Billdede fra Samtalesalon i Danmark

Mød op!

i Danmark/Kultur & Medier af

Facebookdebatter og Danmarks samtalekultur er vores fælles ansvar

I de seneste uger har der været meget fokus på højprofilerede forskere og debattører, der har meldt sig ud af Facebook på grund af tonen i debatten. Og ofte har de fået stor applaus for den beslutning.

Selv er jeg temmelig skeptisk overfor Facebook som virksomhed og deres problematiske håndtering af brugernes ophavsret. Og jeg kan sagtens forstå behovet for digital detox, hvis man oplever sin koncentration og sit nærvær forvitre.

Men “jeg melder mig ud på grund af tonen i debatten”-argumentet har jeg virkelig svært ved at acceptere – og endnu sværere ved at forstå, at folk applauderer så højlydt. Når det ene koryfæ efter det andet melder sig ud, bidrager det udelukkende til at forstærke den dårlige tone, man brokker sig over. Svaret er ikke at melde sig ud i protest og høste en hurtig engangsklapsalve. Svaret er at blive og være med til at sprede de gode eksempler ved selv at være et godt eksempel. Svaret er at bidrage med nuancerede pointer, ordentlige svar på uredelig tiltale, videns- og kunstformidling af høj kaliber.

Lad ikke Mount Stupid få krammet på dig

Melder man sig ud, bidrager man til det allerede udbredte problem i samfundsdebatten, humoristen Zach Weiner kalder Mount Stupid. Mount Stupid-grafen ser sådan her ud og illustrerer forholdet mellem vores villighed til at ytre os om et givent emne og vores faktiske viden om emnet:

Mount_stupid_ai

Zach Weiners “Mount Stupid” genoptegnet af Kristian Eskild Jensen til håndbogen “Borgerlyst – mere handlekraft i hverdagen”. Bogen kan du downloade gratis her.

”Mount Stupid” er det punkt, hvor kurven topper første gang og symboliserer det sted, hvor mange vigtige samtaler løber af sporet. Dem, der kun ved lidt, udtaler sig med størst selvsikkerhed, mens dem, der ved lidt mere og dem, der står ved, at de ikke ved så meget, trækker sig fra diskussionerne.

Det er en helt forståelig reaktion, men det er meget, meget problematisk for samfundsdebatten generelt. Og endnu mere problematisk på de sociale medier, hvor uvidenheden risikerer at kommer til at fylde mere og mere, hvis ikke dem, der faktisk ved, hvad det drejer sig om, bidrager til at få debatterne på ret køl igen.

Dem, der kun ved lidt, udtaler sig med størst selvsikkerhed, mens dem, der ved lidt mere og dem, der står ved, at de ikke ved så meget, trækker sig fra diskussionerne.

Jo flere der trækker sig på grund af debattonen, jo værre bliver debattonen, for vi har brug for hinanden til at hjælpe med at sætte fokus på og sprede de gode eksempler og det er markant nemmere at skabe skoleeksempler på ordentlige kommentartråde, hvis man er nogen stykker, der viser, hvordan man kan gøre en konstruktiv samtale på de sociale medier, selvom man har vidt forskellige holdninger, personlige erfaringer og faglige forudsætninger. Det er et helt basalt spørgsmål at bidrage enten til den onde spiral eller til den gode.

Vi kender de samme mekanismer fra de udbredte protestbevægelser, der ofte har overraskende stort held til at blokere em sag eller helt fantastiske arkitekturprojekter eller tiltrængt nytænkende lovgivning. De repræsenterer sjældent flertallet. Ofte er det faktisk kun en meget lille gruppe borgere, der har fundet sammen om at protestere. De larmer bare mest og organiserer sig bedst. Så alle dem, der egentlig er FOR sagen enten ikke tør give deres mening til kende af frygt for at blive skammet ud eller oplever at deres sporadiske pip drukner, fordi der ikke er nok til at bakke op og dele det gode.

