SOMMERSERIE – Nogle svælger i Marmite eller Anders And, andre tænker alle ord bagfra, mens andre igen ikke kan bladre en avis igennem uden at nærlæse dødsannoncerne. På POV møder læserne de fagnørdede sider af skribenterne, når de skriver om deres specialer. Men ligesom alle andre har POV-skribenterne også deres overraskende sider, hvad enten det er en vild passion, en besættelse, en interesse eller en skæv hobby. Igennem hele juli fortæller de om deres ukendte sider i en fejring af den menneskelige og journalistiske biodiversitet. I dette afsnit fortæller Jan Eriksen om sin glæde ved at anlægge jernbaneruter i USA eller Europa i onlinespillet Ticket To Ride – og hvorfor han foretrækker det smukke nederlag frem for den grimme sejr.
Jeg mødes flere gange om dagen med typer som Smelltheflowers, stevelikesdylan, The Hawk, evilblade, German Girl og thedragonsofhell.
Nu er der jo ikke noget specielt nyt eller bemærkelsesværdigt ved online gaming. Vi er formentlig nogle hundrede millioner gamere fordelt over det meste af kloden.
Men i modsætning til de fleste andre onlinegamere handler dette ikke om enten at nedskyde så mange modstandere, som muligt eller lege med små animerede dyr, slik eller balloner.
Hvad der blev skrevet til den anden spiller, tåler ikke dagens lys
Nej, jeg anlægger jernbaneruter i USA eller Europa i begyndelsen af det tyvende århundrede i spillet Ticket To Ride – onlineversionen af et i øvrigt enormt succesrigt brætspil.
Selvom der som i andre spil er et chatforum i online TTR, har jeg aldrig rigtig blandet mig med de andre spillere. Det sociale interesserer mig ikke alverden. Bortset fra et par spillere har jeg aldrig kommunikeret med de andre.
Den ene var en nordmand, der ud fra mit spilnavn vurderede, at jeg måtte tilhøre samme bjergfolk som ham. Det udviklede sig af en eller anden grund til en givtig og underholdende tråd om funkgruppen Earth, Wind and Fire.
Hvad der blev skrevet til den anden spiller, tåler ikke dagens lys. Jeg har det med spillere, der primært deltager i legen med det formål at sabotere andre, som jeg har det med visse danske politikere – 30’ernes og 40’ernes Tyskland har ringet og spurgt, om du ikke snart kommer hjem.
Ticket To Ride er ikke bare et spil; det er et billede i mikroformat på det moderne liv
Kort fortalt er Ticket To Ride et spil, hvor man skal gøre krav på togruter hen over enten et land eller kontinent ud fra nogle destinationskort, som man trækker ved spillets begyndelse. Ud fra ruternes længde og andre forhold får man et antal point, efterhånden som man afslutter en rute – eller udfylder linjer undervejs. Jo længere linje, jo flere point.
Personlig foretrækker jeg diverse variationer over Europa og USA.
Der findes dog efterhånden en hel del andre varianter, blandt andet også et spil med de nordiske lande. For en mand, der som jeg, er udstyret med en gennemsnitlig dansk selvforståelse, der ikke lader sig påvirke af geografiske eller andre realiteter, er det ret kedeligt. Af gode grunde går langt de fleste linjer og ruter gennem Norge og Sverige og til dels Finland.
Mange linjer er kun enkeltsporede, derfor gælder det om at komme først for at bygge der, ellers må man gå en omvej. Man må derfor træffe både taktiske og strategiske valg om, hvorvidt man vil sætte sig på en linje og derved måske afsløre eventuelle langsigtede hensigter.
Om det tyske spil er opkaldt efter The Beatles’ nummer med samme titel, aner jeg ikke. Under alle omstændigheder lyder det lidt skarpere end Fahrschein, som det vel skulle kaldes på originalsproget.
Ticket To Ride er ikke bare et spil; det er et billede i mikroformat på det moderne liv.
De rigtig succesrige i TTR Online har en status på mere end 1.600 point. Langt de fleste af os andre fedter rundt mellem 1.100 og 1.300. Og tak for det.
For at blive så ‘god’ som ham/hende med 1.740 point, som jeg tabte til forleden, skal man spille TTR med DJØF-lignende computergenereret teknokratisk rationalitet og kynisme og uden den mindste antydning af gefühl eller kærlighed til spillets ånd. Eller sagt på en anden måde: Som langt de fleste hold ved det netop afsluttede VM i fodbold
For at blive så ‘god’ som ham/hende med 1.740 point, som jeg tabte til forleden, skal man spille TTR med DJØF-lignende computergenereret teknokratisk rationalitet og kynisme og uden den mindste antydning af gefühl eller kærlighed til spillets ånd.
Eller sagt på en anden måde: Som langt de fleste hold ved det netop afsluttede VM i fodbold.
Eller sagt på en tredje måde: Det handler ikke om processens skønhed og æstetik, det handler alene om resultatet.
Selvfølgelig spiller held og tilfældigheder en endog meget stor rolle, som i det meste andet, men basalt når de spillere længst, som lader hånt om spillets grundlæggende tanke om flest/længste ruter for i stedet udelukkende at fokusere på at bygge så lange spor som muligt.
De ‘gode’ spillere med mange lange spor vinder let med bare to ruter mod os andre, der måske har syv ruter. Jeg gider bare ikke være en af dem.
Det gælder, skal det tilføjes, især de amerikanske varianter. Selv den version, kaldet ’Mega’, der opmuntrer os spillere til at satse på mange ruter.
Det er, pardon my french, en røvkedelig måde at spille TTR på.
Så når jeg to til fire gange om dagen tager et spil TTR, gør jeg det for at vinde på mine præmisser; for at vinde den smukke sejr; der hvor jeg gambler og forhåbentlig ender med flest mulige ruter, der hænger sammen som perler i et halssmykke på en meget smuk kvindes hals
Så når jeg to til fire gange om dagen tager et spil TTR, gør jeg det for at vinde på mine præmisser; for at vinde den smukke sejr; der hvor jeg gambler og forhåbentlig ender med flest mulige ruter, der hænger sammen som perler i et halssmykke på en meget smuk kvindes hals.
Det sker sådan cirka i hvert tiende spil. I de øvrige ni hutler jeg mig glad og fro igennem fra nederlag til småsejre til nye nederlag.
Det er lidt som med bandet Folkeklubben, der på deres seneste album ’Slå flint’ hylder tennislegenden med meget mere Torben Ulrich.
”Han formulerer det smukke i et nederlag. Det er hæmmende for kreativitet at fokusere sort/hvidt på at sejre. Torben Ulrich havde på tennisbanen en filosofi om hver gang at gå efter det perfekte slag og var ikke så bange for nederlaget,” sagde bandets main man Kjartan Arngrim engang til Gaffa.
Intet i dette univers tyder på, at jeg nogensinde vil nå mit drømmemål, 1300 point.
Men jeg vinder den smukke sejr hver tiende gang.
Topillustration: Days of Wonder
Læs også: Ride ride ranke
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
