‘Stormene’, en ny bog skrevet af Maria Helleberg, udkommer 1. juni. Bogen fortæller om reformationen som ingen før har oplevet den i form af det vilde kærlighedsforhold mellem Stygge Krumpen og Elisabeth Gyldenstjerne. Alt er forkert i deres forhold, der brød alle samtidens normer. Alligevel ville de to elskende hinanden så meget, at de nærmest genopfandt kærligheden. Maria Helleberg fortæller om bogen og dens tilblivelse. Og hun spørger: Har nogen af os egentlig turdet gå helt derud, hvor de to havnede – har nogen af os overhovedet vovet at stole lige så blindt og bevæget på kærligheden, tværs gennem fængsel, fattigdom, ærestab og ægteskab til anden side?
Her skriver jeg, for jeg kan ikke andet – betragt det som en apologi.
For hvorfor i alverden grave sig helt ned til reformationen? Jeg mener, 1536? Det er længe siden, omme bag Shakespeare, Moliere, Monteverdi, Palestina. På kanten af middelalderen, ikke sandt? Hvad kan man finde dernede? Bruge til noget?
En aften sad jeg med familie og nød festen, lige til en person nævnte Politiken, Carsten Jensen og en artikel. I løbet af fire minutter var alt grevefejdisk og skrækkeligt. Den dag tog jeg beslutningen, den bog skulle skrives netop nu.
Krise, strid, politisk had, afvisning af hinandens ret til holdninger. Tiden var inde.
Krise, strid, politisk had, afvisning af hinandens ret til holdninger. Tiden var inde. Men hvorfra kom historien selv til mig?
Det er godt nok en lang forhistorie, som begynder tilbage omkring 1970, hvor jeg var a wee little bairn, interesseret i al musik.
David Munrow og en håndfuld britiske musikere tog fat på at transskribere og opføre renæssancemusik. De gjorde det meget elegant og korrekt, og det blev en buldrende succes, også salgsmæssigt.
The wee bairn lyttede til noget hidtil uhørt. Legende, livligt, rytmisk. Hun kunne genkende en del, men andet var helt fremmedartet, og godt. Fyrre år senere har vi forsket og spillet og opdaget. Musikken blev mainstream.
Men i alle de år undlod jeg at skrive om den tidsalder, jeg bruger som new age, som pop, som lydtapet.
De gode, de onde og de utilsigtede paralleller
Det var reformationen, som gjorde det muligt endelig at fortælle min yndlingsperiode. I fem år havde jeg mærket at fødslen var på vej, men veerne udeblev, selv under en rejse gennem Luthers Tyskland.
Først og fremmest skulle tavlen viskes ren for fordomme. Læse bagom, rundt om, ind i. Læse med den almindelige nysgerrige læsers øjne. Finde en stemme.
Derefter indtraf så i 2008 krisen over alle kriser, og jeg begyndte at se parallellerne, både gode og onde og utilsigtede. Tabere og vindere og et andet samfund end man havde planlagt.
Både tabere og vindere interesserede mig. De mange anonyme, som fik helt andre liv end tiltænkt. Under forberedelserne til Renæssanceåret i 2004 forsøgte jeg at finde ud af, hvad der skete med munke og nonner efter 1536. Det viste sig, at vi har uendeligt få kilder, så jeg måtte opfinde mine to figurer. Det ærgrede mig lidt, men en forfatter må aldrig blive modløs end sige vred over at skulle digte. Så det.
Taberne var lettere. Har (også siden man var a wee bairn) haft en svaghed for den sidste katolske biskop i Danmark, Stygge Krumpen af/i Børglum.
Den mand, som dukker op i kilderne, er langt mere sammensat og interessant. Brutal men charmerende, arrogant men effektiv. Magtmennesker kan godt (også) have gode sider.
Ja, ja, ja, jeg ved at Thit Jensen var forbi, men hun så kun en nuttet hundehvalp i ham. Den mand, som dukker op i kilderne, er langt mere sammensat og interessant. Brutal men charmerende, arrogant men effektiv. Magtmennesker kan godt (også) have gode sider.
I dette tilfælde valgte en katolsk biskop i 1520 simpelthen at se stort på cølibatet og leve sammen papirløst med en fornem ung adelig kvinde, der tilmed var blevet skilt fra sin første mand. Men han sluttede sig ikke til reformationen, som ellers kunne have givet ham frihed, også til at gifte sig med sin samlever.
