ETNISKE MINORITETSKVINDER // SERIE #7 – Hvad vil det sige at høre til – og samtidig blive holdt udenfor? Anika Liversage tager os med ind i sit eget livs migrationsspor i en stærk serie om vold, modstandskraft og etniske minoritetskvinders kamp for frihed og værdighed – denne gang med fokus på den såkaldte peer-to-peer-støtte.
Denne artikel er nr. 7 ud af 8 artikler i serien ”Etniske minoritetskvinder, udsathed for vold og muligheder for støtte”. Artiklerne er skrevet af Anika Liversage, professor mso på VIVE – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Artiklerne kan tilgås som en samlet rapport her.
Danmark er et foreningsland. Nogle af de mange foreninger er sat i verden med det formål at yde hjælp til udsatte. Det kan man gøre på mange måder, og én tilgang på området kaldes (på internationaliseret dansk) at give peer-to-peer-støtte: Det drejer sig om, at de, der hjælper, og de, der bliver hjulpet, har fællestræk – at de er ”peers”.
Peer-to-peer-støtte drejer sig om, at de, der hjælper, og de, der bliver hjulpet, har fællestræk – at de er ”peers”. I psykiatrien finder man fx peer-støtter, hvor personer, der selv har psykiatriske udfordringer, hjælper andre, der har fået en diagnose.
Peer-støtte eksisterer i forhold til mange forskellige problematikker. Det findes for ofre for online-svindel eller voldtægt over fællesskaber for krigsveteraner til grupper for pårørende af allehånde slags
At være fælles om de samme udfordringer kan skabe tillid og give brugerne en oplevelse af, at der virkelig er nogen, som forstår dem. En sådan peer-støtte kan fx give andre håb om, at man godt kan komme videre i livet og finde sig en plads i samfundet, selvom man har fået en psykiatrisk diagnose.
Peer-støtte eksisterer i forhold til mange forskellige problematikker. Det findes for ofre for online-svindel eller voldtægt over fællesskaber for krigsveteraner til grupper for pårørende af allehånde slags.
International forskning viser også, at etniske minoritetskvinder, der har været udsat for vold, kan have gavn af forskellige former for peer-indsatser (Guevara et al., 2024; Hulley et al., 2022).
Det kan være peer-ledede støttegrupper, der både kan give kvinder et forstående fællesskab at dele deres erfaringer i og give støtte og oplysning til at komme videre i en ofte udfordrende tilværelse. Det kan også være en-til-en støtte til kvinder, der har behov for hjælp.
Foreningen Søstre mod Vold og Kontrol
Denne artikel handler om en dansk peer-to-peer indsats, der hjælper etniske minoritetskvinder. Det er den Odense-baserede forening Søstre mod Vold og Kontrol, som blev grundlagt i 2021. Foreningen består af 2-3 ansatte og ca. 80 frivillige.
Foreningen vækkede min interesse, fordi jeg ser den som et spændende nybrud i Danmarks stadigt mere multikulturelle virkelighed: Foreningen, der har et ”kvindefrigørende” sigte, består altovervejende af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.
Dermed adskiller den sig fra indsatser, hvor det er personer med majoritetsdansk baggrund, der skal ”redde” etniske minoritetskvinder over til et ”frit dansk liv” (Farris, 2017).
Det kan være oplæg på skoler om, at mødommen er en myte, eller online kampagner, der fokuserer på kvinders ret til at bestemme over deres egen krop
Foreningens hovedformål er at støtte etniske minoritetskvinder, der er eller har været udsat for vold og kontrol – noget, som en stor del af foreningens frivillige ”peers” selv har erfaringer med. De frivillige gennemgår et uddannelsesforløb, hvor de undervises i emner som krop og seksualitet, forskellige voldsformer og brobygning til det etablerede danske hjælpesystem.
De frivillige undervises også i, hvordan de passer på sig selv, fx når de kommunikerer digitalt, og hvordan de kan fastholde deres egne grænser i forhold til de kvinder, som de støtter.
En del af foreningens aktiviteter handler om oplysning og information. Det kan være oplæg på skoler om, at mødommen er en myte, eller online kampagner, der fokuserer på kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.
Det kan også være diskussionsarrangementer eller deltagelse i konferencer med fokus på at skabe debat og opmærksomhed om de særlige udfordringer og begrænsninger, som etniske minoritetskvinder kan leve med.
En anden del af foreningens aktiviteter – og de aktiviteter, som denne artikel fokuserer på – er direkte støtte og oplysning til kvinder med udfordringer af forskellig slags. Her kan de frivillige komme i kontakt med kvinder, der ellers er ganske isolerede, og som næsten ingen kontakt har til personer med majoritetsdansk baggrund.
