Kære Joy: Du kan vise retningen for en ny kulturpolitik

af i Debat/Kultur

ÅBENT BREV // KULTUR – “Den gode kunst er et spejl af samfundet. Med abstraktion og fantasi kan kunsten, når den er bedst, gøre det konkrete ukonkret og det ukonkrete konkret. Den kan bygge broer mellem følelserne og det rationelle. Kunsten er på den måde med til at skabe rum, hvor det moderne menneske kan holde pause og reflektere over hverdagen. Kunsten er samtidig en vigtig spiller i et demokratisk samfund. Gennem kunsten definerer vi os som mennesker og nation. Den påvirker vores synspunkter og vores værdier. Den leger med vores bekymringer og frygt, med kærligheden og seksualiteten. Kunsten sætter gang i vores humor og livsglæde. Kunsten skaber relationer og forståelse mellem mennesker for på den måde at skabe perspektiv og forståelse.” POV’s Ole Blegvad har skrevet et åbent brev med 10 gode råd til den nye kulturminister.

Kære Joy,

Hjertelig tillykke med embedet som Kulturminister. Selvom det måske ikke umiddelbart virker sådan på din nye arbejdsplads, Christiansborg, eller i pressen, sætter du dig nu i stolen for en af landets vigtigste poster.

Du kender det nok selv fra rejser. Når man møder folk i udlandet, så er det folk ”fra dit ministerium”, som udlændinge nikker genkendende til, når man siger Danmark:

H.C Andersen, Lars von Trier,  Michael Laudrup, Carl Th. Dreyer,  Caroline Wozniacki, Sofie Gråbøl, Suzanne Bier, Mads Mikkelsen, Arne Jacobsen, Mø, Lukas Graham, Karen Blixen, Bjarke Ingels, Asta Nielsen, Søren Kierkegaard – og listen er meget længere.

I den bedste verden er kunsten med til at sætte tingene på spidsen, pirre vores fordomme og lege med det sanselige … den gode kunst får os til at tænke, føle og reflektere

Med en kliche, så er den gode kunst et spejl af samfundet. Med abstraktion og fantasi kan kunsten, når den er bedst, gøre det konkrete ukonkret og det ukonkrete konkret. Den kan bygge broer mellem følelserne og det rationelle. Kunsten er på den måde med til at skabe rum, hvor det moderne menneske kan holde pause og reflektere over hverdagen.

Kunsten er samtidig en vigtig spiller i et demokratisk samfund. Gennem kunsten definerer vi os som mennesker og nation. Den påvirker vores synspunkter og vores værdier. Den leger med vores bekymringer og frygt, med kærligheden og seksualiteten. Kunsten sætter gang i vores humor og livsglæde. Kunsten skaber relationer og forståelse mellem mennesker for på den måde at skabe perspektiv og forståelse.

I den bedste verden er kunsten med til at sætte tingene på spidsen, pirre vores fordomme og lege med det sanselige.

Kunsten definerer os ved hele tiden at bevæge sig mellem smukt og grimt, mellem kærlighed og had, mellem løgn og sandhed, mellem retfærdighed og straf, mellem religion og politik, mellem følelser og fornuft. Den gode kunst får os til at tænke, føle og reflektere.

Jeg ved, at der allerede ligger en del opgaver på dit bord.

Du overtager et fallitbo, hvor det kan være svært at se, hvilke opgaver, der blev løst ud fra hævnmotiver, hvilke der blev løst ud fra samfundsrelevans og hvilke der blev løst ud fra ideologiske standpunkter.

Men nu kan du, kære Joy, være med til at sætte den nye retning for dansk kulturpolitik. Det kræver nytænkning, fornyelse, udskiftning og ændrede vaner. Der er (heldigvis) masser af muligheder og et hav af idérige folk i den danske kunst- og kulturverden.

Du har alle odds med dig – Danmark trænger til en kulturminister, der tager kunsten alvorlig

Jeg har lavet en lille top 10-buket over ting, jeg tror, er vigtige at have med i bagagen, når du skal vise den nye retning. Og husk, hvis man ikke ændrer på løsningerne, så vil man ikke opnå nye resultater.

Du har alle odds med dig – Danmark trænger til en kulturminister, der tager kunsten alvorlig.

Afgangsforestilling med eleverne fra Statens Skuespilsskole, Aarhus, 2019.

