøre.

I Den store dag er en stor dreng på vej ud i livet. Måske er det første skoledag. Det tror jeg. “Uskyldig og fri – med det er det forbi”. Klassisk Kim Larsen. Uskyldstabet, der for hans vedkommende indtraf i 1950’erne, som han igen og igen er vendt tilbage til i sin sangskrivning. I al sin hjertegribende enkelthed er sangen på mange måder det umulige supplement til perlen De smukke unge mennesker.

I den medrivende En brøkdel af et sekund er Kim Larsen igen respektfuldt tilbage ved sine rødder The Beatles, som de lød omkring And I Love Her, med stænk af The Everly Brothers. Og igen tager han favntag med ungdommens forgængelighed, og godt at de nåede at få det hele med, for “hvem kan standse, når skyggerne begynder at danse”.

Præcis som Kim Larsen selv gjorde i den selvbiografiske sang Brønshøj Husum ungdomsklub, hvor han lærte af danse jitterbug i forsøg på at charmere de unge damer.

Der har altid været endog stor længsel ud i Larsens sange. De sidste par årtier var der ofte et stænk af forgængelighedens refleksion og længsel tilbage i Kim Larsens sange

Fætter Fritz – igen en fin folkesang på rockfødder – følger i tråd med et par andre sange på de sene Kim Larsen og Kjukken-album. Jalousien, der tilsyneladende altid har været en del af Kim Larsens liv. Præcis som humoren og selvironien.

Som om det ikke var nok, at fætter Fritz kan få Larsens gemalinde til at grine og blusse. Han drikker sørme også café latte og er småklog.

Mon ikke Fritz er endnu en Larsen-reference? Fritz Farlig er en figur i Anders And & Co. En slem karl, der indimellem allierede sig med lige så fordækte Øjvind Ørn, som Larsen vist opkaldte sin impresario Jørn Ørn efter.

Kim Larsen var bedst, når poesien var drivkraften

Der er mange rigtig gode Kim Larsen-sange på dette album. Han er svagest i et par, hvor manden, der engang kaldte sin anden kone Kranen, hvæsser kløerne og forholder sig kritisk til ny-feminismen og måske især konsekvenserne heraf.

Man har altid kunnet høre det i Kim Larsens vokal, når han var satirisk. Den store rummelige klang får en let snerrende, spotsk bilyd.

Ikke at der noget galt i at problematisere #MeeToo eller kvindekamp som sådan. Tværtimod. Udover togforsinkelser er intet i denne verden absolut.

I den nævnte biografi vedkender han sig åbent et kvindesyn, der stammer tilbage fra dengang, da han var lille. De er sgu også begyndt at få tatoveringer, damerne

Kvinden i Charlie bor alene i sit dukkehjem og svæver på en sky af Coco Chanel og har nok i sig selv. En ting er, at Charlie selvfølgelig findes derude. Men det har altid klædt Larsen bedst at give denne verdens ensomme sjæle en solidarisk stemme.

I Dagens mand synger Kim Larsen ”hvem er det, der er dagens mand, fruentimmer”. ”Det er efterhånden længe siden, de har prøvet lykken i det muntre køkken”, synger manden med et skævt revysmil. I den nævnte biografi vedkender han sig åbent et kvindesyn, der stammer tilbage fra dengang, da han var lille. De er sgu også begyndt at få tatoveringer, damerne.

Igen – fint med et mandesyn på udligning mellem kønnene. Selvom det kan være svært at se i de sociale medier, lever vi i et demokrati. Og Larsen har en pointe, når han spørger, hvad der blev af det gammeldags begær. Tekstmæssigt er det bare ikke ret kønt. Kim Larsen var bedst, når poesien var drivkraften.

Uomgængelig og livsklog svanesang

#MeeToo eller ej, er Dagens mand det nummer, hvor jeg stærkest savner Kjukken. Med Jesper Haugaard på bas, Jens Langhorn på trommer og ikke mindst Karsten Skovgaard på guitar kunne det være blevet en klassisk Kjukken boogierocker.

Også det smukke Miss Måneskin er nemt at høre som en af de mange Beatles/Byrds-inspirerede guitarpassager, jeg har oplevet ved mere end 20 koncerter med Kim Larsen & Kjukken.

Sådan skulle det så ikke være. I stedet har vi et album, der for evigt vil stå som en uomgængelig, livsklog – og mæt svanesang for åbne vinduer i lejligheden i Odense.

Sange fra første sal er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde

Vemodigt? Egentlig ikke. Ikke i teksterne. Tag bare Koppen med den skårede hank – det nærmeste Sange fra første sal kommer en refleksion over komponistens livssituation dengang i 2018, hvor han vidste, at livet vist blev kortere, end han troede året forinden.

Uden sentimentalitet synger Larsen:

”Ræk mig lige koppen med den skårede hank og Politiken fra i går. Nok er den ikke særlig aktuel. Men det er jeg heller ikke selv.” “Der var så meget jeg skulle nå, og alt for meget, som jeg sku’. Min tid er forbi, men jeg er her endnu”.

Det er gribende, ja. Meget. Men melankolien og et hjertesuk eller syv ligger in the eyes of the beholder – og i melodien.

Der har altid været endog stor længsel ud i Larsens sange. De sidste par årtier var der ofte et stænk af forgængelighedens refleksion og længsel tilbage i Kim Larsens sange. Også i denne, flot løftet af sønnen Hjalmar og Jørn Jeppesen i koret.

Og som han også synger, ”måske det hele bare var en drøm”.

”Når natten er omme, går vi hver sin vej,” som Larsen engang sang. Hvis det vi havde sammen i nattens løb, bare var en drøm, var det en af de gode.

Sange fra første sal er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde.

PS: Teksterne til to af sangene, Sommer og Nu dufter tjørnen, skyldes hhv. Ove Abildgaard og Harald Herdal.


Kim Larsen, Sange fra første sal, Warner Music

Topfoto: Pressefoto

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur