OPERA // LONGREAD – Den eneste grund til denne longread er, at jeg har haft den største oplevelse i teatret i – dette århundrede. Og det er en opera. Af Wagner. Skrevet tilbage i midten af 1800-tallet. Oprindelig så jeg den i Bayreuth, til festspillene, og nu igen på YouTube. Tobias Kratzers udgave slår mig som det mest begavede moderne bud på en iscenesættelse, der respekterer komponistens intentioner og et nutidigt publikum.
Netop i disse måneder står jeg selv med en teaterpremiere, som nærmer sig: Stormene på det store nye Vendsyssel Teater, det mest utrolige moderne teaterrum jeg kan komme i tanker om. Intimt og vældigt på samme tid. Måske er det derfor, alle sluser står åbne og alle kyniske forbehold forsvinder. Men jeg har haft en epifanisk åbenbaring her. Efter årtiers forsøg på altid at fortolke teaterværker originalt, ofte imod handling, mening og personer og tekst og musik, sker her det modsatte.
Der er tale om Richard Wagners Tannhäuser fra 1845, nyopsat i Bayreuth denne sommer af Tobias Kratzer – kun 39 år og dermed en af de unge nye instruktører. Et af Wagners tidligere værker og et af de mest omdiskuterede. For hvordan kan man i dag troværdigt iscenesætte en historie, der på papiret handler om kampen mellem den rene og den urene kærlighed? Uforpligtende sex over for livsvarig dyb kærlighed.
Hvor er vi, med vogn og Venus og Tannhäuser? Tobias Kratzer har sagt det igen og igen: Hele operaen foregår selvfølgelig i 2019. Og alt er teater. Underforstået, alt kan ske. Tro på alt, hvad I ser, for det er teater
Det er der kommet en del virkelig vulgære og kedsommelige udgaver ud af. Og en del forkrampede versioner, hvor en fortvivlet instruktør har ledt efter billeder og paralleller, ofte uden held. Jeg har set alt fra Wolfram voldtage Elisabeth til en Elisabeth, der bare dratter død om midt på scenen, og jeg har set opsætninger, hvor instruktøren åbenbart mente, at bare personerne rendte rundt med mobiler og pistoler, ville historien nok blive vedkommende.
Her er der tale om simpel, men begavet teatermagi. Detaljeret personinstruktion og – ikke mindst – tillid til, at Wagners musik og tekst rent faktisk betyder noget. Lyt og forstå og sæt i scene, som det hedder.
Fri vilje, fri handling, fri nydelse
Kratzer kom frisk fra at have iscenesat fra andre komponister fra tiden, bl.a. Meyerbeer, den dengang mest populære og opførte fransker komponist. Han arbejder ”arkæologisk”: Hvad siger tekst, og hvad siger musik, hvordan kan vi klæde meningen, hvordan kan vi gøre oplevelsen af operaen både underholdende, oplysende og spændende? Hvordan får vi publikum til at tænke, mens de ler eller græder?
Kratzer gik tilbage i Wagners liv, som det udfoldede sig, mens han komponerede operaen. Han var ung og vild revolutionær, som måtte forlade sit trygge arbejde som hofdirigent i Dresden, dog først i 1849. Hans manifest for det gode liv efter revolutionen var enkelt: Tre x absolut frihed, Freifreifrei: Frei im Wollen, Frei in Thun, Frei im geniessen. Fri vilje, fri handling, fri nydelse.
Men hvad sker der, hvis man kritikløst praktiserer frihed fra alle bånd, al fornuft, al rimelighed, al lov, al kærlighed og de regler som sikrer mennesker?
Ja, det er så Kratzers gave til operaen. Vi ser handlingen gennem Wagners manifest. Nej, den handler ikke om åndelig over for fysisk kærlighed. De to former for kærlighed hænger uopløseligt sammen, som Wagner snart skulle lære i sit eget liv.
I den originale Tannhäuser defineres denne totale frihedsverden som det mytiske Venusberg, hvor Tannhäuser (i myte og opera) har taget ophold som Venus’ elsker. I operaen vil han bare væk. Han forsøger på forskellig vis at slippe fri af friheden i en ret lang scene, ikke operaens mest spændende.
Vi ser handlingen gennem Wagners manifest. Nej, den handler ikke om åndelig over for fysisk kærlighed. De to former for kærlighed hænger uopløseligt sammen, som Wagner snart skulle lære i sit eget liv
I Kratzers regi erstattes scenen i Venusberg af en lang sekvens, hvor video og scene bindes sammen. En varevogn på sammenbruddets rand er på vej væk fra Wartburg, minnesangerne og trubadurernes borg. Den originale Tannhäuser fra 1200-tallets scene. På forsædet sidder en blond kvinde i stramt sort tøj – ved hendes side en grelt sminket klovn med orange krølleparyk.
Værsgo, mine venner. Venus kører og Tannhäuser er passager. Han har taget en rolle på sig, som skal gøre ham ufarlig. Han er bare en klovn. Men den hårde sminke er jo også en maske, der kompletteres af parykken. Jeg vil ikke være mig selv. Lars von Triers Idioterne lässt grüssen.
Vi er i 2019
Hvor er vi, med vogn og Venus og Tannhäuser? Tobias Kratzer har sagt det igen og igen: Hele operaen foregår selvfølgelig i 2019. Og alt er teater. Underforstået, alt kan ske. Tro på alt, hvad I ser, for det er teater.
Venus er en smart, kviksølvagtig kvinde, som altså styrer den forkomne varevogn. Tannhäuser er kun passager. Bag i bilen to figurer, som ikke findes hos Wagner: Otto, en gæst fra Bliktrommen, dværg og klovn. Og en drag queen, elegant og selvironisk, Gâteau Chocolat. Gruppen er dog ikke et cirkus, men fire mennesker der snyder og stjæler sig gennem tilværelsen, mens de leger, at dette er frihed. Man forstår godt, at Tannhäuser vil væk.
I Kratzers udgave forstår vi, at Elisabeth er beskyttet, beundret, ensom og dybt forelsket på alle planer. Hende vil Tannhäuser møde
Gruppens egentlige formål er at sætte plakater med Freifreifrei op overalt, og de forsøger at betale med små papkort, hvorpå Freifreifrei er skrevet. Det går jo ikke.
Kratzer har leget med Venusberg-ideen og givet den skønne russiske sangerinde Elena Zhidkowa stramt tøj på, men hun er ikke sex & fun. Hun er disruption og pjat og ligegyldighed.
Tannhäuser hører ikke til her, hans sange ordner og forklarer, hans arbejde er at tolke. Afstanden mellem ham selv og omgivelserne bliver uoverstigelig, da Venus resolut kører en politimand ihjel for at undgå anholdelse. Tannhäusers flugt lykkes først, da han i dødsforagt kaster sig ud af bilen. Freifreifrei kan jo også betyde at tage ansvar og slippe ud af frihed til at stjæle, dræbe og være ligeglad.
https://www.instagram.com/p/B0d7zejI4Pe/
I originalen havner han direkte i 1200-tallets Tyskland med pilgrimme, en hyrde og egen jubel over frelsen. Her er han dumpet ned lige foran Bayreuth Festspillene. Han støder på det ærbødige publikum, som leger Wagner-pilgrimme, og møder sine (dobbelte) kolleger: Sangerne er de andre minnesangere, som vi møder i 2. akt. Nu står de i pausen og drikker og sludrer og glæder sig til at skulle synge. Tannhäuser er en skræmmende figur for dem, men også deres ven, på mange måder den bedste og mest originale. Han er en provokatør, tilmed en stridbar provokatør. Han vil egentlig ikke blive i Wartburg, men vennen Wolfram overtaler ham med et eneste ord: Elisabeth. Det er første gang, Wolfram kalder Tannhäuser til orden med hendes navn. Anden gang er i operaens sidste sorte, onde minutter.
