SVANGREOMSORG // DEBAT – “Hvis jeg ikke havde min mand som vidne, ville jeg tro, jeg havde mistet forstanden. Udsagnene, jeg blev mødt med, står ikke i journalen, og ingen i sundhedsvæsenet har anerkendt min oplevelse. Heller ikke til den efterfødselssamtale, som I mener, skulle være et plaster på den fødendes blødende sår. Dét er et problem,” skriver Karen Dann-Clausen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Information d. 11. februar skrev 27 læger fra de danske fødegange, at der ikke er tale om en overgrebs- og voldtægtskultur, når fødende efter fødende stiller sig frem, med vidnesbyrd om overgreb begået på de danske fødegange.
De mener, at forkvinde i Forældre og Fødsel Birgitte Halkjær Storgaard er splittende i sin retorik. Den 23. februar skrev en overlæge, chefjordemoder og oversygeplejerske fra Rigshospitalet i Politiken, at fødende trygt kan føde der, selvom flere fødende har skrevet om gruopvækkende oplevelser på Rigets fødegang, jordemødre fortæller om uanstændige arbejdsvilkår og obstetrikere fra Riget om ’elendige fysiske forhold’.
I den forbindelse vil jeg gerne fortælle 28 læger, en chefjordemoder og en oversygeplejerske om min oplevelse som fødende på Rigshospitalet.
Jeg blev ikke kartet mellem hospitaler, mens jeg var i aktiv fødsel, og hverken mit eller mit barns liv var i overhængende fare, da jeg blev sat i gang. Der var heller ikke travlt, da jeg skulle føde. Det ved jeg, fordi jeg spurgte.
Holdt sammen, vidner de om et system og en kultur, hvor risikotænkning og en gennemgående syg/rask-dikotomi skærmer for medmenneskelighed, og hvor kvindekroppen objektiviseres
Min historie handler om kommunikative overgreb, manglende information og at tale for døve øren. Hvis jeg ikke havde min mand som vidne, ville jeg tro, jeg havde mistet forstanden. Udsagnene, jeg blev mødt med, står ikke i journalen, og ingen i sundhedsvæsenet har anerkendt min oplevelse. Heller ikke til den efterfødselssamtale, som I mener, skulle være et plaster på den fødendes blødende sår. Dét er et problem. Dét er en kultur.
“Du vil vel gerne have et raskt barn?!”
I februar sidste år var jeg højgravid og i højeste beredskab. Jeg var gennem min graviditet blevet hvirvlet ind i risikotænkning og rigide retningslinjer. Det var ellers en god og nøje planlagt graviditet. Som type 1 diabetiker gennem 23 år kendte jeg min krop, og jeg kontrollerede min diabetes samvittighedsfuldt over for det nye liv, jeg bar ansvaret for. Jeg var flittig og autoritetstro.
Gennem min graviditet gik jeg til tjek hver 14. dag. Det føltes som en eksamen hver gang, hvor jeg for det meste kun kunne svare forkert. Jeg kom for skade at sige, at jeg ønskede at føde så naturligt som muligt. Ikke en forventning eller et krav, men et ønske.
”Nej, du vil vel gerne have et raskt barn!?” blev jeg irettesat. Det skete igen og igen, at jeg enten blev talt hen over hovedet på eller sagde ja til noget, jeg ikke havde en levende chance for at vurdere rimeligheden af, for senere at få at vide, at det var på et tyndt, hvis ikke forkert, grundlag.
Den vaginale ultralydsskanning for eksempel, da en skanningsjordemoder og lægestuderende mente, jeg havde for meget fostervand. Jeg samtykkede, men gik hjem med en sten i maven, da fødselslægen senere samme dag spurgte mig næsten anklagende, hvorfor jeg var blevet skannet vaginalt, når niveauet af fostervand var i normalområdet. Min søn var større end gennemsnittet. Det blev gjort til min fejl.
