Er rocken død? Næh, det er sikkert bare lugten af Taylor Swifts parfume, du fornemmer

i Kultur/Musik af

EN SLAGS ANMELDELSE // MUSIK – Egentlig havde POVs musikredaktør Jan Eriksen ikke tænkt sig at anmelde The Sandmens koncert for nylig i Hotel Cecil, men så hørte han, at rockmusikken er død. Og besluttede derfor at trodse julefrokostmyldret i indre København.

Egentlig var det ikke meningen, at denne ’anmeldelse’ skulle være skrevet. Men efter en avisartikel og nogle samtaler indenfor den seneste uges tid både i det virkelige liv og i det digitale parallelunivers endte det altså med dette.

Det begyndte, da en ven proklamerede, at han en sen nattetime i juli næste år vil bevæge sig ud til Roskilde Festivalen for at afbrænde den orange scene. Årsagen: festivalen har booket pop-kleopatraen Taylor Swift som hovednavn i 2020. Det for ham afgørende bevis på rockmusikkens død.

Nu lever den pågældende ven på diverse københavnske udskænkningssteder i søde minder om dengang, han vandaliserede Københavns mure med sin spraydåse og kunne synge indtil flere Clash-sange udenad – og derfor stik imod al sund fornuft og logik tiltrak sig en del unge kvinders opmærksomhed. Så ingen grund til at frygte ildspåsættelse fra hans side.

Kort efter læste jeg Politikens altid velskrivende Eriks Jensens reportage/interview med Dan Baird, tidligere leder af sydstatsrockbandet Georgia Satellites.

Man kan diskutere om, der var noget nyt i punk og senere Nirvana og grunge, men det er en kendsgerning, at de strithårede englændere og de langhårede fra Seattle (og den nye Heavy Metal-scene) rebootede rock’n’roll, der i 80’erne var på vej til at udvikle sig til en kennel fyldt med bjæffende, liderlige hanhunde med puddelhundehår.

Anledningen er, at Baird efter en lang og glorværdig karriere har valgt at hale sydstatsflaget ned, stoppe som musiker, lade rocken rulle sin egen sø og i øvrigt, sympatisk nok, tage sig at sin syge kone.

”Er rocken død?”, bliver der spurgt i artiklen. En anmeldelse af The Whos nye album her på POV og arbejdet med en Mediano Music-podcast om Nirvana har igen bragt samme spørgsmål på bane.

Som det i øvrigt er gjort en fantasillion gange, siden Elvis Presley d. 22. september 1958 boardede U.S.S. Randall ved kajen i Brooklyn for at lade sig indrullere i den amerikanske hær.

Lyden af oprør og frihed

Rockmusik som lyden af oprør og frihed; som en bevægelse, definerende for en generations tale, tanke, livsstil, ja som politisk og filosofisk manifest med verdenspoltiske konsekvenser – med udgangspunkt i Memphis i 50’erne knopskydende sig frem mod begyndelsen af 70’erne.

Nej, noget tilsvarende kommer næppe til at ske igen med traditionel rock’n’roll. Og hvorfor skulle det også det? It was what it was – for at låne fra Scorseses nye Netflix-film. Den udødelige musik står tilbage på vinyler, cd’ere og i cyberspace. Historiebøgerne bugner med dokumentation.

Siden har rockmusikken deformeret og formeret sig ud i et hav af mutationer. Det er svært at se Prince som andet end en (stor) gevinst for rockmusikken. For nu bare at tage et eksempel.

Man kan diskutere, om der var noget nyt i punk og senere Nirvana og grunge, men det er en kendsgerning, at de strithårede englændere og de langhårede fra Seattle (og den nye Heavy Metal-scene) rebootede rock’n’roll, der i 80’erne var på vej til at udvikle sig til en kennel fyldt med bjæffende, liderlige hanhunde med puddelhundehår.

I USA vrimler det med bands og genrer, der fornyr, udvikler rockmusikken. De senere år har jeg set store koncerter med Jason Isbell, Nathaniel Rateliff, Tedeschi Trucks Band og gamle Neil Young, der alle har vist, at rocken lever i bedste velgående.

Med toneangivende navne som The National, Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, White Stripes, Kings of Leon har indierocken tegnet en ny rock-bølge op gennem 00’erne og frem til nu. Like it or not. De bedste af disse bands har med stor succes formået at forene tromme, bas, guitar og elektronik med indadvendthed i et nyt ekstrovert rockudtryk.

I USA vrimler det med bands og genrer, der fornyr, udvikler rockmusikken. De senere år har jeg set store koncerter med Jason Isbell, Nathaniel Rateliff, Tedeschi Trucks Band og gamle Neil Young, der alle har vist, at rocken lever i bedste velgående.

Diverse rockbands fylder danske koncertarenaer. Til næste år optræder Dizzy Mizz Lizzy/Psyched Up Janis, Kashmir og D-A-D for udsolgte huse i landets arenaer.

