DYSFUNKTIONELLE FAMILIER // PSYKOLOGI – Da Louise Winther var 27 år gammel, opsøgte hun på grund af kærestesorg en psykolog, som ikke tøvede med med at kalde Louises familie dysfunktionel. Det kunne Louise slet ikke acceptere. To år senere talte Louise med en ny psykolog, og så småt begyndte det at gå op for hende, at den første psykolog havde haft ret; hendes pæne familie var dysfunktionel, også selvom der hverken havde været druk eller vold i hjemmet. Det blev en øjenåbner og et vendepunkt af de helt store.
”Ak, Louise,” sukkede den psykolog, jeg opsøgte som 27-årig på grund af en altoverskyggende kærestesorg. ”Det er ikke sært, at du forelsker dig i mænd, der ikke kan åbne sig, når du er vokset op i en dysfunktionel familie.”
”Dysfunktionel?” udbrød jeg vantro. ”Hvad mener du?”
Når jeg om eftermiddagen sad og græd på mit værelse, kom der ikke nogen og trøstede mig. Jeg lærte at pakke mine følelser væk
Efter samtalen ræsede jeg hjem og slog ordet op. I ordbogen stod der: ”Dys- (fra græsk) om noget sygeligt, mangelfuldt.”
Så psykologen mente, at min familie var syg? Hvad bildte hun sig ind? Mine forældre var da pæne – de hverken drak eller slog – vi børn var pæne, huset var pænt, ja, alt i min akademikerfamilie i provinsen i 1970’erne var pænt. Så dysfunktionel? No way!
Det var min skyld, at min søster var sulten
To år gik. Og så døde min elskede mormor. Jeg gik i sort, og kort efter forliste kæresteforhold nummer 12.
Ved et lykketræf mødte jeg en ny psykolog, som straks så, at jeg var i krise. Sammen trevlede vi min fortid op, og hurtigt stod det klart, at jeg havde været et omvandrende symptom på, at noget var galt i min familie. For i løbet af kort tid havde jeg, engang en normalvægtig gymnasieelev, tabt ti kilo. Der var ikke megen tvivl om, at vægttabet var en reaktion på den psykiske lidelse, som min yngre søster udviklede i sine teenageår.
Da min søster var spæd, græd hun dag og nat, og vores forældre var sikre på, at gråden skyldtes sult. De var også sikre på årsagen til, at min søster ikke fik mad nok: At jeg to år forinden havde tømt min mor fuldstændig for modermælk. Den historie fik jeg fortalt igen og igen.
Da min søster voksede til, brød hun stadig ofte ud i gråd, fordi hun var bange for alting; for gravsten, for tordenvejr, for sin gymnastiklærer. Det sidste medførte, at min mor fik hende permanent fritaget fra gymnastik.
Altid var jeg på vagt: Hvordan er stemningen i dag? Er hun den søde, kvikke og hittepåsomme pige, jeg kender fra gamle dage? Eller er hun opfarende, ond i sulet og sender mig hadefulde blikke?
I frikvartererne forsøgte jeg at skærme min sarte søster mod mobning, men i stedet vendte mobberne sig mod mig. Dem havde jeg i forvejen på nakken, fordi jeg havde kalveknæ, fordi jeg ikke kunne gribe en bold, fordi jeg gik med briller, og fordi det altid var min stil, dansklæreren læste højt for klassen.
Men når jeg om eftermiddagen sad og græd på mit værelse, kom der ikke nogen og trøstede mig. Jeg lærte at pakke mine følelser væk, og jeg svor, at jeg aldrig nogen sinde mere ville fælde én eneste tåre. Jeg var et nemt og tilpasningsdygtigt barn, som dog ofte led af mavepine.
Heldigvis havde vi både hund og marsvin, og dem – samt min elskede mormor – fandt jeg trøst hos. I starten af sine teenageår blev min søster ramt af en dyb og langvarig nedtur. Familielægens dom lød på pubertetsvanskeligheder.
Hver dag efter skole sad vores mor inde hos min grædende søster og forsøgte at trøste. Jeg indså, at hvis vi skulle have aftensmad, måtte jeg tage affære. Så i en årrække var jeg ansvarlig for indkøb og madlavning.
Som tiden gik, blev min søsters humørsvingninger mere udtalte; hun kunne ryge direkte fra den dybeste nedtur til den højeste optur, hvor hun ikke sov i ugevis. Og så var der hendes raserianfald … ikke mindst husker jeg med gru den dag, jeg blev student, og hvor hun nægtede at deltage i familiefejringen med den følge, at hendes fravær kom til at fylde hele aftenen. Hun var i den
grad stabil i at være ustabil.
“Sulten fjerne følelser og hærder hjertet”
Altid var jeg på vagt: Hvordan er stemningen i dag? Er hun den søde, kvikke og hittepåsomme pige, jeg kender fra gamle dage? Eller er hun opfarende, ond i sulet og sender mig hadefulde blikke? I kølvandet på min søsters op- og nedture kastede jeg mig ud i en ekstrem slankekur. Jeg tror, min ubevidste ”logik” var denne: Hvis jeg ikke havde været så grådig som spæd, havde min søster været normal. Så hvis jeg holdt igen med at spise, ville der være mad nok til hende, og så ville hun blive rask.
