“Jeg er åbenbart blevet en del af en ny befolkningsgruppe, det såkaldte prekariat. Og jeg er rasende over betegnelsen. Medierne er lige nu fulde af historier om dette nye segment af blandt andre højtuddannede, der er løst ansatte, og hvis prekære forhold truer mekanismerne på det danske arbejdsmarked”. POV Internationals Cecilie Marie Meyer er vred og forklarer hvorfor.
Jeg giver jer lige en hurtig opsummering, for ligesom at skitsere, hvor perfekt jeg umiddelbart passer ind i denne nye, sociale kategori i Konkurrencestatsdanmark anno 2016: for det første er jeg akademiker – og tilmed en af de der drømmende humanister, der valgte studium udfra interesse og ikke graden af vellønnede jobmuligheder bagefter. Som nyudsprungen kandidat i italiensk fra Københavns Universitet havde jeg mindst hver uge i løbet af mit 5-årige studie fået at vide, at jeg var dømt til arbejdsløshed.
Men det skete ikke, tværtimod havde jeg godt gang i et studierelevant freelance-arbejde, mens jeg skrev mit speciale. Et job, som jeg beholdt ved specialets afslutning, og som ledte mig direkte videre til et fast arbejde som redaktionssekretær på et magasin.
For det andet er jeg i dag (selvvalgt) selvstændig, og lever mest af honorarjobs, det vil sige isolerede opgaver, som jeg får løn for fra gang til gang.
Og for det tredje er kerneopgaven i min virksomhed journalistisk arbejde, det vil sige den profession, som konstant fremhæves som særlig prekær at beskæftige sig med for prekariatets medlemmer.
Lad os apropos se, hvad den danske udgave af Wikipedia siger om prekariatet som begreb:
Prekariat er et sociologisk begreb for en social gruppering, der på grund af svære livsforhold er truet af en social nedstigning. Den kan for eksempel bestå af unge akademikere, freelancere, immigranter og løsarbejdere uden pension, ferie og dagpenge. De er ufrivilligt løsansatte og kan arbejde som projektansatte eller som vikarer. Eksempler er journalister, der arbejder som daglejere på et dagblad via et vikarbureau. Se hele beskrivelsen her.
En virkelighed som jeg ikke genkender
Men selvom jeg umiddelbart ifølge denne beskrivelse opfylder mange af forudsætningerne for at være et fuldgyldigt medlem af prekariatet – lad mig yderligere tilføje, at jeg ingen pensionsopsparing har og ej heller er tilknyttet nogen a-kasse – så kan jeg på ingen måde genkende hverken mig selv eller mine kollegers situation i det billede, der med dommedagsprofetiske vendinger er blevet fremmanet om prekariatet igennem de sidste par måneder.
Ja, jeg ved godt, at prekariatet første gang blev italesat i 2011 af begrebets ophavsmand, den britiske økonom Guy Standing i hans bog ’The Precariat – The new Dangerous Class’. I 2014 fulgte han op med ’A Precariat Charter’, og i år kom han så med bogen ’The Corruption of Capitalism – Why rentiers thrive and work does not pay’.
Det er altså fem år siden, at man begyndte at tale om denne ‘farlige klasse’, og begrebet har undervejs haft sin klækkelige tid til at bundfælde sig så betydeligt i i akademiske kredse, at ingen i dag synes at stille spørgsmålstegn, hverken ved selve ordets betydning eller dets berettigelse.
P1 Business tager fat i prekariatet
I løbet af de sidste par måneder er omtalen af prekariaet boblet op til overfladen hos medierne herhjemme og er blevet en del af den aktuelle debat om globalisering, borgerløn og velfærdsstat. Information har beskæftiget sig med emnet, ligeså Politiken, Berlingske og senest DR, som i P1 Business tog emnet op 30. september under titlen Prekariatet – et nyt begreb på arbejdsmarkedet.
