
Hvordan har debatkulturen det egentlig i Danmark? Det sætter skribent og debattør Kirsten Marie Juel Jensen fokus på her i sommer i en interviewserie på POV International. Man kan læse om 14 kendte debattørers tanker om den gode – og mindre gode debat. I denne femte del er turen kommet til forsker i kommunikation Mads Kæmsgaard Eberholst og politisk leder af partiet Alternativet Uffe Elbæk. I del et lagde vi ud med Jan Gintberg, Ole Grünbaum, Sabine Kirchmeier-Andersen og Mogens Lykketoft. I anden del fik Leonora Christina Skov og Lawand Hiwa Namo ordet. I tredje del kom Jarl Cordua og Firoozeh Bazrafkan til orde, og i del fire var det chefredaktør Karen Bro og opinionsredaktør Per Michael Jespersen, der kom med deres synspunkter. I næste uge skal vi høre fra debattør Mette Pabst og debattør Rasmus Brygger.
Mads Kæmsgaard Eberholst: Facebook er ikke længere bare et råbekammer
Mads Kæmsgaard Eberholst er studielektor på RUC og forsker i kommunikation, journalistik og debat og har blandt andet lavet en stor undersøgelse af, hvordan vi debatterer på Facebook. Undersøgelsen viste, at der faktisk er mere indhold og lydhørhed i netdebatten, end de fleste måske tror.
Hvordan oplever du den offentlige debat i dag?
– Den offentlige debat har det godt. Deltagelsen er større, end den nogensinde har været. Og vi er også i stigende grad begyndt at forholde os til, hvordan vi vil debattere. Det hele hænger sammen med, at vi har en meget lettere adgang til at debattere, og at vi har fået mange flere ind i debatten. Der er også lavpraktiske forklaringer, som at det er blevet meget billigere at lave meningsmålinger, og at der bliver lavet mange flere af dem. Det er også en del af det, der giver mere offentlig debat.
Og så sker der rigtig meget lige nu, fordi så mange flere har fået mulighed for at ytre sig. Vi begynder at finde ud af, hvilken kultur vi vil have i vores offentlige samtale. Vi er på vej til at finde nogle spilleregler.
Hvilke spilleregler?
– For bare tre-fire år siden var der en oppefra og ned kultur, hvor medierne gav udtryk for, at de ville facilitere (fremme og styre, red.) debatten – med for eksempel nationen! – og give plads til folkestemmen. Men de fralagde sig ethvert ansvar for, hvad der skete på de debatplatforme. Nu er der kommet et skred, så man for eksempel de fleste steder er begyndt at kræve, at man som debattør legitimerer sig over for de øvrige debattører. Og medierne er begyndt at blande sig og sige: Nu vil vi gerne have, I debatterer dette.
Vi begynder at finde ud af, hvilken kultur vi vil have i vores offentlige samtale. Vi er på vej til at finde nogle spilleregler.
Der er stadig også mange debatplatforme, som ikke er modererede i traditionel forstand – som for eksempel Reddit – men alligevel laver man debatetikette og formulerer altså nogle rammer for, hvordan man gerne vil have, der bliver debatteret.
Hvad betyder det for debatten?
– Det betyder i hvert fald, at man får en anden form for debat. Og det er svært at sige, om det er godt eller skidt. Der er blevet lavet studier, der viser, at omkring 50 procent af befolkningen undlader at debattere – især hvis der er tale om kontroversielle emner. Enten fordi de ikke har lyst til at kunne sættes i forbindelse med specifikke holdninger, eller fordi de ikke føler, man skal debattere ”den slags ting” – uden at ”den slags ting” er defineret. Og der er foreløbig ikke noget, der siger, at etiketteregler gør det bedre. Jo flere regler, man skal overholde, jo flere marginaliserer man.
Omvendt må man ud fra et meningsdannerperspektiv sige, at det er positivt, der bliver luget ud i hadsudgydelserne.
Jeg tror dog, det er vigtigt at være opmærksom på, at det i virkeligheden er marginaler, vi taler om, når vi taler om trolls, falske profiler og ondsindet debat. Højt sat drejer det sig nok om 5-10 procent af den samlede debat. Resten er jo billedet på en debatlyst og et engagement i alt fra kæledyr til storpolitik.
