BØGER // ANMELDELSE – Vi er på Island, hvor virkeligheden danser og ånderne spiller med i Kristín Marja Baldursdóttirs Mødrenes gade. Monica Krog-Meyer anmelder romanen, hvis fortællestil fascinerer med sit magiske element.
Der er et kapitel af kvinders historie, som er overset og, synes jeg, temmelig smerteligt. Lad os lige fokusere på det kapitel, i anledning af kvindernes internationale kampdag 8. marts
De kvinder, der var voksne i 1950’erne og 60’erne – klemt inde mellem krigen og kvindeopgøret. De oplevede alt det, som kvinder kunne udrette i besættelsestiden på lige fod med mændene, men meget ændrede sig, i takt med at de fredeligere tider vendte tilbage. Kvinderne oplevede opblomstringen i samfundet, ja bevares, men de fik ikke rigtig del i den. Det var mændene, der udfoldede sig. Kvinderne fik maskiner til at lette arbejdet, men de var stadig hjemmegående. Og de nåede ikke at være med i kvindefrigørelsen. Det var forbeholdt næste generation.
Som fx min mor, født i 1925. Fik børn i 50’erne, var ‘heldig’ nok at være hjemmegående husmor, men jeg tror, det var dobbeltbundet: for vel var det privilegeret at være arbejdsfri og kunne hellige sig hjemmet, men det betød jo, at hendes liv blev begrænset til travlhed med hus og børn og madlavning. Jeg tror, hun kedede sig. Jeg tror, hun følte sig udenfor, når manden kom hjem og fortalte om en krævende arbejdsdag.
Jeg ville ønske, jeg kunne have talt med hende om det, men jeg var for ung og rebelsk – på en helt anden planet end hun. Og hun døde, da jeg begyndte at kunne sammenligne kvindeliv.
Den periode interesserer mig, og derfor kastede jeg mig over romanen “Mødrenes gade”, skrevet af den islandske forfatter Kristín Marja Baldursdóttir. Den foregår i 1960’erne i Reykjavik i Island – men kunne lige så vel foregå i enhver dansk by dengang.
Mødrenes gade – det brogede kvindeliv
Det er ikke let at være 20-årige Marin, der bor i Mødrenes Gade. På nåde hos sin søster og svoger og deres to drenge. Forældrene er døde kort tid inden, så Marin måtte flytte fra den lille by nordpå, ind til den store by, ind i gaden, i det lille kammer hos søsteren. Nu er det søsteren, der bestemmer over hendes liv, og Marin bliver voldsomt udnyttet af hende til at passe de to drenge, lave mad og gå ærinder. Hun gør, hvad hun bliver sat til, er på sit sidste år i gymnasiet og virkelig dygtig til at lave tegninger af kjoler og moderigtigt tøj– her næres hendes drømme.
Marin forsøger at komme i gang med sit kvindeliv.
Det er ikke Marin, der er hovedpersonen i denne bog. Det er gaden. Mødrenes gade. Det er den, der styrer kvindernes liv, giver dem muligheder og begrænser deres muligheder
I hvert hus i gaden er der kvinder, mødre, koner, enker, enlige, ugifte og fraskilte. Nogle har et helt hus for sig selv, andre bor i lejligheder over hinanden. De ved utrolig meget om hinanden, mødes i vaskekælderen, sladrer om hinanden og drømmer om et bedre liv. Marin forsøger at pejle sig ind på, hvad man gør som kvinde.
Samtidig passer hun sit eftermiddagsjob i drømmefabrikken over dem alle: Biografen.
Marin sidder i billetlugen, hvor man køber adgang til filmstrimlens længsler og drømme, kort sagt ”det liv, der udspillede sig i den mørklagte sal, mennesker der dansede i fint tøj i sommervejr, mennesker, der var fattige, men så blev rige…”.
Skruen strammes
Men så får Marin sat stolen for døren af sin søster: Nu hvor hun snart bliver færdig med gymnasiet, må hun finde et andet sted at bo, for så kan hun ikke forvente, at andre vil forsørge hende længere. Og hvilket liv skal hun så vælge? Har hun overhovedet et valg? Hvad skal hun leve af?
