KUNST // ANMELDELSE – Billedkunstneren Marta Minujín er en af tidens allerstørste stjerner, og hendes historie er alt andet en kedelig. Det er et scoop, at Minujín vises solo i så stor skala på europæisk jord med en blanding af nye og ældre værker, som på fornemmeste vis udfolder sig i Copenhagen Contemporarys haller, skriver Henriette Hellstern.
Intens, storslået og helt unikt. Copenhagen Contemporary har skabt en retrospektiv udstilling af internationalt format, der sætter sig i hver en knogle og hvert et smilehul. For mundvigen vender stadig opad, da jeg sætter mig i ly af efterårsregnen og forsøger at konsumere den energiudladning, jeg netop er trådt ud af.
Billedkunstneren Marta Minujín er en af tidens allerstørste stjerner, og hendes historie er alt andet en kedelig. Det er et scoop ud over det sædvanlige, kurator-teamet, bestående af Marie Laurberg, Line Wium Olesen og Marie Amalie Skinnebach, har bragt frem i lyset. Det er nemlig første gang, Minujín vises solo i så stor skala på europæisk jord med en blanding af nye og ældre værker, som på fornemmeste velkomponerede vis udfolder sig i Copenhagen Contemporarys haller.
Kender du ikke Minujín, er det måske fordi hun har gjort sig mest i USA og hjemlandet Argentina, men også fordi hendes gang på kunstscenen er helt speciel.
Født i 1943 i en forstad til Buenos Aires, hun elsker så meget, at hun den dag i dag har atelier samme sted. Etage efter etage, rum efter rum, tænker, udvikler og arbejder Minujín sin kunst dag ud og dag ind. “Min ideer er ikke gamle eller unge, de udvikler sig hele tiden,” har hun tidligere udtalt, og på mange måder rammer denne sætning hendes unikke proces ind. Aldrig synes kunstneren at have stået stille.
Jeg elsker det og indtræder straks i kaos
Fra årene som studerende ved Buenos Aires School of Fine Arts til hun udstillede lokalt allerede i 1957 og begyndte at være en del af den mere eksperimenterende kunstscene, har hun gået nysgerrigt til værks. Et vigtigt nedslag findes i begyndelsen af 60’erne, hvor hun arbejder i Paris og iværksætter undersøgelser af madrassens betydning, form, farve og patina.
Madrassen bliver et af kunstnerens yndlingsmaterialer, en hverdagsgenstand, som kan omdannes til kunst, sammenblandes med stærke holdninger til forbrug, værdi, og samfundsstruktur, og som udmønter sig i værket La Destruction, altså en destruktion af hele hendes hidtidige kunstproduktion. Med andre ord sætter hun ild til hele lortet, sletter alle spor og mister med vilje en mulig indtægtskilde.
Minujín tør bryde normerne
Hvorfor gør hun så dette? Fordi Minujín godt tør bryde normerne, og gerne vil skubbe til vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Hvornår er noget kunst, hvornår er noget blot en brugsgenstand, allemandseje, og hvem fastsætter værdien? er spørgsmål, hun stiller. Derfor giver det også meget mening, at netop Minujín er en af verdens første kunstnere, der inkluderer den teknologiske og digitale verden i sin praksis.
Da døren går op til det første velkomponerede rum på Copenhagen Contemporary, hvor bl.a. arkitekt Gudrun Krabbe har foldet magien ud, mærker jeg en glæde og varme, mens jeg bades i fluorescerende lys, bemalede madrasser og store digitale skærme i evig forandring. “Gad vide hvor længe jeg må blive, inden de smider mig ud,” når jeg at tænke, da kroppen bare gerne vil lande på Minujín-planeten og lade sig omslutte af farver og lys.
Midt i udstillingen tårner et rum bygget af hvide madrasser op. Minujín ønsker at skabe et blødt hvidt rum, frem for den hårde kolde white cube, som kunst ofte vises i
Jeg drages med det samme mod en af hendes stribede madras-malerier, som både pryder vægge og hænger ned fra loftet. Under coronapandemien sad hun time efter time og indfarvede, syede og skabte flere af disse dragende værker, som tager op til et helt år at producere, og som hun helst selv beholder, lader Laurberg mig vide. Heldigvis viser hun netop nu disse fortryllende værker frem for sit europæiske publikum.
Midt i udstillingen tårner et rum bygget af hvide madrasser op. Minujín ønsker at skabe et blødt hvidt rum, frem for den hårde kolde white cube, som kunst ofte vises i, uddyber Laurberg for mig. Jeg hopper en tur rundt i madrasrummet og mærker narrativet om tryghed kontra anger issues, og tænker på Minujín, som altid siger “madrasser er både til elskov og hvile”, og smiler ved det faktum, at det ofte yderpolerne hun ynder at putte i centrum, et wake-up-call af dimensioner, når yderpoler kan svinge i ét og samme rum.
I dette bløde rum bliver danske performancekunstnere under udstillingens åbningsperiode løbende inviteret til at performe, blandt andre Filip Vest. En fin måde, hvorpå samarbejdet med institution og samtidskunstnere stråler, og samtidig skaber det grobund for andre stemmer på kunstscenen.
Minujíns samarbejde med Warhol
Et af Minujíns ikoniske værker er fra hendes samarbejde med Andy Warhol i 1985. Et værk oprindeligt bestående af 12 fotografier, hvor Minujín og Warhol sidder på to røde klapstole omgivet af 1000 majskolber sprayet med guldmaling, iført sort tøj og næsten ens frisurer, kaldet “El pago de la deuda externa Argentina con maíz”, “el oro latinoamericano” (Afbetaling af Argentinas udlandsgæld med majs, det latinamerikanske guld).
Minujín giver to majskolber til Warhol, en gul og en orange, en kunstnerisk genistreg, der afspejler landenes forhold, rigdom, fattigdom og magtbalance på en og samme gang. Efter endt fotoshoot på Warhols “The Factory” i New York, signerede begge kunstnere majskolberne og delte dem ud til folk foran Empire State Building.
En anden nær ven af Minujín var Niki de Saint Phalle, måske du har hørt om værket She – a cathedral af Phalle, hvor man i 1966 kunne gå igennem en kvindekrop fra livmoder til hoved, hvor legemet var inddelt i forskellige stemningsfulde rum, på Moderna Museet i Stockholm. Året før, altså i 1965, skabte Minujín La Menesunda sammen med kollegaen og arkitekten Rubén Santantonín. “La Menesunda” kan oversættes til kaos, forvirring og pinlighed, fortæller Laurberg.
En levende gigantinstallation, som efter fem års research er blevet skabt på ny, ikke genskabt, men nyfødt i samarbejde med Museo Moderno i Buenos Aires. På Refshaleøen findes nu en slags miniudgave af Buenos Aires, hvor du omsluttes af lyd, lys, lugt, luft, overraskelser og gåder. Jeg elsker det og indtræder straks i kaos.
Turen går videre ned ad en trappe til et par flinke damer i et lyserødt rum, beklædt med makeup æsker og parfume flasker på væggene, indhyllet i en slags Carmen Curlers-vibe
Jeg bevæger mig spændt og nysgerrig langsomt ind i værket, og kan nu vælge “Entrance 1” eller “Entrance 2”. Pligtopfyldende og jysk som jeg, vælger jeg nr. 1 først og møder et kærestepar liggende i en seng, de taler sagte sammen, og er hele tiden vendt mod hinanden.
Jeg vil gerne snakke med dem, men befinder mig konstant ved siden af deres seng på en trappe og har hovedet i dynehøjde. Jeg er modvilligt blevet en voyeur og betragter et kedeligt introvert heteroseksuelt par og ender i stedet med at lytte lidt til Beatles’ “Twist and Shout”, som afspilles fra soveværelsesradioen i hjørnet.
“Entrance 2” tager mig op ad en trappe, hvor jeg bliver filmet og vist simultant på flere fjernsyn af ældre dato, nu er blikket vendt. Turen går videre ned ad en trappe til et par flinke damer i et lyserødt rum, beklædt med makeup-æsker og parfume flasker på væggene, indhyllet i en slags Carmen Curlers-vibe. Kvinderne er mere snakkesalige og jeg kan både få lagt makeup og modtage massage, men falder i stedet i snak med den svenske og spanske kvinde, der for første gang skal arbejde i et kunstværk i månedsvis, fortæller de mig.
De henviser mig til naborummets karrusel beklædt i plastikbånd i grundfarver, og jeg igangsætter med egen håndkraft forlystelsen. “Prøv indgangen bagerst først” foreslår den svenske makeup-dame, jeg stopper karrusellen foran indgangen og mine ører fyldes af lyden af kød og vand, der flyder sammen, mens plastikpølser indsnævrer gangen mere og mere. Jeg må vende om, da pladsen er for trang. I karrusellen vinker jeg til makeup-damerne og går nu ind i en lang gang beklædt i skum med bølgende gulv.
Pludselig er der lavt til loftet, og jeg befinder mig i et lille rum, hvor jeg skal skrive en kode for at lukke døren op til næste rum. Over højtalerne gjalder en instruktion på spansk, men da mit spanske er på parlør-niveau, må jeg efter et par fejlslagne kodekombinationer vende tilbage til mine nye venner i makeup-rummet.
Her møder jeg arkitekten Gudrun Krabbe. “Jeg skal nok tage dig med, jeg kan koden”, forsikrer hun mig om, lettet, men underholdt følger jeg med.
Helten, bedre kendt som arkitekten, trykker på nr. 6 og døren skubbes op. “Gud var det så simpelt” udbryder jeg, og vi griner, mens vi på den anden side afkøles i et menneskehøjt køleskab af mærket SIAM og assisterende kurator Line Wium Olesen gør os selskab, “skal I med ind i konfettirummet,” spørger hun.
Om Minujín har fortrudt destruktionen af sin tidlige kunst for at vække sit publikum, ved hverken hovedkuratoren eller jeg
Midt i et rum af spejle står en glasboks, Krabbe går ind og står i et slags vakuum, mens kaos og konfetti på et splitsekund aktiveres omkring Olesen og jeg, vi bytter plads og nu indhylles arkitekten og kuratoren i konfetti, mens jeg opholder mig i vakuum i glasskabet. Minujín leger med os og vores opfattelse af private rum og offentlige rum, adgange og modgange i et orgie af sansestimuli udfordres, præcist som hun har planlagt det. Til sidst kommer vi ud i det hårde hvide udstillingsrum, og legen er forbi.
Hos Minujín er vi altid lidt på gyngende grund
Jeg møder et par skribentkolleger, som heller ikke kunne komme ud af koderummet, vi griner af oplevelsen, mens vi mindes om, at vi er inviteret til at vække det indre nysgerrige legebarn i os, dvæle i kunstnerens fantasifulde verden og gå på opdagelse.
“I could have killed myself,” sagde kunstneren til hovedkuratoren få dage forinden, fortæller Laurberg, da de endnu engang vendte afbrændingen af hendes værker og manglende indtjening som ung kunstner. Et spørgsmål, Minujín har måttet svare på hele livet – også da Warhol sagde: “You could have been a millionaire” og hun svarede: “Yes, but I live in Argentina”.
Om Minujín har fortrudt destruktionen af sin tidlige kunst for at vække sit publikum, ved hverken hovedkuratoren eller jeg. For hos Minujín er vi altid lidt på gyngende grund, det er befriende, tiltrængt og modigt. København er værter for en verdensstjerne, så und dig selv og din omgangskreds muligheden for at slippe højtideligheden.
Det er mig en gåde, at vi først får lov til at se Minujín folde sig ud på dansk jord i en alder af 81 år
Copenhagen Contemporary og Marta Minujín har gjort alt, hvad de kan for at sætte dig fri i hårde tider, hvor modpoler tegnes endnu hårde op, og der er brug for kunstnere som Minujín, der kan skabe dialog og redde os en rum tid.
Det er mig en gåde, at vi først får lov til at se Minujín folde sig ud på dansk jord i en alder af 81 år. Men lad også dette faktum være en påmindelse om at turde invitere de mere farverige og energiske kvindelige kunstnere ind i varmen, dem der tænker anderledes og mindre kommercielt, og udfordrer den jordfarvede designverden vi omgås i til dagligt.
For Intensify Life gør dit liv bedre, kunsten gør dig gladere, og mennesker som Minujín inspirerer til at mødes og være sammen i det pulserende liv, der er alt for kort. Du vælger, om du vil blive i karrusellen, eller om du vil kæmpe dig gennem livets labyrint. Jeg ved godt, hvilken rejse jeg selv er på, hvilken vej vælger du?
Læs meget mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
