HISTORIE // FILM – Når Frede Schmidt sent om aftenen kommer hjem, ringer han ofte til Asta Nielsen, stumfilmdivaen, der efter at have boet og levet under fornemme forhold i Berlin nu bor i Danmark under mere beskedne former. Hun har brug for et publikum, og sådan bliver Frede og Asta venner. Men han gør noget, som hun ikke ved. Han optager hemmeligt alle sine telefonsamtaler med hende. Anna Elisabeth Jessen har hørt båndene og følger i del 2 af fortællingen ukendte spor i filmstjernens liv.
Hiddensee er en bilfri ø. Man kan kun komme rundt på hestevogn eller på cykel.
I nærheden af Astas sommerhus træffer jeg Renate Seydel i hendes lille boghandel Koralle. Frau Seydel er ikke en hvilken som helst boghandler.
Hun er født i 1935, vokset op og har studeret i DDR og har forsket i og skrevet mange bøger om tyske skuespillere såsom Marlene Dietrich og Romy Schneider og også Asta Nielsen. Renate Seydel bor i Berlin, men hele sommeren opholder hun sig her på øen, hvor hun har sin lille boghandel.
Jeg er kommet til den rigtige, tror jeg. Hun må vide alt om Asta og Hiddensee.
En af Seydels bøger om Asta Nielsen hedder: Et liv mellem København, Berlin og Hiddensee. (Ein leben zwischen Kopenhagen, Berlin und Hiddensee). Men af uransagelige grunde går hun sjældent hen til Asta Nielsen sommerhus. Hun kender for eksempel intet til de breve, som Frau Thürke har fået af sin bedstemor. Men Renate Seydel kender alt til baggrunden for, hvorfor Asta købte et sommerhus på øen.
Asta havde hørt fra kolleger, at der lå et smukt lille hus her på en ø, der var temmelig uberørt fortæller Seydel. Huset er bygget af den berømte arkitekt Max Thaut, der også har opført nabohuset til Karusell, og Asta tilbragte mange somre her også med sine skuespillerkolleger, for eksempel Heinrich George og den russiske skuespiller Grischa Chmara, hendes kæreste.
Huset var lille og nyt, og når man sammenligner det med Astas boliger på Kasierdamm og Fasanenstrasse i Berlin med gobeliner, bronzestatuer og værdifulde kunstgenstande – sådan rigtig Berlin i 20’erne og 30’erne, så var det meget enkelt her. Der var kun en Hollywood-gynge (som man kalder det på tysk) altså en hængesofa udenfor. Det var den eneste luksus.
Lejligheden på Peter Bangs Vej på Frederiksberg er som sagt mere beskeden; Asta har sine møbler og ting med hjem fra Berlin, så de står tæt sammenstuvet, for hun må leje to værelser ud for at få pengene til at slå til. Asta Nielsen har ikke mange penge at leve for, hun modtager 57 kroner om måneden i aldersrente.
Asta:
Nu synes jeg, at 57 kroner er mange penge at få. I gamle dage var 57 kroner det, man gik hen og spiste et par stykker smørrebrød for… Eller en hummer.
Det bedste af alt er russisk kaviar. Så kommer østers. Og så kommer hummer.
Frede:
Jeg har kun smagt dansk kaviar.
Asta:
Øv, den er så salt og kedelig.
Forstår De, jeg kendte jo en del russere nede i Berlin. Der var masser af de der emigranter, der kom og solgte os et helt kilo ad gangen. Hvor de fik det fra, det ved jeg ikke. Vi sad og spiste den med skeer. Åh, det er vidunderligt.
Og så kom vi hos en russer, hvor Einstein kom. Ham havde jeg altid til bords. Og der fik vi altid kaviar.
Ved De… Engang spillede Emil Jannings en film i samme atelier, hvor Grischa spillede. Og de kom til at tale sammen. Så siger Jannings:”Jeg har hørt så meget om Deres russiske køkken. Jeg elsker russisk mad.”
Og så siger Grischa: ”Så har De måske lyst til at komme til middag. Nu vil jeg tale med min kone om det”.
Så sagde jeg: ”Sig bare, at han kan komme.” Og så skulle hans kone med, ikke?
Og dagen før ringer de og spørger, om de også må tage datteren med. Og vi havde lavet stor russisk historie. Vi havde en husholderske, der lavede dejlig russisk mad. Og en halv time før de skal komme, så ringer de afbud. Og da stod vi med al maden, stort opdækket bord og det hele. Så vi fik ringet rundt til nogle russiske bekendte, og de kom, og vi fik spist vores mad og drukket vores vin.