Efterfølgende sagde en jordemoder, at hvis jeg var hendes søster, ville hun tvinge mig til at blive sat i gang
Ikke et ord om, at der på hver sin side af et gennemsnit findes en normalfordeling. Sidst i graviditeten trippede fødselslægen for at sætte mig i gang. Jeg blev sendt tværs over gangen til en jordemoder med besked om at få en hindeløsning, uden øje for om jeg ønskede det. Jordemoderen undrede sig, men undersøgte mig alligevel med konklusion om, at jeg ikke var moden til en hindeløsning.
Hver for sig er de oplevelser måske ikke chokerende. Sådan er vi mange, der tænker, ved jeg. Holdt sammen, vidner de om et system og en kultur, hvor risikotænkning og en gennemgående syg/rask-dikotomi skærmer for medmenneskelighed, og hvor kvindekroppen objektiviseres og bare skal makke ret. Hvor fødsler helst skal sættes i skema og ske på klokkeslæt.
Ingen middelvej
Min mand og jeg tog til Riget, da mit insulinbehov var faldet en aften. Jeg blev undersøgt, og der var intet abnormt. Om morgenen fortalte en læge mig, at de havde besluttet på konference, at jeg skulle sættes i gang. Jeg var 38+1, og det var rigeligt for en diabetiker, der i øvrigt havde et barn vurderet større end gennemsnittet, blev jeg fortalt.
Jeg nævnte de normale CTG’er, et normaliseret insulinbehov – vi nævnte, at vi gerne ville hjem, og at vi følte os trygge ved det. Lægen, som jeg aldrig før havde mødt, sagde, at hvis jeg tog hjem, kunne hun ikke garantere, at min søn ville overleve.
Jordemoderen sagde også, at hvis hun tog vandet nu, kunne jeg få en fødestue. At det ikke var sikkert, jeg kunne få en fødestue, hvis jeg ventede. Det har hun ikke skrevet i journalen
Der var ingen middelvej. Efterfølgende sagde en jordemoder, at hvis jeg var hendes søster, ville hun tvinge mig til at blive sat i gang. Jeg endte med at sige ja, jeg tog selv pillerne, men det føltes ikke som et reelt valg. Jeg sagde ja, men nu siger jeg, at det ikke var et informeret samtykke.
Beslutningen var allerede taget for mig, og hvis jeg ikke fulgte den, var jeg til fare for min søn, og jeg burde tvinges. Jeg blev ikke fortalt om bivirkninger eller mulige konsekvenser ved igangsættelsen, og ingen gennemgik roligt og sagligt mine muligheder med mig. Lægen havde ikke engang læst min journal. Det ved jeg, fordi jeg spurgte.
Velkommen til fødefabrikken
To dage efter står der i min journal, at jeg er grædende. At jeg føler mig overrumplet og tvunget til at følge afdelingens anbefalinger. At jeg har ytret ønske om at tage hjem, men ikke har fået lov. Jordemoderen skriver, at hun fortæller os, at hindesprængningen kan vente til om eftermiddagen.
Det er rigtigt. Jordemoderen sagde også, at hvis hun tog vandet nu, kunne jeg få en fødestue. At det ikke var sikkert, jeg kunne få en fødestue, hvis jeg ventede. Det har hun ikke skrevet i journalen. Jeg sagde ja, men den hindesprængning føltes ikke som et reelt valg. Jeg sagde ja, men det var ikke et informeret samtykke. For en fødende, der allerede var under et enormt pres, var tanken om, at der ikke ville være en ledig fødestue helt uoverskuelig.
Når magtforholdet mellem sundhedsfaglig og patient er ulige, må og skal det være den sundhedsfagliges opgave at informere patienten grundigt og indhente tilstrækkeligt og informeret samtykke. For at kunne gøre det, må den sundhedsfaglige først og fremmest lytte. Det skete ikke i mit tilfælde.