#1 – Kunsten i centrum

Den største opgave de næste år bliver at få samfundets kollektive kærlighed tilbage til kunsten. Vi skal tro på, at kunsten har en værdig i sig selv. At der er en mening med at læse en skønlitterær bog, se et kunstværk, høre musik, se ballet, opera eller teater.

Vi skal mere præcist formulere, hvad vi vil med dansk kultur?  Vi skal tage debatten om, hvad dansk kunst og kultur kan, bør, gør og skal.  I den proces må vi dræbe den pragmatiske kulturperson, der siger, at der skal være plads til at støtte det hele, men sådan er virkeligheden ikke. Derfor må vi vælge.

Med kunsten i centrum må vi diskutere, hvad der er god og dårlig kunst. Hvad der er ren underholdning, hvad der er for kommercielt, og hvad vi som samfund mener giver vores samfund kulturel værdi. Vi skal turde prioritere, hvad statens skal støtte, og hvor markedet selv kan bære.

Der foregår så ekstremt meget godt på den danske kunst- og kulturscene, i alle hjørner af landet. Folk bruger kunsten – nu skal vi bare have talt det endnu mere op!

#2 – Folkeskolen & kunsten

Vi skal have kunsten tilbage i Folkeskolen – musik, dans, scenekunst, malerkunst, litteratur. Der er heldigvis masser af skoler, som værdsætter kultur, men kunsten bør være obligatorisk på alle folkeskoler. Kunsten skal ind i undervisningen, som kreative forløb, hvor eleverne selv er udøvende.

Der er efterhånden ekstremt meget viden, der viser, at kunst forstærker lærings- og erkendelsesprocesserne hos børn. Lige som kunst er med til at udvikle kritisk sans, refleksion, nye perspektiver, provokation og nytænkning. Og måske vigtigt af alt – kunst er med til at give selvtillid.

Ønsketænkning ville være, som i flere tyske delstater, at eleverne inden de forlader 5. klasse har haft mulighed for at spille på et instrument.

Det kunne være spændende med en ”2023-plan – det vil kulturministeren med kunst i Folkeskolen”. Der er brug for vedvarende tiltag og ikke busture rundt i Danmark for enkeltstående skoleklasser.

 

Premiere i Imperial på Ulaa Salims debutfilm “Danmarks Sønner”, foråret 2019.

#3 – De unge & vækstlaget

Vækstlaget er måske det vigtigste element, når det gælder udviklingen af den udøvende kunst. Det er ofte herfra de nye ideer kommer. Der er heldigvis mange gode tiltag på området (øvelokaler, kulturhuse m.m.).

Der er nærmest to slags vækstlag. Dem, der er så unge, at de endnu ikke er kommet ind på en kunstskole, og dem der er færdige med deres uddannelse. Vækstbegrebet har også forskellige ansigter alt efter, hvilken kunstform vi taler om.

Ens for begge grupper er, at de ofte er repræsentanter for mangfoldighed og muligheder, men desværre også ofte lever af meget få penge.

I mange år har samfundet set det som mere relevant og nødvendigt, at unge fylder op på hylderne i Bilka. Hvorfor ikke give de kreative unge mulighed for at dyrke deres passion i en to-årig periode, hvor de så kan tage deres overførselsindkomst med ind på kunst-og kulturscenen. De bedste og vildeste ideer, der rykker strukturer og indhold, kommer ofte fra dette vækstlag, så giv dem rammerne.

 #4 – Dannelse for alle

Kunst og kultur bør gå hånd i hånd med dannelse. Vi skal gennem de eksisterende kulturelle milepæle afsøge vores historie og identitet. Vi skal næsten tilbage til de gamle dannelsesnormer som Grundtvig, Hal Kock og E. Løgstrup stod for. Vi skal – for at bruge de gamle termer – danne til verdensborger. I den sammenhæng skal kunsten og kulturen tage sig godt af de nye nationaliteter, der kommer til Danmark. Vi skal respektere deres kultur, og samtidig skal vi præsentere vores kulturelle værdier.

Kunsten og kultuen skal ud, men ikke kun som events og besøg, hvor tilfældige udbydere suger i tilskudskasser. Nej, kunsten skal ud, fordi vi tror på, at den kan være med til at rykke grænser og skaber gensidig tolerance.

Mogens Jensen har været inde på, at større virksomheder burde have en slags kulturprogrammer/-begivenheder som tilbud til medarbejderne. Ideen er spændende – så spændende, at man burde gå videre med den. Tænk en arbejdsplads, hvor man seks gange om året kunne høre en cellokoncert, høre en oplæsning, se en komiker eller lignende. Det ville give merværdi på bundlinjen.