Elisabeth elsker Tannhäuser, både i originalen og i Kratzers version. Hun alene kan få ham til at tage til Wartburg/Bayreuth og synge. Kun for at møde hende. Men i Kratzers udgave dukker hun op allerede her og tildeler en syngende lussing. ”Hvorfor forsvandt du, vi kunne have været gift nu!” Hun er en figur, som vakler mellem styrke og værdighed – og krise og dødsdrift. I Kratzers version operaens mest fascinerende skikkelse. I originalen var der også tale om e formentlig uoverstigelig klasseforskel; i Kratzers udgave forstår vi, at hun er beskyttet, beundret, ensom og dybt forelsket på alle planer. Hende vil Tannhäuser møde.
Alt er teater, fiktion og realitet
Det var 1. akt. Nu skal vi så ind i Wartburg til ”sangerkrigen”. Konkurrencen mellem minnesangerne om mest præcist at skildre Kærlighedens Væsen, intet mindre. Men vi er jo på et teater, og ikke et hvilket som helst teater, vi er i Bayreuth.
Vi er gæster i den norske sangerinde Lise Davidsens garderobe, mens hun forbereder sig til sin debut som Tannhäusers elskede Elisabeth. Vi følger hende hele vejen til scenen på video, og der er sort/hvide videoprojektioner over den ægte farverige, lysfyldte scene. Hele akten. Og den ægte scene er simpelthen – hvad man ca. 1956 ville have forventet at se i denne opera. I Bayreuth. Dels en minutiøs gengivelse af den sal på Wartburg, hvor sangerkrigen i sin tid udspillede sig, dels Kratzers spilleflader, med statisk kor, en meget synlig Elisabeth og et podium til sangerne.
I 2. akt bliver det først klart, at Kratzer virkelig iscenesætter Tannhäuser, med alle operaens traditioner og hele dens historie. Med tilskud og ideer. Kratzer fortolker, hvad der står, og hvad der høres. Den bedste ide er, at Venus, med dværg og drag, trænger ind i festspilhuset for at udbrede Wagners budskab om Freifreifrei. Her i kunstens helligste katedral, hvor alle optræder i elegante kostumer, lettere uniformerede (kun Elisabeth er klædt i hvidt). Alt er formaliseret, og det er skønhed og selvbeherskelse, som skal lovprises. Ganske som i Wagners original.
I en af opsætningens mest rørende (og morsomme) sammenblandinger af viden og virkelighed på scenen, forsøger han at hoppe af forestillingen, men sendes tilbage på scenen! Alt er teater, fiktion og realitet
I en længere periode har de fleste begavede nytolkninger af Wagners værker inddraget hele receptionshistorien og især tolkningshistorien. Samt den tyske historie. Kratzer er nok den første, som går uden om nazitiden, denne undtagelse i tysk historie. Derfor Bliktrommen, derfor brugen af Wieland Wagners Neu-Bayreuth fra 1950’erne i 2. akt.
Tannhäuser ankommer sammen med vennen Wolfram, der ganske tydeligt også er forelsket i Elisabeth. Hun modtager Tannhäuser med ømhed og beundring og fortæller, at hun blev syg, da han forlod hende. Hun fremviser voldsomme ar på armene: Abenbart forsøgte hun at tage sit eget liv.
Wolfram fungerer som hendes ven. Han har taget sig af hende under krisen, og han er blevet den ven, hun omfavner for at få trøst, ikke elskov. Men hans omsorg er rørende og et nyt motiv – kærlighedens væsen, som er emnet for den kommende konkurrence mellem sangerne. Typisk er det Wolfram, som hjælper hende med at skjule arrene.