Det gik op for mig, at mine personer var fejlbarlige og fejlbehæftede. Og tog fejl. Og tabte.
De er ikke engang perfekte til latin. De er et par forelskede, selvoptagede – og både sympatiske og fortvivlende naive politiske aktører.
De er ikke uskyldige, det er ikke figurer fra en af Disneys børnefilm.
Det gik også op for mig, at vores idealer om at elske en person, der er fuldkommen perfekt, med perfekte synspunkter og perfekt handlemåde, er en anomali. Sådan fungerer kærlighed ikke … Befriende med andre konflikter end små ryk i samlivet på Østerbro.
Deraf voksede min ide om, at de også ind imellem, siger noget forkert, lyver, tæller forkert, præsenterer en modificeret sandhed. Ikke alle ved det samme. Ikke alle forudsigelser er sande. Ingen kender fremtiden, så både magthavere og almindelige mennesker forbereder sig selv og andre på noget, som aldrig kom(mer) til at ske.
Og i denne gamle krisetid kendte man til fænomener, vi definerer som nutidige: fake news, hustruvold, fundamentalisme, terror, revolution, medier, krig mellem klasser.
Den grænseløse uperfekte kærlighed
Det gik også op for mig, at vores idealer om at elske en person, der er fuldkommen perfekt, med perfekte synspunkter og perfekt handlemåde, er en anomali. Sådan fungerer kærlighed ikke.
Jeg stod med en kvinde, der gifter sig med en anden end den mand, hun elsker, der tilmed efter alle solemærker at dømme er en forbryder, som havner i egentlig velfortjent fængsel. Men hun har alligevel menneskeligt, om ikke moralsk, ”ret”. Befriende med andre konflikter end små ryk i samlivet på Østerbro.
Selvfølgelig kan man elske et andet menneske grænseløst, grundløst og provokerende eksklusivt på trods af, at den elskede har voldsomt graverende fejl i personligheden.
Jeg måtte også acceptere mine to hovedpersoners sociale baggrund og deraf følgende holdninger.
I lang tid har dele af dansk historieskrivning lidt under nogle søde, forældede politiseringer, der har sløret bedømmelsen af fortiden. Ja, der var også politikere til i 1500-tallet. Og ja, der var både praktikere, drømmere og en slags idealister. I et samfund med endnu mere skarpt opdelte ansvarsfelter end i dag. Et på mange måder absurd fungerende samfund (kun de fattige betaler skat!). Alligevel er det muligt at genkende politikertyper.
I den periode, jeg blev nedsænket i, findes der cirka 1500-2000 adelige i landet. Beslutningstagere og ”politikere”. Rigsrådet talte max. 50 personer. Forunderligt nok minder det om nutidens antal politikere og regeringsmedlemmer. Nogle af dem var grådige monstre. Andre selvbevidste formue-hamstrere. Og atter andre seriøse politikere.
Men i en verden, hvor alle skel og forhold synes hamret i granit, hvor magt defineres og respekteres, hvor magt kommer af besiddelse og slægt, opstår en ny form for magt. Debattørernes magt, koncentreret i en lille gruppe mænd uden jord, magt, besiddelse.
De bliver ikke alene en ny form for politikere, men kommer paradoksalt nok også til at fungere som moderne medier. Deres agitation førte til en revolution, som fjernede kirkens magt over jord og tankegang – og paradoksalt nok blev agitatorerne, da de overtog kirken, udelukket fra at udøve politisk magt.
Miraklet skete for mig ved konfrontation med kilderne.
Maria havde fået den ide, at der sikkert ikke var ret mange, eller ret meget at læse. Men jo. På grund af den turbulente periodes følger har historikerne været særlig interesserede i Christian 2. og reformationen.
Om det så er dommene i landets øverste domstol, er de udgivet i flere bind. Her kan man følge alle periodens kendte og ukendte aktørers opgør med hinanden, i somme tider endeløse kæder af retsmøder, anklager, appelsager, klager. Det var billigt at føre retssager, så alle lader til at have gjort det, også bønder mod adelsmænd, og resultaterne er forbavsende – retfærdige.
Samfundet år 1525: Tvangsægteskaber, stænder og klasser
Det største skub fremad kom som så mange gange før i en helt overraskende publikation.
