Matador: Spillet om Korsbæk – Årets Julekalender 23.12

i Kultur/Film af

JULEKALENDER // 23. DECEMBER – Næstsidste afsnit er mere fokuseret på stemning end på plot. Det er et af de æstetisk bedste afsnit. Og det er her, vi får den sidste helt nye scene i Matador. Det er et af de mere undervurderede afsnit.

En mand stiger af toget. Sådan starter ganske mange afsnit af Matador, især i den første sæson, når en ny spiller introduceres. Men denne gang er det anderledes. Det er ikke en mand der kommer til byen for at sætte sit præg, åbne en bank, tale til et vælgermøde. Det er en desperat ung mand, der er vendt tilbage til sin barndomsby for at snakke med sin barndoms kærlighed. Ulrik er under pres.

Egentlig kommer der ikke ret meget ud af mødet mellem Ulrik og Ellen – bortset fra at Boldt overhører samtalen, hvilket sætter gang i rygtespredning, der snart får en hel masse til at møde op hos familien Varnæs – men det er en stemningsfyldt scene. En god start til et afsnit, hvor det virkelig er stemningen, snarere end plottet, der er det bærende.

Der er derfor få afsnit, der som afsnit 23, afhænger af æstetikken. Nyd hvordan scenen er filmet med lange kamerabevægelser og konstant byggestøj på soundtracket. Nyd derefter den stille kamerabevægelse henover de nymodens køkkenredskaber, der indleder scenen hjemme hos Varnæs. Eller det fantastiske klip hvor Skjold-Hansen tilbyder sandkage rundt om bordet. Og nyd senere den langsomme bevægelse, der afslører, hvor meget der er blevet lavet om hjemme hos Agnes – en væg er blevet fjernet, hvilket giver meget mere rum.

Korsbæk er en by i opbrud, en by i ombygning, og det bliver der for alvor gjort noget ud af her. Det vises langsomt og tålmodigt, og ved hjælp af kameraet mere end manuskriptet.

To personer der ikke passer ind

Plotmæssigt handler det mest om to personer, der skal finde deres plads i byen. Én der lige er kommet til, og én der efterhånden har brændt alle broer. Første halvdel, om Maja, er den stærkeste. Hun har egentlig skudt papegøjen, giftet sig ind i en familie langt rigere end hendes egen, men hun passer ikke ind. Hvad der er ekstra stærkt ved den historie er, at det ikke bare er historien om én, der vil have at tingene skal være som de plejer.

Når Maja taler om at købe babyting på kort med støtte fra kommunen, eller sidder og snakker med Agnes om de dårlige fruer, så har hun en art socialdemokratisk velfærdsstatslig klassebevidsthed, hun er stolt over at gøre tingene på den moderne måde. Så hvor banken gratulerer med ‘femte generation’, så snakker Maja i stedet åbent om at være enlig mor i Vordingborg. Som hun siger til Ulrik: ‘Kan du byde ham noget bedre?’ Det er en lille triumf for den moderne verden på falderebet, at hun ikke sidder i en ulykkelig situation, som f.eks. Arnolds pige gjorde det, da hun blev gravid.

Maude siger, de nye kvinder er ‘vanskeligere’, men de skal nok klare sig.

Historien om Jørgen Varnæs er først og fremmest præget af en fornemmelse af uundgåelighed. Jørgen sidder fast pga. murermester Jessen, og kan ikke skaffe penge til at etablere sig i Schweiz med Gitte Grå. Hans stigende desperation får ham til at gøre dumme ting, hvilket gør hans situation yderligere desperat, hvilket får him til at gøre endnu dummere ting. Det krydres med nogle flere ‘lokale fiksfakserier’, som Kristen kalder det, om hvem der skal være i bestyrelsen hvor.