Efter en graviditet og fødsel uden reel kropslig autonomi, hvor jeg ikke følte, jeg gjaldt eller havde ret til at sige nej, havde jeg fuldstændig mistet fornemmelsen for mine egne grænser
Det skete ikke, da jeg gang på gang blev behandlet som en diagnose og ikke et menneske. I dag er det hverken de efterfølgende 30 timers forsøg på vaginal fødsel eller kejsersnittet, jeg er ked af. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at skabe et trygt rum på den fødestue under helt umulige forhold, hvor ve-droppet blev kørt i stilling, før nogen tænkte tanken, om jeg kunne producere veer selv i min mands favn, og en jordemoder vrissede ad mig, fordi jeg gerne ville bevæge mig, og CTG’en så ikke kunne fange mine veer.
Velkommen til fødefabrikken. Alligevel er det ikke det, der fylder. Jeg havde ikke behov for en naturlig fødsel, fandt jeg ud af, men en fødsel, hvor min krop og mit hoved var med, og hvor jeg blev lyttet til. Jeg var helt og aldeles slukket, da jeg sagde ja til at blive igangsat. Hvis personalet havde set mig, havde de set det.
Dagen efter fødslen tilbød min fødselslæge mig en efterfødselssamtale. I det øjeblik afviste jeg. ”Han er rask”, sagde jeg. Alt er godt igen, tænkte jeg, mens jeg brugte al min energi på at komme eller måske bare virke ovenpå, så vi kunne komme hjem så hurtigt som muligt.
Tankerne og ubehaget begyndte først at nage, da vi havde indfundet os i vores nye rutine som forældre. I måneder kunne jeg ikke holde ud at give andre end min søn adgang til min krop, og coronaaflysningen af min otteugers-undersøgelse var en uendelig lettelse. Efter en graviditet og fødsel uden reel kropslig autonomi, hvor jeg ikke følte, jeg gjaldt eller havde ret til at sige nej, havde jeg fuldstændig mistet fornemmelsen for mine egne grænser.
Forældre og Fødsel trådte til, hvor Riget trak sig
Det blev ikke bedre til efterfødselssamtalen, hvor jeg fik at vide, at jeg havde været en besværlig patient. Da jeg nævnte den mangelfulde kommunikation, fik jeg at vide, at det måtte jeg bringe op til næste graviditet, hvor jeg desuden kunne blive sat i gang med ballonkateter eller vælge planlagt kejsersnit. Lægen havde stadig ikke hørt et ord.
I oktober skrev jeg mit vidnesbyrd til Forældre og Fødsel. Da Birgitte Halkjær Storgaard svarede mig, var det første gang, jeg følte mig hørt. Hun var ikke involveret i min fødsel. Hun sad i den anden ende af landet, da min søn kom til verden, og alligevel tog hun sig tid til at læse mine ord. Hun irettesatte ikke, selvom hendes faggruppe sad på anklagebænken. Hun lyttede. Det var alt, jeg havde bedt om, og jeg følte mig endelig forløst. Forkvinden for Forældre og Fødsel trådte til, hvor Riget trak sig.
Kære fødselslæger, chefjordemoder og oversygeplejerske.
Vi er enige om, at der mangler ressourcer, at svangreomsorgen er blevet udsultet, og at de fysiske forhold er elendige. Nu siger vi, de fødende, at vi har oplevet overgreb. Vi fortæller jer, at det gør ondt.
At vi måneder og år efter vores fødsler bearbejder det. At vi frygter efterfødselssamtalen, at vi vægrer os ved en ny graviditet, at vi overvejer at flytte, så vi kan føde på et andet hospital, at vi ruster os med private jordemødre og krisepsykologer, så det samme ikke skal ske igen.
Med jeres svar er I med til at underkende os endnu engang og opretholde en kultur, der nedbryder de mennesker, som I også redder. Alt vi beder jer om er at lytte.
Karen Trier Dann-Clausen
Medstiller af Borgerforslaget om Bedre Fødsler
Fysioterapistuderende
Topfoto og indsat foto: Modelfoto fra Piqsels.com.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