Mikael Venge har i hele sin karriere som historiker behandlet den periode, jeg nu sad nedsænket i. Alle personer, alle fænomener er gået gennem hans pen. Han kender dem alle, og han er – her kommer det skønne – i stand til at (gen)skabe dem som tredimensionale karakterer.
Det var hans bog (bemærk den hotte titel), Det gamle Aalborghus. Told og skatter på Christian ll’s tid, som forvandlede beretningen.
Bogen er en skattekiste af oplysninger og sammenkædninger. Oven i købet havde Mikael gjort en del af mit forarbejde. Han havde opdaget, hvornår Stygge Krumpen gik ind i kampen for sin kommende samlevers frigørelse. Og fortalt med sådan en lyst og indsigt, at man med fornøjelse læste hver side og forlangte mere.
Stygge Krumpen var ikke altid en magtfuld, brutal politiker. Han indledte sin karriere som hurtigtløbende skatteopkræver for Christian 2. – som klerken ”mester Stygo”.
Ja, vel er rammerne på mange måder anderledes, men menneskene synes at handle, opfatte og reagere yderst forståeligt. De er stort set som os.
Ja, vel er rammerne på mange måder anderledes, men menneskene synes at handle, opfatte og reagere yderst forståeligt. De er stort set som os.
Der, hvor forskellen bliver tydelig, er på et område, der gør det lettere at skrive: De fraværende grænser, de overvældende muligheder.
Men samfundet år 1525 er altså ikke hverken entydigt eller afskyvækkende. Der er tvangsægteskaber – og det modsatte. Et stramt klasse- og standssamfund, som ikke desto mindre tillader sønnen af en skomager at blive biskop i Odense.
Et samfund uden medier, men hvor reformatorerne (”de evangeliske” eller ”lutheristerne”, alt efter holdning pro eller contra) kan fungere som massemedier. Et samfund med vidt forskellige roller til mand og kvinde – men hvor elitens kvinder beholder deres ejendom ved ægteskab og forventes at indgå i en slags familiefirma, side om side med ægtemanden.
Hvor kvinder kan blive lensmænd med ansvaret for enorme rigdomme, der tilhører staten. Hvor slægten egentlig betyder alt, men hvor individet larmer utrolig voldsomt. Slægter sprænges af striden mellem katolsk og protestantisk, som også er en politisk kamp – meget større end personen Luther.
Adelen efterlod sig en stemme
Den samfundsgruppe, som jeg gled ned i, består af under 2000 personer: adelen. Selvbevidst men ikke nødvendigvis rig. En del lever i materiel tryghed af og på enorme besiddelser, mens mange andre ejer smådele af forskellige gårde og må fægte sig igennem ved at få små len og officielle hverv. Fælles for dem er forpligtelsen til at ”værne” landet, det er derfor, hele standen er fritaget fra at betale skat. Fælles for dem er også, i højere eller mindre grad, den holdning, at deres arbejde er ”at træffe beslutninger” for andre end en selv.
Jeg ser dem som en kaste af politikere. Og reformationen som den store test. Efter Grevefejden er alle gejstlige politikere enten fængslede eller berøvet politisk stemme. Bønderne låst fast i fattigdom efter opstanden. Vejen op til adelen er stort set spærret – man kan kun adles på grund af tapperhed i krig. Den katolske kirkes meritokrati afskaffet – de nye bisper, superintendenterne, har ingen politisk magt.
Det er adelen, som har skrevet breve og efterladt sig stemmer, sprog, holdninger. De skrev lydskrift. Man kan skelne jyder fra vendelboer og sjællændere fra fynboer (kansleren Johan Friis!). Der var ingen stave-nazis og ingen retskrivning, heldigvis. Men forelskede unge mænd, der ikke kunne skrive så godt, og som bønfaldt den forlovede om at få sin far til at tyde kragetæerne (men ikke første side, hvor alle de ømme ting stod).
Deres breve fortæller meget andet end teksten. Stygge Krumpens gigthænder efter seks år i hårdt fængsel. Christian 2.s dronning Elisabeths mærkelige dansk med vild accent. Jyske vokaler. Lån fra tysk. Særlig sprogtone. Det kan godt være, de ikke har efterladt selvbiografier eller andre bevidste vidnesbyrd om sig selv, men vi har alle brevene.