Kontakten kan eksempelvis opstå, når folk mødes i lokalmiljøer eller i forskellige private sammenhænge. Her kan de frivillige fungere som videnspersoner, som en kvinde kan få sig en uformel snak med.
Det kan blive et første skridt for kvinder, der måske har meget begrænset viden om deres muligheder i Danmark, og som frygter konsekvenserne, hvis de forsøger at få hjælp ved en direkte kontakt til de danske myndigheder. Det kan bare være meget nemmere at tage den første snak med en nabo, de kender lidt alligevel.
En del frivillige fortæller, at de også etablerer kontakt med udsatte kvinder igennem deres arbejde. En børnehavepædagog beskriver, at hun over for de indvandrerkvinder, der har børn i hendes institution, nævner, at hun er frivillig i foreningen.
Her har hun flere gange oplevet, at mødre efterfølgende tager kontakt til hende med forskellige spørgsmål og behov for hjælp. En anden frivillig arbejder i en skønhedsklinik. Hun bruger også sit arbejde til at række ud til kvinder, der kan have behov for hjælp. Hun fortæller følgende:
”De fleste af kunderne er udenlandske kunder. Og vi kommer til at snakke om alt muligt … Især hvis man ikke kommer fra samme land – fordi så er man mere tryg [i forhold til sladder]. Normalt starter jeg ikke med at snakke.”
”Jeg starter med det, jeg nu gør [som kosmetolog]. Så, når der er gået et stykke tid, siger jeg: ’Hvor er du fra?’ Og så kommer det sådan stille og roligt: ’Har du børn? Hvor mange har du? Er du gift?’ Og tit, lige så snart jeg siger: ’Er du glad for livet?’ Så kommer det. Så tager vi det bare stille og roligt, altså, jeg siger: ’Du skal ikke snakke, hvis du ikke har lyst til det. Du snakker, hvis du har lyst, og jeg lytter – og så glemmer jeg det, lige så snart du går ud ad døren’ … ”
”Nogle er gode til at åbne sig. Men engang oplevede jeg, at en kvinde rejste sig op, grædende, og kunne ikke fortsætte sin behandling. Selvom vi slet ikke var begyndt at snakke om noget som helst. Det sad så dybt i hende …”
”Jeg giver dem mit telefonnummer og siger: ’Du kan bare ringe. Lad være med at tænke over, hvornår du ringer. Hvis der er noget, du har brug for at snakke om, så ringer du bare.’”
Tillidsfulde relationer tager tid at bygge op
Som pædagog eller kosmetolog befinder de frivillige sig ude i forskellige nærmiljøer igennem lang tid. Tid er alfa og omega, når man skal opbygge den tillid, der ofte skal til, før udsatte kvinder en dag tør handle og måske tale om at forlade en partner, der udsætter dem for vold.
Især familiesammenførte kvinder, der har begrænset kendskab til det danske sprog og begrænset viden om det danske samfund, kan leve meget isolerede liv. Her kan deres mand fortælle dem, at enhver kontakt til de danske myndigheder uvægerligt vil føre til, at kvinden bliver udvist og mister kontakt til sine børn.
Uanset at dette langtfra altid er sandt, kan den frygt, som sådanne trusler medfører, sikre mænd årelang og effektiv kontrol med deres hustruer.
En tredje frivillig i foreningen fortæller, hvordan hun over tid har arbejdet på at opbygge en tillidsfuld relation til en sådan isoleret kvinde – en relation, der måske en dag vil gøre kvinden i stand til at søge forandring i sit liv:
“Min søster bor i [X-by]. Og der er der nogle kvinder, som ikke har det så godt. Men de bliver sammen med deres mænd, fordi de har børn. Det er den der voldsspiral, der jo er svær at bryde. En af kvinderne har slet ingen familie i Danmark. Hun bor i den samme opgang i boligblokken som min søster – de bor på hver sin etage. Når vi skal tale i telefon sammen, ringer jeg til min søster. Så går hun ned til kvinden og sikrer, at hendes mand ikke er der. Min søster giver hende telefonen og går så ned i opgangen for at holde øje med, at hendes mand ikke kommer hjem.”
Med sin søster som mellemled har denne frivillige over tid opbygget et tillidsforhold til en meget udsat familiesammenført kvinde. Denne kvinde har boet i Danmark i mere end et årti og været udsat for omfattende vold og kontrol fra sin mand.
En vigtig forudsætning for hjælpen til denne kvinde er, at den frivillige talte kvindens modersmål – et eksempel på, hvor vigtig en rolle sproglige kompetencer hos peers med etnisk minoritetsbaggrund nogle gange kan spille.
