POV Internationals gæsteblogger Troels Gaihede fortsætter sin reportagetur i den amerikanske valgkamp. I denne uge var han til vælgermøde med Hillary Clinton i Florida – en af valgkampens vigtigste svingstater, hvor udfaldet kan gå begge veje med blot to procent mellem den tidligere udenrigsminister og republikanske Donald Trump.
”Den såkaldte e-mail-gate er det rene bullshit – ups, du må endelig ikke fortælle mine studerende at jeg bruger ordet bullshit”. Sådan lyder det fra Candy, som er universitetslektor på University of Southern Florida. Candy og jeg er begge til vælgermøde for Hillary Clinton i denne uge. Hun vil helst ikke have sit efternavn offentliggjort, men sit arbejde vil hun gerne ud med. Jeg forsikrer Candy om, at selvom POV International har vokseværk, så er det næppe sandsynligt, at hendes unge amerikanske studerende vil opsnappe citatet.
Den hvide midaldrende kvinde fortæller, at hun som lærer ikke ville kunne stemme på andre end Hillary. Hun tager sin rolle som educator alvorligt forklarer hun: ”Hillary har arbejdet hårdt i mere end 35 år på at gøre livet bedre for unge, gamle, syge, børn og offentligt ansatte,” lyder dommen.
Candy er både alvorlig og indtrængende – og hurtig på aftrækkeren – da jeg spørger ind til hendes holdning til den tidligere førstedame, senator og udenrigsministers troværdighed.
For netop mistillid til Clintons sanddruelighed er et kæmpe problem i alle meningsmålinger. En ny meningsmåling foretaget af CNN i denne uge viser f.eks., at vælgerne ikke er vilde med nogen af de to store partiers kandidater til præsidentvalget, men at Clinton vurderes til at være mere utroværdig end Donald Trump – tallene er 50 procent over for 35 procent i den republikanske kandidats favør. Det forstår Candy ikke:
”Hun er enestående og omsorgsfuld og jeg ved at hun er troværdig”, svarer hun med eftertryk. En anden Hillary-fan stemmer i med henvisning til Clintons rival, Trump: ”ham den anden fyr, han er fandeme utroværdig”.
Jeg går videre på University of Southern Floridas smukke campus i Tampa. Middagssolen brænder på huden og jeg rykker ind i skyggen under magnoliatræerne. Folk ankommer i en lind strøm for at overvære det stort anlagte Hillary Rally her i USA’s mest folkerige svingstat. Vælgermøderne – the rallies – er især vigtige for de to præsidentkandidater i svingstaterne, altså de stater, hvor resultatet er uforudsigeligt og hvor begge lejre kan løbe af med sejren.
I Florida fører Clinton pt. over Trump med blot to procentpoints – som det fremgår af nedenstående grafik fra Washington Post. Men føringen er langtfra sikker, 10 procent af statens vælgere har ikke besluttet sig endnu, så hun er fortsat nødt til at sætte både penge og mandskab ind lokalt. Og det har hun også gjort. Amerikanske medier beretter at hendes beredskab i Florida er både større og bedre forberedt end Trumps, som man f.eks. kan læse her i den lokale Tampa Bay Times.
Candy og jeg siger farvel men da jeg går ned mod den store sportshal, hvor det hele foregår, stopper en anden politisk aktivist mig. Han præsenterer sig som Barry Bylund og fortæller at navnet er svensk og at der ”vist nok er en by der hedder noget lignende.” Det må være Lund, tænker jeg. Barry siger venligt, at han hverken vil stemme på Hillary eller Trump, men at han i stedet satser på Gary Johnson fra det Libertarianske parti – The Libertarians.
Han fortrækker en ”non-interventionist” kandidat; altså én der som udgangspunkt vil holde USA ude af internationale konflikter og som ikke ”hele tiden skal være verdens politimand.”
Johnson nyder en vis interesse som tidligere republikansk guvernør – særligt blandt frafaldne republikanere, som ikke ønsker at stemme på den flamboyante og uforudsigelige mangemillionær, der er endt i spidsen for deres parti. Men det er svært i et topartisystem som det amerikanske og den store udfordring for Libertarianerne er nu og her, at de endnu ikke har nået de magiske 15 procent i meningsmålingerne, som giver adgang til de landsdækkende Tv-transmitterede debatter.
I nogle stater har partiet nået the threshold, men i de fleste er der stadig et stykke vej – og tiden er knap. Den første debat mellem præsidentkandidaterne finder sted den 26. september på Hofstra University i New York. Jeg ønsker Barry og hans parti god vind og stiller mig i kø foran den store hal, sammen med omtrent tusinde andre Hillary-interesserede tilskuere.