Parret der brød alle regler
Grundstammen i beretningen er et par, som både bryder alle kirkens regler, og opretholder status quo. Biskoppen, der ikke drømmer om at overholde kravet om cølibat, og som rydder nonneklostrene ved hjælp af ufine metoder: man kan lægge sine soldater ind i søstrenes ”sovehus”, håndhæve korporlige straffe for småting, lade husene forfalde. Men som alligevel kæmper imod reformationen, for med den vil den liflige magt jo forsvinde.
Hun på sin side er ikke hævet over at gifte sig med en mand, der vil give hende status og platform, for at hjælpe sin fængslede elsker.
Selvfølgelig må parret ikke gøre, hvad de stædigt fortsætter med, men de har fundet en udvej: al nydelsen, al forelskelsen må stamme fra Gud, der har sat dem sammen, som i et aftalt ægteskab … orgasmen som selve godkendelses-stemplet fra Gud
Ingen af dem opdager, hvad alle andre ser klart: at reformationen betyder oplysning og indsigt. Grundlaget for viden, menneskesyn og moral bliver tilgængeligt for alle. Og med Bibelen følger alle andre værker, videnskab og fiktion. Demokrati ligger endnu langt, langt ude i fremtiden, der findes ingen ”demokrater” år 1536, Men viden bliver tilgængelig. Nedtællingen er begyndt,
Selvfølgelig må parret ikke gøre, hvad de stædigt fortsætter med, men de har fundet en udvej: al nydelsen, al forelskelsen må stamme fra Gud, der har sat dem sammen, som i et aftalt ægteskab … orgasmen som selve godkendelses-stemplet fra Gud.
Og det fraværende normale liv – de får ingen børn, og adskilles i ti år af politiske årsager – gør, at de aldrig modnes som par. Hvor deres samtidige bliver satte bedsteforældre, forbliver de et lykkeligt, ulykkeligt elskende par. De gror sammen, samhørigheden gør dem ensomme, men også ekstremt lydhøre.
Så fortællingen om politisk katastrofe blev faktisk til en kærlighedshistorie. Har nogen af os egentlig turdet gå helt derud, hvor de to havner? Har nogen af os overhovedet vovet at stole lige så blindt og bevæget på kærligheden, tværs gennem fængsel, fattigdom, ærestab og ægteskab til anden side?
Topillustration: Bogens forside.
Tidstavle
1515 Elisabeth Gyldenstjerne gift med Bonde Due
1517 Luthers teser offentliggøres
1518 Elisabeth skilt
1519 Stygge Krumpen biskop i Børglum stift
1520 Stygge og Elisabeths samliv begynder
Stockholms blodbad
1521 Rigsdagen i Worms – Luther fredløs
1523 Jyske rigsråder & biskopper fordriver Christian 2.
1524 Første danske trykte udgave af Det nye Testamente
1525 Bondeoprør i Tyskland og Skåne
Luther og Katharina von Bora indgår ægteskab
1529 Lutheranske borgere tager kontrol over Viborg
1532 Christian 2. lander i Norge med hær, tages til fange og
interneres på Sønderborg slot.
1533 Frederik 1. dør og landet sættes under styring af rigsrådet
Forsøg på at dømme Hans Tausen for kætteri
1534 Invasioner fra Lübeck og til fordel for Christian 2.
Christian 3. vælges i Ry under protest fra katolikkerne
Grevens Fejde bryder ud
1536 Fejden ender med Københavns overgivelse til Christian 3.
De katolske biskopper afsættes og fængsles
Oktober: reformationen forklares ved stort møde på Gammel Torv
1538 De fleste biskopper løslades
1542 Elisabeth indgår ægteskab med Erik Mortensen og ændrer fornavn
Stygge K. løslades som den sidste af biskopperne
Stygge K.tildeles Asmild Kloster ved Viborg som len
Hans Tausen biskop i Ribe
1544 Freden i Speyer giver Danmark ro – og fred med katolske nabostater
1546 Luther dør
1550 Første danske officielle bibeloversættelse
1551 Stygge Krumpen dør
1554 Elisabeth dør
Maria Hellebergs STORMENE udkommer 1.6. på Bibelselskabets Forlag. Bogen fejres 1.6. i Bispegården i København 17-20 med dans, musik, Cava og læsere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