Astas anden mand var den rige svenske skibsreder Freddy Wingårdh. Ægteskabet holdt kun fire år, så mødte hun den russiske skuespiller Grischa.
Frede:
Hvad var der sket?
Asta:
Nu skal De høre. Dagen efter traf de hinanden i atelieret. Så sagde Jannings: ”Åh ja, jeg vil så forfærdelig gerne inviteres en anden aften”. Men så sagde Grisja: ”Det skal De ikke sætte næsen op efter. Den behandling kan man ikke give Asta Nielsen.”
Frede:
Det var godt.
Asta:
Den behandling kan man ikke give nogen.
I Astas lille sommerhus Karusell får jeg husholderskens barnebarn til at læse nogle af Astas breve op for mig til min radiomontage, altså de breve, som Asta har sendt til sin bedstemor fra begyndelsen af 1937 og nogle år frem.
”Liebe Anna,
Ich sah Sie plötzlich nicht mehr am Hafen und konnte mich deshalb nicht richtig verabschieden und so kam ich nicht dazu Sie zu bitten alle Fenster im Karusell zu schließen. Ich glaube das Fenster im Spei.. im Speißekammer muss repariert werden. Auch bitte ich Sie Karsten für drei Tage die Brötchen zu zahlen – das war der Bäcker. Sagen Sie bitte Herr Mohnke, dass nur die.. Grube soll im Herbst geleert werden. Sonst soll er nichts machen, wenn er von mir nichts hört. Herr Mohnke hat immer noch Geld von mir, wenn Sie etwas für mich auslegen müssen. Nun hoffe ich, dass Sie und Erika und alle die Ihrige ein gute… guten Winter haben werden und noch eine Weile schönes Wetter. Hier hat es bis heute geregnet, aber jetzt ist es wieder Sonne und schön. Mit meiner Schwester geht es einigermaßen. Wir hoffen ja das Beste.
Also liebe Anna, alles Gute und alle herzliche Grüße auch an Ihre liebe Mutter
Von Ihrer Asta Nielsen”
De første breve er kærlige og praktiske og anviser, hvordan husholdersken skal ordne forskellige ting i huset.
I et andet brev, som Frau Thürke læser op, er der noget, der overrasker mig meget.
”Liebe Anna Schluck,
wie geht es Ihnen? Erika und die Familie? Hoffentlich gut. Es ist ja ein fürchterliches Wetter. Hier liege… ich liege im Bett einige Tage. Habe mich hier in Berlin wieder erkältet. ……..Mendler und ich beabsichtigen wieder im Sommer nach Hiddensee zu kommen, aber man weiß ja nicht ob es so kommt. Alles ändert sich so schnell.. also das ist so bisschen… Sind Sie frei im Sommer und können Sie wieder bei mir sein, wenn ich komme?”
”Sei so gut und antworte, ob Sie frei sind oder wie. An die Berliner Adresse Roxy Hotel. Mendler hat eine Koffer an Kasten abgeschickt und geschrieben, dass Sie die Schlüssel zu Karusell haben. Sagen Sie mir, haben Sie die kleinen Weihnachtspakete nicht bekommen?
Nun hoffe ich, dass alles bei Ihnen gut ist und dass sie vor allem alle gesund sind.
Alle herzliche Grüße
Ihre Asta Nielsen”
Brevet er poststemplet Berlin 6. juni 1938, og afsenderadressen er Roxy Hotel.
Det er også her, Asta beder om, at husholdersken skal skrive til hende. Hun bor på hotellet sammen med en, der hedder Mendler, og denne Mendler har sendt en kasse til Karusell:
Det fremgår, at husholdersken også kender Mendler, fordi han selvfølgelig har været i sommerhuset med Asta tidligere. Og det, der selvfølgelig undrer mig meget, er, at Asta efter alle forskeres mening og efter egen selvbiografi burde være i Danmark i 1937 og ikke på Hotel Roxy i Berlin med en Mendler.
At de begge planlægger at komme til Hiddensee om sommeren, Mendler og hun, er også overraskende.
Astrid læser videre i et brev fra 1942. Det er sendt fra Danmark:
”Nun darf ich ja aus Dänemark kein Geld hinschicken und Herr Mendler ist Soldat. Aber vielleicht würde Herr Mondke doch die Reperatur vornehmen, denn Krieg kann ja nicht ewig dauern. Und sobald der zu Ende ist werde ich ja hinkommen. Vielleicht bin ich sogar in diesem Winter in Deutschland und spiele Theater und dann kann ich alles bezahlen.”