Men vi som samfund har en kæmpe udfordring. Alt for mange opfatter kunst, kultur og dannelse som at have lektier for. En helt ny undersøgelse viser, at mange børn forbinder læsning med pligt og ikke glæde. På vejen mod dannelse skal vi blive meget bedre til at motivere. Men vi skal passe på, at vi ikke kun skaber interesse gennem søde sager og underholdning, det skaber nemlig ikke dannelse, men dumhed.

Lone Scherfig på den røde løber til Filmfestivalen i Berlin 2019. Som den første dansker nogensiden åbner hun Berlinalen med filmen “The Kindness of Strangers.”

#5 – Samarbejde mellem ministerierne

Selvfølgelig er der altid samarbejder på kryds og tværs. Hvis vi vil kunsten og dannelse alvorligt, så kræver det mere intense samarbejder mellem Kulturministeriet og især ministerierne indenfor undervisning, erhverv, socialområdet og forskning.

Der er masser af puljer på kryds og tværs. Målet må være at lave mere gennemsigtighed og større interesse, for at andre ministerier ser kunsten som en vej til løsninger indenfor deres ressortområde.

#6 – Væk med publikumsmål

Der er de seneste år lagt et massivt tryk på de offentlige kulturinstitutioner med fokus på, at de skal opnå diverse mål. Der skal kunder i biksen og salg fra museumsbutikker og cafeer. Høje publikumstal er blevet vigtigere end interessante, nytænkende og vigtige kulturoplevelser.

Den tankegang skal ganske enkelt laves om. I mange kulturbestyrelser (på teatre, museer, filminstituttet m.m.) sidder der efterhånden flere business- og regnearkstyper end folk med forstand på kunst og kultur. De vender kynisk tommeltotten nedad, hvis de ikke kender et produkt på forhånd eller ikke tror, at et projekt kan tiltrække publikum.

Den tankegang skal vi væk fra.

Det var formentlig nødvendigt for 20-25 år siden at få rusket lidt op i bestyrelserne, men nu er tiden vendt. Vi har brug for bestyrelser, som de for eksempel har i Sverige, hvor initiativ og iderigdom på den kunstneriske front er vigtigere end bundlinjen.

Hvis staten skal bruge penge på kunst, så skal den kunstneriske integritet og nytteværdi stå over den økonomiske. Hvis der er projekter, hvor økonomien spiller en større rolle end den kunstneriske, så lad projektet gå den private vej.

Når staten støtter kunst vil vi have kunst. Og heldigvis er verden skruet sådan sammen, at langt de fleste udøvende gerne vil have et publikum, så ved at fjerne publikumskravene åbner man for den kreativ idérigdom, som har haft svære vilkår de seneste år.

Det smukke egnsteater Baggårdsteatret i Svendborg.

#7 – Afskaf fribilletter

Med en ny kulturretning skal der også tænkes anderledes og helt nyt. Jeg er sådan en forkælet type, der (pga. nogle familierelationer) nærmest aldrig i mit liv har betalt for teaterbilletter.

Efter jeg blev journalist betaler jeg nærmest aldrig for kunst- og kulturudbud overhovedet. (Enkelte gange betaler jeg selv.)

Jeg har altid tænkt: ”hvorfor er det lige, at alle dem på toppen af samfundet skal gratis i f.eks. teatret? Hvorfor er det, at en kulturminister, en kulturjournalist eller en direktør for det firma, som er sponsor for et teater ikke kan give 200 kroner for en premiereteaterbillet? (Alle andre giver ofte det dobbelt for en billet.)

Jeg har – for sjov – lavet et lille uvidenskabeligt premiere-gæste-regnestykke for Aalborg Teater, Aarhus Teater, Odense Teater og Det Kongelige Teater. De har tilsammen haft cirka 90 premiereforestillinger i denne sæson på deres forskellige scener. Jeg har så ganget antal sæder med 200 kroner.

På de fem store teatre ville man på en sæson havde 10 millioner kroner mere til kunst, hvis alle premieregæster skulle betale 200 kroner i entre. Penge der for eksempel kunne gå til ny dansk dramtik, som så mange efterlyser.

Tænk så, hvis man lavede regnestykket med alle offentlige kulturinstitutioner og film, der har fået offentlig støtte o.s.v. Så ville der komme ganske mange penge ind til det, vi alle sammen kæmper for – nemlig kunsten.

