POLITIK // ANALYSE – Hastværk er lastværk. Bliver man nogensinde i tvivl, vil minksagen altid kunne trækkes frem som en anskueliggjort perlerække af politiske og faglige svigt, forsømmelser og elendig kommunikation. Det meste af det som følge af en ekstrem stresset beslutningsproces, hvor ministre og embedsmænd ikke tog sig tid til at slå koldt vand i blodet – men det begrunder ingen Rigsret.
For mange kokke kom simpelthen til at fordærve maden, men som det er fremgået af Minkkommissionens afhøringer, der afsluttes i denne uge, er der intet, der antyder, at svigtene er sket med overlæg eller har haft en alvorsgrad, der gør, at minkavlerne har lidt unødig overlast.
Beslutningen var blevet den samme og minkene og avlerne ville have lidt samme skæbne, uanset om alle beslutningsprocesser var gået snorlige efter bogen med lovhjemmel fra starten. Den eneste forskel ville have været, at minkavlerne efterfølgende havde stået i en svagere forhandlingsposition og fået et mindre plaster på såret end de 19 mia. kr., som de samlede kompensationer og ekspropriationsvilkårene ventes at løbe op i.
Rent mel i posen
Minkkommissionen har i alt afhørt over 70 vidner, heraf enkelte gengangere. Men det omfattende vidneprogram, alle fremlagte dokumenter, mødereferater, mails og sms’er viser ved al tydelighed, at regeringen, myndighederne og embedsmændene har handlet i bedste mening for at beskytte folkesundheden og effekten af fremtidige vacciner fra coronamutationer i mink og mennesker.
Ingen har beviseligt handlet i ond tro eller mod bedre vidende, når man ser bort fra Henrik Studsgaard, der glemte at have lovgrundlaget ”top of mind”, da det gjaldt.
Hvor kombinationen af samfundssind, et presset og stressramt embedsapparat samt en opposition, der vågnede til dåd og i ledtog med en ukritisk presse, ikke skyede nogen midler eller lod sig forstyrre af sandheder og fakta for at få ram på statsministeren
Der har ikke været bagt nogen rævekager, indgået sognerådsagtige studehandler med politiske venner eller på nogen måde været gjort bevidste forsøg på at bøje paragrafferne og gå ud over loven. Dermed er der ingen sammenligning til fx Støjbergsagen, hvor Rigsretten dømte den fhv. integrationsminister to måneders fængsel for forsætteligt at have overtrådt loven.
Elendigt politisk håndværk
Det politiske morads i Minksagen, som oppositionen og toneangivende borgerlige medier har betegnet som den største politiske skandale i nyere tid, er alene en kædereaktion af politisk egenrådighed, dårligt håndværk og kommunikationsmæssigt sjusk og forsømmelser.
Danmark måtte for alt i verden ikke blive det nye Wuhan, men midt i al godheden står en utrolig rodet og kluntet proces tilbage, hvor næsten alle der har haft hænderne inde i hvepseboet, har begået fejl. Hvor kombinationen af samfundssind, et presset og stressramt embedsapparat samt en opposition, der vågnede til dåd og i ledtog med en ukritisk presse, ikke skyede nogen midler eller lod sig forstyrre af sandheder og fakta for at få ram på statsministeren.
Det undlod hun. Det var politisk dumt, men ikke grundlovsstridigt
Den opposition, der ikke hævede et øjenbryn over regeringens beslutning om at aflive alle mink, før daværende fødevareminister, Mogens Jensen og statsminister Mette Frederiksen selv gjorde Folketinget og offentligheden opmærksom på fadæsen med den manglende lovhjemmel. Men også den opposition, som Mette Frederiksen burde have orienteret om SSI’s risikovurdering og planerne om at slå alle mink ihjel, inden hun og fire andre ministre traf beslutningen en sen aftentime den 3. nov. 2020.
En politisk orientering, der havde forskånet hende for masser af problemer og i øvrigt havde været helt i tråd med de demokratisk/parlamentariske traditioner, vi har i Danmark. Det undlod hun. Det var politisk dumt, men ikke grundlovsstridigt eller noget nær det.
Dertil kan man så lægge et minkerhverv, der har spillet med fordækte kort og presset citronen til det yderste for at få det maksimale ud af en trist situation, der som sagen ligger oplyst, ikke kunne være endt meget anderledes. Det kan man måske ikke bebrejde minkavlerne, men det hører med til historien, at Minkavlerforeningen langt hen ad vejen støttede op om regeringens beslutning om at slå alle mink ihjel.
Actioncardet var myndighedsservice
Minkkommissionen har fået helt frem til juni til at skrive og fremlægge sin rapport. Oprindelig var der sat en frist til april, men efter kommissionen også fik til opgave at undersøge politiets berømte actioncard, der kunne minde om et trusselsbrev mod minkavlerne, blev fristen forlænget.
De sidste afhøringer har sat navn på forfatteren til actioncardet. En ung jurist langt nede i politisystemet, men afhøringerne har også afsløret, at actioncardet var godkendt af de rette overordnede i den procedure, som det kræves i Rigspolitiet. Det er nyt i forhold til advokatundersøgelsen af actioncardet, og man kan spørge sig selv, hvorfor Rigspolitiet ikke for lang tid siden har været ude at forklare sagens rette sammenhæng i stedet for at udsætte en menig medarbejder for unødig psykisk overlast gennem nu mere end et år.