Asta kan åbenbart ikke sende penge til Hiddensee, og så skriver hun, at Hr. Mendler nu er soldat, og at hun måske kommer til Tyskland og spiller teater denne vinter.
Igen Mendler, soldaten Mendler, hvem er han?
Det er sidste gang, han bliver nævnt i brevene, og Asta nævner ham aldrig i sin biografi.
Selvfølgelig har Asta ikke forestillet sig, at Anna Schlucks barnebarn så mange år efter donerer bedstemorens breve til det lille museum.
Hilsenen fra Herr Hitler
Tilbage til Asta og Frede i 1950’ernes København. Da Asta kom hjem til Danmark, har hun haft noget med. Måske er det i virkeligheden derfor, de to, Frede og Asta kender hinanden?
Vi ved det ikke, men i hvert fald har Asta henvendt sig til Frede med en bøn om, at han kan sælge noget for hende, noget ret specielt, som han fortæller om i sin optagelse med en af vennerne.
Asta har brug for penge.
Frede:
Det er privat, ikke? … Da Asta var til… Der blev holdt en fest, hvor hun skulle kapres for det 3. Rige… Så fortalte hun mig, der var en af de prominente damer, der bad Føreren skrive sin autograf. Så syntes Asta, at det lå i luften, at det måtte hun også hellere gøre.
Så siger hun til mig her i søndags, om man ikke kunne sælge den? Så sagde jeg, jo det kan man afgjort, for det er en stor sjældenhed. Så sagde jeg: ”Nu skal jeg prøve at rykke en annonce i avisen på søndag under billetmærke.”
Men nu vil jeg i hvert fald sælge den for hende og få lidt penge i kassen, ikke?
Som Renate Seydel fortalte, var en af Astas gode venner en af Tysklands store skuespillere, Heinrich George, der blev nazist og for eksempel spillede med i antijødiske film som Jøden Süss.
Efter Nazi-Tysklands sammenbrud i 1945 blev han interneret af den røde hær i Sachsenhausen. På det tidspunkt var han stor og trind, men året efter vejede han 38 kilo og døde af underernæring. Under den tyske besættelse af Danmark opsøgte Heinrich George flere gange, når han var på gæstespil i København, Asta Nielsen på Peter Bangs Vej.
Asta:
Det er det samme med Heinrich George. Jeg kunne ikke ryste ham af. Under besættelsen, ikke? Han var heroppe på gæstespil. Da var han herude og besøge mig. Og han kunne altså ikke forstå, at han ikke kunne gå ud og ind hos mig.
Frede:
Og det kunne ingen få ham til at forstå?
Asta:
Nej ingen.
Asta:
Og den første dag under besættelsen, kommer jeg ned i elevatoren, og der står to officerer udenfor og gør honnør for mig og siger: ”Ach, die Nielsen” Og jeg går lige forbi dem. Åh, det var så skrækkeligt for mig.
Forstår De… Heinrich… Jeg elskede ham som kunstner, og jeg holdt meget af ham som ven, og han var virkelig en god kammerat.
Men han var jo den forbandede nazist. Han havde en meget skidt karakter. Men overfor mig var han altid sød. Og de andre var jo så rå og brutale. Når han blev gal på mig, så gik han sin vej for ikke at forløbe sig (griner). Hans mor sagde engang til mig: ”Åh, Asta Nielsen, kan De ikke få ham fra at drikke en aften. De er den eneste, han hører”.
Så sagde jeg: ”Nej. Det vil jeg ikke give mig af med.” Men han havde stor respekt for mig. Han var begejstret for mig. Og meget trofast. Alt for trofast. For jeg ku’ jo ikke blive af med ham. Da jeg ikke ville omgås med den nazist. Han kom jo her til mig midt om natten….
Frede:
Skrækkeligt.
Asta:
Forstår De, han var en af dem, der ville arrangere alt, gøre alt, og han var stor i slaget. Han ville engang forære mig en Rolls Royce. Sådan var han. Han var morsom. Han var en Falstaff, forstår De, pralende, og han løj, men han var en vidunderlig kunstner. Fordi han var virkelig sådan… havde vinger. Og så gav han jo én den ene store oplevelse efter den anden på teatrene. Det gjorde jo, at man holdt af ham, ikke?
Jeg har været igennem alt, hvad jeg har kunnet læse om Asta, og også talt med eksperter.
