Moby Dick og bondefangeren Martin A. Hansen

af i Bøger/Essays/Kultur

ESSAY // MOBY DICK – I dag 1. august er det 200-årsdagen for den amerikanske forfatter Herman Melvilles fødsel. I et halvt århundrede fik danske læsere et fejlagtigt billede af ham og den betydende roman Moby Dick. Med sit berømte forord til Moby Dick digtede forfatter Martin A. Hansen nemlig sin egen Herman Melville og førte læserne bag lyset. Forfatter, journalist og oversætter af alle Melvilles bøger, Flemming Chr. Nielsen, sætter i dagens anledning lys på en upåagtet historie.

København – Hver gang, jeg googler efter en lidt afsides oplysning, kommer jeg til at tænke på forfatteren Tage Skou-Hansen i regnvejr og på cykel igennem København for ca. 65 år siden. Hans forfatterkollega Martin A. Hansen havde af forlaget Gyldendal fået en næsten uoverkommelig opgave, og uvist hvorfor mente han og forlaget, at Tage Skou-Hansen var cykelmanden, der kunne løse et lille praktisk problem omkring opgaven.

Gyldendal havde nemlig i 1954 besluttet, at man året efter ville udgive den amerikanske forfatter Herman Melvilles roman Moby Dick. Det skulle være et prestige-projekt, men kunne man nu være sikker på, at der var et publikum til en bog, der handlede om noget så kedsommeligt som hvalfangst? Tilmed var Herman Melville stort set ukendt i Danmark, så hvis romanen skulle have en chance, måtte der noget ekstraordinært til.

Første danske oversættelse af Moby Dick (blackstone.dk)

Den populære og højt respekterede maler Sven Havsteen-Mikkelsen blev derfor bedt om at illustrere bogen. Mogens Boisen skulle oversætte, for han var særdeles kyndig, men desværre vidste han det godt selv, og derfor var han ikke billig i pris. Og endelig skulle den berømte Martin A. Hansen skrive forord til romanen.

Som en lille selvstændig udgivelse skulle forordet foræres til alle landets boghandlere, og der skulle trykkes en plakat til den ifølge Gyldendal ”meget kostbare og vanskeligt tilgængelige bog”. Man satte desuden sin lid til ”gode anmeldelser”, for hvilken anmelder turde med sin blæksabel halshugge en klassiker som Moby Dick?

Side op og side ned

Der var kun det alvorlige problem, at Martin A. Hansen absolut ingenting vidste om Herman Melville. Det gjorde de sært nok heller ikke på Gyldendal, men da Melville jo var amerikaner, mente man på forlaget, at den amerikanske ambassades bibliotek måtte have noget på ham.

Forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955). Udateret. Wikimedia Commons

Og sådan gik det til, at Tage Skou-Hansen som den tids Google blev sendt derhen efter oplysninger til Martin A. Hansens forord – derhen og ikke derud, for ambassaden lå dengang på 6. sal i Borgergade 18 og endnu ikke på Dag Hammarskjölds Allé.

Men det var småt, hvad Tage Skou-Hansen kom tilbage med. Kun ”side op og side ned med omtågede spekulationer”. Altså intet brugbart, og Martin A. Hansen havde kun én udvej. Han måtte selv digte sin Herman Melville, for han kunne dårligt sige nej til at skrive forordet, da han som andre forfattere havde hårdt brug for honoraret.

En profet fra New York

Sprogligt og kunstnerisk er Martin A. Hansens forord alligevel noget af det bedste, han har skrevet, men billedet af Melville og Moby Dick er renlivet mytologi og fiktion. Han præsenteres som en gammelmodig og profetisk digter a la Homer eller Det Gamle Testamente.

Herman Melville (1868), wikimedia.commons

Med sammenknebne øjne står han ifølge Martin A. Hansen på kajen i New York og stirrer ud over endeløse rader af sjællændere, fynboer og jyder, der går i land som udvandrere fra deres danske fædreland.

Vist er der i Moby Dick en replik om Kattegat, som er lagt i munden på en dansk sømand, og en sømand fra øen Man siges engang at have besøgt en gammel heks i København.

Det er også alt, hvad der står om os og vort land. Og de færreste nationer undgår en mere eller mindre kortfattet bemærkning. En forords-skriver på et hvilket som helst sprog kunne som Martin A. Hansen have fået Moby Dick til at handle om sine egne landsmænd og på den måde fremme interessen og salget.