Udsigten fra mit eget Mount Stupid

Det erikke fordi, jeg ikke kender fornemmelsen. Faktisk føler jeg længe, at jeg har stået på toppen af Mount Stupid og stirret opgivende ned i debatdybet. I det år, der er gået siden skuddramaet i København – der blandt andet har budt på flygtningestrømme og folketingsvalg med skarpt optrukne fronter og blokke – har jeg for alvor bidt mærke i, hvor meget vi alle sammen i flæng taler om, at noget er dansk eller udansk. Og hvor dårligt det klæder os alle sammen.

Dét, der får nogen til at skamme sig over Danmark, er præcis det samme, der gør andre stolte. Dét, der forekommer den ene inderligt udansk, forekommer den anden at være rigtigt dansk.

Uanset hvilken fløj vi tilhører, siger vi i flæng, at vi er stolte af Danmark, glæder os over igen at se, det Danmark, vi kender eller skammer os over Danmark. Det er bare vidt forskelligt, hvad det er for situationer, beslutninger, lovgivninger eller udmeldinger, der får os til at bruge de samme vendinger. Dét, der får nogen til at skamme sig over Danmark, er præcis det samme, der gør andre stolte. Dét, der forekommer den ene inderligt udansk, forekommer den anden at være rigtigt dansk.

Jeg har svært ved at holde det ud. Og når koryfæerne melder sig ud af Facebook genkender jeg lysten til at bare at trække sig. Lystej til at sige, at hvis ikke folk begynder at tale ordentligt sammen, kan det hele også være lige meget. Jeg er – som retoriker og som initiativtager til Borgerlyst og Samtalesaloner – en af dem, der ved ret meget om debatkultur og samfundsengagement. Og jeg vil meget nødig bidrage til  mudderkastningen. Børnehaveballaden. Skyttegravskrigen.

Du har et ansvar som medborger – men hvordan?

Men det er netop ikke ensbetydende med, at jeg så skal melde mig helt ud debatten. Nej – det betyder, at jeg i stedet skal bruge min viden og mine kræfter på at være med til at udvikle nogle alternativer. Nogle nye debat- og samtaleformer. Vores med til at kridte nye spillebaner op.

Som retoriker har jeg et ansvar. Der skal ikke meget analyse til for at påpege, at der er “rod i hjemlerne.“, når vi diskuterer danskheden. Og at vi aldrig kommer til at få en ordentlig debat om Danmark, før vi holder op med at tage hinanden som gidsler i en danskhed, ingen af os har patent på. At det bliver umuligt at lytte til modstandernes synspunkter, hvis man fra starten er blevet anklaget for at være udansk eller den anden part med det samme har meldt ud, at vedkommende skammer sig over Danmark. At debatkulturen opildner til skyttegravskrige og uenighed fremfor at fremme det konstruktive og samtalerne om det fælles bedste. Når man er uddannet i at kunne se gennem problemerne i medierne og debatterne, er det næsten ikke til at holde ud at se den ene debat efter den anden køre af sporet. Det er ekstremt fristende at lave en “Mount Stupid”.

Men det er ikke svaret. Svaret er at udvikle helt konkrete prototyper på nye samtaleformer.

Som borger har jeg  nemlig et medansvar for selv at bidrage til debatten og mediestrømmene med den slags indhold og samtaler, jeg selv længes efter. Hvis jeg længes efter at tale om alt det, vi har kært og som virkelig gælder, men som vi ofte glemmer når debatterne raser og kriserne kradser … og hvis jeg længes efter samtaler, der kan rumme de vidtløftige perspektiver, det store udsyn og det stof drømme er gjort af … hvis jeg savner mødesteder, hvor vi i fællesskab udvikler løsninger, vi trods vores uenigheder kan samles om og være stolte af … ja så er det mit eget ansvar at være med til at skabe dem selv. Og ikke bare at melde mig ud af samfundsdebatten i stiltiende resignation.

Men så når vi til den rigtige svære del: Hvordan præger vi de sociale mediestrømme med det alt tankevækkende, eftertænksomme, nuancerede, komplekse og inspirerende?

Eksperiment: Samtaledøgn om DANMARK 4. marts

Jeg ville ønske, jeg kunne præsentere et forkromet svar i denne artikel. Det kan jeg desværre ikke. Men som alternativ til den store Mount Stupid Exit har jeg sammen med Helle Solvang fra Sproglaboratoriet på P1 sat gang i et omfattende eksperiment, som man kan kalde en grundforskning i sociale mediemekanismer, samtalekultur og nye fællesskaber. Jeg aner i skrivende stund ikke om det lykkes. Men om ikke andet bliver vi forhåbentlig alle sammen en del klogere, så vi i det mindste har dét at bygge videre på i vores kommende forsøg og eksperimenter.

Eksperimentet hedder “Samtaledøgn om DANMARK” og løber af stablen 4. marts 2016. Ideen er at få så mange, og så forskellige, danskere som muligt til at mødes på tværs af ståsteder, fag, aldersgrupper og politiske overbevisninger og snakket godt og grundigt om alt det grundlæggende.

Åbne spørgsmål alle kan snakke med om

Omdrejningspunktet for Samtaledøgnet er en samtalemenu med forskellige spørgsmål, alle kan snakke med om. Den ser sådan her ud:

Samtalemenu_om_Danmark_pdf-2
Samtalemenuen alle bruger som omdrejningspunkt for Samtaler om DANMARK under samtaledøgnet den 4. marts. Print samtalemenuen og de andre materialer her.

Som det fremgår lægger spørgsmålene ikke op til konfrontation og debat. I stedet opfordrer de til åbne og fordomsfrie samtaler, hvor samtaleparterne sammen udforsker danskheden, de udfordrer og muligheder, vi står overfor lige nu – og hvilken rolle vi hver især spiller i vores samtid.

Det skulle gerne danne udgangspunkt for samtaler – og kommentarspor – hvor vi kan udveksle synspunkter og erfaringer, selvom vi er uenige. Og kan får større forståelse for, hvorfor hinanden mener, stemmer, prioriterer og reagerer, som vi gør. Alle de begrundelser, erfaringer og nuancer, vi aldrig når frem til, når vi har travlt med at skamme os eller hinanden.

Skab anledninger til at rykke på noget – sammen og samtidig

Så måden at formulere spørgsmålene og samtaleemnerne er ét af samtaledøgnets bud på, hvordan vi kan påvirke de sociale mediestrømme. Et andet er ideen om at skabe en anledning til at finde sammen i et større fællesskab. Det kommer konkret til udtryk ved, at vi har skabt en ramme, som folk kan deltage i på vidt forskellige måder. Samtaledøgnet er en fælles ramme, der gør det nemt for rigtig mange at deltage og virke hvor, hvornår og på den måde, der passer os bedst. Selvfølgelig kan man sagtens snakke om de samme spørgsmål resten af året – det håber vi faktisk, folk gør. Men Samtaledøgnet er anledningen til at få rykket på det.

Borgerlysts “signatur-arrangement” foregår i Tårnet på Christiansborg, hvor Helle Solvang og jeg samler 100 samtidsaktører for at dele erfaringer og skabe grobund for nye samarbejder på tværs af ståsteder. Vi startede med en helt åben tilmeldingsproces, hvor vi sammensatte deltagerne ud fra “forskellighedsprincippet”, så alle vil få en chance for at spille sig på banen og så der bliver plads til de nye ansigter, mens “først til mølle”-princippet ville have favoriseret dem, vi allerede kender. Resten af pladserne har vi siden suppleret op med gæster, vi direkte har inviteret, fordi vi syntes, deres faglige vinkler, politiske ståsted eller tilhørsforhold var underrepræsenteret blandt dem, der selv havde meldt sig.

Og vi er overvældede over, hvor spændende og varieret en forsamling, der er kommet ud af dén tilmeldingsproces. Aldersspændet går fra begyndelsen af 20’erne til slutningen af 70’erne. Det politiske spektrum inkluderer begge yderfløje. Gæster kommer stimlende fra mange landsdele. Og vi blev vildt inspirerede af at læse tilmeldingerne og se, hvordan gæsterne på hver deres måde er med til at præge vores samtid. De virker gennem store ungdomsorganisationer, iværksætter-projekter, erhvervslivet, spontant opståede folkebevægelser og klassiske foreninger. Som embedsmænd, filosoffer, mæcener, domsmænd, debattører, partimedlemmer og lærere. Nogle er kendte navne fra debatprogrammerne, kulturlivet og videnskabens verden. Og nok så vigtigt er et par håndfulde blandt dem, man ellers ikke hører så meget i til i medierne, men som i dagligdagen som aktive medborgere gør en kæmpe forskel for vores samtid.