Og jeg har spurgt, om der er nogen, der ved noget om Mendler, soldaten, som Asta boede sammen med på Hotel Roxy i 1938 og i hvert fald så lang tid at hun har haft en postadresse dér. Men på intet sted dukker navnet Mendler op.
Jeg har undersøgt, hvad der videre hændte med Hotel Roxy, der lå i nærheden af Gedächtniskirche i Berlin.
Hotellet blev totalt ødelagt under bombardementerne af byen og eksisterer ikke mere. Og da jeg hørte alle Fredes hemmelige optagelser igennem, ledte jeg også efter navnet Mendler eller Hotel Roxy. Et sted taler Asta til Frede om sin sidste ven, violinisten. Hun fortæller Frede om en begivenhed, der skete i nærheden af Gedächtniskirche, hvor altså Hotel Roxy lå.
Asta:
Der var en overgang nede i Berlin, da blev jeg ringet op hver eneste nat ved 3-tiden. Det var en mand, og så sagde han, han ville gerne træffe mig. Og han stod nede ved Gedächtniskirche og ventede på mig. Jeg smed altid røret på, ikke? Men så en nat, da var min sidste ven, violinisten, hos mig, og da ringer det igen ved 3-tiden, så siger jeg: ”Ta’ du nu røret, det er nok ham”.
Ganske rigtigt. Da han hørte, at der var en mand i telefonen, så ringede han aldrig op mere.
På Hiddensee spørger jeg Renate Seydel i boghandlen, om hun har hørt navnet Mendler. Hun må kende til det eller i hvert fald kende til brevene, der er dukket op i Astas sommerhus, der ligger få hundrede meter fra hendes boghandel, men Seydel er afvisende.
For det første har hun ikke set brevene, og hun er heller ikke interesseret i at se dem, og hun afviser, at Mendler har en betydning, for hvis han havde, så var han allerede beskrevet i forskningen, som hun siger.
Og hun synes, det er mærkeligt, at jeg bliver ved at bore rundt i datoer for hvornår Asta forlod Tyskland og Hotel Roxy og Mendler.
– Mendler? Ist mir kein Begriff.
– Nein, sagt mir nichts.
– Mhm. Keine Ahnung.
Soldaten Mendler fandt altså aldrig vej til Astas biografi og heller ikke, at hun så sent som i 1942 legede med tanken om at tage til Berlin og spille teater, som hun skriver i brevet til husholdersken.
Pension Asta
Efter krigen har Asta Nielsen problemer i Danmark. Det er ikke, fordi man regner hende for nazist, men hun har været og er stadigvæk alt for knyttet til Tyskland, mener man, og det i sig selv er ikke godt i 1945.
Det taler heller ikke til hendes fordel, at hun har været ven med Heinrich George, selvom måske ikke særlig mange kender ham herhjemme. Forgæves søger Asta Nielsen det danske justitsministerium, som er den instans, der bevilger den slags, om en biografbevilling. Hun vil gerne drive biograf og tjene nogle penge. I stedet må hun fortsat leje værelser ud.
Asta:
Man tænker på, som jeg har slidt i det hele mit liv igennem. Og hvad der er tjent på mig af formuer.
Frede:
Gud, ja.
Asta:
Så er det et stærkt stykke, at jeg må leje ud for at bo her. Men, det kan ikke nytte, at man går og taber humøret af den grund.
En gang imellem tænker man lidt på det.
Og så den sjofelhed jeg er blevet behandlet med herhjemme… For havde de så givet mig et biografteater dengang, ikke?…
Nå, så har jeg heller ikke nogen at takke for noget.
Mit fædreland har jeg minsandten ikke noget at takke for, og for så vidt heller ikke Tyskland. For de har fået mit arbejde. Jeg tjente mine penge dér. Men for det første har de taget dem igen.
Og stadigvæk når jeg møder folk i sporvognen, siger de: ”Det er vel nok en skandale, at De aldrig fik den bevilling.”
Frede:
Det siger jo alle mennesker.
Asta:
Ja, det er det også. Der må være en eller anden inderkreds, der har arbejdet imod mig.
Frede:
De er heldig med lejerne, trods alt.
Asta:
Og hver gang bliver det bedre.
Frede:
Og hver gang frygter De, hvordan det skal gå
Asta:
Forstår De, det er mig sådan imod at vise lejligheden frem. Der var et ægtepar… da jeg hørte, det kun skulle være for et år, fordi de skulle til Vejle, så sagde jeg: ”Så ka’ det ikke nytte noget”. Jeg tror heller ikke, hun ville have haft den. Og jeg ville meget nødig have hende gående i mit køkken. Hun så usympatisk ud. Så var der et ægtepar til, som jeg blev ved med at udsætte på grund af min sygdom. Men i mellemtiden har han her vist sig.