Og det var her, at jeg under madlavningen rigtig spidsede ører. Bevares, prekariatet havde jeg godt perifert hørt om, og samtidigt spurgt mig selv: ”De taler jo om sådan én som mig. Og så alligevel ikke. Jeg må have hørt forkert.” Men dette var første gang, at jeg virkelig havde tid til lige at stoppe op og lytte efter. Og hvad jeg hørte, gjorde mig vred:
Studieværten, Solveig Bjørnestad, indledte udsendelsen sådan her: ”I Danmark plejer vi ikke sådan at katalogisere hinanden i kasser, men prekariatet er en ny betegnelse på arbejdsmarkedet. Det dækker over, at flere og flere arbejder på atypiske vilkår, de er løst ansatte, frie fugle, måske har de lavet deres eget firma, mere eller mindre frivilligt”.
Med i studiet har Bjørnestad en cand. scient. pol., som har startet sit eget firma af egen fri vilje. Hun har arbejdet som projektleder i længere tid, men har også gået og puslet med tanken om at starte noget selv, og nu skal det være. I programmet, der desuden gæstes af Michael Valentin, direktør i Akademikernes A-kasse og Martin Kabongo, overenskomstchef i DA, fortsætter Solveig Bjørnestad: ”Hvor der er højt at flyve, er der også dybt at falde, for den nye status er forbundet med en vis usikkerhed”. Der klippes til cand. scient. pol.’en, som helt fornuftigt har sat forskellige milepæle for sit firma. Indenfor tre år vil hun for eksempel gerne have en løn, som skal svare til den, hun ellers ville have fået, hvis hun var fastansat i et akademisk job, der svarede til hendes kompetencer.
Bjørnestad klipper til Michael Valentin, der skitserer situationen for de højtuddannede: Omkring 10 procent af medmmerne af Magistrenes A-kasse er løst ansatte. Disse kan man så opdele i to grupper: dem, der har taget et positivt tilvalg og startet egen karriere for at udleve sig selv, samt de andre, som ikke selv har valgt det, og er blevet kastet af arbejdsmarkedets hamsterhjul. Her er det væsentligt mere problematisk, forklarer Michael Valentin, og fortæller om et arbejdsmarked a la the wild west, hvor virksomhederne groft udnytter freelancere og vikarer, som så konkurrerer på den allerede alt for lave pris, som det uregulerede marked tilbyder i forhold til udbud og efterspørgsel.
Er den egentlige fare ved prekariatet og den voksende gruppe selvvalgte, frie fugle mon rettere, at folk udenfor hamsterhjulet kunne begynde at tænke selvstændigt, og i deres position som iagttagere rettere end deltagere i et samfund baseret på strømlinede og kapitalistiske forhold har lettere ved at pege på dets mangler? Er vi ikke snart færdige med den protestantisk funderede myte om, at arbejde skal gøre ondt, så vi kan fokusere på det modige og frie menneske i stedet, der vælger at gøre noget andet?
Bjørnestad skærer nu igennem – hvis prisen er det springende punkt, må vi have en ekspert på banen, siger hun, og får det i skikkelse af konsulent Kirstine Baloti fra HK Privat. Cand. scient. pol.’en i studiet fremhæves som eksempel: hvis man går ud fra, at en akademiker som hende ville få 40.000 kroner i en fastansættelse, hvor meget skal hun så fakturere for, hvis hun lavede det samme arbejde som selvstændig? Mindst 80.000, lyder svaret fra eksperten. Altså det dobbelte. Den selvstændige har nemlig en masse driftsudgifter, som hendes arbejdsgiver, i fald hun havde været fastansat, ville have haft, men som nu ligger hos den selvstændige. Dette beløb skal hun med andre ord regne fra, før hun kan kigge på, hvad hun reelt har.