Wolfram elsker dem begge, Tannhäuser og Elisabeth, ven og uopnåelig kvinde. Han kan både se og høre, at han er til overs, og i en af opsætningens mest rørende (og morsomme) sammenblandinger af viden og virkelighed på scenen, forsøger han at hoppe af forestillingen, men sendes tilbage på scenen! Alt er teater, fiktion og realitet. Who cares what is what.
Detaljerne bringer os tættere på
Duetten mellem Elisabeth og Tannhäuser er her en glødende kærlighedsscene. I denne udgave af operaen er den ”kyske” Elisabeth den lidenskabelige, mens Venus er kølig og knoklet og mere fun end fuck. Sex er muligvis en del af Wagners Freifreifrei, men Tannhäuser har fundet noget bedre her. Fremtid og nydelse og social accept bundet sammen. Da de to kysser hinanden, er det et løfte. Jeg vinder konkurrencen og gifter mig med dig.
2. akt i denne opsætning er blevet kritiseret for ikke at være outreret nok, men den giver os en mængde detaljer at tolker, og de bringer os hele tiden tættere på personerne. Stephen Gould, som synger rollen fremragende, er hverken nogen særlig ung eller særlig tynd eller særlig smuk mand, men hans besvær med f.eks. at knæle er lige ved at blive en fordel: Elisabeth elsker ham for hans væsen og kunsts skyld. Ikke for overfladen. Så ville hun tage den billedskønne Markus Eiche som synger Wolfram.
Vi er i/på et teater. Vi er også midt i en opera som udspiller sig, med en masse teknik og en masse backstage, som vi ser over den velordnede, iscenesatte opera. Alt her er teater, men personerne mener alt, hvad de siger og gør og synger. Så Tannhäusers oprør mod de andre minnesangeres pængørelse af kærlighedens væsen er brutalt. Han viser dem, hvad den tredobbelte frihed betyder, da han resolut trækker harpenisten op til sig og påbegynder et overgreb. Elisabeth er med ham, applauderer endda. Hun elsker ham gennem hans tekster, mod og fortvivlede anderledeshed. Han siger sandheden, men det, som alle har brug for, er en forbindelse mellem de to slags liv: Frihed og deltagelse i virkeligheden.
Venus er hørbart til stede i musikken. I alt fald i Tannhäusers. Derfor er det logisk, at Kratzer lader hende (og dværg og drag) invadere Festspilhuset og kravle ind ad vindue for at gatecrashe sangerkrigen. Uden på Festspilhuset hænger de selvfølgelig en plakat med Freifreifrei.
Det er nu kun Venus af de tre, som egentlig engagerer sig i forløbet på scenen. Hun finder udsagnene kedelige eller tåbelige, men allerede her har hun givet fortabt. Hvor hun tilbyder disruption, er Tannhäuser den store oprører og ødelægger. Hans oprør knuser egentlig alt omkring ham. For ham er oprøret nemlig ikke pjat med junkfood og fattigdom. Han hører til i Wartburg, hvor hans funktion er modsigelse af pænhed og kønsløshed; Elisabeth modtager ham jo med ordene, at han ikke må knæle for hende, for denne hal er hans kongerige.
Venus’ middel er ironi mere end anarki. Hun kan ikke længere ændre noget som helst. Ikke engang få Tannhäuser til at se sig. Ved at lovprise hendes levevis, har han fjernet sig fra sine sidste venner og fra sin elskede. Han kan ikke vende tilbage til Venus, og han har forbrudt sig ud af det fællesskab, som han er et barn af. Værst af alt, Elisabeth elsker ham endnu vildere for hans oprørs skyld. For hans skyld og for hans ulykkes skyld.
Det er Lise Davidsen, som bruger Elisabeths forsvar for Tannhäuser til at give sin figur fortvivlelsens styrke. Hun redder hans liv og vil redde hans sjæl, med sig selv. Men hos Kratzer er det Festspillenes chef, Katharina Wagner, som tilkalder politiet for at arrestere synderen/forbryderen. Morsomt men også tragisk. Han skal ikke sone, men afsone.