Ud fra et meningsdannerperspektiv må man sige, at det er positivt, der bliver luget ud i hadsudgydelserne. Og hvor de sociale medier måske før i højere grad var et råbekammer, så er vi på vej væk fra det, og jeg synes ikke, at fordommene om, at vi har en usund debatkultur, holder stik.
Hvilket ansvar har medierne, når de inddrager de sociale medier i så høj grad?
– Vores studie viste, at der er en klar sammenhæng mellem, hvilken tone mediernes opslag på Facebook har, og tonen i den efterfølgende debat om opslaget. Hvis medierne lægger op til, at vi skal være forargede, så bliver vi det også.
Her rammer vi ind i et større problem – nemlig journalistikkens generelle væsen. Vi er bedre til at påpege fejl end løsninger og har ikke tradition for at have fokus på de positive historier. Det er en udfordring, når det kommer til at skabe en bedre debatkultur.
I øjeblikket synes jeg dog, der sker meget, og medierne begynder at tage stilling og ansvar for den debat, de faciliterer. Flere medier – som MetroXpress og DR3 – nøjes ikke længere med moderatorer, der bare sletter folk. De bruger moderatorer, som går i rette med brugerne og udfordrer dem. De går dem på klingen og spørger ind til, hvad de mener og hvorfor.
Samtidig er der rigtig mange af dem, der blander sig i debatten, som også selv går i rette med hinanden og siger: Det kan du ikke tillade dig at sige.
Så hvor de sociale medier måske før i højere grad var et råbekammer, så er vi på vej væk fra det, og jeg synes ikke, at fordommene om, at vi har en usund debatkultur, holder stik.

Hvilke overvejelser bør medierne gøre sig om måden, de udvælger debatindlæg og debattører på?
Huffington Post har ikke levet forgæves. Alle medier bruger efterhånden samme strategi i forhold til debattøruniverset og vælger mange ekstreme typer.
Men vil man gerne tage ansvar for den offentlige debat, skal man tage det på sig. Man skal opfatte det som et journalistisk univers. Man kan ikke længere adskille news fra views på samme måde. Så vil man profilere sig på views, skal man ikke lade debattørerne slippe afsted med hvad som helst uden at lade det indgå i en større kontekst. Det er for nemt at sige, at man accepterer det, bare fordi det sælger.
Det samme gælder på de sociale platforme, som medierne styrer. Man må ikke lade det blive et ekkokammer. Man skal bruge det til noget – ellers kan det være lige meget.
Men skal medierne hele tiden have debattører, der repræsenterer samfundet bredt? Er det ikke ok, de finder dem, der provokerer og udfordrer mest?
– Lige nu er det sådan, at jo mere ekstrem en holdning kan blive, og jo mere man kan forarge, jo bedre. Men det er relativt kontraproduktivt i en debatkultur. Ikke fordi folk ikke skal have ret til at mene, hvad de gør. Men spørgsmålet er, hvad det giver til samfundet at løfte dem frem. Danmark har altid været et konsensussamfund, og de ekstreme typer fylder ikke meget i den store sammenhæng. Derfor kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor meget man skal lade dem fylde i debatten. De vækker følelser. Ja. Men fordrer det en bedre offentlig debat, og er det noget, vi bliver klogere af? Ikke nødvendigvis.
Så jeg mener, man må tage ansvar for, hvad det er, man gerne vil. Vil man gerne sprede budskaber fra den ene ekstrem til den anden, så er det fint. Hvis man er bevidst om, hvorfor man gør det. Og jeg kan jo også godt se, der er mange kliks i det.
Jeg savner bare, at medierne går ind og får lagt en mere langsigtet plan på dette felt. Og tager stilling til, hvad de gerne vil. Jeg tror ikke, der er quick fixes og automatløsninger. Når det kommer til at finde en balance mellem at tjene penge og gå efter kliks til at fordre den gode, brede, samfundskritiske, givende debat, er det et langt sejt træk.
Lige nu er det sådan, at jo mere ekstrem en holdning kan blive, og jo mere man kan forarge, jo bedre. Men det er relativt kontraproduktivt i en debatkultur. Ikke fordi folk ikke skal have ret til at mene, hvad de gør. Men spørgsmålet er, hvad det giver til samfundet at løfte dem frem
Uffe Elbæk: Debatten må ikke ende med at være et pænt te-selskab
Uffe Elbæk overraskede alle, da han med det nystiftede Alternativet kom ind i Folketinget med 4,8 procent af stemmerne på et partiprogram, der blandt andet pegede på, at det var tid til at debattere politik på en ny måde. Efter partiets første år på Christiansborg er opbakningen steget, og han tror stadig på at ændre debatten.
