Matador: Spillet om Korsbæk – Årets julekalender 4.12

i Kultur af

JULEKALENDER // 4. DECEMBER – I ‘Skyggetanten’, det bedste afsnit af første sæson, kommer den sidste vigtige karakter til byen, og seriens vigtigste romance blomstrer. Herefter kommer problemerne indefra.

“Efterhånden er det som om alt det simple og grimme det sniger sig ind alle steder, kan du da ikke se det, Elisabeth? Det ligesom klæber sig fast alle vegne, ligesom snavs og støv… Det er ikke som før!” – Maude Varnæs

Af de fire første afsnit af Matador begynder de to på jernbanestationen, det ene i jernbanerestauranten, og første afsnit ender der også hastigt nok efter den indledende montage. Det er som Maude siger, der kommer mange ting til byen her i seriens begyndelse. Med afsnit fire ankommer så måske den sidste vigtige brik i puslespillet: Kristen Skjern, hvis forhold til Elisabeth Friis på sin vis danner den melodramatiske kerne i den store historie om de fejdende familier Varnæs og Skjern.

Deres forhold er Romeo & Julie på dansk, hvor ingen rigtig hader, og ingen sådan rigtig kommer til skade. Da de to går tur ved en sø, hvor Møhgerne opdager dem, spiller en violin-udgave af det berømte Matador-tema, og det er på en eller anden måde, som om Matador-temaet i virkeligheden passer til dem. Den melankolske grundtone passer egentlig ikke rigtig på historien om Mads Skjern – mestendels historien om triumf og hovmod – eller for den sags skyld på Albert Arnesen – der altid har været for forfærdelig til, at nogen føler sorg ved hans fald – eller på de fleste andre. Det er Kristen og Elisabeth og deres kærlighed, som kommer i klemme i de konstante omvæltninger i Korsbæk.

Sæsonens bedste scene

Mindst lige så vigtigt et sted som jernbanestationen er Postgården, de fines legeplads. Hvor der i dette afsnit udspiller sig en scene til Kvindekredsens Bazar, hvor endnu flere karakterer er samlet, end der var til vælgermødet i afsnittet før. Fantastisk er den næsten ordløse passage, hvor Elisabeth Friis spiller Beethoven, mens kameraet glider rundt i rummet, og så fint fanger forholdet mellem de mange mennesker.

Matador når det er bedst – så bliver karakter og liv ikke underlagt plottet, men plottet lagt i periferien af det, som det i virkeligheden handler om.

Vicki sælger en tombola billet til sin mand Arnesen, manglen på varme er slående. Hr Schwann skrider selvbevidst gennem salen, tydeligvis den eneste, der har fanget, at han nu er blevet ‘ligemand’ med de andre store familier. Noget af det, jeg tænker mest over, er momentet, da Arnesen stiller sig op ved siden af Konsulen, Varnæs og Hackel, og virker næsten lige så malplaceret som Schwann. Og perfekt timet lyder der pludselig et højlydt: ‘Hvad siger du, Hans Christian’, vi ved alle sammen fra hvem.

Der er egentlig kun et par ting, vi skal have forklaret i denne scene: Vi skal have Arnesen og Hans Christian til at diskutere, hvor skidt det står til, vi skal have et påskud, for at Kristen kan få øje på Elisabeth, og så er der noget med forholdet mellem Agnes og Maude, der fortsætter afsnittet ud, men det er i og for sig irrelevant. Scenen bliver i stedet til et komisk stykke, hvor hovedretten er en historie om en alabaster-krukke og Boldts kunst-opfattelse. Alt det plotrelevante tager vi sådan med i forbifarten.

Det er Matador, når det er bedst – så bliver karakter og liv ikke underlagt plottet, men plottet lagt i periferien af det som det i virkeligheden handler om.

Kristens fine vaner

Men Matador glemmer aldrig de sociale markører. I høj grad fordi personerne selv heller aldrig glemmer dem. Det ses visuelt fra afsnittets start på jernbanestationen, hvor Kristen træder ind i forgrunden af billedet og fylder skærmen helt ud: At han træder ud fra 2. klasse er ikke kun noget, som overrasker Mads, men også kameraet og hele den filmiske fortælling.

Mads kan ikke glemme ved spisebordet, at hans lillebror har fine vaner, ligesom Oluf Larsen ikke kan glemme, at hans kone var Grundtvigianer og Mads Venstre-mand, og Kristen må undskylde for at have glemt deres indremissionske baggrund med bordbøn. Det er rigtigt nok af Daniel at intonere ‘Amen’, efter familien gentager Mads’ fortælling om, hvordan han ‘lagde skilling på skilling’, for det er et mantra, et ritual, præcis som bønner og sange og politiske paroler. Det fortæller, hvem Mads er, og hvor han hører til.