Katastrofen
3. akt er fuldkommen dystopisk. Sort sort elendighed. Venus’ køretøj er brudt sammen, Intet af værdi er skånet. Gâteau Chocolat har lavet en Tannhäuser-omvendelse og er skredet fra disruption: Nu reklamerer hun for kostbare ure på et neonskilt. Tilbage er kun dværgen, som forsøger sig med normalitet, at lave mad i bliktrommen, og som også er blevet sort. Wolfram leder efter sin ven, der skulle løslades i dag. Straffen udsonet, som vi siger.
Mens vi venter på Tannhäuser indtræffer den dramaturgiske katastrofe: Ind kommer en flygtet Elisabeth, i sit fine hvide kostume fra Wartburg. Stadig den samme uerfarne, beskyttede unge kvinde, men hun vil opleve Tannhäusers verden. Hun spiser dværgens mad, hun ser ind i vognens kaos, og hun venter som Wolfram. Løsrevet fra sin egen verden er hun sårbar og vandrer bogstaveligt talt på en knivsæg.
De lykkelige pilgrimme (tilgivet alle synder?) vender tilbage som hærgende horder af tiggere, og Elisabeth styrter frem og tilbage for at finde sin elskede i mængden – et citat fra Götz Friedrichs ikoniske Tannhäuser-opsætning fra de unge 70’ere. Tannhäuser vender ikke tilbage. Hun bryder realistisk sammen og krænger øverste del af kostumet af sig. Nu er hun bare en ung kvinde i en kort, ærmeløs underkjole. Uden nogen form for beskyttelse.
Det er her, Kratzers eneste virkelig kontroversielle scene følger. Elisabeth er i en tilstand af utrøsteligt elende, og Wolfram tager kontrol. Mens orkestret spiller det sarteste lille mellemspil i hele operaen, får han sin ide: Hvis jeg nu kunne glæde hende ved at iføre mig resterne af Tannhäusers efterladte klovnekostume? Han gør alvor af det, ifører sig også parykken, og hun kaster sig bogstaveligt talt over ham, så voldsomt at han chokeret må gøre sig fri. Men det er da lykkedes ham at ophidse dem begge. Hun tager sin beslutning og inviterer ham ind i den nedbrudte vogn. Gæster i Venus’ ødelagte verden. Han tager parykken af, for han elsker hende jo, han vil have hende som sig selv, ikke som en løgn.
Hendes ansigt falmer, og hun trækker resolut parykken på plads på Wolframs hoved, kravler ind i vognen og modtager ham. De forsøger et par øjeblikke med ømhed, så bliver det til Wolframs kopulation. Lige præcis det, han sang om på Wartburg og forbød sig selv. Dette seksuelle møde udelukker al fremtid mellem dem.
I årtier har instruktører brugt sex som enten et ubetinget gode eller i form af voldtægt. Især Calixto Bieito har gjort voldtægten til sit speciale. Jeg har set talløse hæslige scener (endda Otello voldtage Lodovico og en massevoldtægt af Madeleines mor i Andrea Chenier). Jeg har set bunker af bunkepul, masser af gruppesex og talløse blowjobs. Men denne stumme, halvt skjulte samlejescene er det mest rystende, jeg har oplevet. Samtidig med at Elisabeth jo trækker Wolfram med sig ind i Venus’ knuste verden. Men Venus virker ikke.
Jeg har aldrig set dyb skam udtrykt så ægte og rystende som hos Markus Eiches Wolfram efter samlejet. Munchs malerier af postcoital ulykke lässt grüssen. Han sidder med Tannhäusers paryk og en knust drøm. Jeg har ødelagt hende, vi har begået tredobbelt utroskab mod den mand, vi begge holder uendeligt meget af. Wolframs arie om Aftenstjernen (og pludselig død) følger. Så sort og ond og magtesløs. Faktisk operaens smukkeste arie, men jeg vil aldrig mere kunne høre den uden et gys i sjælen. Vi kan ikke komme længere ned.