Hvordan oplever du den offentlige debat i dag?
– Der er jo en levende debat. Der er stort engagement, og det foregår på mange platforme. Fra læserbreve til længere debatindlæg og kronikker og så alt, der ligger på Facebook, Twitter og blogs. Så folk ytrer sig i den grad, og der har aldrig været så mange kanaler, som folk har ment noget igennem. Det er positivt, for så får vi mange stemmer og perspektiver på banen.
Hvad mener du, debatten giver til samfundet?
– Det afhænger helt af, hvilket rum debatten foregår i. På Facebook er der meget kort vej fra tanke til handling. Folk er meget emotionelle i deres udsagn, og de skriver ofte i en uretfærdighedstone. Nogle gange kan man tænke: Kunne det ikke være mere gennemtænkt og mere vigtigt? Men man kan ikke lægge klassiske krav over de sociale medier.
Jeg håber dog, vi er inde i en fase, hvor folk kan begynde at bruge de sociale medier til reel dialog i stedet for blot envejskommunikation. Måske når vi også derhen, hvor dialogen fører til reelt engagement og reelle handlinger. En ting er at lave et like eller at sige noget, en anden at blive en demokratisk borger.
Jeg synes grundlæggende, der er en tendens til positionering og dem og os-tænkning. I stedet for en nysgerrighed efter at forstå hinanden og folk omkring os. Vi står ofte og peger på noget eller nogen, i stedet for at vi lærer noget nyt sammen.
Jeg håber, vi er inde i en fase, hvor folk kan begynde at bruge de sociale medier til reel dialog i stedet for blot envejskommunikation. Måske når vi også derhen, hvor dialogen fører til reelt engagement og reelle handlinger. En ting er at lave et like eller at sige noget, en anden at blive en demokratisk borger.
Det, der også sker under radaren, er, at rigtig mange hopper ud af de sociale medier og slukker for tv og simpelthen holder op med at læse avis. De begynder at ytre sig og snakker og debatterer i andre sociale rum, hvor de gamle dyder fra højskolen er i centrum. Senest var jeg selv i Dronninglund på Garagehøjskolen, hvor der var så proppet, at der ikke kunne komme en eneste mere ind.
Hvad gør Alternativet for at inddrage flere i debat og dialog?
– Inden for Christiansborg prøver vi på alle niveauer at involvere folk. Det gør vi gennem vores politiske laboratorier og invitation til alle – også medlemmer fra andre partier – om at være med til at finde løsninger. Vi har lagt kreative benspænd for os selv. Blandt andet med vores debatdogmer, fordi vi gerne vil prøve at ændre spillereglerne. I første omgang for os selv, men måske også på sigt for andre. Det synes jeg faktisk, vi har gode erfaringer med. Både med at involvere mange mennesker, og ved at vi ændrer måden at snakke om ting på. Både i Folketingssalen og i de andre debatter, vi indgår i på tv og radio.
Vi er meget optaget af at være med til at motivere borgerne til at tage deres egen demokratiske autoritet tilbage. Der er blevet skabt en selvforståelse af, at Danmark ser ud, som det gør, og det kan vi ikke ændre. Vi prøver at få fokus på, at vi er medskabere – og ikke bare tilskuere. For det gør os også meget mere ansvarlige.
Hvor mener du grænsen går mellem god, passioneret debat og en debat, der bliver for voldsom?
– Det handler dybest set om: Er du nysgerrig eller er du ikke nysgerrig? Debat er forskellige holdninger og konflikter, og det vækker følelser. Jeg er ikke eksponent for, at vi skal tale pænt til hinanden og drikke halvlunken te. Vi har jo vores holdninger, og dem skal vi ikke underspille eller pakke ind. Men vi skal tale ud fra et ønske om at blive klogere.
Hvad går jeres debatdogmer ud på?
– Et af de sværeste er, at vi skal lytte mere, end vi taler. Vi skal også altid prøve at sætte os ind i den andens argumenter. Vi skal turde sige, hvis vi har begået fejl. Og vi skal altid fortælle både fordele og ulemper ved de beslutninger, vi har truffet. Et godt eksempel på, hvordan vi gør, var da Rasmus Nordqvist (politisk ordfører og medstifter af partiet, red.) holdt vores åbningstale i Folketinget.