Nu skal der ikke nødvendigvis så meget til for at kunne kalde sig yngre end mig, men jeg har set ret mange unge mennesker til koncerter med AC/DC, Metallica og Volbeat. Tag en tur i rockklubben High Voltage og lad dig blæse igennem af unge hardrockbands. Og ja, så er der jo Copenhell.

Fortsæt selv.

Sandmen satte hotellet i brand

At tale om en åbenbaring vil være et meget stort ord. Men livsbekræftende var det, da jeg for nylig gik omkring spillestedet Hotel Cecil for at tjekke The Sandmen, der tidligere i år udgav albummet Himmelstormer. Deres niende studiealbum siden 1987.

Hvis rockmusikken er død, er nyheden undskyld mig, fandeme ikke nået frem til Allan Vegenfeldt, Michael Illo Rasmussen og Stefan Moulvad.

Første nummer Himmelstormer satte brand i lokalet. Som guitarist Stefan Moulvad selv har sagt, havde han Fripp-plektaret fremme, da nummeret blev indspillet. Underforstået – der er en vis inspiration fra guitarist Robert Fripps spil på David Bowies Heroes.

Hvis rockmusikken er død, er nyheden undskyld mig, fandeme ikke nået frem til Allan Vegenfeldt, Michael Illo Rasmussen og Stefan Moulvad

I parløb med den anden faste guitarist Jarno Varsted skabte Moulvad en vaklende Berlinmur af svimlende sustain ovenpå Michael Rasmussens og bassist Jens Heins funky sway, og med Allan Vegenfeldt på lige dele karma og karisma lød det så godt, at jeg frygtede, at det ville vise sig at være en koncertart på en alt for høj node.

Hvilket det tydede på ville blive bekræftet i det manifestagtige Lys og kærlighed, der sin trodsighed til trods var lovlig tæt på at gå i stå.

Men så er – og var der i Hotel Cecil – jo den gamle Sandmen-standard Long Leg Sally, hvor man igen fornemmede dette særlige The Sandmen swagger. Med Vegenfeldt som det naturlige fixpunkt midt på scenen.

Efter små tre kvarters tonstung rock kom balladen Kærligheden flyder med Moulvads guitar summende i baggrunden.  Med sin cinematiske lyd stod det nummer som en nåletræsfrisk udluftning i et ellers tungt udtryk, så tæt af det indimellem truede med at efterlade mig lettere konfus. Det samme med den nye københavnersang Fuldmåne, der emmer af medfølelse og solidaritet, der vender nedad.

I det hele taget er der en del eksperimenter med elektronikken på det nye album. Dette blip-båt er ikke lige vellydende – noget virker lovlig so en Ding müssen wir auch haben-agtigt.

Men Allan Vegenfeldt synger om uniformer og hagekors. Han synger “jeg er så gaden igen” – med Rolling Stones-kor ala Sympathy for the Devil –  han sang det 13 år gamle Bombing for Peace med potent vrede, der rent faktisk lyder af den indignation, teksten hævder.

Og denne aften  med en version af White Trash Red Front, der første gang jeg hørte det i 2006 lød som et altmodisch blast fra 70erne. Meget er sket omkring og sikkert også inde i denne anmelder siden. Den røde front skylder stadig at bevise, at den er i stand til at skabe større social retfærdighed og ikke mindst frihed i verden end den blå – men vreden og opråbet er forståelige som reaktion på håbløshed i en verden med daglige nyhedsopdateringer om konsekvenserne af grådighedens frie spil og et ur der smelter ned mod klimakollaps. Vegenfeldts vrede er identificerbar.

The Sandmen er set optræde ret så indadvendte ved koncerter. For mit vedkommende sidst for ti års tid siden. Som et band famlende efter en udviklingsmulighed. De synes at have fundet sig selv.

Med andre ord: en særdeles opmuntrende aften med The Sandmen. Ikke noget med Ole Lukøje for rockmusikken her.

Det vilde ved The Sandmen, som de lød denne decemberaften, i 2019 er, at disse midaldrende mænd og deres to håndgangne mænd formulerer sig, så det virker gennemtroværdigt.

Stefan Moulvads guitar fabulerer, med psykedelisk eller glamlyd, monsterstøjende eller med et støvet country-ekko som i den uundgåelige version af udødelige 5 Minutes Past Loneliness. Eller den lyder som et uægte barn af Dave Davies’ og Pete Townsends’ guitarer. De af dem, der ikke blev smadret mod hhv. storebror Ray eller scenegulvet.

Med andre ord: en særdeles opmuntrende aften med The Sandmen. Ikke noget med Ole Lukøje for rockmusikken her.

Så det er med en venlig tanke til titlen på mit yndlings-punkopsamlingsalbum Punk Dead – Nah Mate, The Smell Is Jus Summink In Yer Underpants Innit?

Er rocken død? Næh, det er sikkert bare lugten af Taylor Swifts Wonderstruck Eau de Parfume, du fornemmer.

Lur mig om ikke den særlige, heldigvis ubeskrivelige lugt af Roskilde Festival ender med at drive også den væk.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Jan Eriksen så The Sandmen i Hotel Cecil fredag d. 13.12.19.


Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35