Der er en vis forudsigelighed over det, indtil Jørgen bliver indlagt netop den aften, hvor Kristen er på besøg hos familien Varnæs for første gang. Sidste afsnit måtte Dr Hansen til, fordi Jørgen kørte galt, nu må han til, fordi han skal indlægges. Der er en vis repetition over det, vi havde nok forstået pointen uden at bruge så meget plot på det.

Den sidste nye scene

Men det leder hen til noget virkelig godt: Den sidste virkelig nye scene i Matador. Efter fire sæsoner er de fleste ting prøvet før, rigtig meget af det, vi ser, er gentagelser og variationer. Men scenen i Rosenhaven, den er ny. Omend der dog også bliver bundet sløjfe på et par ting, det er f.eks. første gang siden valgmødet i sæson 1, at Jørgen og Røde interagerer, er det ikke?

I afsnit 23 får den træt-elegiske stemning lov til at herske. Og resultatet er det sidste store afsnit af serien.

Rosenhaven er et nyt rum i byen, så der er mulighed for nye møder. To grupper: Taberne, der kørte galt i sidste afsnit, mødes med den jævne gruppe, der har siddet på Jernbanerestauranten siden første afsnit. Iben danser med Fede, Jenny med Mogens Lamborg. Til sidst danser Iben og Jenny, mens vi hører de sidste linjer af Molak Molak Mak Mak Mak, som lyder ‘Napoleon, den gamle gut, / han var en tapper kriger, / han skød med kugler og med krudt,/ – jeg skyder helst med piger!‘

Nye rum giver nye muligheder, og hvor Boldts sted mest var et tilholdssted for jævne mænd, så giver Rosenhaven mere plads til to kvinder, der ikke før har haft plads til at leve, som de vil. Iben og Jenny er, som Maja, Agnes og Elisabeth i og for sig på det hold, der nok skal klare sig bedre end kvinderne gjorde i forrige generation. Maude siger, de nye kvinder er ‘vanskeligere’, men de skal nok klare sig. Også bedre end Mogens, Ulrik og Jørgen.

Udmatning

‘Jeg vil ikke spille med dig længere’ siger Kristen til sidst til Mads, det andet af tre brud hos familen Skjern. Det er det, som sker. Spillet kørte af sporet for mange gange. I sæson to, hvor konsekvenserne gik ud over Elisabeth. I de sidste sæsoner, hvor Jørgen har siddet som en lus i et spil kegler (for nu at blande et par metaforer). Og under krigen, hvor spillereglerne var ændret, som Hr Stein sagde, og hvor folk som Skjold-Hansen, Jørgen Varnæs, og Mads Skjern spillede nogle mere mudrede spil. Det har tæret på byen, de mange korrupte spil, de mange tabere, der er blevet skabt. Der er en fornemmelse af træthed, af udmattelse.

Det er sikkert også serieskaberne, der er ret trætte og udmattede af at skulle skabe en serie på så højt et niveau i fire år. Den træt-elegiske stemning hersker i de tre sidste afsnit, men i afsnit 22 og 24 er den lidt i baggrunden til fordel for plot-forviklingerne, som også føles lidt som tomgang. Men i afsnit 23 får det lov til at herske. Og resultatet er det sidste store afsnit af serien. Måske det mest undervurderede?

Observationer:

* Boldt i baggrunden af Ulrik og Ellens samtale er virkelig sjovt.

* Kristen og Elisabeth bliver gift!

* Det er ofte lidt mærkeligt når Matador introducerer nye personer. Det kan man forstå ret tydeligt i scenen, hvor Murermester Jessen og Frue sidder på Postgården og kigger på Jørgen, der drikker. Korsbæk er ikke større end at folk altid vandrer frem og tilbage mellem hinanden, så det giver aldrig rigtig mening, når en Skjold-Hansen eller en Jessen dukker op, uden at vi har hørt om dem før. Han burde have spist i baggrunden af mange måltider de sidste sytten år…

Jeg la’er mig ikke true af en lomme-prokurator!


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: DR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur