Manyar Parwani: Tak for fred, lille insekt

Manyar Parwani 25.10.2019

LIV // ESSAY – Da jeg var en lille dreng og ankom til Danmark, var jeg utilpasset. Krigen boede i mit sind. Jeg brød mig ikke om mennesker. Det var også forståeligt, da mennesker ikke ligefrem havde været gode ved mig. I krig er mennesker onde, og børn som jeg selv måtte betale den ultimative pris. Det er en lang, smertefuld og hård historie, som jeg ikke vil kede jer med.

Eftersom mennesker ikke formåede at give mig fred, gik jeg lange ensomme ture i en lille park ved Urbanplanen, hvor vi boede. Vi boede til at starte med på Hjulmagerstien. Senere flyttede vi til et rækkehus på Hattemagerstien, da min elskede mor ikke længere kunne gå op til 4. Sal.

I den lille park stod “byggeren” og “bonderen” overfor hinanden. Byggeren var en legeplads/klub, hvor en masse træhuse og træskibe blev bygget af børnene. Jeg var der mest, når porten var lukket. Så kravlede jeg over hegnet og legede actionhelt og sprang rundt på træhusene og træskibene. Ja, da man var lille, virkede det stort. Bonderen havde dyr man kunne gå ind til og kæle med. Jeg hviskede til dem i stedet, da jeg følte, jeg havde mere til fælles med dem. Når jeg så dybt ind i deres øjne, så jeg mig selv.

Jeg elskede dyrenes verden. Krokodiller, løver, ørne, blåhvaler, heste og alle de andre dyr. Heste har jeg også sluttet fred med. Jeg føler mig beslægtet med dem.

Men jeg fik ikke den fred, jeg søgte. For begge steder var der mennesker. Voksne og børn. Og det var hårdt for mig at være i nærheden af mennesker, da jeg hele tiden skulle kopiere deres adfærd, så de ikke lagde mærke til, at jeg var sær. Jeg ville så gerne være normal som dem. Men det var jeg ikke. Jeg levede i krig. Krig i mit hoved, i mine drømme og mest i mit værelse. Vores familie var kaos. Krigen boede i vores hjem.

Jeg søgte konstant et sted, hvor jeg kunne få ro. Hvor jeg kunne glemme det hele for en stund. Hvor der ikke var mennesker. Og en dag, da jeg er alene ved det, vi kaldte “den store rutsjebane”, kravlede jeg ind i buskene for at holde mig for ørerne og forsøge at få fortidens vold til at forsvinde. Der fik jeg øje på en snegl, som kravlede stille og roligt på en gren. Jeg sad bare og kiggede på den og glemte alt. Jeg tror, at jeg sad der i to timer og bare fulgte den. Jeg mærkede fred i sind og sjæl for første gang.

Dagen efter tog jeg min fars forstørrelsesglas med og kravlede igen ind i busken for at finde snegle. Jeg lagde mig på jorden helt tæt på sneglen og placerede forstørrelsesglasset, så jeg kunne se den forfra. Jeg opdagede, at dens øjne sad på dens følehorn og blev vildt fascineret. Jeg følte, at vi kommunikerede og at vi så hinanden. Jeg kunne ligge der i flere timer, indtil jeg hørte min far råbe “Manyar, hvor er du henne?” Han var blevet bekymret, så han ledte efter mig.

Jeg blev ved med at kravle ind i buskene og opsøge myrer, edderkopper, brumbasser, stankelben, sommerfugle og andre insekter. Jeg fulgte deres hverdag og følte, at jeg havde fået nye venner. Jeg prøvede endda at få en edderkop til at stikke mig, da jeg troede, at jeg så ville blive til edderkop eller Spiderman. Men de stak mig aldrig. Jeg var særligt fascineret af deres tålmodighed og hvor små de var. Jeg ønskede mig, at jeg kunne blive så lille, at en busk kunne være min verden, og jeg ikke behøvede at have noget med mennesker at gøre. Tænk, hvis jeg kunne bo hos myrerne.

Tak for fred lille insekt. Og tak for, at du og alle andre insekter har hjulpet denne særling gennem livet blandt mennesker…

kunne Min far så hurtigt min interesse for dyr og købte forstørrelsesglas til mig fra loppemarkedet. Han fortalte også historier om, at fra det øjeblik jeg kunne gå som baby i Kabul, kunne jeg godt lide dyr og insekter, og at jeg slet ikke var bange for dem. Forstørrelsesglasset var sådan et smart et, som man bare kunne folde sammen og have i sin lomme. Så købte han mikroskop til mig og senere et kamera. Jeg elskede dyrenes verden. Krokodiller, løver, ørne, blåhvaler, heste og alle de andre dyr. Heste har jeg også sluttet fred med. Jeg føler mig beslægtet med dem. Og ulve. Og insekter har stadig den dag i dag en beroligende effekt på mig. Jeg forsvinder i dem, når jeg ser dem, og vi får en kort stund alene uden mennesker. Jeg er fascineret og forsvinder i deres univers.

I dag fik jeg en kort stund med denne lille ven. Jeg tog mobilen frem og zoomede ind på den. Den sad på taget af min vens bil. Efter vi hviskede til hinanden og den fortalte mig, at det hele nok skal gå, flyttede jeg den fra taget og placerede den på træet. Den skal jo leve. Det er et stykke liv, der skal leves.

Tak for fred, lille insekt. Og tak for, at du og alle andre insekter har hjulpet denne særling gennem livet blandt mennesker…

Foto: Skribenten.

Manyar Parwani

Født i Kabul, Afghanistan, 1978. Kom til Danmark i 1986. Debuterede i 2009 med spillefilmen Himlen Falder om Tønder-sagen, og har desuden instrueret novellefilmen Ibrahim. Parwani arbejder i øjeblikket på to manuskripter, et om sin egen historie som flygtning og et om Omar El Hussein, der i 2015 angreb og myrdede Finn Nørgaard og Dan Uzan.