Behøver jeg tilføje, at taktikken ikke virkede?
I halvandet år vejede jeg 45 kilo. Min far roste mig for min viljestyrke, når jeg undlod at smage på de alle de kager, jeg bagte. Jeg var pavestolt over ordene fra min far, som ellers var fjern både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.
Det var først nu, hvor jeg var fuldkommen hudløs på grund af sorg, at jeg var i stand til at modtage budskabet
Jeg var min mors fortrolige. Jeg lyttede til alle hendes bekymringer, som handlede om min søster, min far, mine bedsteforældre og hende selv. Men aldrig om mig. Jeg ville ikke være den, der bragte nye byrder til hendes allerede overbelastede skuldre.
Selv da jeg vejede 45 kilo, syntes jeg, at jeg var tyk. Jeg var besat af tanken om mad, og min mave knurrede uafbrudt. ”Sulten fjerner følelser og hærder hjertet,” som psykolog Finn Skårderud skriver i sin bog Uro. Og det kan jeg bekræfte: At sulte sig er en både effektiv og billig form for narkotika.
Da min søster var 28, blev hun indlagt på en lukket afdeling. I begyndelsen troede jeg på hendes ord om, at hun havde til opgave at passe på patienterne. Jeg kunne ikke rumme, at min egen, kødelige søster var spærret inde på et psykiatrisk hospital.
Det var med tungt hjerte, at jeg måtte indse, at den første psykolog havde haft ret: Min familie var dysfunktionel. Men det var først nu, hvor jeg var fuldkommen hudløs på grund af sorg, at jeg var i stand til at modtage budskabet.
De Gyldne Regler For Den Dysfunktionelle Familie: Føl ikke. Og tal ikke
I 2020 foretog foreningen Bedre Psykiatri en undersøgelse af søskende som pårørende. Undersøgelsen viser, at der alene i Danmark findes 52.300 børn, som har en søster eller bror med en psykiatrisk diagnose. Det svarer til antallet af indbyggere i landets 10. største by, som pudsigt nok er Roskilde, min barndomsby.
Ifølge samme undersøgelse udvikler hver fjerde af de oprindeligt raske søskende selv sidenhen en psykiatrisk diagnose – præcis som det skete for mig.
Jeg er mildt sagt målløs over, at det ikke er lykkedes mig at finde faglitteratur på dansk om følgerne af at vokse op med en psykisk syg bror eller søster. Men heldigvis faldt jeg over bogen The Normal One: Life With a Difficult or Damaged Sibling af amerikanske ph.d. og psykoterapeut Jeanne Safer.
I årevis prioriterede jeg terapi i stedet for nyt tøj, biografture og ferierejser. For hvad nu hvis jeg selv blev mor en dag?
Safer skriver, at normaltfungerende søskende typisk deler fire kendetegn: De modnes for tidligt, de plages af skyld over at være normale, de lider af tvangsmæssig præstationstrang, og de er bange for at blive ”smittet” af deres bror eller søster. Jeg kan genkende det hele 150 procent.
Efter mange års tilløb gik jeg i gang med at skrive en roman med udgangspunkt i min opvækst. Især tiden omkring udbruddet af min søsters psykiske lidelse og min egen anoreksi var meget pinefuld at genoplive og genopleve, fordi jeg måtte helt ind i den kolossale ensomhed, desperation og magtesløshed, som dengang fyldte min hverdag.
Men jeg skrev også om, hvordan psykologen havde hjulpet mig til at forstå mig selv og om hvordan jeg i hendes trygge rum fik mod til for allerførste gang i mit liv at turde mærke mig selv. Uden hendes hjælp havde jeg formentlig gjort, hvad jeg havde lært hjemmefra: Lagt låg på, ladet være med at tale om det og undladt at rippe op i det, som man sagde. Med andre ord fuldkommen i overensstemmelse med De Gyldne Regler For Den Dysfunktionelle Familie: Føl ikke. Og tal ikke.
I årevis prioriterede jeg terapi i stedet for nyt tøj, biografture og ferierejser. For hvad nu hvis jeg selv blev mor en dag? Jeg ville ikke løbe den risiko, at mine eventuelle børn blev følelsesmæssigt underernærede, sådan som det var sket for mig.
Så som en lille skolepige, der er nødt til at lære alfabetet, før hun bliver i stand til at læse og skrive, måtte jeg i en alder af 29 år lære at mærke, genkende og bruge de mange og modsatrettede følelser, jeg indeholdt.
I klassikeren Det selvudslettende barn skriver psykoanalytiker Alice Miller, at vi jo ikke kan gøre de skader, vi blev tilføjet i barndommen, ugjorte. Men at vi heldigvis kan ”reparere” os selv og genvinde den tabte integritet ved at se nærmere på det, der skete, og bringe det op i bevidstheden.
Kun sådan kan man ændre sig fra at være et ubevidst offer for fortiden til et ansvarsbevidst menneske, der lever med sin fortid. Det kunne jeg ikke have sagt bedre selv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