Og det betyder noget, hvor de hører til, stadigvæk. De to brødre reagerede forskelligt på Korsbæk, da de kom til byen, og det har stor betydning. Da Mads ankom satte han sig i Jernbanerestauranten for at sidde op og sove, men mødte i stedet Oluf Larsen. Nu har han giftet sig med hans datter. Da Kristen ankom, indlogerede han sig på den fine Postgården og mødte Elisabeth Friis. Som han siden forsøger at gifte sig med. Det betyder vitterligt noget, hvem man er, hvor man går hen, hvem man omgås. Også for de sociale opstigere fra Skjern-slægten.

Fanget bag glas

Men hvad så med kvinderne? Hvor kan de færdes? Ja, det er jo et godt spørgsmål, for øjnene lurer overalt. Vicki ser sig godt omkring, inden hun hastigt kysser Aage. Agnes er utilpas ved at have Boldt med, hvor Varnæs-familien også er. Elisabeth trækker hånden til sig, idet hun ser Hr Schwann i Postgårdens restaurant – og åh, Arthur Jensen er fantastisk komisk i den scene, som han trækker om bag en pille med sit mærkværdige smil – og siden hen forliser forholdet jo, da de opdages af Møhgerne.

Der overvåges, og nogle mænd er endda stolte af det! Elisabeth kan lige knap holde skuffelsen væk, da Oberst Hackel lover at ‘vogte Frøkenens dyd’, for ja, det var da præcis det, hun håbede på ville ske – og ikke at Doktor Hansens hemmelige rejsekammerat skulle vise sig at være Kristen… Der er så megen social kontrol, og selvom Elisabeth er afsnittets kerneeksempel, ‘Skyggetanten’, der er fanget hos sin søsters familie, så gælder det sådan set for alle karakterer. Men nogle burde reelt kontrolleres noget mere.

I de første afsnit kommer der nærmest hver uge et nyt problem med toget til Korsbæk. Men helt grundlæggende er problemet indeni.

Til sidst kører toget til Salzburg, de to mænd vinkende i det fri på ansatsen, Elisabeth filmet som var hun fanget bag glasruden inde i kupéen. Så tager resten af familien Varnæs til skovpavillonen, og finder en mand, som burde have været holdt mere i fangenskab. Jørgen Varnæs har en affære med Birgitte Grå. Det er ikke den helt store overraskelse, Jørgen var såmænd ganske åben om, at han sov med andre kvinder, når han var på rejse. Så som en cliffhanger er det ikke det helt store.

Men tematisk er det effektivt: Netop som Varnæs-familien skiller sig af med én skandale, rammes de af en anden. Og den kommer ikke udefra. I de første afsnit kommer der nærmest hver uge et nyt problem med toget til Korsbæk. Men helt grundlæggende er problemet indeni. Alting bliver ikke som før, ligemeget hvor meget Maude ønsker sig det.

Desforuden:

* ‘Er Arnesen død?’ ‘Nej, det ville hun ikke have taget på den måde. Det er meget værre. Det er måske hunden?’ Komplet tørt leveret.

* På det her tidspunkt er Arnesen også for hadefuld en karakter til at føle sympati med ham. Hans udfald mod den ‘fordrukne n***r-musik’ er vel noget af det mere usympatiske, der siges og gøres i serien. Han er vitterlig en gammel, kedelig, ond mand. Gad vide, hvordan vores forhold til Mads Skjern havde været, hvis hans fjende var bare en my mere sympatisk.

* Lad falde, hvad ej kan stå, som Møgdal sagde. Eller som Mads siger, de drukner, fordi de ikke har lært at svømme.

* Jeg kunne godt huske, at Fede falder til jorden, fordi han får at vide han skal spise god mad, men jeg kunne ikke huske konteksten: At det er sengen, han ødelægger, som Boldt sådan havde håbet at tage i brug lige snart…

* Elizabeth spiller Rondo’en fra Beethovens Klaver-sonate i G-mol.

* Sangerinden synger først Frühlingstimmen af Johan Strauss II, og derefter den italienske sang Il Bacio. Allerede i 1931 er det nok en smule bedaget program.

* Elisabeth kan ikke lide, at de griner af en musiker, og vi finder senere ud af, at hendes familie grinte af hendes udkårne, hvorefter forholdet gik i opløsning.

* Afsnittet foregår om efteråret. Til sidst siger Maude, at der da ikke er nogen, der tager på skovtur i november, og tidligere siger overskriften på Hans Christians avis: England sætter Guldindløsningen ud af Kraft – Londons Børs lukker. Hvilket fandt sted September 1931, og var kulminationen på krisen i Storbrittanien.


Foto: DR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur