Hvad stemmer en kommunalpolitisk hjemløs?

Frank Emil Larsen Gæsteskribent 16.11.2017

KOMMUNALVALG 2017 – Over alt hænger politikernes ansigter i lygtepæle og fortæller ganske lidt, mens mange borgere bliver mere og mere i vildrede. Hvad er det, kandidaterne vil, og hvad kan de gennemføre lokalt? En vej ud af vildreden kunne være at tage en af de mange valgtests. Det gjorde Frank Emil Larsen – men blev denne hjemløse vælger så klogere? Og fandt han ud af, hvor han skulle sætte sit kryds?

Som valgplakaterne på gader og stræder tydeligt signalerer: Det er tid igen. Demokratiet skal “fejres” med kommunalvalg 21. november. Og det bliver kun fejret, hvis vi alle bidrager med vores stemmer. Ikke mindst i København, hvor jeg bor, og hvor der ikke kun er en, men hele syv borgmesterposter, der skal besættes.

Denne tilsyneladende fest for demokratiet synes bare ikke at være for mig – luften er for længst feset ud af ballonerne, som ligger slatne og efterladte i et hjørne, øllet er dovent, lysene i lagkagen for længst udbrændte.

For jeg kan simpelthen ikke se, hvordan min stemme kan gøre en forskel på de områder, jeg finder væsentlige. Kommunalpolitik synes mest at handle om symbolpolitik – vi kan ikke nøjes med cykelstier, nej, vi skal have supercykelstier (og at symbolpolitikken så gør det umuligt at færdes med bil i København er så en anden, måske tilsigtet, sag), byen skal gøres klimavenlig og CO2-neutral (uanset at problemet så bare flyttes ud af kommunen), de skal spise økologisk – eller masser af gris – i institutionerne (så kan det også være, at indvandrerbørnene bliver hjemme – det giver jo fremragende integration).

Herudover kører partierne på gode gamle ideologiske travere. Liberal Alliance vil udlicitere mere, borgerlige partier generelt vil have flere frivillige i børnehaver og ældrepleje (hvor de så skal komme fra?), de rød/grønne vil have borgerne til at sortere deres skrald mere (hvilket flertallet hverken har plads til i køkkenet eller gider) og lægger vægt på miljø, grønne områder og klima.

Jeg tager selvfølgelig en test (…) Efter afsluttede besvarelser finder jeg, at jeg er mest enig med kandidater fra hele det politiske spektrum, fra Alternativet til Nye Borgerlige. Og dermed ikke et hak klogere end før

Men jeg beklager: Jeg synes allerede, jeg bor i en dejlig by – min by, og det syntes jeg også for ti år siden. At byen på disse ti år overordnet set er blevet mere gentrificeret, mindre rå og lidt kedeligere, er en mindre detalje for en af villakvarterets slumromantikere.

Derimod er der andre områder end det rent fysiske byrum, der fylder mere: Hvordan behandles børn, syge, fattige? Hvilke muligheder får den enkelte for at udvikle og udfolde sine talenter og evner?

Kunne man bruge pengene anderledes for at behandle alle kommunens borgere pænt, værdigt og fornuftigt, sikre bedre institutioner og skoler, og sørge for, at der var gode faciliteter for kunst, kultur og sport?

Hvilke kommunalpolitikere mener hvad, og hvad har de mandat til at iværksætte?

Hvad gør en “hjemløs” så?

Jeg tager selvfølgelig en test. Faktisk ikke bare en, men alle de tests, jeg kan finde på internettet. DR.dk og Altinget deler en. TV2.dk har en. Og såvel Folkeskolen som Socialpædagogerne har lavet mere fagspecifikke tests, skulle disse områder være blandt netop dine – eller mine – kerneområder.

Efter afsluttede besvarelser finder jeg, at jeg er mest enig med kandidater fra hele det politiske spektrum, fra Alternativet til Nye Borgerlige. Og dermed ikke et hak klogere end før.

Jeg indrømmer gerne, at såvel Dansk Folkeparti som Nye Borgerlige er partier, jeg kunne have mareridt over at stemme på. Mest fordi Dansk Folkeparti, og dermed formodentlig også deres nye konkurrent, altid har været villig til at sælge ud af alle andre mærkesager i bytte for bare symbolske og/eller umenneskelige stramninger, hvad angår flygtninge og indvandrere.

Resultatet af disse tests får mig til at overveje flere ting: Bl.a. har kommunalpolitikerne reel mulighed for at påvirke de emner, spørgsmålene tager op?

Jeg indrømmer også gerne, at jeg finder, at Københavns Kommunes tilsyneladende målsætning om en bilfri cykelby for længst er gået for vidt.

Og dermed har jeg synspunkter, som i forening gør det umuligt for mig at blive enig med en af fløjene i københavnsk lokalpolitik.

Men resultatet af disse tests får mig til at overveje flere ting: Bl.a. har kommunalpolitikerne reel mulighed for at påvirke de emner, spørgsmålene tager op?

Hvis ikke, er deres svar jo blot en politisk gratis hensigtserklæring. Hvilke af disse spørgsmål er relevante for mig – og for mange andre vælgere? For hvem? Selvfølgelig søger alle vi vælgere mere indsigt i de spørgsmål, vi synes er væsentlige, og er således også mere kvalificerede til at besvare netop disse.

Indflydelse og relevans

Da jeg tror, at mange ligesom jeg er i vildrede og derfor tester deres kommunalpolitiske overbevisning, beslutter jeg mig for at gennemgå den DR’s og Altingets tests spørgsmål et for et – (TV2’s test er lidt bedre, da den giver mulighed for at indikere, hvilke områder, man finder vigtige, men rummer mere eller mindre de samme spørgsmål). Jeg giver dem en score fra 1-10 på to områder: indflydelse og relevans.

Med indflydelse menes kommunens og kommunalpolitikernes indflydelse på det givne spørgsmål.

Med relevans menes, hvor mange dette spørgsmål egentlig er relevant for og om det reelt har betydning for borgernes liv og dagligdag, eller om der er tale om et mere ideologisk, symbolsk eller administrativt slagsmål.

Som enhver gymnasiast vil vide, siger karakterer imidlertid ganske lidt i sig selv – så derfor har jeg begrundet mine ratings – og tænkt lidt over baggrunden for spørgsmålene i dr.dk/altinget.dk’s test.

Så spørgsmålet er… ?

1 – Private virksomheder bør stå for en større del af hjemmehjælpen til ældre

Indflydelse: 9 – Relevans: 2

Spørgsmålet er rent ideologisk – om det er private virksomheder eller offentligt ansatte, der står for hjemmehjælpen er næsten ligegyldigt for den enkelte ældre. Hvis der er en besparelse ved at udlicitere på området, er den marginal og formodentlig spist op af de administrative omkostninger ved at lave udbuddet. Hvad det så betyder for servicen, er en anden sag.

2 – Kommunen skal inddrage frivilligt arbejde på plejehjem for at aflaste personalet

Indflydelse: 3 – Relevans: 4

Igen et ideologisk spørgsmål – men kan kommunen så skaffe nogle frivillige, der vil det? Er det de rigtige? Aflaster de rent faktisk eller går de bare i vejen? Bliver de brugt som undskyldning for at spare på det uddannede personale? Og får de ældre bedre service som følge heraf? Svarene svæver i det uvisse.

3 – Kommuneskatten skal sænkes

Indflydelse: 9 – Relevans: 9

Kommunen bestemmer selv, hvad den vil kræve i skat. Men hvor skal der spares? Når et rent økonomisk spørgsmål er så løsrevet fra virkeligheden i øvrigt, giver det meget lidt mening og bliver igen rent ideologisk – og relevansen følgelig potentiel.

