MARIE FRANK // POVCAST – I 1999 lærte alle med en radio nærmest fra den ene dag til den anden Marie Frank at kende. Sange som “Symptom of My Time”, først og fremmest, “Save a Little Love”, “Worth it” (2001) og “Under the Water” i et remix blev spillet igen og igen. Også i udlandet. Nu, 24 år senere udsender Marie Frank en EP. I denne POVcast fortæller Marie Frank om sin rejse, der indtil videre er endt i Langå.
POV’s Jan Eriksen har besøgt Marie Frank i Langå, hvor hun med en fantastisk udsigt til Langå sø bor sammen med sin mand, musikeren Anders Pedersen og deres to børn.
I podcasten taler de om alt det, der skete dengang, hvor hun rejste rundt i verden og bl.a. øvede sit håndværk i New York – og hvad der er sket siden og, hvor de nyeste sange kommer fra.
”Måske havde Danmark brug for en pige med en guitar dengang,” siger hun selv som en mulig forklaring på det pludselige gennembrud. I USA havde de Sheryl Crow, Suzanne Vega og Joni Mitchell, men indtil da var den kvindelige rock singer songwriter et relativt uopdyrket område i Danmark.
Det handler om tilfældige møder som blaffer bl.a. med bossen for Spot Festivalen og en DR radiovært, der skulle komme til at hjælpe hende videre i en proces, der endte med indspilningen af debut-albummet Ancient Pleasures i et studie i New York med det funky navn Dan’s House of Love.
Det handler om en turne, som Marie måtte gennemføre i en kørestol og på krykker.
Marie Frank som selvstændig
Efter et par hektiske år i begyndelsen af 0’erne med rejser over det meste af Europa og i USA blev Marie Frank selvstændig – hverken hun eller det tidligere pladeselskabet havde særlig travlt med at forhandle ny kontrakt – og selvstændig har hun været siden. Så det er også historien om kampen for at bevare sin integritet i en branche, hvor alle flår i en.
”Jeg følte, at jeg blev modarbejdet af mit pladeselskab, der gerne ville flytte rundt med mig. Du bliver hele tiden stillet overfor spørgsmål: Hvis du bare vil det og vil det. Det konstante pres. Der var så mange, der havde en holdning, vi synes, du skal gøre det og det. Jeg synes på en måde, det er en barsk måde at henslæbe sine tyvere på.”
Det handler om et gedigent benspænd, da festivalen Wig Wam krakkede med et brag og efterlod en række uskyldige musikere uden penge.
Men det handler ikke mindst om mødet med Howe Gelb, lederen af et af første markante alt-country bands, Giant Sand, og andre amerikanske musikere som Grant Lee Phillips og legenden Lucinda Williams. Møder som naturligt har påvirket Marie Franks sangskrivning og betydet en masse gode oplevelser og rejser.
Albummene Where the Wind Turns the Skin to Leather og Kontinua, Franks første dansksprogede album, er ganske udmærkede danske americana-album.
Og selvfølgelig fortæller Marie Frank også om arbejdet med at etablere et musikmiljø i Langå.
“Det er en lille smule mere hillbilly-agtigt herude i Langå,” som hun siger.
Dette og meget mere i denne podcast.
Lyt evt. til den nye EP her:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her