Ganske enkelt dårlig ledelse i Rigspolitiet, og det nytter ikke noget at skyde skylden på advokatundersøgelsen. Rigspolitiet selv kunne have fortalt sandheden. Det har ingen stået i vejen for.
Men det ændrer ikke på, at samtlige involverede i actioncardet har handlet i bedste mening. Der var, ifølge sektionsjurist Birgitte Buch, ingen intentioner om at give minkavlerne indtryk af, at de var tvunget til at slå deres raske mink ihjel i zone 3. Ingen påbud, men derimod kun et ønske om at give avlerne et oplyst grundlag til at træffe deres beslutning.
De skulle således ikke tænke sig om alt for længe om, for i givet fald ville de miste den tempobonus på 20 kr. på mink, de var stillet i udsigt. For alle minkavlere i zone 3 beløb det sig trods alt til 80 mio. kr. Som det fremgår i indledningen til actioncardet, som de 60 politielever læste op for 250 mikavlere fra den 6.-8. november, står det da også klart og tydeligt, at det er helt frivilligt om minkavlerne vil give en myndighedsperson adgang til at tælle pelse og slagtede mink.
Det var en sætning, der i øvrigt var direkte planket fra det brev som Fødevarestyrelsen sendte ud til minkavlerne den 6. november, hvor ordet ”skal” optræder 31 gange, og som onde tunger hævder kunne læses som et påbud.
Service til borgerne
Når minkkommissionen kommer med sin rapport, vil der være fokus på både Fødevarestyrelsens brev og actioncardet. Er der her tale om en myndighedsudøvelse og eksekvering af en uhjemlet/ulovlig beslutning?
Både Rigspolitiet og Fødevareministeriet har forklaret, at intentionen har været at oplyse avlerne. Yde en myndighedsservice med praktisk information, så avlerne ikke snød sig selv for tempobonussen. At myndighederne handlede på Minkavlerforeningens opfordring, og at brevet var godkendt ned til mindste komma.
Kluntede formuleringer, hvor borgerne burde kunne forvente mere skarptslebne og umisforståelige budskaber fra myndighederne
Det bliver spændende, hvad Minkkommissionen når frem til, men det er svært at se, at de skulle konkludere, at myndighederne med forsæt ville tvinge avlerne, når brevet i starten udtrykkeligt nævner, at det er frivilligt.
Men som sagt – kluntede formuleringer, hvor borgerne burde kunne forvente mere skarptslebne og umisforståelige budskaber fra myndighederne. Det vil med garanti blive påtalt med stor alvor fra Minkkommissionen, og så skal man også lige skrive sig bag øret, at ud af de 250 opkald, som Rigspolitiet foretog, var der kun tre minkavlere, som i et klart og tydeligt sprog sagde nej til at medvirke, mens fem var uklare i deres svar. Rigspolitiet gik få dage efter canossagang og kontaktede de otte minkavlere med en undskyldning og en præcisering af frivilligheden pga. det manglende lovgrundlag.
Ingen Rigsret mod Mette Frederiksen
Men man kan næppe fortænke minkavlerne i zone 3 i, at de følte sig under et vist politisk pres for hurtigt at slå deres mink ihjel.
Mette Frederiksen havde oplyst beslutningen på et pressemøde den 4. november og få dage efter havde minkavlerne så politiet eller fødevaremyndighederne i røret, hvortil kommer en fødevareminister, der den 8. november sender en presseudtalelse ud om, at regeringen ikke kunne vente med at komme i gang trods dens viden om den manglende lovhjemmel. Endnu et eksempel på en håbløs kommunikation oveni de andre.
Sammen med en presse og en opposition, der skabte en fortælling meget tidligt i forløbet, tegner det et grimt billede af et intenst politisk forløb
Minksagen er en kæde af uklar og kluntet kommunikation udsprunget af en forhastet beslutningsproces og departementschefer fra øverste hylde, der glemte at bevare det kølige overblik. Sammen med en presse og en opposition, der skabte en fortælling meget tidligt i forløbet, tegner det et grimt billede af et intenst politisk forløb bistået af kulørte sms’er til og fra magtens absolutte topfigurer på Slotsholmen.
Billedet giver derfor et unikt indblik i det politiske magtspil bag facaden. Men billedet afslører intet komplot. Ingen ureelle hensigter, ingen eventuelle lovovertrædelser med åbne øjne i ond vilje.
Den rygende pistol findes ikke. Statsministeren var uvidende om den manglende lovhjemmel og havde intet motiv til at handle uagtsomt.
Nu må vi vente til maj/juni. Rigsretten fortoner sig i horisonten, men gryden skal nok blive bragt i kog igen at dømme efter udtalelserne fra Venstres nye gruppeformand Thorsten Danielsen og de konservatives Rasmus Jarlov, der ikke umiddelbart har tænkt sig at slå sig til tåls med den kommende minkrapport.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