4 – Det er muligt at spare penge i kommunen uden, at det går ud over velfærden

Indflydelse: 9 – Relevans: 9

Her har man så omformuleret det foregående spørgsmål, og inddraget den mildest talt brede formulering ”velfærd”. Der er ingen tvivl om, at det er muligt. Men ser man på kommunalpolitikernes ageren de senere år og de krav om dokumentation, der kommer oppefra, så er det klart, at det er de varme hænder og ikke administration, dokumentation, frynsegoder, konsulenter, bonusser, markedsføring og bureaukrati, der vil blive sparet på. Så besparelser vil også koste velfærd.

5 – Kommunen skal sikre, at folkeskoleklasserne er bredt sammensatte

Indflydelse: 5 – Relevans: 7

Kan kommunerne sikre dette? Uden at skulle gribe til noget, der minder om magtanvendelse overfor forældre og elever? Man kan lave mange regler på området, men virker de? Eller var det måske bedre at lade de enkelte skoleledelser og bestyrelser træffe beslutninger om, hvordan man bedst løser eventuelle problemer i deres eget lokalområde? Og er den ”brede sammensætning” reelt befordrende for bedre indlæring?

6 – Der skal være en fast grænse for, hvor mange børn der må være pr. pædagog i børnehaver og vuggestuer

Indflydelse: 6 – Relevans: 8

Da alle – formoder jeg – er enige om, at børn har brug for omsorg og voksenkontakt er spørgsmålet selvfølgelig relevant. Men også her er der nogle problemer: Hjælper sådanne kvoter? Hvordan skal der betales for flere pædagoger – for det hjælper ikke at lave kvoter, som det ikke er muligt at overholde indenfor den givne økonomiske ramme.

7 – Kommunen skal bruge flere penge på cykelstier

Indflydelse: 10 – Relevans: 2

København har i forvejen masser af lækre cykelstier. Og hvad er prisen for den øvrige trafik og infrastruktur? Og vi cyklede da også i byen, før stort set alle større veje havde en cykelsti.

8 – Kommunen kan modtage flere flygtninge

Indflydelse: 2 – Relevans: 6

Flygtninge fordeles ikke af kommunerne. Og opstår der en situation ude i verden, som resulterer i mange flygtninge til Danmark, kommer de også til din – og min – kommune. Spørgsmålet er ren symbolpolitik.

9 – Kommunale institutioner tager for mange hensyn til religiøse minoriteter

Indflydelse: 9 – Relevans: 3

Kommunen har indflydelse på spørgsmålet – men bør den bruge indflydelsen? Er det ikke bedre, at ledelsen på den enkelte institution træffer sådanne beslutninger i forhold til sit klientel og sit lokalområde? Og hvor mange betyder det konkret noget for? Symbolpolitik, som gør mere skade end gavn.

10 – Der anvendes for mange penge på biblioteker og kulturhuse

Indflydelse: 10 – Relevans: 7

Er man for eller imod, at det offentlige bruger penge på kultur? Rindalist eller radikal? Sådan et generelt, ideologisk spørgsmål graver grøfterne dybere. Kommunen vil i sidste ende altid bruge nogle penge på kultur, fordi et rigt kulturliv er et væsentligt aktiv for enhver by.

Så spørgsmålet er bare, om det er den nye sportshal, biblioteket eller spillestedet, vi kan undvære. Jeg er imod spørgsmålet, det giver kun en masse meningsløse politiske slagsmål.

11 – Ældre der har råd, skal kunne tilvælge og betale for ekstra service på de kommunale plejehjem

Indflydelse: 9 – Relevans: 3

Det kan de vel allerede, dog fra ikke-kommunale aktører. Når vi nu har ”længst muligt i eget hjem”, er de ældre, der er så heldige at få en plads på et plejehjem så stærke nok til at have glæde af en sådan ekstra service?

