IRAN-DEBAT// KOMMENTAR – Det er muligt at mene, at verden ikke vil savne Khamenei eller præstestyret, samtidig med at man går ind for en regelbaseret verdensorden, skriver Sune Gylling Æbelø. Vi bliver tiltagende dårligere til at balancere to forskellige idéer i hovedet på samme tid, og det bærer stort set enhver debat efterhånden præg af.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Bortset fra et dubiøst sammenrend af islamistiske klakører og jubelidioter på Nørrebro er det svært at opstøve nogen, der ikke synes, at verden er blevet et bedre sted uden Ayatollah Khamenei, og at fremtiden ser langt lysere ud efter det iranske præstestyres forhåbentlig snart forestående fald. I særdeleshed for den iranske befolkning.
Fraregnet pjaltehæren på Nørrebro vil jubelen da heller ingen ende tage over ayatollahens død.
Desværre sker det ofte ved store følelsesudladninger, uanset om det handler om jubel eller raseri, at nuancerne bliver ofret på de fyndige slagords alter. Derfor har jeg det personligt temmelig anstrengt med demonstrationer, stort set uanset hvad de er for eller imod. Fordi det netop er demonstrationens, folkemængdens og gadeparlamentets unuancerede og falske præmis:
For eller imod.
Da præsident Bush talte efter angrebet på USA den 11. september, etablerede han et dogme, som har været skæbnesvangert for hele vores måde at anskue verden på de seneste 25 år: “Either you are with us or you are with the terrorists”.
Det er, når fristelsen til at bryde med den regelbaserede verdensorden er størst, at den skal stå sin prøve mod populisme og hurtige demonstrationsslogans
Det kan lyde ukontroversielt, ja ligefrem indlysende. For ingen har lyst til at være på terroristernes side. Men med den formulering stipulerer Bush den præmis, at det er USA, som egenhændigt beslutter, hvad det vil sige at være med eller mod terroristerne. Resten af verden er hensat i rollen som kongens efterfølger.
Dermed er barren sat helt ned i gulvhøjde for, hvornår USA altså kan udskamme andre lande og henregne dem til bukkene frem for fårene, nemlig hver gang de er uenige i USA’s politik.
Samme falske præmis har siden sneget sig ind i snart sagt hvilken som helst debat, uanset om det handler om identitetspolitik, formueskat eller Mellemøsten.
Enten er du med os, eller også er du imod os. Således også nu i debatten om USA og Israels angreb på Iran. Hop ombord på den uforbeholdne jubelbus, eller vær en forbandet islamistsympatisør. Det er de eneste to muligheder.
Hvis vi skal have en ædruelig samtale om tingene, må det imidlertid være tilladt, midt i den i øvrigt helt betimelige jubel over, at Khamenei og andre dræbte præster og mullaher nu ikke længere kan besudle det iranske folk, at slå til lyd for en genoplivning af den hæderkronede, men stort set hensovede disciplin: dialektisk tænkning, inden man i jubelrusen får gjort enhver, der tillader sig at ytre en enkelt betænkelighed ved måden, det er sket på, til betonislamist.
Det er faktisk muligt både at have lyst til en softice og samtidig finde det forkert, at ens kammerat kommer med en, han lige har stjålet.
Vi bliver tiltagende dårligere til at balancere to forskellige idéer i hovedet på samme tid, og det bærer stort set enhver debat efterhånden præg af.
Men det er faktisk muligt både at have lyst til en softice og samtidig finde det forkert, at ens kammerat kommer med en, han lige har stjålet.
Det er også muligt at mene, at verden ikke vil savne Khamenei eller præstestyret, samtidig med at man går ind for en regelbaseret verdensorden og er bekymret over perspektiverne i, at der med USA’s mellemkomst allerede siden nytår er væltet to regimer i suveræne lande uden FN’s involvering.
Hvis man trækker det kategoriske imperativ ned over Israel og USA’s bombning af Iran, altså Kants tanke om, at enhver altid bør handle ud fra principper, som kan ophøjes til en almengyldig lov, må man ved en ukritisk accept af de to landes militære intervention udlede, at vi dels også bør bombe Saudi-Arabien, Qatar, Sudan, Nordkorea, fortsæt selv rækken. Dels at der nu er fri jagt på alt lige fra Ukraine til Grønland, fordi international lov og ret er sat ud af kraft til fordel for den stærkes forgodtbefindende.
Det er ingen kunst at overholde international lov i fredstid eller når det virker intuitivt. Det er, når fristelsen til at bryde med den regelbaserede verdensorden er størst, at den skal stå sin prøve mod populisme og hurtige demonstrationsslogans.
Det er rimeligt nok, at en rødspætte, som har begge øjne på én side af hovedet, kun kan se en sag fra én side. Vi andre kan godt gøre os lidt mere umage.
Med det sagt håber jeg indtrængende på frihed for det iranske folk, hellere i dag end i morgen.
Læs mere debatstof i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og