DRONNING MARGRETHE – Hvis nogen skulle have glemt det, så gør højtideligheden i slotskirken det tydeligt. Det er ikke kun en prins, som er død, men en privatmand. Mand, far, svigerfar, bedstefar, bror, ven.
Medlemmerne af kongehuset er evige bekendtskaber. Vi følger dem fra fødsel til død, hvad enten de har lidt eller meget at give. De er fordømt til at leve i glashuse. På godt og ondt. Med anerkendelse og kritik og luksus og isolation og kaotisk offentliggørelse.
Dronning Margrethe har måttet bære byrden af de sidste års privatlivsudfordringer. Ønsket om, at alt skal foregå ordentligt. Det er jo også et arbejde at være regent. Koblet med en diffus symbolik: man er så at sige landets ansigt. Med alt hvad det indebærer.
Da jeg så Margrethe ankomme til bisættelsen, kom jeg til at tænke på en anden stærkt eksponeret kvinde. Den ellers så stærke, hårde sopran Maria Callas sang Medea i 50’erne, da mødte hun den canadiske tenor Jon Vickers, der som den første kaldte hende “Little Maria”. Han bar hende gennem forestilling efter forestilling, hvor hendes stemme ikke helt ville, hvad hun forlangte. Hun var tryg. Han beundrede hende, men holdt også af hende og tillod hende at vise svaghed. Engang imellem er det en befrielse at være ”Little”. I dag har jeg for første gang set Little Margrethe. Skrøbelig men opretstående.
Denne kvinde har optrådt hele livet, Hun ved om nogen, hvad man kan skjule sig bag. Da hun præsenterede sin forlovede for danskerne, viste hun sig for første gang i sine følelsers vold: Vildt forelsket, stærk i sin blottelse… Hendes styrke er, at hun tør blotte sig nu
Og til dem, der kritiserede hendes smil: denne kvinde har optrådt hele livet, Hun ved om nogen, hvad man kan skjule sig bag. Da hun præsenterede sin forlovede for danskerne, viste hun sig for første gang i sine følelsers vold: Vildt forelsket, stærk i sin blottelse. Den lange, lange periode i hendes liv, og i vort samliv med hende, hvor hun havde en partner, privat og i arbejde, er forbi. Hendes styrke er, at hun tør blotte sig nu. Igen. Ikke opfordrende til medlidenhed, men til medleven og forståelse.
Alle, der har oplevet at miste en kær ven eller slægtning, ved, hvad jeg taler om: først døden, så ventetiden, til sidst begravelsen med dens tyngde. Bly i blodet og alle mulige sjældne følelser rasende frit i et ekspanderende sind. Døden udglatter og forsoner. Det er også derfor, kritikken af prinsen forstummede ved hans død. Nu opsummerer vi. Og træder ud i en ny virkelighed.
Mit håb er, at nogen vil påtage sig prins Henriks rolle som munter, ironisk, festlig oprører. Hvem skal nu optræde i panda-kostume eller besøge Christiania?
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