”Og får de selvstændige gjort det her?”, spørger Bjørnestad. ”Nej”, siger eksperten. Bjørnestad henvender sig nu til cand. scient. pol.’en: ”Får du faktureret for de her 70- 80.000 på nuværende tidspunkt”, bliver der spurgt, og svaret er: ”Det gør jeg ikke, nej”. Nu kommer det frem, at cand. scient. pol.’en da også har sat sig den målsætning, at hvis hun efter tre år på lavblus ikke kommer op på det målsatte lønniveau, jamen så skal hun nok noget andet. Det vil sige: gå tilbage til et fast job.
Journalistikken er for ensidig
Jeg standser op midt i madlavningen, paf over, hvad jeg netop har hørt. Og inden jeg nu fremfører min forargelse, så lad mig slå fast, at jeg fuldt ud respekterer den hverdag, som tilhører størstedelen af danskerne: nemlig den, hvor en anseelig og konstant indkomst er selve fundamentet for at få det hele til at køre rundt med familie, bolig, lange arbejdsdage, etc. Jeg kender folk, der knokler for at få tingene til at hænge sammen i lavtlønnede brancher, og de er mine helte. Og at virksomheder i nogle tilfælde profiterer på det faktum, at arbejds- og lønforhold for freelancere ikke er regulerede, er simpelthen under al kritik.
MEN: at Danmarks Radio vælger at have en veluddannet og ressourcestærk kvinde som repræsentant for det danske prekariat, synes jeg på mange måder er for ensidigt. Og tendensen går igen i mange af de artikler, som er blevet skrevet om prekariatet i løbet af det sidste halve år, hvor veluddannede og velformulerede mennesker inddrages og omtales som medlemmer af prekariatet.
Men hvis det er disse mennesker, som vores samfund hovedsagligt ser som farlige og undergravende for Den danske model, hvad så med den kæmpe gruppe af folk med korte uddannelser og unge fra den nederste del af samfundet, der om noget må siges at være udsatte på arbejdsmarkedet? For ikke at tale om hjemløse og flygtninge?
Prekariatets 3 grupper
Èn ting er beskrivelsen af begrebet prekariat på den danske Wikipedia. Noget andet er Guy Standings egen beskrivelse af prekariatets sammensætning, som alt andet lige må være det tætteste, vi kommer på begrebets virkelige kerne. I en artikel fra den 15 februar bragt i Information interviewes Standing om prekariatet. Her fortæller han, at gruppen består af tre typer mennesker: dem, der er faldet ud af den gamle arbejderklasse; dem, der står uden hjem og tilholdssted, det vil sige migranter, straffedømte og rettighedsberøvede. Og så endelig det voksende antal unge og knapt så unge højtuddannede, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet.
Misforstå mig ikke: jeg synes at diskussionen om konsekvenserne af globaliseringen og bevidstheden om en kæmpe befolkningsgruppe, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, er vigtig, ja livsnødvendig at tage. Jeg byder snakken velkommen, men fokus i debatterne er helt forkert: det hviler hovedsagligt på de højtuddannede, hvis præmisser diskuteres, og består af en blandet pose bolsjer, hvor der ikke skelnes særligt meget mellem dem, der ufrivilligt står uden arbejde, og dem, der med ønsket om at skabe deres egen levevej er sprunget ud i at starte eget firma. I P1s tilfælde tilhører prekariatets repræsentant sidstnævnte kategori, og “forstakles” og problematiseres, i fald hun ikke kan fakturere for mindst 80.000 kroner månedligt.
Kære medier, var jeres mund, hvis I ikke til fulde forstår de ord, I bruger. Tag jer tiden til at forstå omfanget af dette nye og vigtige prekariatsbegreb, så vi alle kan blive klogere.
For min virkelighed er 80.000 kroner månedligt et astronomisk beløb. Jeg tjener færre penge lige nu som selvstændig, til gengæld er min hverdag fleksibel, og jeg har tid til at se familie, venner og veninder på barsel på skæve tidspunkter. Aldrig har mit sociale liv været større, og hver dag arbejder jeg for mig selv, ikke for andre, på at udvikle eget firma med min passion i centrum. At debatten fejlagtigt inddrager dem af os, der selv har valgt en hverdag som selvstændige, tyder på en fordrejning af fakta, en fejllæsning af prekariat-begrebet og en stigmatisering af dem, der tænker anderledes.