Han delte talen op i to. Den første var en skarp kritik af regeringens prioriteringer i forhold til miljøpolitik og uddannelsespolitik. Den sidste halvdel adresserede hvert parti: På det og det område kan vi arbejde sammen med jer i DF, på det og det område kan vi arbejde sammen med jer i SF. Og så videre. Det fik pludselig folk til at lytte i Folketingssalen. Fordi han lagde op til: Her kan vi faktisk mødes om noget.
Et af Alternativets sværeste debatdogmer er, at vi skal lytte mere, end vi taler. Vi skal også altid prøve at sætte os ind i den andens argumenter. Vi skal turde sige, hvis vi har begået fejl. Og vi skal altid fortælle både fordele og ulemper ved de beslutninger, vi har truffet.
Men kan og bør vi arbejde på at få en pænere debat?
– Hvis du går ind på min Facebook-side og ser debattrådene, er der faktisk en forholdsvis god tone. Jeg har kun smidt en håndfuld ud, som ødelagde oplevelsen. Det er meget lidt, i forhold til når jeg kigger på mine kollegaers sider. Det skyldes to ting. Hvad jeg lægger ud, og hvordan jeg gør det. Jeg overvejer meget, hvordan jeg selv kommunikerer.
Og så er det kun mig, der lægger noget ud – og kun mig, der svarer. Jeg har ingen pressearbejdere på. Det tror jeg gør, at folk føler, jeg tager dem alvorligt. Så selv om vi kan blive rygende uenige, så bliver tonen en anden.
Men vil det ikke også være debattens død at få en sober og god tone? Findes debatten overhovedet på midten?
– Jeg tror godt, man kan få en god debat, hvis man mødes på midten. Hvis der er passion og engagement bag det, og man virkelig brænder for det.
Men jeg gider heller ikke, at vi skal ende med et kedeligt, pænt, borgerligt teselskab. Man skal mærke, at folk brænder for det, de mener. Og argumenterer for det. Men det er klogt at snakke om, hvad man mener og hvorfor – i stedet for bare at kritisere andre. Og så handler det hele tiden om at gå efter bolden og ikke manden.
Hvad ønsker du selv personligt at give videre til debatten?
– Jeg vil gerne give en oprigtig nysgerrig tone videre. I Alternativet tror vi jo, der er brug for en helt anden politisk kultur og en helt anden samtalekultur.
Vi synes ikke, det er særlig interessant, den måde det foregår på i dag. Vi gider ikke være dommere over, hvad andre gør. Vi håber bare, at den måde, vi selv gør det på, kan være med til at inspirere andre.
Ville det nytte noget at formulere overordnede rammer for debat?
– Jeg tror ikke, det er noget, man kan definere oppefra og ned. Det skal komme indefra og ud. Folk skal opleve, at det er meget mere interessant at være åbne og nysgerrige i debatten. Det, der er barrieren, er, at hele vores mediebillede og dermed også hele det politiske billede er bygget op omkring energien, der udløses af en konflikt.
Journalisterne synes, en god historie er en konflikthistorie. Det politiske drama og det mediemæssige drama går ind i enormt stærk symbiose, som fremmer det værste.
Så det handler om, at folk hver især tager sit lederskab på sig og udviser det gode eksempel.
Hvor er vi på vej hen? Bliver debatten bedre eller dårligere herfra?
– Vi har helt klart været eksponent for den bevægelse, at der er fokus på at få en debat, vi får noget ud af. Bare det at vi gør det, vi gør, ændrer det samlede billede en lille smule. Vi skal ud over stepperne og highlighte de gode eksempler. Vi skal ikke udvande debatkulturen, og vi må i den grad være uenige.
Men vi skal blive enige om, at vi har en samtale. I stedet for bare at måle, hvem der kan råbe højest. Der er allerede meget på vej. En modbevægelse i forhold til at være i det kunstige sociale medierum. Flere og flere vil i stedet gerne møde hinanden over en kop kaffe, et glas rødvin eller over et lejrbål.
Hvis du har nydt artiklen kan du sende et frivilligt bidrag som betaling til Kirsten Marie på Mobile Pay: 22 44 93 79.
Fotokrediteringer: Mads Kæmsgaard Eberholst og Uffe Elbæk har udleveret officielle fotografier af sig selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.