For os som værtinder er det en spændende udfordring at sammensætte et program, skaber plads til alle de forskellige stemmer, og som sikrer at gæsterne får mødt dem, der er meget anderledes end dem selv og deler erfaringer i den åbne og fordomsfrie ånd, arrangementet er tænkt.

Få fællesnævnere og fuld frihed

I resten af landet arrangerer folk lokale samtalesaloner, hvor de mødes for at snakke om den samme samtalemenu. I starten af ugen så Danmarkskortet med de lokale samtalesaloner sådan her ud:

Lokale samtalesaloner
Over hele landet holder folk deres egne samtalesaloner ud fra devisen “Samme døgn – samme samtalemenu”. Vi har vidt forskellige holdninger og overbevisninger. Men vi er fælles om at mødes til fordel for det fælles bedste. Se den fulde over oversigt over, hvor og hvornår, der er lokale samtalesaloner her.

Det tankevækkende er, at jeg i langt de fleste tilfælde ikke aner, hvem initiativtagerne til de lokale samtalesaloner er. Det er mennesker, der åbenbart længe har fulgt med i mit arbejde med Borgerlyst og Samtalesaloner, og som åbenbart længe har haft lyst til at lægge hus til en samtalesalon. Men de har aldrig før givet sig til kende. For dem har Samtaledøgn om DANMARK været en anledning til at sige “ok, nu er det nu”. Havde vi bare lagt samtalemenuen ud og sagt, at nu synes vi, folk skulle tage at mødes og snakke sammen om denne samtalemenu, ville mange havde syntes, det var en god ide. Men få ville have fået det gjort. Når vi vælger en bestemt dato, prioriterer en række meget travle og efterspurgte mennesker at samles i Tårnet på Christiansborg, superseje borgerlystne mennesker, der over hele landet får holdt deres første samtalesaloner og hvor mange samtalelystne kigger med for at se, hvilken samtalesalon de skal tage til.

“Til samtaledøgnet er den fælles ramme, at det foregår samme døgn og at alle undervejs skal tale om den samme samtalemenu. Men i øvrigt står det folk frit for, hvordan de vil tolke og twiste ideen.”

Samtidig er det vigtigt at fortælle, at initiativet er skruet sammen, så der på én gang er et tydeligt fællesskab, men at de enkelte individer samtidig frit kan udvikle og fortolke deres diskussioner på en måde, der passer dem. Til samtaledøgnet betyder den fælles ramme, at samtalen finder sted samme døgn og at alle undervejs skal tale om den samme samtalemenu. Men i øvrigt står det folk frit for, hvordan de vil tolke og twiste ideen. Det har inspireret retorikerne på Købenahavns Universitet til at zoome ind på den aktuelle debatkultur og supplere samtalemenuen med korte inspirationsoplæg fra to af landets fremmeste forskere. “Tur med en fremmed” har udviklet en særudgave, hvor den totimers travetur med en fremmed undervejs byder på Samtaledøgnets samtalemenu. Forskellige foreninger benytter lejligheden til at sætte fokus på deres hjertesager, hvilket står dem frit for, så længe det er meldt ud på forhånd, så gæsterne ved, hvad de går ind til. Så på den måde bliver der plads til at samtale om Danmark på alle mulige forskellige måder og fra mange forskellige ståsteder.