Wolframs arie om Aftenstjernen (og pludselig død) følger. Så sort og ond og magtesløs. Faktisk operaens smukkeste arie, men jeg vil aldrig mere kunne høre den uden et gys i sjælen. Vi kan ikke komme længere ned
Jo, for mens han synger – det er det eneste, han er god til – klatrer en knust Elisabeth ud af bilvraget og leder efter våben. Finder glasskår og skærer sig i håndleddene bag vognen. Det stilleste selvmord i operaregiens historie. Og måske derfor så, ja, no pun intended, så hjerteskærende. Wolfram synger bare. Magtesløs. Alt er gået galt for disse mennesker. Med Elisabeth er godhed, håb for fremtiden og venskabet også forsvundet. Disruption for alvor. Er det der, man ender hvis man forskriver sig til Freifreifrei?
Kunstnerens tilintetgørelse
Tannhäuser ankommer. Opløst, hærget og langhåret, men stadig stolt. Egentlig kun optaget af sig selv. Uden et eneste spørgsmål om Elisabeth. Den sylespidse ironi, som Wagner har givet Tannhäuser, udnyttes til fulde. Manden er nu hverken Venus’ rejsefælle eller den store, oprørske kunstner, bare en mand bærende på en mængde poser, hjemløs og navnløs. Det er ham, som navngiver Wolfram, åbenbart den eneste han ikke har brug for at møde.Til gengæld har han en lang og grim historie at berette. Fuld af selvmedlidenhed. Man begynder at forstå den store tenor Jon Vickers, som afslog overhovedet at synge Tannhäuser – en skidt karl, mente han. Men også ulykkeligt sin egen fange. Han hører hjemme i Wartburg eller Bayreuth, men hvad vil han nu? Han kunne være vendt hjem, renset og tilgivet og udsonet, til Elisabeth. Men nu er hans eneste udvej at gå tilbage til Venus, hvis lille verden også er disrupted.
Egentlig er der kun vennen og konkurrenten Wolfram tilbage, der forstår pavens dom over Tannhäuser som en dom (også) over sig selv: han bedrog Elisabeth og sin bedste ven og sig selv for få minutter siden. Han er lige så langt ude som Tannhäuser. Men han forsøger i det mindste at redde… partituret. Tannhäuser brænder Wagners musik for at få sig lidt varme: Han ødelægger det partitur, han har båret rundt på operaen igennem, operaen som bærer hans navn. Han vil skilles fra Tannhäuser og være sig selv. Bandlyst, skyet af alle, slæbende ulykken med sig. Wolframs rædsel er her ikke religiøs, han frygter for netop kunstnerens tilintetgørelse. Og Venus’ dødsrute er jo ikke en befrielse, men det sidste sted, man kan ty til.
Venus dukker op for at se, om hun kan få ham med sig ud på landevejene; hun har stadig plakater, der skal hænges op. Freifreifrei har ellers udrettet det modsatte af mirakler, skulle man mene. Det er alt for sent. Hele vejen gennem operaen har den herlige og energiske Elena Zhidkowa kæmpet for sin figur. Men selv Wagner skrev hende jo som den store taber. Hun er ironiker, ikke anarkist. Som Elisabeth vil hun jo beholde Tannhäuser.
Som sædvanlig er ulykkesfuglen Wolfram uduelig. Hans eneste virksomme middel er – den døde Elisabeth. For anden og sidste gang påkalder han hende som den eneste, der kan holde Tannhäuser. Ganske som Tannhäusers tilbagevenden begyndte med meningsløs død, vender meningsløs død tilbage i sin smerteligste form.