Læserne er sagesløse ofre

Men forordet blev sent skudt i sænk. Det skete først i 2003, da forfatteren Poul Vad leverede et grundigt dementi. Ifølge Poul Vad ”hører man Melville, det vilde menneske, an­lægge et pædagogisk tonefald som en dansk landsbydegn”. Martin A. Hansens Melville var en Steen Steensen Blicher, der bare havde ud­skiftet heden med havet og Tjele med øen Nantucket, hvorfra Melvilles hvalfangere sejlede ud.

Han var vild og gal, anarkist og filosofisk bombemand, men Martin A. Hansen modellerede ham i sit eget billede, og han blev til en for tidligt født hereticaner og højskolemand

Uden belæg fastslår Martin A. Hansen, at Melville regner danskerne og de gamle skandinaver for sine egne. Og han indskriver uden videre Melville i sine private overvejelser om digtekunst og bruger den amerikanske oprører til at genoprette “den gamle pagt med Gud og til syvende og sidst med kirken”.

Intet kunne ligge den uforsonlige Melville fjernere. Han var vild og gal, anarkist og filosofisk bombemand, men Martin A. Hansen modellerede ham i sit eget billede, og han blev til en for tidligt født hereticaner og højskolemand, der i sørgmodig søgen efter li­vets mening var plaget af samvittighed og angst og guds­frygt.

I Mogens Boisens oversættelse, med Sven Havsteen-Mikkelsens illustrationer og med det uvidende forord blev Moby Dick en ubetinget salgssucces. I Politikens og Jyllands-Postens anmeldelser overgik Tom Kristensen og Jens Kruuse hinanden i superlativer, men ikke i supplerende viden om Melville.

Som alle forlæggere før og nu var denne Richard Bentley yderst gavmild med usælgelige romaner, så han forærede også Moby Dick til H.C. Andersen

Martin A. Hansen blev til en litterær bondefanger med et halvt år­hundredes dan­ske læsere som sine sa­gesløse ofre!

Den gavmilde forlægger

Anderledes havde det måske forholdt sig, hvis H.C. Andersen i sin tid havde gidet eller kunnet læse Moby Dick, for han var af gode grunde ikke Heretica-tynget. Derimod havde han samme engelske forlægger som Melville, og som alle forlæggere før og nu var denne Richard Bentley yderst gavmild med usælgelige romaner, så han forærede også Moby Dick til H.C. Andersen.

Men Andersen blev så forskrækket over synet af de tre tykke bind, at han ikke gjorde andet ud af bogen end i et brev og med henvisning til omfanget at omtale den som ”et stort Værk”. Ingen bemærkede derfor Andersens ”anmeldelse”, der ellers til hver en tid kunne have jubelprydet en Moby Dick-plakat i alle boghandlervinduer:

 

At sove med en kannibal

Netop i dag er det 200-årsdagen for Herman Melvilles fødsel den 1. august 1819. Der er ingen grund til at repetere hans biografi eller handlingen i Moby Dick, men kun til at antyde, hvor moderne han var. Og for ikke at risikere den beskyldning, at vor tid bare ”digter” en anden Melville end Martin A. Hansens, kan hvem som helst nu gå i gang med hele forfatterskabets 1,4 millioner ord på dansk.

Herman Melvilles samlede værker på dansk. Oversat af Flemming Chr. Nielsen (Forlaget Bindslev)

Begynder man fra en ende af og med Melvilles to første romaner, så handler de om såkaldt ”vilde og primitive” folkeslag i Polynesien. Deres samfund viser sig at være nøjagtig lige så avanceret og kompliceret som vores eget. Og de egentlig ”vilde” er civilisationens kanonskibe og missionærer, der dengang som nu og med massakrer og korstog vil afrette og undertrykke de andres kulturform.

Forskellen er såmænd kun, at på Melvilles tid kaldte man den primitiv. I dag hedder den middelalderlig. Men vi definerer stadig dens modstandsbevægelse som terror, ikke som frihedskamp (med uhyggelig aktualitet er den skildret i den novelle, der hedder Benito Cereno).

Melville fortsatte sin civilisationskritik med vittige og voldsomme angreb på datidens (og nutidens) forlorne kristendom, for dens grundlægger kom til jorden med de ædleste intentioner om næstekærlighed og fred på jord, men det førte ikke til andet, end at der til fortidens krige om jord og kvinder blev føjet religionskrige som en ny og hidtil ukendt anledning til at føre krig.