Hun spørger sig for i husene i gaden, om nogen har et værelse, de vil leje ud, for hun gerne blive i Mødrenes gade.
For hver forespørgsel i husene får hun indblik i kvindelivets variationer og vilkår, hvadenten det er den fraskilte, den gifte, den ugifte eller enken.
Som her hos “en mager kvinde med hvidt hår og plirrende øjne, der nærmest forsvandt under tunge øjenbryn.” Kvinden bor med mandshøje stabler af blade og aviser. Man tænker automatisk, at her er den slået klik, men kvinden ved en overraskende masse om Marin, roser hende og opmuntrer hende til at gå i gang med sin tilværelse. Og hun taler lige ud af posen: ”… nu er det vigtigt, at du lægger planer, ellers går tiden, og inden du har set dig om, står du dagen lang ved et komfur. Så er gode egenskaber spildt. Hvis mænd står ved komfuret, har de selv valgt det, og desuden får de løn for det.”
Marin får en ven Kristofer, der går i hendes klasse og bor i gaden. Skal de være kærester? Når nu hun drømmer om den uopnåelige Sturla.
Drømmebilleder
Det fascinerende ved Kristín Marja Baldursdóttirs fortællestil er det magiske element; vi er jo på Island, hvor virkeligheden danser og ånderne spiller med. Marin ser billeder. Det er vågendrømme eller visioner med især kvinder, som her, hvor hun sidder og tegner i billetsalget i biografen:
”Et langt bord midt i en stue. Der sidder fjorten sortklædte kvinder om bordet. De har taget hætterne af. Væggene er dækket af mørke bøger og træsnit. Manden med leen i forskellige udformninger på nogle af dem. Kvinden, der bestemmer, sidder for den ene bordende. Hun rejser sig , hæver sit glas. Vi skal drikke en skål for vore mødre. De rejser sig alle, hæver glasset og nipper til indholdet. Længe står de med bøjede hoveder. I må gerne sætte jer, siger kvinden, der bestemmer, sætter glasset fra sig, fletter fingrene ind i hinanden, ser ud over gruppen, taler.”
Scenen fortsætter, men bliver pludselig afbrudt af, at en bestiller to biografbilletter. Vi er tilbage i virkeligheden.
Disse billeder dukker op indimellem. Er det visioner? Drømme? Ønsketænkning?
Hver gang bruges formuleringen ‘Billedet viser…’, og så beskrives en lille film for læseren, midt i handlingen. Den er væk lige så abrupt, som den dukker op.
Den egentlige hovedperson
Det er ikke Marin, der er hovedpersonen i denne bog. Det er gaden. Mødrenes gade. Det er den, der styrer kvindernes liv, giver dem muligheder og begrænser deres muligheder. Det understreges ganske underfundigt sprogligt i teksten:
”Gaden gabte kæberne af led, da Marin gik hjem.”
”Gaden ved godt, den er smuk…”
”Gaden er i et strålende humør…”
”Gaden så reserveret ud, men den var heller ikke tilfreds med sagens udvikling..”
Chok på chok
Forfatteren har skrevet en række bøger, også flere, der er udkommet på dansk. Især bøgerne om den kvindelige kunstner Caritas (2008 og 2009) har hun haft succes med og de betød, at hun blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Det er kvindernes skæbne, der optager hende. De ulige vilkår. ”Forskellen mellem deres ambitioner på den ene side og deres forudbestemte roller på den anden side, selv i dag”, siger Baldursdóttir.
Og der er lagt godt i posen til Marins videre liv. Hemmeligheder bliver afsløret, endelig er der en kvinde, der bryder ud og går efter sine egne drømme. Men samtidig svigter hun andre kvinder. Her skal ikke røbes mere, men man er ganske forpustet og chokeret, når bogen er slut.
Mon ikke vi får lejlighed til at høre, hvordan Marin klarer de barske udfordringer, hun bliver stillet overfor? Måske hun er så heldig at finde sammen med andre stærke islandske kvinder, når kvindeoprøret dukker op?
Jeg vil i hvert fald gerne læse videre.
Kristín Marja Baldursdóttir: Mødrenes gade
Gyldendal, udkom i januar.
Topfoto: Forlaget
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