De sociale mediers demokratiske potentiale er intakt – det gælder om at bringe det til live

Så kan det godt være, at de sociale mediers demokratiske potentiale til daglig ser ud til at drukne i kattevideoer, ferie-fotos, glasurovertrukne børnefamilier, click-bait-konkurrencer og rådden debat. Men når man står på toppen af Mount Stupid og overvejer, om man skal stemple ud eller ind af debatten, er det et kolossalt lyspunkt, at så mange omvendt finder vej til og deltager i et eksperiment som dette via de sociale medier. Faktisk havde det slet ikke kunne lade sig gøre uden:

  • Takket være de sociale medier er der blevet arrangeret over 20 lokale Samtalesaloner om DANMARK. I Hammerum, Bjert, Kerteminde, Stege, Feldballe og mange andre steder har lokale kræfter selv taget initiativet. Ideen har nået til de mennesker af helt ukendte virale veje. Havde jeg lavet samme initiativ før de sociale medier famdtes, ville jeg typisk kun have haft kontakt til dem, jeg allerede kendte og i min fordomsfuldhed troede ville tænde på ideen. I dag er langt nemmere for ligesindede at finde hinanden, forbinde sig trods lange distancer og finde sammen om ét fællesskab, selvom man i øvrigt måtte være uenige om alt muligt andet.
  • Havde det ikke været for de sociale medier, ville det have kostet en formue at skulle nå lige så langt ud med ideen, som den er nået ud nu. Og jeg ville have været meget afhængig af at gøre ideen spiselig for journalisterne, der tidligere egenrådigt kunne afgøre om noget var en god historie eller ej. Nu kan jeg selv formulere det og se, hvem det appellerer til. Man kommer ikke sovende til det. Og hvad det ikke koster i kroner, koster det i tid og benarbejde, hvis et socialt medieeksperiment skal sprede sig. Men selvom jeg da selvfølgelig ville jeg da ønske, at frugterne af mit arbejde nåede endnu længere ud end tilfældet er, er jeg alligevel imponeret over at se, hvor mange der følger med, uden at det har kostet en krone.
  • På de sociale medier er det nemt at teste tanker og ideer. Man kan sende de første prototyper ud, se hvordan folk reagerer og hele tiden justere lidt på dem. Man kan spørge folk, der følger med, hvad de finder interessant i stedet for bare at gætte sig til det – og man kan få masser af inspiration. For eksempel spurgte Helle Solvang og jeg undervejs i processen medlemmerne af Facebook-gruppen, hvilke spørgsmål om Danmark, der lå dem mest på sinde. Og selvom vi ikke brugte nogen af formuleringerne en-til-en var de mange gode spørgsmål til kæmpe inspiration i vores arbejde med samtalemenuen. Og vi opdagede, at nogle spørgsmål lå flere mere på sinde, end vi på forhånd vidste.
  • Med de sociale medier er det muligt at sprede samtalerne ud over meget længere tid, end den enkelte samtalesalon eller i dette tilfælde samtaledøgnet. Her i optakten har det været vildt inspirerende for både mig og alle dem, der følger med at se, hvordan andre har ladet sig inspirere af ideen og så har twistet den lidt, så den passer til deres behov og situation. En skole på Vesterbro vil ”børnificere” samtalemenuen og bruge den som udgangspunkt for en filosofitemadag. Forskellige arbejdspladser vil printe samtalemenuerne og bruge dem i frokostpausen. Bogklubber og netværksgrupper vil bruge samtalemenuen som omdrejningspunkt for næste møde. Og efter samtaledøgnet er det også takket være de sociale medier, at alle der har været med kan fortsætte samtalen og mixe inspiration fra de lokale samtalesaloner.

Lad os kæmpe for alt, hvad vi har kært

Jeg aner ikke, hvordan samtaledøgnet løber af stablen fredag. Og jeg siger ikke, at den slags initiativer er den perfekte løsning på problemerne. Men det er trods alt med til at gøre en lille forskel og lære os noget om, hvordan mekanismerne fungerer. Og så er vi i det mindste så meget klogere næste gang vi sætter et eksperiment i søen. Løsningen er i hvert fald ikke at melde sig ud og overlade samfundsdebatten til Mount Stupid-tyranniet. Så hellere blive og være med til at kæmpe for alt, hvad vi har kært. Og lade tusind debatter blomstre.

Vil du være med:

Du kan læse meget mere om Samtaledøgnet her – borgerlyst.dk/danmark. Her kan du også printe samtalemenuen, annoncere din egen samtalesalon og se, hvor du kan snakke med over hele landet.

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.

Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.

Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 

Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 

På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  

Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696