Men vi skal endnu længere ned. Den døde Elisabeth er anbragt i den ødelagte varevogn. Med grænseløs, fortvivlet ømhed bærer Tannhäuser hende ud. Forsøger at holde hende oppe, som om hun stadig var i live og kunne stå uden hjælp. Tannhäuser lægger sig med hende i armene og modtager døden, snarere end tilgivelsen, og Wolfram tildækker hendes blodige krop og tøj med hendes fine dragt fra Wartburg. Hun er stadig sig selv.
På vej, men nu elsket og elskende
Det går alt sammen efter bogen. Og så alligevel, nej. For det er jo Wagners Tannhäuser, Kratzer har iscenesat. Så han har gemt den sidste kommentar til de sidste sekunder. I den sidste lille videofilm ser vi: en determineret Tannhäuser med hænderne på rattet og en skælmsk, rask Elisabeth ved sin side, de er begge lykkelige. Nu er det ham, der styrer, ikke Venus. De er døde, og de er i Wagners Paradis.
For hvad er det, koret synger? Kratzer har lyttet ikke kun til musikken, men sandelig også til teksten. Han har hele tiden ledt efter spor, som kan udnyttes dramatisk. Opsætningen er nemlig også en dramaturgisk triumf. Alt er allerede i stykket – for at parafrasere over Maria Callas’ forklaring på, hvordan man skal frasere musik.
Prøv at leve dit liv, så disruption ikke tager kontrol over dig men sådan, at du kan køre ind i solopgangen med din elskede ved din side. Evigt sammen. Ironi? Nej. Kratzer og Wagner. Teater!
Korets opgave er at fortælle om Guds tilgivelse af Tannhäuser. Paven afviste ham: “Så sikkert som min stav er vissen, er du bandlyst”. Gud lader friske blade bryde frem på staven. Dem, viser Kratzer ikke, men den utrolige konsekvens. Kaj Munks Ordet lässt sich grüssen. Der Gnade Heil ist dem Büßer beschieden er geht nun ein in der Seligen Frieden!
De to døde er tilgivet og salige. Og den salige fred er åbenbart præcis det liv, man sagde nej til og derfor ikke fik. Det lille lykkelige slutbillede er jo optakten til Tristan og Isolde. Hvis vi kun kan være sammen i døden, så lad os dø.
Tænkning – og gentænkning
Jeg havde besøg af ven, som insisterede på, at vi så forestillingen på YouTube. Han kom med den uimodsigelige forklaring på den sidste lille lykkelige video af Elisabeth og Tannhäuser: De deler paradis som er virkeliggørelsen af begges drøm. At være sammen, uden de andre. Uden Venus’ kaos og følelsesløshed. I vognen, hvor Tannhäuser kørte med Venus. Nu er det ham ved rattet. Og Elisabeth lykkelig og sund og rask, med Venus’ lille skælmesmil. Han er stadig sig selv, med en anelse klovnesminke i ansigtet. Stadig på vej, men nu elsket og elskende. Fordi sådan ender Tannhäuser jo, med Guds velsignelse, blade på den tørre stav.
Jeg giver ham ret. For hvert et valg i den opsætning er resultat af tænkning. Og gentænkning.
Prøv at leve dit liv, så disruption ikke tager kontrol over dig men sådan, at du kan køre ind i solopgangen med din elskede ved din side. Evigt sammen. Ironi? Nej. Kratzer og Wagner. Teater!
Hele forestillingen kan endnu ses på YouTube, men vil senere blive streamet og udsendt på dvd/Blu-ray. Jeg håber, at Bayreuth vil bevare denne opsætning lidt længere, end de gjorde med Hans Neuenfels’ rotte-Lohengrin og Katarina Wagners provokerende, sjove, skøre Meistersinger, og kunne godt tænke mig at opleve opsætningen med den gudeskønne Stefan Vinke som Tannhäuser.
Hold på Lise Davidsen. Hun forvandler næsten operaen til Elisabeths historie. Takket være hende var der mange blanke øjne og grødede stemmer, som skreg bravo i Festspielhaus.
Fotos: Bayreuther Festspiele 2019/Enrico Nawrath.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