Der går en orkan og et stormvejr igennem romanerne. Ironi og satire lurer og bobler i alle sætninger

Men Martin A. Hansen-gammelmodig og -profetisk er han ikke. ”En pagt med Gud og kirken” er det absolut sidste, Melville vil genoprette. Der går en orkan og et stormvejr igennem romanerne. Ironi og satire lurer og bobler i alle sætninger.

1. udgave af Herman Melvilles Moby Dick – The Whale (1851). Wikimedia.commons

Erotiske scener kan Melville af sædelige samtidsgrunde ikke åbenlyst skildre, men han maskerer dem, så de ikke vækker anstød. Og en bibelkyndig datidslæser vidste udmærket, hvad der foregik, når sømandskvarteret i Liverpool blev omtalt som de korinthiske tilholdssteder, for det er en henvisning til skøgerne i Paulus’ Første Brev til Korintherne.

Og de relativt frisindede blev også hjerteklaprende klar over, at Pierre i romanen af samme navn har samleje med sin halvsøster. Også i dag er Pierre én af de mest chokerende romaner, der nogensinde er skrevet (et held for Martin A. Hansens hereticanske sjælefred var det, at Tage Skou-Hansen ikke fandt et detaljeret referat af Pierre på ambassaden i Borgergade).

I Moby Dick er der en forklædt onani-scene. Som oversætter kan Mogens Boisen ikke have fortrængt den, men han lader som om. I Redburn har en sømand en kone i New York og en anden i Liverpool. Ingen i det trekantsforhold tager anstød af flerkoneriet (i romanen Typee er der sågar flermanderi).

Ingen steder hos Melville er der spor af den xenofobi, der af nogen i vor tid opfattes som et udtryk for ophøjet fædrelandskærlighed. Tværtimod: en sømands eneste fædreland er hans skib, og hans eneste landsmænd er hans skibskammerater fra nord og syd, øst og vest.

En roman om de helstøbte og deres ædle motiver eller om skurke og deres forbry­de­riske motiver er et falskneri, for vi er alle sammen skuespillere i et repertoire af gøglebilleder

Heller ingen plages af, at en harpuner som Queequeg i Moby Dick har en fortid som menneskeæder og i Amerika har ernæret sig af at sælge menneskehoveder. Fortælleren Ismael deler endda på et tidspunkt kroseng med Queequeg og konstaterer: ”Hellere sove med en ædru kannibal end med en fuld kri­sten”.

Vi er skygger over en mur

Skal man i absolut korthed udtrykke det moderne hos Melville, så er det, at moralske normer, sociale regler og personlige og politiske holdninger indgår i en uendelig kæde af begreber, der kan om­byttes og udskiftes, jongleres med og nedbrydes og genopbygges.

Der eksisterer ikke ”no­get hjertelag eller nogen tanke­gang, som er evig og bestandig i kraft af en uforan­derlig natur eller en ubøjelig vilje”. Og lige me­get hvordan må romanforfattere og psykologer, filo­soffer og videnskabsmænd nøjes med den erkendelse, at det, som kaldes virkelighed, altid er flertydigt.

Det hele er ”skygger over en mur”. Også ord og definitioner er skygger, og identitet og per­sonlighed findes ikke. En roman om de helstøbte og deres ædle motiver eller om skurke og deres forbry­de­riske motiver er et falskneri, for vi er alle sammen skuespillere i et repertoire af gøglebilleder.

Så værsgo’ og læs.


Note: Bortset fra cyklen og regnvejret, som er min journalistiske og udokumenterede stramning, er oplysningerne om Tage Skou-Hansens rolle som bydreng hentet i Anders Bay: Dialogens kunstner, 2017.

Topillustration: Saxo.com.  Andre krediteringer fremgår.

Flemming Chr. Nielsen, født 1943, forfatter og oversætter. Har bl.a. skrevet biografien 'Ind i verdens vrimmel' (1998) om Søren Kierkegaards storebror, der stak af til Amerika, desuden romaner samt erindringsbogen 'Nu er der vel ikke mere?' (2013) og 'Sort hedder en sten - mellem hedenskab og kristendom i 1000 år' (2018). Har oversat Moby Dick-forfatteren Herman Melvilles samlede værker, 1-7. Hjemmeside: www.mardi.dk

Seneste artikler om Bøger