Det er imidlertid ikke alle, som er interesserede i fru Clinton på den hjertelige måde. Langs stien, hvor den lange kø står og sveder, har en større flok Trump-tilhængere taget plads. Flere af dem er iført T-shirts med påskriften ”Hillary for Prison”.
De står med skilte, som anklager Hillary Clinton for at være en kvinde med blod på hænderne. Blodet tilhører angiveligt de to amerikanske diplomater samt to CIA folk, der blev dræbt af terrorister, da det amerikanske konsulat i Benghazi blev angrebet tilbage i 2012. Hillary lied while people died, står der på et andet skilt. Nogle af Hillarys tilhængere råber ukvemsord til demonstranterne. Andre ser blot misbilligende på, mens de hvisker lidt med deres sidekvinde. Jeg spørger demonstranterne om de har i sinde at deltage inde i salen. De fleste af dem siger no thanks.
Obamas regnbuekoalition i nye hænder
Vel igennem metaldetektoren møver jeg mig igennem menneskemængden til tonerne af Bruce Springsteens Land of Hope and Dreams. Bossens hæse, intense stemme synger: This train carries saints and sinners, this train carries losers and winners, this train carries whores and gamblers.
Clinton-kampagnen har gjort meget for at imødekomme det pluralistiske og multikulturelle Amerika. I hovedkvarteret i Brooklyn ønsker man at bygge videre på Barack Obamas fortælling om det Demokratiske Parti som et regnbueparti, der kan rumme alle livsstile, racer og religioner, unge, gamle, kvinder, mænd, LGBT mennesker og handicappede. Det tager mig ikke mange sekunder at konstatere, at planen også bliver implementeret. Publikum er til dette arrangement væsentligt mere forskelligartede end til det foregående Trump/Pence Rally i Sarasota, som primært havde lokket ældre og hvide mennesker til, mens stormen Hermine rasede.
Ser man på de mange meningsmålinger, er tendensen heller ikke til at tage fejl af. Omtrent 9 ud af 10 afrikansk-amerikanske vælgere foretrækker Clinton fremfor Trump. To tredjedele af latino-vælgerne foretrækker ligeledes Demokraterne frem for The Grand Old Party (Republikanerne) – og sådan bliver det ved, indtil man kommer til den hvide mandlige del af den amerikanske befolkning og hvide gifte kvinder. Her har Trump et forspring. Et forspring der dog indtil videre ikke er stort nok til at iklæde ham førertrøjen.
Musikken brager ud af højtalerne. Scenen er placeret så langt fremme i salen, at der er plads til mange rækker bag ved. Alt dette er til ære for TV, da det altid virker dynamisk, når en politiker både har folket i ryggen og foran sig.
Endelig dukker hovedpersonen op. Hun er, ligesom Mike Pence var det i sidste uge, forsinket. Hun er en velholdt og velklædt ældre dame og har ikke, som sladderpressen i f.eks. National Enquirer påstod i sidste uge, taget på i vægt. Stemmen er til gengæld slidt og lyder som en rasp over et stykke tørt træ. I går havde hun ved sit rally i Cleveland, Ohio også problemer med stemmen og måtte rømme sig flere gange. Der gav hun Trump skylden for det mindre hosteanfald, og sagde at hun fik allergi hver gang hun tænkte på ham.
På scenen her i Tampa virker hun imidlertid, på trods af stemmen, veloplagt og ved godt mod. Hun kommer hurtigt i gang og sætter allerede fra start ind med nogle dybe stød vendt mod sin modstander. Publikum lader til at elske denne kamp på ord. Hun proklamerer at Trump er unfit to be President.
”You go, girl” kontra ”frygtens kandidat”
Efter nogle mere eller mindre obligatoriske taksigelser, gør hun det også klart, at der er stor forskel på hvad man kan forvente af en demokratisk og en republikansk præsident.
De politiske budskaber tiltrækker ikke helt den samme entusiasme, men tværtimod en mere afdæmpede tilkendegivelser af, at ”hun har ret”. Publikum på gulvet er vågne, men ikke ekstatiske. En enkelt udbryder dog: You go girl! Hillary begejstrer bare ikke på samme måde som den mere messende Barack Obama gjorde det tilbage i 2008. Selvom budskabet er positivt, virker det alligevel som om de almindelige vælgere i højere grad vælger at stemme på Demokraterne af frygt for det modsatte, frem for glæde og begejstring ved den foretrukne kandidat. I hvert fald udtrykker flere af de tilstedeværende, at de for enhver pris vil undgå the Mad Man.