Er den egentlige fare ved prekariatet og den voksende gruppe selvvalgte, frie fugle mon rettere, at folk udenfor hamsterhjulet kunne begynde at tænke selvstændigt, og i deres position som iagttagere rettere end deltagere i et samfund baseret på strømlinede og kapitalistiske forhold har lettere ved at pege på dets mangler? Er vi ikke snart færdige med den protestantisk funderede myte om, at arbejde skal gøre ondt, så vi kan fokusere på det modige og frie menneske i stedet, der vælger at gøre noget andet?
Tag ansvar for fælleskabet og sproget
Interessant er også mediernes tendens til selvreference. De interviewer nemlig mestendels journalister og folk i kommunikationsverdenen, når der skal findes eksempler på akademiske prekariatmedlemmer. Vi har hørt, at der trælles på de danske redaktioner med tidsbegrænsede kontrakter og truslen om store fyringsrunder hængende over hovedet. Og ja, det er forfærdende vilkår. Men har de mange år med nedskæringer og svindende læsertal mon resulteret i en opfattelse af journalister som særligt lidende ofre, både indefra branchen, og udefra?
Jeg synes det er på tide, at vi tager et ansvar for fællesskabet og begynder at se muligheder i stedet for begrænsninger. Det er på tide, at fagbevægelsen kommer på banen med varige, konstruktive løsningsmodeller frem for lappende dagpengesystemer, og det er på tide, at vi inddrager alle de involverede befolkningsgrupper i denne meget vigtige debat om et arbejdsmarked under forandring
Læs blot igen beskrivelsen af termen prekariat fra det danske Wikipedia, hvor journalister sammenlignes med daglejere som det eneste eksempel. Hvad med håndværkere? folk fra arkitektbranchen? Sundhedsvæsnet? Det offentlige? Landbruget? Findes der virkelig ikke andre cases? I stedet for at hive en allerede arbejdserfaren akademiker, der havde valgt at starte eget firma af egen lyst ind som repræsentant for prekariatet, burde Solveig Bjørnestad have inddraget en virkelig udsat. Èn, der ifølge Standings egen definition vitterligt tilhører den nye socialgruppe – en nyuddannet akademiker, en migrant, en fra arbejderklassen. Deres stemmer ville jeg have sat virkelig pris på at høre.
Jeg synes det er på tide, at vi tager et ansvar for fællesskabet og begynder at se muligheder i stedet for begrænsninger. Det er på tide, at fagbevægelsen kommer på banen med varige, konstruktive løsningsmodeller frem for lappende dagpengesystemer, og det er på tide, at vi inddrager alle de involverede befolkningsgrupper i denne meget vigtige debat om et arbejdsmarked under forandring.
Og så skal vi tage ansvar for vores sprogbrug: de ord, vi bruger, skaber vores virkelighed, også termen prekariat, der er en sammentrækning af ordene precacious og proletariat, og dermed indeholder stærke konnotationer om fare, usikkerhed og fattigdom. Vægtige termer, som det forpligter at beskæftige sig med. Vi taler os ind i denne verden, så kære medier, var jeres mund, hvis I ikke til fulde forstår de ord, I bruger. Tag jer tiden til at forstå omfanget af dette nye og vigtige prekariatsbegreb, så vi alle kan blive klogere.
Billedreference: den brugte illustration stammer fra Wikipedia Commons og forestiller The Pyramid of Capitalist System, som blev bragt første gang i 1911 udgaven af Industrial Worker (The International Publishing Co., Cleveland, Ohio, U.S.).
Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorarer til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak, fordi du læste min tekst.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