Det er dermed vigtigt at finde en balance, hvor de frivillige yder hjælp og støtte, men hvor det er den udsatte kvinde selv, som handler og dermed tager ejerskab over de forandringer, som kommer til at ske
Den frivillige fortæller, at hun igennem gentagne telefonsamtaler har givet den voldsramte kvinde viden om, hvilke muligheder hun vil have, hvis hun forlader sin mand.
Men den aktive handling med at gå må komme fra kvinden selv. Her er det vigtigt, at de frivillige ikke bliver for ivrige og overtager styringen for meget, for det kan alt for nemt gå galt. Som en fjerde frivillig beskriver det:
“Der er mange kvinder, som kan gøre det farligt for os. [I foreningen] får vi at vide, at vi også skal passe på os selv. Fordi lige pludselig, så kan [de kvinder, som søger hjælp] pludselig vende tilbage til deres forhold igen. Og så er manden så sukkersød, og han er bare den eneste ene, og så: ’Hvem har hjulpet dig?’. ’Det har [navn på frivillig]’. Så kan det gå hen og blive farligt. Så vi er meget påpasselige.”
Det er dermed vigtigt at finde en balance, hvor de frivillige yder hjælp og støtte, men hvor det er den udsatte kvinde selv, som handler og dermed tager ejerskab over de forandringer, som kommer til at ske.
Man ved, at der ofte skal flere forsøg til, før det lykkes for en kvinde at forlade et voldeligt forhold. Dette faktum gør det ekstra vigtigt, at de frivillige er gode til at fastholde vigtige grænser i deres arbejde.
Vejen til hjælp kan være lang og svær
Af og til kan det være ganske opslidende at være frivillig. Nogle oplever at blive truet af mænd, der er vrede over den støtte, en hustru har fået. Andre frivillige bliver mødt af kritik fra deres egne familier, som ikke ønsker, at de arbejder for kvindefrigørelse blandt etniske minoriteter.
Vejen til den rette hjælp kan være lang og svær – og nogle gange ender den blindt
Et sådant modtryk er en forventelig konsekvens af det kvindeoprør indefra, som foreningen støtter op om. Her bliver peer-fællesskabet imellem etniske minoritetskvinder med egne hårde livsoplevelser i bagagen et vigtigt sted at samle kræfter og høre til. Som to af de frivillige beskriver det:
“Jeg gik med til det første møde [i Søstre mod Vold og Kontrol] og syntes, det var rart: Der er andre, kvinder, som har det ligesom mig – eller måske værre end mig. Så jeg følte: ’Okay, altså – jeg er ikke alene’. Jeg følte mig virkelig tryg og tænkte: ’Det vil jeg gerne fortsætte’. Det giver mig tryghed – at jeg ved, at jeg ikke er alene. Det giver glæde. Det er ligesom at give plaster til hinandens sår. Det er som en kæde: Jo flere vi er, jo stærkere bliver vi. Jeg føler mig stærk med vores søstergruppe. Jeg ved, at jeg til enhver tid kan søge hjælp – eller stå til rådighed for andre kvinder.”
Det er dog langtfra altid nok blot at række ud til voldsudsatte etniske minoritetskvinder og informere dem om deres rettigheder og muligheder i det danske samfund. For vejen til den rette hjælp kan være lang og svær – og nogle gange ender den blindt.
Dermed er det en central del af foreningens arbejde at være med til at sikre, at udsatte kvinder vitterligt får den rigtige hjælp fra det danske almensystem. I modsat fald vil udsatte kvinder kunne opleve, at de ryger fra asken og i ilden – at de ender ud i værre og potentielt meget farlige situationer.
Hvis dette sker, kan det være ødelæggende for den tillid, som udsatte kvinder har til foreningen. Noget sådant vil også kunne ødelægge de frivilliges egen tillid til hele foreningens projekt.
Hvordan foreningen Søstre mod Vold og Kontrol håndterer denne udfordring, kan man læse mere om i næste artikel – som også er denne series sidste.
Kilder:
Farris, S.R. (2017). In the Name of Women’s Rights: The Rise of Femonationalism. Durham, NC: Duke University Press.
Guevara, A.M.M., Johnson, S.L., Wall, C. & Lopez, K. (2024). Sociocultural responsive frameworks to increase engagement in service systems through a peer-to-peer model. Prevention Science, 25(5), 760-773.
Hulley, J., Bailey, L., Kirkman, G., Gibbs, G.R., Gomersall, T., Latif, A. & Jones, A. (2022). Intimate partner violence and barriers to help-seeking among Black, Asian, minority ethnic and immigrant women: A qualitative metasynthesis of global research. Trauma, Violence, and Abuse, 24(2), 1001-1015.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og