Frede:
De har jo et fantastisk held.
Asta:
Jo, ja. Det er vidunderligt, at jeg ikke skal have en kone gående og rode i mit køkken.
De sidste samtaler
Frede Schmidt er den gode tilhører og fan, han modsiger hende aldrig. Overfor Frede kan hun tale bramfrit.
Asta:
Tænk, jeg kan næsten ikke se en neger mere, og det er selvfølgelig en fejl fra min side, og jeg vil heller ikke vedgå det, men når jeg ser sådan et jazzorkester, åh, det er som aber. Hvorfor fanden skal jeg være begejstret, fordi der kommer nogle aber fra urskoven, der sidder og skaber sig? Og der er ingen tvivl om, at siden negermusikken er kommet ind i Europa, er vi gået tilbage i kultur.
Frede:
Ja, det er vel rigtigt.
Asta:
Tænk, hvordan det har udartet sig, dette Rocko Rama.
Frede:
Jo, men der er fx Josefine Baker?
Asta:
Hun er jo ikke spor af jazz. Jazzminded. Hun er storartet, hun er vidunderlig. Hun er også et vidunderligt menneske. Hun er pragtfuld at se på. Hun er jo igen undtagelsen, ikke?
Asta:
Tænk med Marilyn Monroe… Tænk, hvad der er blevet skrevet om hende. Der går ikke en dag, hvor hendes navn ikke bliver nævnt. Og hende kunne ingen se havde talent til at begynde med. Men det kunne jeg. Vi var inde og se hende i en film, som hun blev rakket ned så frygteligt for.
Og så stod der: ”Nu må det være slut, sådan som hun går og vrikker med måsen og alt det der”. Hun var glimrende. Ganske strålende. Hun passede ind i rollen, det skulle være sådan en, hun skulle spille, sådan en som vrikkede med måsen, sådan halv-komisk figur.
Frede:
Jeg har osse set hende i et par film, og jeg synes hun er dejlig.
Asta:
Jeg synes ikke, hun er dejlig. Jeg synes, hun har talent. Og ved De hvad, jeg synes, hun har erotisk charme. Hun har …. sex.
1950’erne er et interregnum for Asta, en mellemperiode. Hun tror, verden snart vil glemme hende fuldstændigt og også hendes film. Hun kan ikke vide, at hun snart af filmeksperter og historikere vil blive gjort til en levende legende.
Frede:
Nu har man igen fundet en af Deres film i udlandet, som man slet ikke vidste eksisterede. Jeg tror, man fandt den i Jugoslavien eller i et af de andre mærkelige lande dernede. Det er I. N. R. I., man har fundet.
Asta:
Der spiller jeg Maria Magdalene i.
Frede:
Ja, det er den, hvor Grisja er med. Så har de fundet to i Holland.
Asta:
Jeg ved slet ikke, om der overhovedet er nogle i Tyskland, for det er jo alt sammen blevet bombet ud. Jeg tror ikke, det er i Tyskland, man skal finde dem.
Frede:
De sidste var fundet i Holland, og jeg mener osse, man har fundet en i England.
Hvorfor Asta pludselig mister interessen for Frede ved vi ikke. Men pludselig hører optagelserne op. Og Asta Nielsen holder op med at se Frede. Hun behøver ham ikke mere, og verden begynder igen at interesse sig for hende og hendes film.
Og så sker der noget endnu vigtigere.
Asta Nielsen forelsker sig i en tyve år yngre mand, Christian Theede. I 1970 gifter de sig
Og hun dør lykkelig i 1972 – 90 år gammel.
Og Frede Schmidt, hendes måske allerstørste fan, gemmer båndene i den grønne blikæske aflåst i et arkivskab til sin død.
Asta og Frede
Fortællingen om Asta og Frede er desuden udgivet som podcast på DR, der kan høres her.
Om hundrede år
Anna Elisabeth Jessens romandebut Om hundrede år er netop udkommet på forlaget Rosinante. Bogen er en familie- og danmarkshistorie fortalt fra skiftende perspektiver i hundrede korte nedslag fra 1914-2014. Et tidsbillede med grumme skæbner og det usagtes evne til både at forme og forkludre livet for en familie.
Hovedfoto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