Er en sådan betalt ekstra service ikke en maskeret spareøvelse, som vil udhule servicen for de knapt så rige ældre? Et ideologisk spørgsmål, som berører ganske få. Fordi plejehjemsbeboerne får da den service, de skal have, ikke? Bad, mad, rent sengetøj, rengøring osv. Hvis ikke, så er det nok dér og ikke i en eller anden sær, ideologisk betinget tilvalgsordning, der skal sættes ind.

12 – Kommunen skal sikre mere sortering og genanvendelse af borgernes affald

Indflydelse: 8 – Relevans: 8

Men hvordan? Skal borgerne selv sortere? Er der plads til det i et lille lejlighedskøkken? Gider de, når alt kommer til alt? Eller er det kommunen, der skal sørge for, at affaldet bliver sorteret? De fleste går vel ind for en vis grad af sortering, hvis det ellers gennemføres rationelt, effektivt og praktisk. Men formår kommunen det? Og er det ikke allerede sket de fleste steder?

13 – Kommunen skal stille større krav til arbejdsløse

Indflydelse: 4 – Relevans: 8

Reglerne for arbejdsløse udstikkes af Beskæftigelsesministeriet, ikke af kommunen. Men lige præcis Københavns Kommune har administreret disse regler stramt, grænsende til det ulovlige. Et relevant spørgsmål, i særdeleshed for dem, der er arbejdsløse. Men samtidig et spørgsmål, som kommunalpolitikere har begrænset indflydelse på.

14 – Børn går for mange timer i skole

Indflydelse: 3 – Relevans: 9

Igen et relevant spørgsmål for alle børn, forældre og bedsteforældre, såvel som for samfundet: Men folkeskolereformen blev vedtaget i Folketinget og håndhæves af Undervisningsministeriet. Så derfor er det ikke meget, kommunalpolitikerne har at sige.

15 – Der bør kun serveres økologisk mad i offentlige madordninger

Indflydelse: 9 – Relevans: 2

Et ideologisk spørgsmål – for eller imod økologi. Men for de enkelte borgere i kommunen betydningsløst. Både økologisk og ikkeøkologisk mad kan være sund og mætter. Så vil man betale for det som borger? Og hvilke af de væsentlige områder kommer til at betale?

Hvad er problemet?

Man kan være enig eller uenig i mine betragtninger om relevans – men herfra set: Hvis det vitterligt er disse spørgsmål, kommunalpolitikere i dagligdagen beskæftiger sig med, er de enten for generelle, for irrelevante for borgerne eller spørgsmål, hvor kommunalpolitikerne har meget begrænset indflydelse.

Som om både borgere og ansatte i enhver kommune udmærket er klar over, at et eventuelt ledelsesskifte ikke kommer til at påvirke deres dagligdag væsentligt, og hvis der forventes en forandring, er den til det værre

Spørgsmålene er utvivlsomt stillet ud fra de områder, politikerne går til valg på – og dermed de områder, de går i pressen med. Pressen modtager gerne pressemeddelelser, og såvel partier som politikere kæmper mere om mediernes opmærksomhed end om vælgernes. Derfor skal synspunkterne, som formuleres til medierne, helst være kontroversielle, konfliktskabende og rumme en historie, som passer.

Omvendt kan man på politikernes hjemmesider og reklamemateriale se synspunkter, som har meget svært ved at bestå ”ikke-testen” – al kommunal service skal blive bedre, vi skal behandle hinanden ordentligt, der skal bygges nyt og restaureres, og vi skal betale mindre i skat.

Alt i alt forekommer dette særdeles tomt – som om politikerne forlængst har opgivet at gøre en forskel, at forandre noget af betydning. Som om både borgere og ansatte i enhver kommune udmærket er klar over, at et eventuelt ledelsesskifte ikke kommer til at påvirke deres dagligdag væsentligt, og hvis der forventes en forandring, er den til det værre.