Hillary puster også selv til denne frygt for The Donald, ved at pointere, at Trump ”mener, at alt er galt med vores land. Han siger at vores militær er til rotterne”, hvilket langt fra er tilfældet i Hillarys optik. Som tidligere udenrigsminister roser hun stort set altid militæret i sine taler – således også i dag. Hun fortæller også tilhørerne, at Donald Trump vil bruge atomvåben mod sine modstandere, hvilket får publikum til at buuhe lettere automatiseret.
Overskriften på dagens vælgermøde er National Security, og her markerer den erfarne politiker, at hun ligger milevidt fra sin modstanders tilgang. Hun understreger at USA skal work with our allies og henviser endnu en gang til sit valgslogan Stronger Together.
Hun fortæller med lavmælt stemmeføring, hvordan hun sammen med et ”stærk hold af rådgivere” var med til at træffe beslutningen om at take out Bin Laden. Beslutningen blev, ifølge Mrs. Clinton, ikke taget hurtigt, men var meget grundigt tilrettelagt. Dette forhold er med til at bestyrke et billede af hende som en omhyggelig og nidkær politiker. Hun omtaler sig selv som en ”tålmodig og vedholdende person”, der vil arbejde hårdt og sætte sig grundigt ind i sagerne inden hun tager stilling. Dette står i umiddelbart kontrast til Donald Trump, som i forgårs ifølge CNN proklamerede, at han ville forberede sig på de kommende debatter, men at han ikke ville ”over-forberede sig”.
Langt fra i mål endnu
Andre temaer kommer op denne varme eftermiddag på det store universitet, der med sine godt 47.000 studerende er Floridas femte største universitet.
Hillary taler passioneret om, hvordan hun som ung havde følt det vanskeligt at skulle starte på universitetet, fordi der i hendes familie ikke var tradition for at tage en videregående uddannelse. Hendes mor havde beordret hende til at ”holde ud”.
Hun taler om ligeløn for lige arbejde, om at hun vil gøre sit bedste for at gøre indkøb af receptmedicin billigere, at unge skal have lettere adgang til forskellige typer af uddannelse, at der skal være mulighed for at vente i op til 3 år med at tilbagebetale studiegæld. Det sidste afføder ikke overraskende et langt bifald fra salen.
Hun fletter let og behændigt den igangværende Zika-epidemi sammen med den generelle diskussion om sundhed i hele USA – en diskussion som ikke er blevet mindre betændt og politisk sprængfarlig, efter at blandt andet NPR News (National Public Radio er USA’s public service radio netværk), har bragt historier om, at nogle forsikringsselskaber har hævet priserne betragteligt efter indførelsen af The Affordable Health Care Act, altså præsidentens sundhedsreform også kaldet Obamacare.
Efter en times tale, masser af klapsalver, en lang stime af selfies med dronningen af ballet, går jeg ud igen til tonerne af Marvin Gaye og Tammi Terrels version af ”Aint no mountain high enough” og bliver mødt af en enlig prædikant med et stort skilt, der viser, at vi alle sammen er mere eller mindre fordømte. I hvert fald hvis man er ”løgner, katolik, har sex uden for ægteskab, er homoseksuel, er mand og opfører sig pigeagtigt, tager stoffer og bruger grimt sprog”.
Jeg føler mig med det samme skyldig og skynder mig derfor videre. På vej ud af campusområdet taler jeg med Tim Jones, en afrikansk-amerikansk studerende på 21, som efter dette rally føler sig overbevist om, at han vil sætte sit kryds ved Hillary Clinton. ”Jeg har været i tvivl længe, men nu er jeg sikker”, siger han og smiler genert.
Jeg går ned i P-huset og starter den gamle Dodge Grand Caravan som min mekaniker kalder en Mummy-mobile og kører ud i den varme og spændte floridianske virkelighed. En virkelighed, hvor politik i øjeblikket mest af alt lader til at være et fravalg mere end et tilvalg, på trods af den historiske situation, hvor amerikanerne for første gang kan vælge en kvinde som præsident.
Om 62 dage, vil det vise sig om Hillary Clintons samlede anstrengelser også giver hende den ypperste titel af alle.
Topfoto: Troels Gaihede – Hillary Clinton bliver budt velkommen på scenen af Mary Lent, Air Force veteran, til vælgermøde i Tampa.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