Det klinger hult, når alle os, som taler om kunsten og kulturens vigtighed, bevæger os rundt i kulturlandskabet uden at have pungen oppe af lommen.

Fribilletter til borgerskabet er gammeldags, snobbet og gående mod det usympatiske. Hvis alle har ret til kunst og kultur, så må alle også betale for det – selv teaterchefer, skuespillere, journalister, kulturministre o.s.v.

En ændring af fribilletsystemet vil være topmoderne og 2019-agtigt.

#8 – Borgerkultur

Vi skal huske den kultur, som foregår hver dag og hele tiden, men som der ofte bliver grint lidt af. Fællessangen i forsamlingshuset, pensionisterne der spiller rock eller jazz på den lokale skole, unge der spiller teater.

Det er vigtige pejlemærker og – ja – kulturbærere i vores samfund. De skal nurses om, når de bare har brug for det i ord og i opmærksomhed.

Talk på CPH-DOV 2019 – fra venstre Palle Mikkelborg, Mike Sheridan og Ole Blegvad.
Foto: Mathias Broe.

#9- Bedre og mere alsidig debat

De seneste mange år har der manglet en debat om kunsten på kunstens præmis. Al for ofte handler debatten ikke om kunst, men om kunstens vilkår og økonomien. Det har været med til at dræbe interessen for kunsten. Det er som kun at tale om økonomien i FCK, men aldrig tale om målene på banen.

Det er lykkedes at gøre kunst- og kulturdebatten til et spørgsmål om marketing, formidling og PR. Debatten er rykket fra at tale om vise ord eller gode teaterforestillinger, der skaber debat til hvordan erhvervslivet kan drage nytte af kunsten, og hvordan sponsorater giver økonomisk merværdi. Det er blevet lige så vigtigt for de store institutioner at have dygtige fundraisere, som at have dygtige kunstnere tilknyttet.

På trods af flere radio- og tv-kanaler er der en tendens til, at det er et persongalleri, som går igen og igen. Værter fra tv-stationerne står som moderatorer ved Kulturmødet, på Folkemødet og mange af de andre steder kulturcheferne mødes til debat.

Sammenblandingen af, at det er de samme personer, der interviewer på radio/tv, som også er ordstyrere til diverse arrangementer, giver ikke en mangfoldig og åben kunstdebat. Tværtimod.

Det giver (som Sass-Larsen og boligminister Kaare Dybvad sagde før valget) en ensidig og (kan det opfattes) elitær debat, hvor synspunkter bekræftes, men aldrig klinkes.

Som ny – og ung – Kulturminister må du sørge for, at kunst- og kulturlivet får et nyt persongalleri, når I selv inviterer til debat. Bertel Haarder begyndte traditionen med ”Røddingmødet”, hvor kunstnere, meningsdannere, politikere, forskere og ledere i kulturlivet er i dialog.

Problemet er bare, at folkene på Rødding Højskole i start august er de samme, som i juni har været på Bornholm til Folkemøde, og sidst i august er på Mors til Kulturmøde.  Og surprise, surprise – detr er så også de samme personer, der savnede, at kunst og kultur havde en større placering under valgkampen. Sorry, hvem er det, som ikke gør arbejdet godt nok??

Hvis du har tænkt dig at afholde ”Røddingmødet” i år, så sørg for en stor udskiftning i forhold til sidste år, og sørg for, at der bliver skiftet ud igen næste år.

Kunst- og kulturdebatten savner diversitet.

#10 – Se grådigheden efter i sømmene

Lidt i forlængelse af overstående, så er der de seneste 10-15 år dukket en ”ny” form for grådighed op i kulturverdenen. Der er et uelegant personsammenfald, hvor de samme personer bestrider mange forskellige roller i kulturlivet. Der er på en del poster en sammenspisthed – ”Støtte til dig, giver plads til mig – og omvendt”.

Det er en sammenspisthed og nepotisme, som ikke klæder et moderne demokrati.

Som socialdemokratisk minister med støtte fra venstrefløjen og Rad.V. må du sætte fokus på grådigheden, både når det gælder den økonomiske og personlige vinding. Vi trænger til kulturel mangfoldighed, ikke ensretning.

Det var et par af mine tanker. Andre har andre ideer og input. Tag det bedste fra de fleste.

Så kære Joy – du kan vise den nye kultur-retning, og jeg går gerne med, hvis du tør betræde nye kunst- og kulturstier.


Hvor andet ikke er nævnt er fotos af Ole Blegvad.

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Debat