Men hvordan kan det nu være? Strukturelt set er alle aspekter af ledelse og administration gennem de seneste årtier blevet centraliseret.

Måske er det derfor, at dette kommunalvalg forekommer mig så meningsløst. Som en skueproces, hvor ingen politikere vil indrømme, at de reelt set har meget lidt at skulle have sagt om de sager, kommunen arbejder med

Moderniseringsstyrelsen står for udbetaling af lønninger, Skat har forskellige, ikke kommunalt forankrede centre fordelt rundt omkring i landet, regionerne administrerer sundhedssektoren, og på de resterende områder såsom daginstitutioner, skoler osv. ligger kommunerne under for ministerierne og detailstyring af disse traditionelt kommunale områder.

Dette har to årsager:

For det første: New Public Management forudsætter standardiserede ydelser, som det er muligt at måle på – også uden på noget tidspunkt at være tilstede dér, hvor arbejdet udføres. Derfor er der brug for centraliseret styring og dermed mindre indflydelse til såvel kommune som til de enkelte mellemledere og medarbejdere.

For det andet: Også folketingspolitikere (og ministerielle embedsfolk) vil gerne retfærdiggøre deres position – de skal, kort sagt, lave noget eller få det til at se sådan ud – for at opretholde befolkningens anerkendelse.

Imidlertid agerer folketingspolitikere i et internationalt system, hvor EU og diverse konventioner har stor indflydelse på regler og lovgivning. Derfor vælger de i stedet at koncentrere sig om de indenrigspolitiske områder, som de stadig bestemmer over – helt ned i detaljen – som før lå under kommunalt selvstyre.

Indrøm magtesløsheden

Måske er det derfor, at dette kommunalvalg forekommer mig så meningsløst. Som en skueproces, hvor ingen politikere vil indrømme, at de reelt set har meget lidt at skulle have sagt om de sager, kommunen arbejder med.

Som om, at de fleste af dem ikke har mod til at indrømme, at de faktisk ikke bestemmer særligt meget. At kommunerne bare er administrative enheder under et netværk af ministerier og styrelser, som har det sidste ord.

Jeg er ikke blevet mindre kommunalpolitisk hjemløs. Måske det kommer en dag – jeg håber – men jeg tvivler mest

Når politikerne nu ikke vil indrømme det, så er der ikke langt til politikerleden – at politikerne bare plejer deres karriere, bruger kommunalpolitik som en lærlingeperiode før de kan nå Folketinget eller borgmesterposten eller måske en god stilling hos en af kommunens samarbejdspartnere.

Derudover har medierne jo også et ansvar – hvilke spørgsmål betyder noget? Skulle medierne ikke også, nogle gange, og selv når de laver standardiserede tests, forsøge at stille de svære spørgsmål? De spørgsmål, politikerne måske ikke engang har lyst til at besvare?

Men hvis man som politiker indrømmer sin magtesløshed, vil man også skulle bekæmpe centraliseringen. Og det kræver åbenbart mere mod, end langt de fleste politikere har.

De vil skulle gå op imod partifæller og partiernes ledelse. Mod dekreter fra ministerier og styrelser. Det kunne være ulovligt. Kunne koste helt ned på det personlige plan. Men er det ikke det, politisk mod handler om?

Jeg er ikke blevet mindre kommunalpolitisk hjemløs. Måske det kommer en dag. Jeg håber – men jeg tvivler mest.

Topfoto: Jan E. Jørgensen (2011).

Frank Emil Larsen

Frank Emil Larsen (f. 1976) er cand. mag., freelanceskribent og har blandt andet været gymnasielærer, tv-journalist og kommunikationsmedarbejder. Frank skriver også digte og fiktion, komponerer musik, er vintage digitalt indfødt og interesserer sig for alt muligt, og du kan læse mere om ham på www.frank-e.dk. Hvis du synes om Franks tekster, kan du donere et beløb på hans Mobile Pay: 50532130.